Kategorier
Tendenser

Unge amerikanere er stadig vilde med papir, eller er de?

Når jeg støder på overskrifter som ‘Young Americans still like papers‘, så stopper jeg altid op og studser lidt.

Min forundring bliver ikke mindre, når jeg læser følgende:

Young people in the United States still like newspapers, according to a Harvard survey. Asked for their preferred source of political news, 49% of 18 to 29-year-olds – nicknamed the millennials – named papers.

The survey, by the Harvard University Institute of college students, hitting the 60% mark.

Harvard har også selv udsendt en pressemeddelelse (hent den som PDF) om undersøgelsen, hvor man skriver:

America’s 18 to 29 year olds look first to major national newspapers – followed by
“Facebook Friend” statuses – to track 2012 presidential campaign.

Major national newspapers, by far, were considered the most preferred sources for political news and information, with 49% of 18 to 29 year olds and 60% of four-year college students reporting that they are interested in receiving information from this source.

Regarding various new technologies and social media channels, interest was next greatest in friends who share using Facebook (36%), official campaign Facebook feeds (29%), partisan, political blogging websites (22%), text or mobile alerts (19%), friends who share using Twitter (16%) and official campaign Twitter feeds (16%).

Inden papirmafiaen nu hæver hænderne højt over hovedet og begynder at starte aviser målrettet til unge, så har Harvard-undersøgelsen en gevaldig svaghed, som står nævnt i det blogindlæg hos The Guardian, som jeg linkede til tidligere:

However, the poll does not differentiate between the print and online platforms (surely a bad flaw).

Altså gør man i undersøgelsen ikke forskel på net- og papir-aviser. Så nu står vi med en undersøgelse, der fortæller os noget, vi nok egentlig godt vidste i forvejen. Nemlig at de store udgivere står højt på listen over kilder til nyheder. Sådan tror jeg egentlig også, det er herhjemme. Det ville i hvert fald undre mig, hvis det var anderledes.

Men lad os nu se, om WAN kaster sig over denne undersøgelse…

Kategorier
Journalistik Nyheder

Frem med hørebrillen

Kategorier
Distribution Journalistik Profileret Tendenser

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Kategorier
Tendenser

Hvornår er trykt information “gammel” nok til at komme på nettet?

Vi lever i en verden, hvor masser af informationer stadig udkommer på tryk, tag for eksempel vores aviser. Mange af disse artikler bliver dog digitaliseret, på fx Infomedia, men her har ikke alle adgang til dem.

Jeg er imidlertid begyndt at undre mig over, om aviserne spilder noget potentiale ved ikke at lægge tilpas gamle avisartikler ud på netavisen – måske endda med gratis adgang. Og hvorfor så det?

Jo, mit argument er, at når det er tilpas lang tid siden, en avis er udkommet med en bestemt historie/artikel, så er det meget begrænset, hvor meget mere, der kan tjenes på den avis. Altså er der langt i mellem folk, der bestiller en gammel avis fra “bagkataloget”, så at sige — og det er jo synd for den information, der ligger i avisen, og samtidig ikke bliver søgebar på det store verdensomspændende internet.

Derfor, mener jeg, bør det være en overvejelse for avischeferne, om de fortsat kan tjene penge på disse artikler, når nu den gamle avisudgave ikke længere sælger — fx ved betalt adgang til artiklerne eller ved annoncevisninger på de gamle artikler. Den sidste variant er, nok ikke overraskende, min favorit.

Hvis denne model er realistisk, ville jeg som avisboss ikke sætter nogen “bagkant” på, altså en grænse for, hvor langt man kan gå tilbage. For eksempel har The Times lagt deres arkiv ud, der går helt tilbage til 1785.

Begynder man at lægge informationer ud, der oprindeligt blev publiceret i avisen, kan man pludselig give læseren en meget mere komplet liste over relaterede artikler til den artikel, som vedkommende læser netop nu. Og det vil gøre det meget mere interessant at lave temaer, når flere år gamle artikler, som ikke tidligere har været tilgængelige på nettet, kun er et klik/link væk for læseren.

Så får man samtidig også skabt en lang hale af indhold at tilbyde læserne.

Selvfølgelig skal man ikke gøre det på en måde, så det underminerer det trykte medies læsertal ved, at folk finder ud af, at de bare skal vente, så kommer indholdet online gratis.

Med et eksempel fra min egen verden, tror jeg ikke et “Læs meget mere i Ekstra i dag. Køb avisen her“-link stadig giver et salg af vores avis/e-avis fra den dag. Det har det muligvis gjort på dagen (29. april 2009), men ikke længere. Og artiklen i avisen, som der reklameres for (og som nu ligger i eBladet) er ikke indekseret af nogle søgemaskiner. Den er med andre ord “spærret ude af internettet.”

Ville det ikke være smartere, hvis artiklen lå tilgængelig og stadig genererede visninger og dermed viden til læserne og annoncepenge til mediet?

Kategorier
Nyheder Tendenser

BusinessWeek: Amazons Kindle 2 er ingen bog-iPod

Amazon har nu løftet sløret for version 2 af firmaets e-læser, Kindle.

Ifølge BusinessWeek er produktet fornuftigt, men langt fra nogen spiller på markedet for digitale bøger, som Apples iPod er (og var) for markedet for digital musik.

With this update of the Kindle, Amazon doesn’t appear to be poised to shake up the publishing industry the way Apple upended digital music. “I think they ultimately believe that publishing will go digital and they want to be a player in the market when it does,” says Gartner (IT) analyst Van Baker.

At the same time, the company is showing itself reluctant to push too aggressively into the category—most noticeably, by pricing the Kindle 2 at $359, the same price as its predecessor. “They can sustain this price point for the foreseeable future. It’s just not going to have explosive growth,” Baker predicts.

Uanset hvad, så er Kindle nok den e-læser, der har formået at få mest omtale, og ifølge Sprint, der er den trådløse “service provider” til Kindle, er der solgt 500.000 enheder – ikke meget, men stadig en del.

Forleden skrev Helle Kruuse en kort note omkring økonomien i at bruge Kindle for aviser:

Det koster New York Times dobbelt så mange penge at trykke og distribuere avisen i et år, end det ville koste avisen at sende samtlige abonnenter en Kindle, en håndholdt, trådløs læser udbudt af Amazon (pris i USA 359 dollars). Det fortæller Silicon Alley Insider.

Det kan du læse mere om hos Silicon Alley Insider.

Imens kan man jo så gå og undre sig over, om en læser som Kindle kan få et marked herhjemme. Her tænker jeg primært på aviser, som ville kunne spare store penge på distributionen ved at levere til Kindle i stedet for papir — eller minimere antallet af papirabonnementer til et minimum.

Spørgsmålet er jo så bare, om markedet er modent herhjemme endnu. Og hvad der i så fald skal til, før det bliver det.

Photo Credit: 1st random Kindle sighting by Nick Starr @ Flickr.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Weekendavisen sætter overskudsrekord ved at prioritere anderledes end de andre

Det siger næsten sig selv, men det er alligevel værd at nævne: I en tid hvor avisoplaget falder, og folk læser flere og flere af deres nyheder på nettet, så vil de aviser, der dyrker den plads, som nettet efterlader til avismediet (altså færre nyheder og mere baggrund) opleve fremgang.

Det er sket for Weekendavisen. “Weekendavisen får rekordoverskud“, skriver MediaWatch.

Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen siger:

”Avisbranchen har været hærget af et rabatcirkus, og ingen har vidst, om det fremmede noget som helst. Det har vi undersøgt, og i det store hele er det ikke rigtigt. Folk vil gerne betale. Hvis ting er for billige i vore samfund, så tror folk ikke, det er ordentligt og så vækker det mistanke.

Jeg er ikke helt enig med hende, for kvalitet kan altså godt være gratis, men nettet flytter en del folk over i sin boldgade nu, og det betyder, at aviserne må tilpasse sig. Hvor længe vil folk købe aviser for at læse nyheder, der oftest skete dagen før?

Kategorier
Nyheder Tendenser

KODA: Skal netmedierne tage betaling for indholdet?

Markedsdirektør i KODA, Trine Nielsen, har skrevet en klumme i Computerworld, som jeg undrer mig lidt over. Overskriften er “Dagblade bør overveje betaling.

Her argumenterer hun for, at netaviserne muligvis skal til at tage betaling for deres indhold. Men det er ikke supersaglige argumenter:

Når man kigger rundt i verden, er billedet mange steder det samme. Medierne er virkelig under pres, ikke mindst fordi nyheder er blevet et gode, som læserne ikke længere er parate til at betale for.

[…]

Spørgsmålet er også, om det ikke er på tide at tage betaling for den service, man leverer på nettet.

Børsen har haft held med det herhjemme og gør det rigtig godt. Denne model bør de andre dagblade seriøst overveje.

Alternativt skal aviserne bliver bedre til at udnytte, at kun aviser er økonomisk organiseret til at indsamle massive mængder information. Ingen andre er organiseret til den opgave.

Især det sidste afsnit, står jeg lidt undrende overfor. Er det kun aviser, der er “økonomisk organiseret” til at indsamle massive mængder information?

Jeg vil også mene, at for eksempel Google og Wikipedia gør det samme. Og Wikipedia lever af fundraising blandt brugerne, der bidrager og skaber et opslagsværk via crowdsourcing og har fået Britannica til at tude og gentænke forretningsmodellen. Dét er økonomisk organisation med henblik på indsamling og strukturering af data.

Den første kommentar til Trine Nielsens (skrevet af en Allan S. Hansen) klumme forklarer så udmærket, hvad det handler om, når vi taler om internettet — som jeg vil våge den påstand, at Trine Nielsen ikke rigtig har forstået:

Hele fundamentet i internettet er deling af indhold, så det kræver blot nogle nyhedssider som ikke opkræver betaling, og så vil mange simpelthen migrere over til de sider og benytte dem frem for betalingssiderne.

Korrekt. Hvorfor skal jeg betale for berlingske.dk, hvis jeg kan få politiken.dk gratis? Større forskel er der altså heller ikke på de to. Og sådan kan man fortsætte regnestykket og til slut servere læserne for dem, der ikke kræver betaling: Andre brugere. Og så har aviserne først for alvor tabt.

Og så længe netmedierne er så ens, som de er nu, så er der en forsvindende lille sandsynlighed for, at folk rent faktisk vil betale for produktet. Det er mediernes egen skyld, ikke internettets.

Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark har brug for, og ret til, en fri og kritisk presse, og det er jeg ret sikker på, at vi bliver ved med at have. Men formen er under forandring, og det er det, vi ser sker nu.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Mexicaner på vej til at poste 250 mio USD i The New York Times

Der er ingen tvivl: The New York Times er i problemer.

Via Helle Kruuse ser jeg imidlertid, at den mexicanske milliardær Carlos Slim Helú tilsyneladende er parat til at investere 250 millioner amerikanske dollars i foretagendet.

Det er godt nyt for The New York Times og for journalistikken, men man skal samtidig hæfte sig ved, at Helú investerer sine penge. Der skal altså komme noget ud i den anden ende: Flere penge. Og samtidig har avisen en gæld på en milliard dollars, ifølge End Times-artiklen på The Atlantic:

Earnings reports released by the New York Times Company in October indicate that drastic measures will have to be taken over the next five months or the paper will default on some $400million in debt. With more than $1billion in debt already on the books, only $46million in cash reserves as of October, and no clear way to tap into the capital markets (the company’s debt was recently reduced to junk status), the paper’s future doesn’t look good.

Så avisen undgår formentlig ikke enten nedskæringer, frasalg af hovedkvarter, salg af The Bosten Globe eller salg af deres andel i baseball-holdet Boston Red Sox. Eller måske alle fire?

Kategorier
Nyheder Tendenser

Internettet overhaler aviserne som nyhedsmedie i USA

Hos TV 2 er jeg faldet over historien “Flere henter nyheder på nettet:

En amerikansk undersøgelse viser, at 40 procent af USAs befolkning i dag finder deres nyheder på nettet. I september 2007 var tallet kun 24 procent. Dermed har internettet overhalet aviserne.

Tallene stammer fra en undersøgelse foretaget af Pew Research Center for People & the Press. TV 2 linker ikke til undersøgelsen (fy fy skamme!), men det gør CNET til gengæld i deres artikel fra 24. december, og du kan læse om undersøgelsen på people-press.org.

Som man kan læse på tallene, er der dog stadig langt op til tv-mediet, som ifølge tallene bruges af 70 procent af amerikanerne til at følge nyheder, og derfor stadig indtager førstepladsen:

TV fører stadig
Image property of people-press.org

Kategorier
Journalistik Nyheder Tendenser

The New York Times kan være i alvorlige problemer i maj

Via JournalismNews på Twitter blev jeg opmærksom på VentureBeat-artiklen “If the New York Times dies, does the news die?“, som så igen henviser (er det ikke fantastisk med links?) til The Atlantic-artiklen “End Times“, der er skrevet af Michael Hirschorn.

Heri skriver Hirschorn om, at The New York Times er i alvorlige økonomiske vanskeligheder, som kan få store konsekvenser for avisen allerede i maj måned:

Earnings reports released by the New York Times Company in October indicate that drastic measures will have to be taken over the next five months or the paper will default on some $400million in debt. With more than $1billion in debt already on the books, only $46million in cash reserves as of October, and no clear way to tap into the capital markets (the company’s debt was recently reduced to junk status), the paper’s future doesn’t look good.

Nu skal jeg ikke kunne sige, om The New York Times rent faktisk knækker midt over eller lukker avisen og fortsætter online. Men tallene er nu ret interessante.

Ifølge artiklen havde The New York Times 20 millioner unikke brugere på netavisen i november måned (valget har formentlig øget dette tal en anelse), hvilket placerer The New York Times på en femteplads over mest besøgte nyhedssites på nettet.

Avisen har kun en million læsere. Alligevel er denne million, som betaler for avisen, mere værd end de 20 gange så mange, der læser online. Interessant.

The Atlantic-artiklen handler blandt andet om, at vi måske skal begynde at overveje, hvordan en verden uden The New York Times vil se ud, eller en verden hvor The New York Times kun eksisterer på nettet. Hvilket vil betyde en drastisk nedgang i antallet af ansatte, som vil få indflydelse på journalistikken.

Læs artiklen, det er spændende læsning.

Opdatering 13. januar 2009 @ 18:55
Du kan høre mere om The New York Times’ vanskeligheder i DR2 Udland i aften.
Opdatering 19. januar 2009 @ 15:39
The New York Times meddeler, at den mexicanske rigmand Carlos Slim Helú er klar til at investere 250 mio USD i foretagendet.