Jeg kommer formentlig til at skrive mere om Kindle i den nærmeste fremtid, men her er mine oplevelser efter det første døgn.
Stor var min glæde, da en kollega som netop er vendt hjem fra USA sagde, at han havde en Amazon Kindle (Wikipedia) med hjem fra staterne.
For man har jo hørt meget om Kindle, og meget godt. Og som den ivrige boglæser jeg er, kunne jeg naturligvis ikke vente med at få Kindle’n i hænderne.
Det første indtryk
Til at starte med, undrede jeg mig over, at den cirka 20 cm høje Kindle tilsyneladende var tændt. Der var i hvert fald et billede på skærmen. Jeg fandt så sidenhen ud af, at dette er “stand-by-billeder”, som Kindlen viser, når den er slukket.
Og hvordan kan den så gøre det uden at bruge batteri?
Jo, det er det fantastiske ved en teknologi, som Amazons Kindle baserer sig på. Teknikken kaldes ‘electrophoretic displays’, og du kan læse mere om det hos The Economist. Helt konkret går det ud på følgende:
Electrophoretic displays work in a different way, using a form of electronic ink that has been under development since the 1970s. E Ink’s version employs tiny capsules filled with a clear fluid containing positively charged white particles and negatively charged black ones.
The capsules are arranged as pixels and electric charges applied to each pixel pull either the black or the white particles towards the top of the capsule (and the opposite colour to the bottom). Unlike an LCD’s, this image does not require backlighting. Instead, the user relies on reflected light, as he would if he were reading a sheet of printed paper.
Moreover, once the particles in the capsules have settled down they stay put. That means the image remains on the screen without drawing power. A further dose of electricity is required only when the image changes; when a user “turns” to the next page, for example.
Not only does this mean that electrophoretic displays are cheaper to run, the lack of constant refreshment makes them more comfortable to read—as comfortable, it is claimed, as printed paper.
Kort fortalt, den bruger kun strøm, når der sker noget på skærmen, for eksempel når læseren bladrer.
Første læsning: Avis
Det første jeg gik i gang med at læse var nogle udgaver af The New York Times, som min kollega havde lagt ind. Og allerede der opdagede jeg, at læsbarheden var bedre, end jeg egentlig havde forventet. Og det overraskede mig meget positivt.
Efter lidt tid med det lille joystick gik det op for mig, at man bladrer ved at klikke “Next page”/”Previous page” – yes, så blev jeg så meget klogere.
Et klik på “Home” bringer læseren til listen af bøger/aviser, der ligger på Kindlen.
Jeg læste nogle artikler om Irans revolutionsgarde og blev på ingen måde begrænset i min læsning af det relativt lille display.
Og så i gang: Læsestof på skidtet!
Men hurtigt besluttede jeg mig for, at jeg ville sætte mit eget præg på Kindle’n og få lagt noget læsning ind. Jeg skulle sidde godt og vel halvanden time i toget senere samme dag, så det var jo et godt incitament til at få gjort noget ved det.
Jeg satte enheden til min computer via det medfølgende USB-kabel og voilá – så var der forbindelse! Computeren genkender simpelthen Kindle’n som et eksternt drev, smart.
Jeg tog nogle PDF’er og lagde dem over på Kindlen, men de optrådte ikke i listen. Øv.
Anyways, efter 5 minutters søgen på internettet fandt jeg ud af, at Kindle ikke kan vise PDF-filer. Men det er heldigvis nemt at konvertere. Når man opretter sig og registrerer sin Kindle får man et brugernavn efterfulgt af “@kindle.com” – i mit tilfælde “larskjensen@kindle.com”.
Tilføjer man et “free” i denne adresse, har man en mail-adresse, som man kan sende sine pdf-dokumenter til og få dem tilbage i Kindle-formatet. Jeg sender altså mails med vedhæftede PDF-dokumenter til “larskjensen@free.kindle.com”.
Efter få minutter kommer der mails tilbage med links til de konverterede dokumenter, så jeg kan hente dem i Kindle-formatet. Herfra overfører jeg dem til min Kindle og baddabum-baddabim – læsestof til Lars’ togtur.
Jeg oplevede desværre, at jo mere avanceret et PDF-dokument er, jo sværere har Amazon ved at konvertere den. Et PDF-dokument, der var meget flot sat op, blev således til uforståelige tegn på min Kindle.
Bøger! Gratis bøger!
Jeg satte mig samtidig for at finde noget gratis litteratur. Lidt læsning frem og tilbage første mig til freebooks.net, hvor der findes et mindre hav af gamle bøger, som nu er gratis. De kan også hentes i Kindle-formatet.
Så efter ganske få minutter havde jeg fået lidt yderligere læsning ind på enheden:
Selve læsningen
Herfra var det afsted mod toget, hvor jeg gav mig til at læse ‘Frankenstein’, så snart jeg havde fundet mig en plads.
Og så sad jeg faktisk og læste, indtil jeg var fremme ved min destination. 1 time og 40 minutters nonstop læsning. Selvfølgelig også fordi det er en god bog (kan man bruge ordet “bog” længere?), men også fordi Kindlen bare er så dejlig nem at have med at gøre.
Det er som at sidde med en bog – blot uden alle problemerne. Der er ikke et bogmærke, der falder ud, sider der folder, et dårligt paperback-omslag, der bliver foldet og/eller nusset etc. Det er kort fortalt bare topnice.
Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om læseoplevelsen, men den kan opsummeres i, at jeg er rigtig, rigtig tilfreds.
Indkøb fra Amazon
Næste logiske skridt var selvfølgelig at købe en bog fra Amazon i Kindle-formatet. Dette forløb uden de større vanskeligheder (jeg løb dog ind i et lillebitte problem, da Amazon.com kun havde mine gamle kort-oplysninger, men det blev hurtigt fikset), havde jeg en fil klar til download, som jeg lagde ned på min harddisk og derefter overførte til Kindlen.
Og før man kunne nå at sige “fragt”, “gebyr” og “for helvede Post Danmark – hvor er min pakke?” havde jeg den nye bog på plads på Kindlen. Strike.
Jeg rendte desværre ind i, at nogle bøger ikke sælges i Europa – faste læsere af denne blog vil vide, at jeg tidligere har brokket mig over geografiske begrænsninger.
Så dem vil vi meget gerne af med. Måske det sker i forbindelse med den nært forestående lancering af den internationale Kindle?
Filstørrelser og batteriet – oh, batteriet
Så vidt jeg kan se, så er der 1,5 gigabytes at tage af på min Kindle. Og det tror jeg er rigeligt for mig, når man tager i betragtning, at “Frankenstein” fylder blot 300 kilobytes i Kindle-formatet. Bram Stokers “Dracula” fylder 500 kilobytes. Stadig i småtingsafdelingen.
Og så kommer vi til batteriet. Da jeg anmeldte iPhone 3GS efter mine første 10 dage med den, udnævnte jeg batteriet som det mest negative. Noget der bestemt ikke er blevet bedre efter opdateringen til version 3.1 af softwaren.
Men det er helt anderledes på Kindlen. Da jeg kun bruger strøm på at bladre (jeg bruger ikke den mulighed for højtlæsning, der er indbygget – heller ikke selvom, der er et stik til hovedtelefoner), sidder jeg med en enhed, der kun meget sjældent skal lades op.
Efter den første togtur kunne jeg ikke se, at batteriindikatoren overhovedet havde rykket sig! Det er muligt, mine øjne snyder mig – men hvis det har slugt batteri, så er det ufatteligt lidt. Min kollega forklarede også, at han ikke brugte meget tid på at uploade den i USA – den lever simpelthen bare længe på batteriet, takket være teknologien.
Konklusionen
Jeg er, ikke overraskende, meget tilfreds med Kindle’n. Den lever længe, og det er nemt at overføre læsning til den. Nogle ville måske ønske et større display og mindre eller intet tastatur, men jeg kan fint klare mig med denne størrelse, og størrelse og vægt gør den perfekt til eksempelvis togrejser.
Jeg viste den til mine forældre, som begge var meget begejstrede og sagtens kunne se det smarte i det. “Det bliver fremtiden,” sagde de begge. Og det tror jeg, de får ret i. Om det så bliver Kindle eller en anden e-læser, skal jeg ikke kunne sige.
Eneste minus for mig er, at jeg mødte nogle bogtitler, jeg ikke kunne købe af geografiske årsager (grrrr!), men det håber jeg, snart forsvinder.
Så nu kan jeg glæde mig over, at jeg belaster klimaet minimalt i min boglæsning. Ingen papir og et tæt på minimalt strømforbrug 🙂
Opdatering @ 16:16
En ting, jeg glemte at skrive er en lille pudsig ting: Mange af dem, der har haft Kindlen i hånden har alle sammen ført en hånd henover displayet – men der er intet touch-interface. Mig gør det intet, for det ville sluge batteri, men nogen vil måske savne det.
Opdatering @ 16:19
En ting, jeg lige opdagede sammen med en kollega er, at lysstofrørene hvor jeg sidder kan ramme Kindle’n “uheldigt” og give et genskin, der gør dele af skærmen ulæselig. Om det skyldes displayet eller at vi har stærkt (eller ringe) lysstofrør her, ved jeg ikke. Under mine togrejser (hvoraf den ene foregik under en tændt DSB-lampe) oplevede jeg ingen problemer.
