Facebook users interested in finding their Facebook friends taking part in the post-debate debate are able to do so by logging in with their Facebook credentials. Facebook users can also share their comments in CNN’s The Forum with their Facebook friends.
Det er simpelthen for smart til, at man bør lade være.
Interessant. Men det er dog ikke lytter gode nyheder:
Men det kan være en farlig situation, som de kommercielle tv-kanaler verden over er ved at ende i, mener professor og medieforsker ved Århus Universitet, Frands Mortensen. For det er dyrt at vise tv gratis.
»Det vil på længere sigt føre til en alvorlig krise for kommercielt tv. De vil få meget vanskeligt ved at levere kvalitet. Reklamer kan ikke finansiere tv af høj kvalitet, og derfor ønsker kommercielle tv-stationer i stigende grad brugerbetaling i forskellige former. Men nettet har tradition for at være gratis, så det er en farlig situation at stå i«, forklarer Frands Mortensen.
Fra brugerens synspunkt er det dog uden tvivl en god nyhed og understreger endnu engang at det, folk vil have er on demand-tv og ikke pakker og kanaler, hvor de ikke selv kan bestemme sendetidspunkter og lignende.
Der har i lang tid været snak om, at det kun var et spørgsmål om tid, før annoncørerne (eller i hvert fald langt størstedelen af dem) ville flytte deres fokus til nettet og flytte annoncerne med.
Modsat artiklens overskrift (“Netavisers indtjening bremser op”) lader det nu til, at netmedierne stadig klarer sig udemærket:
I USA har aviserne, ganske som i Danmark, for længst set skriften på væggen og er begyndt på en digitaliseringsproces, hvor de digitale medier får en større og større rolle i den daglige nyhedsproduktion.
Mens aviserne døjer med skrantende læsertal, får de digitale medier stadigt flere brugere, hvilket ikke kun skyldes, at folk bruger nettet mere – men også, at enheder som eksempelvist mobiltelefoner med store skærme i stigende grad kan bruges til at surfe rundt på nyhedssites.
Det har fået de stagnerende aviser til at håbe på, at annoncer på nettet med tiden vil kompensere for tabet af avislæsere og avisannoncører.
Internettet er et fantastisk sted. Mange hjemmesider, mange mennesker — og masser af informationer.
Og den stadig stigende mængde af informationer betyder, at hvert eneste individ på nettet har mindre tid til hver enkel bid af information. Derfor kan det være svært at finde læsere/mennesker til lige præcis det, som man selv publicerer på nettet, måske på sin blog.
Derfor er man nødt til at repræsentere sit indhold der, hvor folk er. Altså at distribuere det ud. Lige for tiden er det sted sted uden tvivl Facebook.
Faktisk er Facebook så flinke ved os, at de har inkluderet en “Import”-feature, hvor man kan få Facebook til automatisk at trække for eksempel billeder (Flickr, Picasa), video (YouTube), favoritter/anbefalinger (delicious, Google Reader) og blogindlæg via RSS (hvad er RSS?).
Det betyder, at man kan få sine blogindlæg vist som “noter” på Facebook med alt inkluderet: links, billeder etc. Her kan man så oven i købet “tagge” personer, hvis nogle af ens venner er nævnt i indlægget/noten.
Hjælp, hvordan måler vi det?
Men der er en ulempe her. For som det er nu, så bliver mediernes (kvantitative) succes målt på brugertal og sidevisninger. Især brugertal. Efterhånden som distribueret indhold vinder frem, bliver det sværere og sværere for publicisterne/udgiverne at få indblik i, hvor mange personer, der læser/ser deres indhold på andre internetsider end deres egen.
Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg hørte give et meget interessant oplæg til en konference for noget tid siden, taler om, at massepublikummet langsomt forsvinder, og at store dele af indholdet på internettet vil blive “desintegreret”, altså blive spredt ud over nettets forskellige kanaler.
Jeg er meget enig med ham, og her møder vi udfordringen: Hvordan får man statistik og indsigt i brugen af ens indhold andre steder? Jeg har ikke noget svar, men glæder mig til at følge udviklingen.
Det var jeg lidt forundret over, men når jeg læser artiklen, er det da også klart, at aviserne bliver nødt til at forandre sig:
»Der er kommet alt for mange nye magasiner og aviser, så der skal ryddes op i medierne. Som aviserne ser ud lige nu, med de vanlige sektioner, er de meget konservative. Hvis der skal ske en opblomstring, bliver de nødt til at nytænke sig selv og følge udviklingen,« siger Kirsten Povlsen.
Aviserne har mulighed for at udkomme færre gange om ugen, være mere selektive i deres valg af sektioner og satse mere på baggrund.
»Brugerne vil fordybe sig, når der er tid i for eksempel weekenden. De kommer ikke til at læse den daglige avis fra ende til anden,« vurderer Kirsten Povlsen
Det er jeg faktisk enig med hende i. Især i pointerne omkring stof til baggrund og fordybelse og den lavere udgivelsesfrekvens.
Jeg har læst lidt om det, men da jeg så det i Kim Elmoses favoritter, tænkte jeg, at jeg lige ville skrive nogle linjer om et af Mozillas nyeste tiltag: Geode.
Hvad er Geode? Jeg vil anbefale dig først og fremmest at læse introduktionen til Geode, som forklarer rigtig godt, hvad det her går ud på.
Kort fortalt er Geode et stykke software, der kan lokalisere dig. Det kan for eksempel bruges til at finde restauranter eller lignende i nærheden af, hvor du opholder dig lige nu.
Når man åbner en side, der bruger Geode, bliver man mødt af denne bar i toppen af skærmen:
Klik på billedet for større udgave (åbner i nyt vindue)
Men der er også andre muligheder end restaurant-søgning:
The potential here is for more than just resturant lookups. For example, imagine an RSS reader that knows the difference between home and work and automatically changes it’s behavior appropriately. Or a news site whose local section is, in fact, actually local.
Og her begynder det at blive interessant. For prøv at forestil dig et medie, som skræddersyer sin forside alt efter, hvor du sidder. Der er muligheder (og gode annoncekroner) at hente. Så kan Lisbeth Knudsen få sit skræddersyede indhold. Godt nok ikke tilpasset efter brugerens interesser, men position.
Som det er nu, kan man godt få en persons (nogenlunde) position ved at kigge på IP-adressen (bruges blandt andet i Google Analytics, men dette er ikke altid særlig præcist. Men Geode vil i sagens natur være nødt til at være mere præcis.
Det er især interessant for lokalmedier, men landsdækkende kan også være med her.
Og kan position og interesser kombineres – ja, så har vi det helt personlige medie. Fremtidens medie.
Geode forventes implementeret i beta-udgaverne af Firefox 3.1 og kan også (hvis du ikke kan vente) hentes som en Firefox-udvidelse.
Berlingske-redaktør Lisbeth Knudsen har tilsyneladende ikke opgivet at tjene penge på indholdet på artikler. Så længe de er skræddersyet til læseren, vil han/hun gerne betale:
“[…] hvis man personaliserer indholdet tror jeg på, at det bliver muligt at tage penge for indholdet.”
Jeg er som sådan enig med Lisbeth Knudsen i, at der kan være penge at tjene, hvis indholdet er tilpas skræddersyet til læseren. Men om de skal tjenes på, at læserne betaler for indholdet og at det kan lade sig gøre for Berlingske er jeg mere usikker på.
Jeg har svært ved at tro på, at Berlingske kan lokke deres læsere til at betale for indholdet, dertil er det ikke unikt nok.
Hun svarer lettere kryptisk på et spørgsmål fra journalisten:
Var det en fejl, at aviserne begyndte at lægge gratis indhold på nettet?
Det var kun i begyndelsen, at indholdet var det samme. I dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation. Alle muligheder på nettet skal udnyttes som avisen ikke har.”
Den forstår jeg ikke helt, især ikke sætningen »i dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation.« undrer jeg mig lidt over…
I USA har markedsføring gennem blogs længe været populært, hvilket har gjort det muligt for en del amerikanere at leve af at blogge. Ikke blot gennem de traditionelle bannerreklamer, men også ved at modtage penge for at skrive om eksempelvis en ny mobiltelefon eller modtage gaver fra virksomheder, som ønsker, at bloggeren prøver produktet og derefter vil skrive om det.
Det har også længe været kendt i journalistikken, at gaverne sidder løst, hvis en journalist lover at levere en artikel. Det har dog ikke gjort det mere acceptabelt blandt journalister – i hvert fald ikke i mine øjne.
Som eksempel i artiklen bruges den svensker blogger, som hives frem hver gang det skal illustreres, at der kan tjenes penge på blogging: 17-årige Isabella Löwengrip, også kendt som Blondinbella.se.
Jeg har i dag været med til at diskutere annoncer på blogs (se samtalen på Jaiku her), og hvor jeg ikke kan se noget problem med annoncer på blogs, så har jeg det helt anderledes med produktomtaler, hvis ikke bloggeren lige oplyser, at han/hun har fået en økonomisk eller anden form for belønning for at skrive indlægget.
En anden ting er, at det er ulovligt (se blot Kristian Levring Madsens indlæg) at omtale produktet uden at nævne, at der har været en belønning af bloggeren.
Og så kan Cision (som har tilladt sig at konkludere på den danske blogosfære på baggrund af 72 besvarelser) skrive og sige lige så meget de vil. Det er ulovligt, punktum.
En anden ting er, at hvis en blog, jeg følger omtaler et produkt og glemmer at nævne det, og det sidenhen kommer frem – ja, så forsvinder den blog fra min Google Reader, og sikkert også for mange andres. Så er den dømt utroværdig, og så holder den ikke som blog.
Så hvis du som blogger vil være millionær, så overvej TechCrunch-metoden: Brug annoncer, lav konferencer og andre events eller lignende og lav pengene der. Det er tilmed lovligt.
I disse tider hvor næsten alt, der kan måles bliver ophøjet til succeskriterier, er det interessant at se en video på YouTube have mere end 62.000.000 (millioner!) visninger og tæt på 85.000 kommentarer.
Videoen er ikke noget banebrydende og indeholder ikke nogle kendte, noget skandaløst, nøgent eller afslørende. Nej, det er såmænd en video med et barn, der griner af nogle lyde, som en voksen person laver:
62,5 millioner er et tal, som de fleste mediehuse ville ønske, de kunne få på noget af deres indhold. I en noget mindre (men stadig imponerende) størrelsesorden, kan et pruttende barn blive set 5,7 millioner gange.
Del, del, del
Videoerne får uden tvivl ikke så mange visninger ved “bare” at være på YouTube og folk finder dem ikke ved, at de kommer tilfældigt forbi eller sidder og søger på grinende eller pruttende børn.
Videoerne scorer deres tal på, at de bliver sendt rundt og omtalt, og altså spredes viralt. Jeg har da også selv sendt videoen med det pruttende barn videre til nogle af mine venner (sig hvad I vil, det klip spreder glæde og godt humør), og de vil muligvis sprede det videre.
Så hvad er lektien for medierne her? Jo, at indhold skal være let at dele og sende til sine venner, og være tilgængelig fra andre hjemmesider. På YouTube er det nemt, og det blev endnu nemmere, da de tilføjede knapper direkte til deling på MySpace, Facebook og Digg, samt et “more sharing options”-link.
På ekstrabladet.dk har vi en lignende feature, “Bookmark” hedder den, der bor i øverste højre hjørne af alle artikler. Jeg har også set den på andre medier, og flere er vist kommet til.
Herfra kan der deles til diverse sociale tjenester. Vi skal have barberet ned i antallet af tjenester, da det pt. er for uoverskueligt, men det er en service, der bliver brugt. Da jeg tjekkede for nogle uger siden, blev der “bookmarket” mere end 100 gange hver dag, primært til Facebook. Altså artikler, som folk tilføjer til deres Facebook-profil, hvor deres Facebook-venner kan se dem. Jeg tror ikke, det tal falder.
Mr. Editor, tear down this wall
Så hvad er humlen her? Den er, at medierne (hvis de vil have flere besøg) skal begynde at integrere sig dybere i de sociale netværk, der eksisterer online, og de medier, der har haft travlt med at mure sig inde, skal skynde sig at rive murene ned, lige så hurtigt, som de blev bygget — hvis ikke hurtigere.
Kort fortalt: Trafikken kan ikke foregå via mediets egen forside. Det er en flaskehals, der taler imod internettets opbygning.
Det kan blandt andet nævnes, at manden bag WordPress (som denne blog kører på), Matt Mullenweg er i blandt. Ikke overraskende finder du også Rupert Murdoch på listen.
