Distribueret indhold – statistikerens udfordring

Internettet er et fantastisk sted. Mange hjemmesider, mange mennesker — og masser af informationer.

Og den stadig stigende mængde af informationer betyder, at hvert eneste individ på nettet har mindre tid til hver enkel bid af information. Derfor kan det være svært at finde læsere/mennesker til lige præcis det, som man selv publicerer på nettet, måske på sin blog.

Derfor er man nødt til at repræsentere sit indhold der, hvor folk er. Altså at distribuere det ud. Lige for tiden er det sted sted uden tvivl Facebook.

Faktisk er Facebook så flinke ved os, at de har inkluderet en “Import”-feature, hvor man kan få Facebook til automatisk at trække for eksempel billeder (Flickr, Picasa), video (YouTube), favoritter/anbefalinger (delicious, Google Reader) og blogindlæg via RSS (hvad er RSS?).

Det betyder, at man kan få sine blogindlæg vist som “noter” på Facebook med alt inkluderet: links, billeder etc. Her kan man så oven i købet “tagge” personer, hvis nogle af ens venner er nævnt i indlægget/noten.

Hjælp, hvordan måler vi det?
Men der er en ulempe her. For som det er nu, så bliver mediernes (kvantitative) succes målt på brugertal og sidevisninger. Især brugertal. Efterhånden som distribueret indhold vinder frem, bliver det sværere og sværere for publicisterne/udgiverne at få indblik i, hvor mange personer, der læser/ser deres indhold på andre internetsider end deres egen.

Edward O’Hara fra Jupiter Research, som jeg hørte give et meget interessant oplæg til en konference for noget tid siden, taler om, at massepublikummet langsomt forsvinder, og at store dele af indholdet på internettet vil blive “desintegreret”, altså blive spredt ud over nettets forskellige kanaler.

Jeg er meget enig med ham, og her møder vi udfordringen: Hvordan får man statistik og indsigt i brugen af ens indhold andre steder? Jeg har ikke noget svar, men glæder mig til at følge udviklingen.