Med så mange smartphones i så mange folks hænder er det vigtigt, at ens website også fungerer på mobil. Det kan man selvfølgelig teste med sin telefon, men det er lettere, hvis man kan teste det på samme skærm, som man tester selve hjemmesiden.
Kategori: Mobil
The Wall Street Journal kan fortælle, hvordan Google har brugt en form for bagdør i Safari-browseren på iPhone og computere til at få sat cookies, der kunne tjekke om brugeren var logget ind med en Google-konto.
Hos det danske it-medie ComON har Karim Pedersen skrevet artiklen Google smugler cookies ind i Safari, der beskriver sagen.
The Wall Street Journal-artiklen forklarer, hvordan Google rent teknisk har gjort – og det er ikke uden snilde.
Last year, Google added a feature to put the +1 button in ads placed across the Web using Google’s DoubleClick ad technology. The idea: If people like the ad, they could click “+1” and post their approval to their Google social-networking profile.
But Google faced a problem: Safari blocks most tracking by default. So Google couldn’t use the most common technique—installation of a small file known as a “cookie”—to check if Safari users were logged in to Google.
To get around Safari’s default blocking, Google exploited a loophole in the browser’s privacy settings. While Safari does block most tracking, it makes an exception for websites with which a person interacts in some way—for instance, by filling out a form. So Google added coding to some of its ads that made Safari think that a person was submitting an invisible form to Google. Safari would then let Google install a cookie on the phone or computer.
The cookie that Google installed on the computer was temporary; it expired in 12 to 24 hours. But it could sometimes result in extensive tracking of Safari users. This is because of a technical quirk in Safari that allows companies to easily add more cookies to a user’s computer once the company has installed at least one cookie.
Det lyder lidt anderledes end Googles udmelding om, at man har brugt “kendt funktionalitet i Safari”.
Efter The Wall Street Journal rettede henvendelse har Google fjernet koden. Det kan du læse mere om hos The Washington Post.
Opdatering @ 21:53:
På battlemedia.com har ‘JBAT’ skrevet indlægget ‘A sad state of internet affairs: the journal on Google, Apple, and “privacy”‘‘, hvor pilen også bliver peget mod Apple, der forhindrer den metode, der bruges til cookies på “det åbne internet” – altså det internet, der er udenfor Apple-produkter som iPhone og Safari-browseren. (Set via Twitter)
På battlemedia.com har ‘JBAT’ skrevet indlægget ‘A sad state of internet affairs: the journal on Google, Apple, and “privacy”‘‘, hvor pilen også bliver peget mod Apple, der forhindrer den metode, der bruges til cookies på “det åbne internet” – altså det internet, der er udenfor Apple-produkter som iPhone og Safari-browseren. (Set via Twitter)
I forvejen er det ikke altid nemt at lave webdesign og berige sine artikler med diverse widgets og knapper. Det kan se forskelligt ud og virke forskelligt i diverse browsere, der er på markedet.
Men noget andet, og potentielt endnu mere indgribende, som især journalister og redigerende på web skal til at tage seriøst er mobiludgaven af deres indhold.
15 procent af web
Vores mobilprojektleder, Christian Jelbo, har fortalt mig, at ifølge den seneste opgørelse så udgør sidevisningerne på mobil.eb.dk (vores mobil-site) 15 procent af sidevisningerne på ekstrabladet.dk. Det er meget – og det er en andel, der vokser og vokser.
Det betyder, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor de mennesker, der producerer indhold til – i vores tilfælde – ekstrabladet.dk ikke længere blot kan nøjes med at tage stilling til, hvordan en artikel eller en forside ser ud på den gode gamle web-side på computeren. Det er også vigtigt at tage højde for oplevelsen på mobil-websitet.
Her kan man lave en række tekniske greb, der sikrer at eksempelvis YouTube-videoer, Google Maps-kort, Cover It Live-live-opdateringer og lignende fungerer – hvilket vi også gør. Men der vil være tilfælde, hvor denne konvertering ikke kan foretages automatisk.
Flash – ikke på mobil
Et godt eksempel på dette er Flash-formatet, der aldrig har virket på Apples mobile produkter, og som Adobe nu også er stoppet med at udvikle til mobiltelefoner.
Hvis man bruger et Flash-baseret element (det kan enten være en interaktiv grafik, en video hos en mere eller mindre perifær video-hosting-side eller noget tredje) i sin artikel, er der altså en ret stor sandsynlighed for, at det element ikke bliver vist for de brugere, der bruger den mobile udgave af websitet.
Her har to af de store video-sites, YouTube og Vimeo, allerede dækket sig ind – Vimeo har eksempelvis lavet en ren HTML5-player, der virker på mobile enheder. Men sådan er det ikke alle, der har gjort.
Og Flash er blot et eksempel. Der er masser af widgets og andet tingel-tangel som man kan enten inkludere eller indlejre i sin artikel eller forside, som måske/måske ikke vil virke på mobil, eller se håbløst ud.
Den stadig større andel af sidevisninger og besøg der er på det mobile website betyder, at der på et tidspunkt kommer en uundgåelig diskussion om, hvordan man bedst – i smukt samarbejde mellem redaktion og teknik – sikrer, at mobiludgaven af artiklen/forsiden spiller optimalt.
Forleden dag skulle jeg med toget, og ingen togtur uden læsestof. Derfor købte jeg mig New Scientist, som jeg har læst sporadisk i før. Jeg købte primært bladet på grund af forsidehistorien “I, Phone”.
I bladet er der nemlig en glimrende artikel om mobile applikationer (med fokus på iPhone) og hvordan de påvirker vores liv.
Så hvis dette er noget, der interesserer dig, vil jeg kraftigt anbefale dig at læse artiklen.
Folk, der kender mig ved, at jeg bestemt ikke er det, man kalder en ‘Apple fan-boy’, altså en person, der blindt roser alt, hvad Apple udgiver. Faktisk holder jeg ikke engang af Apple-produkter, tværtimod. Indtil for lidt over en uge siden.
Her købte jeg nemlig Apples nyeste iPhone, den der har efternavnet ‘3GS’.
Og hvorfor gjorde jeg så det, når jeg nu har (læs: havde) så meget imod Apples produkter. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg så en fiks reklame, der fik mig til at tænke, at jeg bare måtte have en iPhone. Det var derimod en kombination af, at flere og flere omkring mig havde en – og at jeg der havde oplevet, at det virkede som en ret fed telefon (/mobil computer) – samt, at mine Nokia-telefoner fremstod som mere og mere stenalder for hver gang, jeg så, hvad iPhone-brugerne kunne gøre med deres telefon.
Det er altså ikke, fordi jeg er medløber og skal have det “de andre har”, men simpelthen fordi jeg indså, at iPhone var, ud fra mine behov, den helt rigtige telefon.
Det var faktisk først, da jeg havde bestilt telefonen, at jeg så en reklame for iPhone 3GS. Reklamerne betød med andre ord intet i mit valg.
Da jeg så fik min telefon, og havde overstået den første ladning, kunne jeg gå i gang. Og her følger mine oplevelser fra mine første ti dage med iPhone.
Selve systemet og ‘touch’-konceptet
En af mine største overvejelser omkring iPhonen var touch-interfacet. Telefonen har kun to knapper, som jeg bruger. En, der sætter den i ‘standby’-tilstand og en, som går tilbage til hovedmenuen. Resten gør man ved at trykke på displayet. Og det er noget af et skift fra mine tidligere Nokia-telefoner hvor displayet stort set er det eneste på telefonen, man ikke rører ved.
Det faldt mig dog ret lige for at gå i gang med touch-interfacet. Det skyldes formentig, at iPhonen er så intuitivt bygger op i dens ‘user interface’, som betyder, at telefonen (i hvert fald for mit vedkommende) rent faktisk ikke behøver en manual. Og det er et imponerende stykke arbejde, synes jeg.
Det eneste, der drillede i starten var at få SIM-kortskuffen ud, deaktiveret PIN-kode beskyttelsen fra den gamle telefon, og så få aktiveret telefonen via iTunes. Faktisk var det først, da jeg installerede iTunes på Windows XP, at jeg kunne få aktiveret telefonen. Om den fejl ligger hos iTunes-programmet eller Windows Vista, skal jeg ikke kunne sige.
Browseren
De tre Nokia N-series mobiltelefoner, jeg har haft (N95-1, N95 8GB, N85), har alle haft en ting til fælles: Det første, jeg gjorde, når jeg telefonen var klar første gang var at installere Opera Mini-browseren.
Det gjorde jeg, fordi den browser, der følger med Symbian-operativsystemet ganske enkelt er en hån mod de muligheder, der ligger i det mobile internet.
Browseren baserer sig ikke på logik, den kan ikke altid hente siderne rigtigt og ofte skal man slås med horisontal scroll, der er et stort no-no. Derfor har jeg altid valgt Opera Mini (som jeg fik anbefalet tilbage i 2005 af Kurt Westh-Nielsen, da vi begge var på Ingeniøren).
Derfor var jeg meget spændt på at se browseren på iPhone. Det er, ikke overraskende, Apples egen browser, Safari, der har fået lov at optræde i en mobiludgave. Og klarer den så jobbet tilfredsstilllende?
Ja, det må jeg sige. Browseren er meget hurtig, hvilket især skyldes WebKit-kernen, som Safari baserer sig på. Der er mulighed for at arbejde med flere vinduer, som gør, at man som bruger kan følge flere “spor” i sin browsing. Det lyder basalt, men det er et voldsomt løft, når man kommer fra en minimal browser, som Opera Mini.
Jeg savner dog en søgefunktion i browseren, hvor jeg kan søge efter ord eller sætninger på den pågældende side. Opera Mini har den feature, og Safari på iPhone mangler den. Det er muligt, den er der, men jeg har ledt efter den – uden succes.
Et andet minus er, at Flash endnu ikke virker til iPhone. Flash er på vej til en lang række mobiltelefoner, som jeg tidligere har skrevet om, men altså ikke iPhone. Dog kommer iPhone med en YouTube-applikation installeret som kan afvikle YouTube-videoer, men andre Flash-oplevelser, går man glip af.
Opdatering: Flash er dog på vej til iPhone, skriver Read Write Web.
Det betyder dog også, at Flash-annoncer ikke virker, og det er måske ikke så slemt, når man sidder på en mobil dataforbindelse og browser(?)
Applikationerne
Hjertet i iPhone og det, som alle skriver og har skrevet om, er telefonens mulighed for at installere applikationer via Apples App Store. Her ligger alle de applikationer til iPhone, som Apple har godkendt – og det betyder, at de har fået et kvalitetsstempel. Nogle koster penge, andre er gratis.
Den første applikation, jeg installerede er Facebook-applikationen, som er lavet af Facebook selv. Dette må siges at være noget af en opgradering i forhold til den mobile udgave af Facebook (m.facebook.com), som jeg er vant til.
Applikationen gør det nemt at danne sig et overblik, opdatere status, kommentere på andres status og billeder samt selv uploade billeder. Jeg har dog ikke kunnet finde ‘events’, altså begivenheder, i applikationen, men det lader til at være på plads til version 3 af Facebook-applikationen, som er på vej.
Næste applikation var Twitterific Premium, og her tog jeg faktisk mig selv i at gøre noget, jeg ellers aldrig havde troet på. Jeg købte nemlig noget digitalt via mikrobetaling. Applikationen koster nemlig 24 danske kroner. Forskellen her er dog, at man rent faktisk får noget unikt, man ikke kan andre steder, og en funktionalitet, som jeg er villig til at betale for.
Twitterific fungerer upåklageligt og ser samtidig også godt ud. Touch-interfacet spiller rigtig godt, både i Facebook-applikationen og i Twitterific. På mine Nokia-telefoner brugte jeg Twibble, som er god på den platform, men kommer til kort i forhold til de ting, der kan lade sig gøre på iPhone-platformen.
Herudover har jeg installeret forskellige applikationer, der kan give mig tog- og bustider, uploade billeder til FLickr og sidst men bestemt ikke mindst en applikation, der emulerer den legendariske TB-303 bassline fra Roland. Den koster 30 kroner, som jeg rask væk betalte for at få et stykke ægte vintage til min nye telefon 🙂
Kameraet
Apple iPhone 3GS har et kamera på 3.2 megapixels og med autofokus. Umiddelbart lyder det ikke af meget i forhold til de andre kameratelefoner derude, der bryster sig med 8 megapixels og højere. Og selvom iPhone mangler en blitz (det gør den virkelig!), så er jeg meget imponeret af de billeder, som det forholdsvis lille kamera spytter ud.
Megapixels er en ting, optik en anden. Og Apple har faktisk formået at få puttet et ganske hæderligt kamera i iPhone. Her kan du se to billeder, jeg har taget af noget mad i vores kantine:
Min oplevelse er, at de billeder, iPhone 3GS producerer er på højde med de billeder, der kommer ud af min Nokia N85, der har 5 megapixels og Carl Zeiss-optik.
Autofokusdelen af kameraet fungerer på den måde, at man kigger på displayet, når man har aktiveret kameraet. Herefter trykker man blot på den del af billedet, som man vil fokusere på. Kameraet fokuserer, og så trykker man på udløserknappen, som også sidder i touch-displayet. Det er ret godt tænkt.
Kompas og GPS
En af de nye hardware-features i iPhone 3GS er et digitalt kompas, der sammen med A-GPS (Assisted GPS) nu gør det endnu nemmere at finde vej.
Jeg ved ikke hvorfor, men GPS’en i iPhone er bare bedre til at finde min position. Både indendørs og udendørs. Og med kompasset kan man faktisk se på Google Maps både hvor man er, og hvilken vej man vender. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at komme for sent til festen.
Det mest negative: Batteriet
For mig er det største minus ved iPhone 3GS batteriet. Det bliver simpelthen drænet for hurtigt, og hver gang jeg skal åbne et applikation for at tweete, tjekke e-mail eller læse nyheder/blogindlæg tager jeg mig selv i lige at tænke over, hvor meget det mon kommer til at dræne batteriet.
Og sådan skal det ikke være. Selvfølgelig trækker GPS og kompas sin del af batteriet, men selvom man blot browser med Safari-browseren, så går batteriet mod 0 for hurtigt.
Apple har tidligere meldt ud, at de er klar over denne problematik (som gælder for 3.0 af styresystemet, og dermed også gælder for dem, der opdaterer deres tidligere iPhone til denne version), og at man mener at kunne løse en stor del af det med en opgradering.
Konklusionen
Alt i alt er jeg enormt begejstret for min telefon. Faktisk mere end jeg selv havde forestillet mig, at jeg skulle blive – og det har overrasket selv mig.
Det er især applikationerne og Safari-browseren, der får det mobile internet til at komme til sin ret, der gør udslaget og gør, at jeg undrer mig over, at jeg ikke har skiftet til iPhone før, det er jo trods alt et stykke tid siden, de første iPhones kom til Danmark.
Selvfølgelig har iPhone 3GS sine minusser, læs ovenfor, men det bliver vejet op af en telefon, der bare er møglækker og virkelig understreger, at Apple har rødderne et andet sted (i computerbranchen) end Nokia, Sony-Ericsson og de andre mobilproducenter.
Heldigvis har mange af disse set skriften på væggen og er på vej med telefoner, der kører på Googles open source-operativsystem Android, som også tager mobiltelefonen et skridt videre fra det, vi kender i dag.
Men iPhone er bare udført så gennemført, at man må tage hatten af for folkene bag, også selvom man har været indædt modstander, indtil man selv fik telefonen.
Ja, der er stadig problematikken, at du skal have Apples egen iTunes-software for at lægge musik på din iPhone (det har indtil videre betydet, at min telefon indholder lige præcis ingen musik) og specifikationerne er på papiret dårligere end andre telefoner på markedet, men brugeroplevelsen på iPhone er så skyhøj, at man er parat til at gå lidt ned i specs for at få en fed oplevelse. Dét kunne mange lære noget af.
Jeg vil bestemt ikke udelukke, at min næste telefon også bliver en iPhone, men det kan lige så vel blive en Android. Det bliver i hvert fald ikke en telefon på Symbian-operativsystemet (som det ser ud nu), som Nokia i øjeblikket sværger til, ikke mindst fordi de rent faktisk har købt softwaren.
Og husk på, at jeg bestemt ikke var en Apple-person før dette, så dette er altså ikke ment som lutter reklame for iPhone. Men samtidig synes jeg også, man skal anerkende, når nogen udfører et godt stykke arbejde – og det synes jeg faktisk, Apple har gjort her.
Via dette tweet fra svenske Svartling blev jeg opmærksom på, at Adobe annoncerer Flash til mobiltelefoner senere i år.
Dog ikke til iPhone i denne omgang. Indtil videre gælder det følgende styresystemer: Google Android, Microsoft Windows Mobile, Nokia Symbian og Palm WebOS.
Spørgsmålet er så bare, om det betyder, at mediernes mobile satsninger nu skal til at have animerende, blinkende og larmende annoncer?
Shozu er en applikation til mobiltelefoner, der gør det muligt at uploade video og billeder til en lang række tjenester som fx YouTube, Flickr og Facebook — se den fulde liste — og er derved oplagt for folk på farten, for eksempel journalister, der skal uploade indhold fra mobilen.
ShoZu har i et stykke tid lidt efter en forretningsmodel, så de kunne tjene penge – blandt andet ved at placere annoncer i selve programmet.
Nu har folkene bag meldt ud, at de vil til at tage penge for programmet. Det er dog kun nye brugere, der vil blive berørt. Følgende står at læse i en nyhedsmail fra ShoZu:
Going forward, we will begin charging for the mobile application. If you’re already a ShoZu user, you’ll be happy to know that there’s no charge to continue using it. If you’re new to ShoZu’s mobile application, then there is a one-time charge to download the application and join thousands of happy ShoZu users.
ShoZu har den fordel, at det er en applikation til flere platforme (se listen af telefoner) og flere websites — og at den er nem at bruge.
Jeg ved ikke, om det kommer til at påvirke, at ShoZu bliver hentet mindre (jeg har ikke kunnet finde nogen pris nogle steder) — men det får formentlig betydning for Update.dk, som mig bekendt bruger ShoZu, når du underviser i, hvordan man kan uploade billeder og videoklip fra mobiltelefonen.
Når det er sagt, så tror jeg faktisk, at jeg gerne ville betale for ShoZu. Det afhænger selvfølgelig af prisen. Hvor meget er folk villige til at betale for en mange platforme til mange services-applikation?
Folk, der kender mig vil muligvis have svært ved at forstår dette, men i feriedagene omkring jul og nytår har jeg faktisk ikke været meget i nærheden af en computer.
I stedet har jeg holdt mig opdateret på nyheder, blogindlæg og så videre samt håndteret e-mails, Facebook og (kalender)aftaler via mobiltelefonen. Jeg har den stort set altid i nærheden og jeg behøver ikke vente på, at den starter op eller at sætte mig hen foran skærmen, jeg skal blot hive fat i mobilen, og så kan jeg følge med der.
Det har jeg gjort primært via Opera Mini, som er en mobil udgave af den norske browser Opera.
Hvad er Opera Mini så?
Til de teknisk interesserede kan jeg fortælle, at kernen i Opera Mini er en serverfarm, der står hos Opera-folkene i Norge. Når man via Opera Mini på mobiltelefonen vil se en hjemmeside, bliver denne side først lagt på en server hos Opera, som pakker det ned, så dataene fylder mindre, og sender det til mobiltelefonen, hvor dataene bliver pakket ud, og derfor går det hurtigere og koster mindre i dataoverførsel — ikke at det betyder så meget, da jeg har flatrate på datatrafikken på min arbejdsmobil.
Derudover går Opera Mini også ind og tilretter siderne, så de ser fornuftige ud på skærmen på min mobil. Og det betyder, at det er utroligt nemt at navigere rundt på nettet fra mobiltelefonen, og når Facebook så oven i købet har lavet en mobilvenlig version af sitet, så bliver det ikke meget nemmere.
Derudover har jeg også brugt wap.tv-guiden.dk til tv-programmer og mobil.pol.dk samt mobil.eb.dk til at holde mig opdateret på nyheder — men med Opera Mini kan jeg uden problemer sagtens sidde og læse artikler på for eksempel The Economists hjemmeside og hos New York Times — og jeg kan tilmed abonnere via RSS.
Det betyder, at jeg ikke behøver surfe rundt på de forskellige hjemmesider med min mobiltelefon for at se, om der er sket noget nyt — jeg skal blot gå ind på Feeds-oversigten i Opera Mini, og så kan jeg derfra holde mig opdateret.
Brug mobilen som forbrugsmedhjælper
Jeg brugte også Opera Mini forleden, da jeg stod og kiggede efter interessante spil til min Nintendo Wii-spillekonsol. Som nogle nok ved, er det mere end svært at vurdere et spil ud fra indpakningen, så jeg greb til min mobil og læste nogle anmeldelser af de forskellige spil og endte med ikke at købe det spil, jeg egentlig havde udset mig, da de kritiserede styringen i spillet. Der sparede jeg mig selv for en del besvær.
Derudover bruger jeg Googles Gmail-applikation til mobiltelefoner, som gør det nemt at håndtere e-mails fra mobilen og Goosync til at synkroniserer frem og tilbage mellem min mobil og Google Calendar.
Værktøjerne er der — hvornår sker der noget?
Det lyder måske mægtig smart og imponerende, men det er faktisk alle værktøjer, som man ikke behøver have en Nokia smartphone i N-serien for at bruge. Både Opera Mini, Gmail-applikationen og Goosync understøtter et hav af mobiltelefoner.
Det betyder også, at mulighederne for at bruge det mobile internet (ikke mobile internet som 3’s EazyInternet, men internet på mobiltelefonen) faktisk allerede er derude, der er blot to hindringer:
- Folk ved det ikke
- Det er stadig rimelig dyrt, da udbyderne virker rimelig nærige med at yde flatrate på datatrafikken på mobiltelefonen
Jeg begyndte at bruge det mobile internet meget mere, da jeg fik flatrate på datatrafikken (og jeg satte også Opera til at vise billeder — en smart indstilling, hvis man vil spare penge er, at billeder ikke skal vises, de udgør de fleste kilobyte af den data, der skaloverføres), og jeg går ud fra, at andre også vil begynde at interessere sig for og bruge det mobile internet mere, hvis de ikke skal bekymre sig om, at det kommer til at koste kassen, når den næste regning kommer.
Men alt dette har fået mig til at tænke lidt over, hvornår det mon slår igennem. Jeg har lagt mærke til, at nogle af mine venner, som jeg ellers ikke vil beskrive som teknik-frontløbere, er begyndt at opdatere deres Facebook-profil fra mobiltelefonen. Så der sker altså noget.
Men det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår det mobile internet får sit store gennembrud og bliver mainstream. Det vil nok ikke blive lige så udbredt som internettet på computeren (det er trods alt nemmere at danne sig overblik på en skærm, der er 17+ tommer), men det må da for pokker snart ske.
Susanne Mikkelsen har på Biblog skrevet om, hvordan Århus Kommunes Biblioteker har lanceret en mobil tilgang til deres biblioteker. Sitet finder du ved at pege din mobilbrowser ind på m.aakb.dk – en URL, der er tilpas kort til mobiltelefoner.
På Århus-bibliotekernes side “Få biblioteket i lommen kan du læse, hvad borgerne i Århus kan bruge den mobile adgang til bibliotekerne til — blandt andet fornyelse af lån og musikanbefalinger fra Gaffa.dk.
Det kunne jeg saftsuseme godt have brugt, da jeg boede i Århus 🙂
Du kan læse mere om mobilsitet i pressemeddelelsen fra bibliotekerne.
Om teknikken skriver folkene bag:
m.aakb.dk supporterer mindste HTML kompabilitet MP 1.0 (Mobile Profile 1.0) som understøtter XHTML og Style sheets. Javascript er ikke understøttet i denne standard.
Der er dog lige nogle få ting, der skal ordnes, inden mobilsiden er 100% valid 😉
Men bortset fra kodevalidering ser det virkelig interessant ud, og jeg vil gerne sige tillykke til alle biblioteksbrugere i Århus Kommune.
Her til aften har der været en brand i en boligblok i min hjemby, Nykøbing Falster. Det har ekstrabladet.dk og (selvfølgelig) folketidende.dk skrevet om. Folketidende har også et fotogalleri. Godt arbejde.
Sådan en nyhed er en stor nyhed og kvalificerer, ifølge min målestok, som “breaking news”. For lokalbefolkningen.
På ekstrabladet.dk har vi vores breaking news, som vi udsender som SMS og e-mail, og andre medier har også en breaking news tjeneste, for eksempel TV 2 og business.dk.
Folketidende.dk har — desværre, ser det ud til — ikke en breaking news SMS-service, men “kun” en mobiludgave af folketidende.dk.
Som hyperlokal-“guruen” Rob Curley siger (et eksempel, der passer rigtig godt her): Når folk kigger ud af vinduet og ser røgen, så skal de kunne gå ind på dit medie og se, hvad der ryger.
Det kunne de også i dette tilfælde. Men jeg vil gerne ændre lidt i Curleys citat og ændre det til:
Når folk kigger ud af vinduet og ser røgen, så skal de kunne kigge på deres mobiltelefon og se, hvad der ryger.
Her mener jeg ikke, at de skal kunne gå ind på en mobilvenlig internetside (det kan de jo allerede) – nej, der skal lægge en besked, der forklarer dem, at der er — i dette tilfælde — brand.
Dette er nemt nok for et medie som Folketidende, men en større udfordring for medier som os og TV 2 — og ikke mindst Berlingske, der gerne vil satse lokalt, som du kan læse i Kim Elmoses indlæg.
For vi vil gerne fortælle beboerne, at det brænder i Nykøbing Falster (blandt andet fordi de så skynder sig ind på ekstrabladet.dk så snart de har muligheden) — men der er ikke nogen grund til, at vi også fortæller det til dem, der bor i Haderslev.
En mulig løsning er her, at folk der ønsker lokaliserede breaking news fra os, kan oplyse os deres postnummer eller kommune, og så får de både “nation wide” breaking news (dem vi udsender nu) og lokaliserede breaking news, som omhandler deres område.
Her vil vi som publicisten så kunne vælge hvilke(n) kommune(r) eller område(r), der skal modtage en breaking news-SMS – hvis noget for eksempel relaterer til både Lolland og Falster (for at blive i den analogi), er der en logik i både at sende til beboere i Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune.
Spørgsmålet her er så bare, om folk er tilpas nyhedshungrende til, at der er et marked for, at landsdækkende medier som os, TV 2 eller Berlingske begynder at udsende lokationsbestemte breaking news som SMS-beskeder?
Jeg tror det faktisk, og jeg tror, det vil kunne styrke mediernes brand (som i et brand) og omdømme i lokalområderne — og så skader det vel heller ikke med lidt konkurrence? 😉