Kategorier
Mobil

Web-journalister og -redigerende skal til også at tænke på mobil

Især journalister og redigerende på web skal til at tage mobiludgaveerne af deres indhold seriøst.

Foto: Yutaka Tsutano (Flickr Creative Commons)

I forvejen er det ikke altid nemt at lave webdesign og berige sine artikler med diverse widgets og knapper. Det kan se forskelligt ud og virke forskelligt i diverse browsere, der er på markedet.

Men noget andet, og potentielt endnu mere indgribende, som især journalister og redigerende på web skal til at tage seriøst er mobiludgaven af deres indhold.

15 procent af web
Vores mobilprojektleder, Christian Jelbo, har fortalt mig, at ifølge den seneste opgørelse så udgør sidevisningerne på mobil.eb.dk (vores mobil-site) 15 procent af sidevisningerne på ekstrabladet.dk. Det er meget – og det er en andel, der vokser og vokser.

Det betyder, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor de mennesker, der producerer indhold til – i vores tilfælde – ekstrabladet.dk ikke længere blot kan nøjes med at tage stilling til, hvordan en artikel eller en forside ser ud på den gode gamle web-side på computeren. Det er også vigtigt at tage højde for oplevelsen på mobil-websitet.

Her kan man lave en række tekniske greb, der sikrer at eksempelvis YouTube-videoer, Google Maps-kort, Cover It Live-live-opdateringer og lignende fungerer – hvilket vi også gør. Men der vil være tilfælde, hvor denne konvertering ikke kan foretages automatisk.

Flash – ikke på mobil
Et godt eksempel på dette er Flash-formatet, der aldrig har virket på Apples mobile produkter, og som Adobe nu også er stoppet med at udvikle til mobiltelefoner.

Hvis man bruger et Flash-baseret element (det kan enten være en interaktiv grafik, en video hos en mere eller mindre perifær video-hosting-side eller noget tredje) i sin artikel, er der altså en ret stor sandsynlighed for, at det element ikke bliver vist for de brugere, der bruger den mobile udgave af websitet.

Her har to af de store video-sites, YouTube og Vimeo, allerede dækket sig ind – Vimeo har eksempelvis lavet en ren HTML5-player, der virker på mobile enheder. Men sådan er det ikke alle, der har gjort.

Og Flash er blot et eksempel. Der er masser af widgets og andet tingel-tangel som man kan enten inkludere eller indlejre i sin artikel eller forside, som måske/måske ikke vil virke på mobil, eller se håbløst ud.

Den stadig større andel af sidevisninger og besøg der er på det mobile website betyder, at der på et tidspunkt kommer en uundgåelig diskussion om, hvordan man bedst – i smukt samarbejde mellem redaktion og teknik – sikrer, at mobiludgaven af artiklen/forsiden spiller optimalt.

Foto: Yutaka Tsutano (Flickr Creative Commons)

4 kommentarer til “Web-journalister og -redigerende skal til også at tænke på mobil”

Fin artikel, Lars. Dog savner jeg lidt, at du berører den måske største problemstilling blandt især danske medier i forhold til mobil publicering, nemlig, at teksten alt for ofte ikke er tænkt til også at skulle præsenteres på en anden platform end websiden.

Det er egentlig den samme problematik, som gør sig gældende i versionering af print-artikler til web, nemlig at brødteksten ikke kan henvise til elementer uden for teksten. Et godt eksempel er, når der i brødtekst, som bliver publiceret på web, bliver henvist til faktabokse, billedgallerier eller relateret indhold. Netop den type indhold, som ofte bliver skrællet af de mobile versioner, som brugeren ser. 

Det virker til, at der ikke er ordentligt implementerede content-strategier og styleguides på redaktionerne, der forhindrer de her ting. Jeg kan huske, at Zach Brand fra NPR talte om det på NMD10, og især fremhævede, hvordan det havde styrket NPR i forhold til udvikling af indhold og platforme, at de var meget strukturerede i den måde de producerede inhold. Se indslaget fra NMD10 her: http://nmd.arkena.tv/012900025041950/the-power-of-flexible-content

Hej Martin

Tak for din kommentar – du har helt ret, her var mit ‘scope’ mere på det tekniske i det.

Men også selve brødteksten i artiklen, er selvfølgelig vigtigt, om end jeg tror, at teksten bedre kan ‘krydses’ på tværs af web og mobil, ligesom den i stigende grad kan på web og papir, faktisk er gennemlæsningsprocenten højere på web – i hvert fald i de undersøgelser, jeg har set.

Og tak for link – det vil jeg kigge på.

Lars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *