Tag: the economist

Kategorier
Nyheder Tendenser

The Economist lægger yderligere indhold bag betalingsmuren

MediaWeek skrev tilbage i starten af september, at The Economist ville begynde at kræve betaling for mere af web-indholdet på economist.com.

Det ser ud til at ske nu. Jeg har lige fået følgende mail fra The Economist-folkene (mine fremhævelser):

Dear Reader,

I’d like to inform you about important changes at Economist.com.

Beginning October 13th, we will be limiting access to certain sections of our site to subscribers only. Over the past few years, Economist.com has become a hub for intelligent discussion, with news commentary, blogs and an award-winning debate series. We will continue to encourage both subscribers and non-subscribers to participate in those conversations. We will also enhance the experience we offer our most loyal readers by expanding our subscribers-only features.

Currently, all content published within the last year is free of charge. Soon, only articles and commentary published prior to the last 90 days will be accessible without a subscription. The print edition contents page, which offers a convenient way to browse articles and features from the latest issue of The Economist, will also be limited to subscribers only.

Through these complementary aspects of Economist.com, we will continue to foster intelligent discussion and debate, while enhancing the value we bring to our community of subscribers.

I hope you’ll continue to visit the site and enjoy all it has to offer.

Sincerely,

Ben Edwards, Publisher
Economist.com

På en gang kan jeg både forstå og ikke forstå The Economist. For der skal jo tjenes penge, men jeg hører til en af dem, der tror mere på link-økonomi, som MediaWatch skrev om 23. september.

Economist.com vil formentlig få færre sidevisninger, men muligvis flere penge i kassen. Men vil du for eksempel købe et abonnement på The Economist efter dette? Eller er det nemmere bare at læse en anden lignende publikation? The Economist har noget af verdens bedste indhold indenfor deres felt, så hvis nogen kan lykkes med dette, er det medierne i denne kaliber.

Uanset om man er enig eller ej, må man gå ud fra, at et magasin med dét navn bør vide en ting eller to om økonomi. Jeg er skeptisk overfor, om dette vil give flere penge og/eller kunder i butikken. Men det vil tiden vise.

Kategorier
Tendenser

Skal artikler være på nettet for overhovedet at eksistere?

Foto: Bull3t HughesVi kender vist alle historien om træet, der vælter i skoven, men som ingen kan høre.

Spørgsmålet er måske, om vi skal til at sige noget lignende om informationer, eksempelvis artikler:

Hvis en artikel kun bliver trykt i en fysisk udgave, men færre og færre køber denne udgivelse, betyder det så også, at artiklen, og de informationer den indeholder, langsomt, men sikkert, ophører med at eksistere?

Det, der fik mig til at tænke denne tanke var noget, jeg var ude for forleden dag. Jeg sad og læste en fremragende artikel i ‘Intelligent Life’-magasinet, som bliver udgivet af The Economist.

Artiklen handler om unge mennesker, der tager modafinil (Illustreret Videnskab skrev om dette tilbage i 2003) under deres studie på Cambridge. Dette lød interessant, synes jeg, og måske noget, som en af vores journalister kunne finde en dansk vinkel på.

Jeg ville gerne sende artiklen med det samme og gik derfor ind på moreintelligentlife.com, magasinets website, i håb om at finde artiklen. Men uden held.

Ergo har folkene bag valgt kun at trykke artiklen i magasinet. Jeg kan ikke engang læse så meget som et sølle uddrag online med beskeden om, at jeg skal hoste op, hvis jeg vil have hele herligheden. Man er med andre ord nødt til at smide 55 bananer for at få lov at læse artiklen.

Problematikker for informationssamfundet
Nu er problemet jo ikke større, end at jeg tager magasinet med på arbejde i morgen og viser til min kollega, men for hele informationssamfundet rejser det nogle problematikker:

  1. Læserne kan ikke se den originalartikel, eller uddrag af den, der citeres fra, skønt artiklen nævnes.
  2. Intelligent Life får ikke flere læsere af artiklen end dem, der køber/låner bladet – jeg ville ellers gerne sende dem en masse. Når dette nummer af magasinet bliver afløst af et andet, så er der i min optik ikke flere penge at hente på artiklen, og så skal den på nettet.
  3. Folk der går på nettet og søger efter informationer om modafinil (som jeg skyder på er måden, alle ville gøre det på) finder aldrig artiklen.
  4. Det er ikke muligt for journalisten at udelade en eller flere informationer, som er detaljer men dog vigtige, da læseren ikke kan få adgang til originalartiklen.
  5. Når alle kopierne af det trykte magasin er smidt ud/væk, findes artiklen kun på forfatterens computer og, forhåbentlig, i Intelligent Life digitale lager. På nettet ville den have væsentligt bedre chancer for overlevelse.

Alt sammen kunne være løst, hvis artiklen var at finde på det ellers allestedsnærværende internet. I stedet lever den et liv trykt på fysisk papir, som kun kan videredistribueres i strid med loven: Kopiering.

Mit argument vil derfor være, at jo flere artikler, der (også) findes online jo bedre. Det giver mening for alle: Originalmediet, det citerende medie og ikke mindst læserne.

Hvordan kommer Google ind i alt dette?
Det er meget nærliggende at nævne Googles bogprojekt Google Books, i et indlæg om offline kontra online indhold. Google vil med sit bogprojekt søge blandt andet at forhindre det, som jeg taler om i dette indlæg: At informationer, der kun findes i trykte udgaver uddør og forsvinder.

Det er meget svært for mig som onlinemenneske, og vidensbegærlig, at sige andet end at det er en rigtig god idé at digitalisere informationer, der ellers ville gå tabt. Det være sig alskens bøger til gode artikler i magasiner.

Det er dog ikke det samme, som at det skal være gratis. Vi opererer stadig med det gode gamle “free as in free speech, not free beer”. Men det er en helt anden snak 🙂

Foto: Bull3t Hughes

Kategorier
Nyheder

The Economist nu også i Kindle-version

Mit yndlingsmagasin, The Economist, udkommer nu også i en Kindle-udgave, oplyser tidsskriftet i en e-mail.

Jeg tror også, at The Economist er et af de medier, hvor der er stort potentiale i en Kindle. The Economist har læsere over hele verden, er nogle af verdens absolut bedste til det de gør (baggrundshistorier), og har i den grad fundet deres plads i mediebilledet.

Hvad angår prisen, skriver The Economist følgende i e-mailen:

For $10.49 per month or $5.49 for a single weekly issue, readers in America can have The Economist delivered to their Kindle or Kindle DX the moment the print issue hits the news-stands.

Hvor er det dog hamrende ærgerligt, at man ikke kan købe Kindle i Danmark. Læs mere om Amazons Kindle på Wikipedia.

Kategorier
Journalistik Nyheder

BT begejstres over anti-ældnings-molekylet ‘rapamycin’ – meeen, læs lige The Economist, inden du jubler

“Ny pille giver dig 23 ekstra leveår“, skriver BT. Vi kan nu tage en pille (indeholdende molekylet ‘rapamycin’), som kan forlænge vores liv med 23 år. Eller hvad?

Nej, for der er kun udført forsøg på mus. BT har ellers talt med en dansk læge, Henning Kirk, som er umiddelbart begejstret, men samtidig maner til ro:

De nye forsøgsresultater tegner rigtig lovende og er absolut værd at gå videre med. Men det er vigtigt at bemærke, at der indtil nu kun er foretaget museforsøg med midlet. Man kan ikke drage helt sikre paralleller fra mus til mennesker.

[…]

Det er vigtigt stadig at slå koldt vand i blodet. Tingene er ikke helt så enkle, som vi ofte går og tror. Der er så mange ukendte faktorer, som indvirker på, om vi lever i længere eller kortere tid. Vi kender stadig ikke alle mellemregningerne. F.eks. ved vi ikke, om der er en indbygget grænse for, hvor længe vores hjerne kan fortsætte med at danne nye celler, eller hvor længe den kan kontrollere stress.

Men læser man BT’s artikel, kan man sidde med det indtryk, at når rapamycin (eller rapamysin, som BT kalder det), kommer i en variant til mennesker, så sluger man bare sådan en pille, og så er man kørende.

Nej, så simpelt er det ikke. The Economist har nemlig også skrevet om rapamycin i artiklen “Extending lifespan: Of mice and monkeys“, hvor man også skriver om forsøg med et forlænget liv via kostændringer.

Her står der i slutningen af artiklen at læse:

That is not to recommend people take doses of rapamycin. Its main medical use is to suppress the immune system, so anyone consuming it casually would open himself to serious infection.

Lige dén vinkel glemte BT. Så der er ganske vist udsyn til et håb om, at man en dag kan få en pille (eller andet medikament) baseret på rapamycin. Men der er vist lang vej endnu.

Hvad vigtigere er, så tyder det på, at man kan fremkalde samme reaktion ved kostændringer:

What is equally interesting is that both the TOR pathway [tilføjelse: det er rapamycin] and the one controlled by sirtuins [tilføjelse: det er kosten] are also affected by caloric restriction. It looks, in other words, as if the drug-based and diet-based approaches are acting in similar ways.

Det er i sandhed interessant – men det er som bekendt meget mere besværligt at gennemføre kostomlægninger end at tage en pille 🙂

Hvor er det dog en storartet finesse ved internettet, at man lynhurtigt kan dobbelttjekke historier som denne og få hele sandheden med.

Kategorier
Tendenser

The Economist: Twitter slog CNN, men “old media” kom godt igen. Gik Twitter i selvsving?

Da urolighederne gik i gang i Iran efter valget, så sov store medier som CNN i timen. På Twitter blev alle tweets om CNN’s sløvhed døbt “#cnnfail”. Hvis du ikke er helt med på, hvad “cnnfail” betyder, kan du læse mere hos CNET.

Som jeg tidligere har skrevet, bragte Ingeniøren en leder om, hvordan Twitter har overhalet traditionelle medier.

Nu har The Economist også skrevet om sagen. Under overskriften “Twitter 1, CNN 0” skriver man om, hvordan store medier som CNN slet ikke formåede at følge med, da urolighederne i Iran brød ud:

ON SATURDAY June 13th, as protests began to flare on streets across Iran, 10.5m American TV-viewers naturally turned to CNN, a cable news channel founded in 1980. It was a vote of confidence in the traditional news media. Unfortunately, instead of protests many of them saw CNN’s veteran, Larry King, interviewing burly motorcycle-builders. The programme was a repeat.

Men som overskriften på dette indlæg afslører, så kom de gamle medier godt igen.

For a while it looked like a clear-cut victory of new media over old. Cable news channels, which had supplied wall-to-wall coverage of the disappearance of John F. Kennedy junior on another Saturday ten years ago, had neglected a big story. Yet old media recovered. Responding to what Tony Maddox, head of CNN International, delicately calls “real-time audience response”, the network ramped up its coverage of Iran. By June 16th Americans were getting decent reports, and even Mr King was paying attention to the story. In a back-handed compliment, the Iranian authorities cracked down harder on journalists.

Og så noget, som nogle Twitter-brugere måske vil blive provokeret af, men som jeg er enig med The Economist i:

Meanwhile the much-ballyhooed Twitter swiftly degraded into pointlessness. By deluging threads like Iranelection with cries of support for the protesters, Americans and Britons rendered the site almost useless as a source of information—something that Iran’s government had tried and failed to do. Even at its best the site gave a partial, one-sided view of events. Both Twitter and YouTube are hobbled as sources of news by their clumsy search engines.

For selvom Twitter fortsatte med at have de vigtige budskaber og billeder fra Iran, blev det sværere at følge med, da hele verden pludselig skulle skrive “#iranelection” (det hashtag, som alle fra Iran brugte) så snart deres tweet bare lugtede lidt af Iran eller uroligheder.

Kvalt i sin egen opmærksomhed
En af opfordringerne til Twitter-brugere lød, at man skulle ændre sit hjemland på Twitter-profilen til Iran og sætte sin tidszone til Teherans. Derved bliver det sværere for dem, der blokerer Twitter-brugere, der er “uheldige for regimet” at sortere igennem de mange tusinde tweets.

Ironisk nok er det det samme, der sker, når hele verden pludselig begynder at skrive “#iranelection”. Det bliver meget sværere for dem, der rent faktisk vil følge med i situationen at danne sig et overblik. Begivenheden blev så at sige kvalt i den opmærksomhed, der var blevet skabt.

Jeg er glad for søgemaskinen Twitter Search (som jeg kalder “hjertet i Twitter”), men jeg deler til dels The Economists kritik af søgemaskinen. For det er meget nemt at miste overblikket.

Samme mønster som i sagen om TV 2 og Wikipedia?
I et tidligere indlæg, “Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?” observerede jeg et scenarie indenfor “borgerindhold” og “de gamle medier”:

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt.

Det er ikke lige så klart, som det var i eksemplet med sagen om TV 2 og Wikipedia, og hvad angår situationen i Iran kan “old media” ikke klare sig uden informationerne, der kommer ind via Twitter (da alle udenlandske journalister i Iran er smidt ud), men lidt det samme billede tegner sig:

De sociale medier og borgermedierne opdager en sag. De store, “gammaldaws” medier tager så sagen op, og borgermedierne, i dette tilfælde Twitter, bliver fanget i et ekkokammer, der ikke bringer sagen meget videre.

Jo, de vigtige mennesker var der stadig, men pludselig flød det med information, som egentlig var lige gyldig. Og så mister Twitter en del af sin styrke. Twitter Search er et stærkt værktøj, men det er ikke nogen Google.

Kategorier
Distribution Tendenser

The Economist bruger (også) Facebook til billeder

Den 18. maj skrev jeg om, hvordan The New York Times bruger Facebook til billeder. I dag ser jeg på min Facebook-forside, at mit yndlingsmagasin, også eksperimenterer i den retning:


Klik for at se billedet på Flickr

The new covers of The Economist are posted here first every week. View and comment on the new cover and leading article before the edition hits the newsstand.

Interessant, interessant. Læs i mit tidligere indlæg, hvorfor det kan være en god idé at lægge billeder på Facebook, hvor der ellers er ingen penge at tjene på dem.

Kategorier
Journalistik Tendenser

The Economist skriver om avisernes/mediernes fremtid

Jeg har endnu ikke haft tid, og får det næppe i dag, derfor skriver jeg et indlæg om det, mens jeg husker at gøre det, at dybdelæse lederen og artiklen som The Economist har skrevet om nogle af de udfordringer og fremtidsmuligheder mediebranchen står overfor.

Lederen: The rebirth of news.

Artiklen: Tossed by a gale.

God fornøjelse og læselyst.

Kategorier
Tendenser

The Economist vs. Chris Anderson: Er der en forretningsmodel i at give indhold væk online?

19. marts udgav The Economist lederen “The end of the free lunch—again, hvor man gør status på de mange services på internettet anno 2009.

Argumentet i lederen er, at ligesom ved dotcom-boblen har vi i de seneste år været igennem en periode, hvor folkene bag diverse internettjenester atter har genvundet troen på, at man kan give sine ting væk på nettet for så at tjene penge på de mange brugere senere, fx via annoncer.

Men den holder ikke, argumenteres der i lederen:

Ultimately, though, every business needs revenues—and advertising, it transpires, is not going to provide enough. Free content and services were a beguiling idea. But the lesson of two internet bubbles is that somebody somewhere is going to have to pick up the tab for lunch.

Det er Chris Andersen, der er chefredaktør på teknologimagasinet Wired, uenig i. I løbet af i år udkommer hans bog “Free” (læs forløber-artiklen for bogen), som netop argumenter for, at der er en forretningsmodel i at give sine ting væk.

I et indlæg på sin Long Tail-blog med titlen “My Letter to the Economist” argumenterer han for sin sag:

First, where is your evidence that online advertising is a failing model? To be sure, the crisis has dramatically slowed its growth (like that of every other industry) but unlike most others, it’s still positive. The worst forecasts for the year that I’ve seen predict that it may drop by a few percent from last year’s record figure. That’s a lot better than the offline advertising market and hardly supports your hyperbolic claim that “the demise of a popular but unsustainable business model now seems inevitable.”

Second, there is more to free business models online than advertising. The big shift since the crisis has been the rise of “freemium” (free+premium) models, where products and services are offered in free basic and paid premium versions. Think Flickr and Flicker Pro (more storage), virtually all online games and even your own site (some free and some paid content).

Jeg synes, personligt, at både The Economist og hr. Anderson har gode pointer, og hvad enten man er enig med den ene eller den anden, eller blot interesseret i forretningsmodeller på nettet, bør man læse begge to.

Kategorier
Nyheder

The Economist havde 2,3 mio podcast-downloads i oktober

Jeg har godt lagt mærke til, at The Economist, som er mit absolutte yndlingsmagasin, er begyndt at podcaste, men jeg havde ingen idé om, at det gik så godt.

I november måneds udgave af “Publisher’s newsletter” fra The Economist står der:

If you haven’t listened to any of our podcasts yet, now is the time to try them. Last month, podcasts from The Economist were downloaded 2.3 million times. And this week, we’re ranking 13th in Apple’s US podcast list, putting us ahead of both Barack Obama’s official podcast and programmes offered by the BBC.

Imponerende.

Til sammenligning er DR’s De Sorte Spejdere, som formentlig er Danmarks mest hentede podcast — ifølge MediaWatch — blevet hentet over en million gange i løbet af de første første fem måneder i 2008.

Kategorier
Nyheder

Mandag Morgen vil have ny “netplatform”

I dag lå der i min indbakke en mail fra Ugebrevet Mandag Morgen med et link til et spørgeskema, hvor de beder om deres abonnenters syn på, hvad de kunne tænke sig på en ny hjemmeside:

Mandag Morgen er ved at udvikle en ny onlineplatform. I den forbindelse vil vi gerne have din feedback på, hvilke services du gerne ser stillet til rådighed på den nye platform.

Godt set at spørge læserne til råds, omend spørgeskemaet nu måske var lidt for langt til min smag, i hvert fald i forhold til de 5-8 minutter, de skriver, det tager at gennemføre 🙂

Jeg kunne godt tænke mig, at Mandag Morgen gik i retning af The Economist, hvor der er rig mulighed for at læse artikler på nettet, både dem, der har været i bladet, men også dem, der kun bliver publiceret online.

Og samtidig med masser af links til sider, hvor man kan læse mere om emnet. Det er i hvert fald noget, jeg ville forvente af et medie som Mandag Morgen, som jeg har stor respekt for.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske på ugebrevets nye platform på nettet.