Mandag Morgen vil have ny “netplatform”

I dag lå der i min indbakke en mail fra Ugebrevet Mandag Morgen med et link til et spørgeskema, hvor de beder om deres abonnenters syn på, hvad de kunne tænke sig på en ny hjemmeside:

Mandag Morgen er ved at udvikle en ny onlineplatform. I den forbindelse vil vi gerne have din feedback på, hvilke services du gerne ser stillet til rådighed på den nye platform.

Godt set at spørge læserne til råds, omend spørgeskemaet nu måske var lidt for langt til min smag, i hvert fald i forhold til de 5-8 minutter, de skriver, det tager at gennemføre 🙂

Jeg kunne godt tænke mig, at Mandag Morgen gik i retning af The Economist, hvor der er rig mulighed for at læse artikler på nettet, både dem, der har været i bladet, men også dem, der kun bliver publiceret online.

Og samtidig med masser af links til sider, hvor man kan læse mere om emnet. Det er i hvert fald noget, jeg ville forvente af et medie som Mandag Morgen, som jeg har stor respekt for.

Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske på ugebrevets nye platform på nettet.