“Ny pille giver dig 23 ekstra leveår“, skriver BT. Vi kan nu tage en pille (indeholdende molekylet ‘rapamycin’), som kan forlænge vores liv med 23 år. Eller hvad?
Nej, for der er kun udført forsøg på mus. BT har ellers talt med en dansk læge, Henning Kirk, som er umiddelbart begejstret, men samtidig maner til ro:
De nye forsøgsresultater tegner rigtig lovende og er absolut værd at gå videre med. Men det er vigtigt at bemærke, at der indtil nu kun er foretaget museforsøg med midlet. Man kan ikke drage helt sikre paralleller fra mus til mennesker.
[…]
Det er vigtigt stadig at slå koldt vand i blodet. Tingene er ikke helt så enkle, som vi ofte går og tror. Der er så mange ukendte faktorer, som indvirker på, om vi lever i længere eller kortere tid. Vi kender stadig ikke alle mellemregningerne. F.eks. ved vi ikke, om der er en indbygget grænse for, hvor længe vores hjerne kan fortsætte med at danne nye celler, eller hvor længe den kan kontrollere stress.
Men læser man BT’s artikel, kan man sidde med det indtryk, at når rapamycin (eller rapamysin, som BT kalder det), kommer i en variant til mennesker, så sluger man bare sådan en pille, og så er man kørende.
Nej, så simpelt er det ikke. The Economist har nemlig også skrevet om rapamycin i artiklen “Extending lifespan: Of mice and monkeys“, hvor man også skriver om forsøg med et forlænget liv via kostændringer.
Her står der i slutningen af artiklen at læse:
That is not to recommend people take doses of rapamycin. Its main medical use is to suppress the immune system, so anyone consuming it casually would open himself to serious infection.
Lige dén vinkel glemte BT. Så der er ganske vist udsyn til et håb om, at man en dag kan få en pille (eller andet medikament) baseret på rapamycin. Men der er vist lang vej endnu.
Hvad vigtigere er, så tyder det på, at man kan fremkalde samme reaktion ved kostændringer:
What is equally interesting is that both the TOR pathway [tilføjelse: det er rapamycin] and the one controlled by sirtuins [tilføjelse: det er kosten] are also affected by caloric restriction. It looks, in other words, as if the drug-based and diet-based approaches are acting in similar ways.
Det er i sandhed interessant – men det er som bekendt meget mere besværligt at gennemføre kostomlægninger end at tage en pille 🙂
Hvor er det dog en storartet finesse ved internettet, at man lynhurtigt kan dobbelttjekke historier som denne og få hele sandheden med.