Tag: Tendenser

Kategorier
Tendenser

Hvor Twitter dog mangler et relevans-filter

Som jeg skrev om i indlægget “The Economist: Twitter slog CNN, men “old media” kom godt igen. Gik Twitter i selvsving?“, går Twitter hurtigt i selvsving og man drukner i mere eller mindre ligegyldige tweets.

Og det er ikke kun angående Iran, at det er et problem. I disse dage er der Reboot-konference i København, og da jeg ikke deltager, har jeg planlagt at følge med via Twitter.

For at sikre forvirring er der to Twitter-“hashtags” fra Reboot (#reboot11 og #rb11), som kan gøre det svært at følge med.

Men Twitter har også et problem. Ret ligegyldige tweets (som at folk er ved at gøre sig klar til Reboot eller er ankommet til Kedelhallen) bliver fuldstændig ligestillet med mere interessante tweets, som rent faktisk handler om de ting, der sker og bliver talt om på Reboot.

Det skyldes, at Twitter Search er baseret på her-og-nu og kun arbejder med søgeresultater ud fra et parameter: Tid.

Det fik mig til at skrive på Twitter:

Still waiting for the first valuable tweets from Reboot 11 instead of “i’m at reboot” or “heading to reboot” 🙂 #

Og en kollega giver mig ret:

@larskjensen Agree. This really is a huge problem for twitter feeds. How on earch can we cut the crap and get proper information? #

Og det skriver, tror jeg, ret godt det problem, der er med Twitter. Selvfølgelig er det smart at kunne følge med i realtime, men ikke hele tiden og ikke i alt.

Samtidig er Twitter også meget sårbar overfor “hashtag-spam”, som dette tweet, der tydeligvis blot hægter sig på nogle af de ting, der bliver talt om på Twitter:

LATENIGHT TWITS FOLLOW ME:: shaq lebron iran #iranelection lebron cavs transformers 2 What nkotb song goodnight #reboot11 #

Der mangler ganske enkelt en algoritme, som kan sortere “vigtige” og relevante tweets højere end andre. Det kunne blive baseret på følgende:

  • Visninger
  • “Re-tweets”
  • Links

..men der er sikkert mange flere muligheder. Faktum er i hvert fald, at al information drukner i al information på Twitter i øjeblikket. Som jeg skrev i et senere tweet: Vi har brug for en Google til Twitter. Her er et bud, som dog nok skal modificeres en del 🙂

Opdatering @ 12:10:
Jeg har lige fået mere at vide om Reboot i år på 5 minutter end ved at sidde en halv time foran Twitter (on/off) via en “Reboot”-søgning på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk.
Nej, bloggen er ikke død.
Kategorier
Tendenser

The Economist: Twitter slog CNN, men “old media” kom godt igen. Gik Twitter i selvsving?

Da urolighederne gik i gang i Iran efter valget, så sov store medier som CNN i timen. På Twitter blev alle tweets om CNN’s sløvhed døbt “#cnnfail”. Hvis du ikke er helt med på, hvad “cnnfail” betyder, kan du læse mere hos CNET.

Som jeg tidligere har skrevet, bragte Ingeniøren en leder om, hvordan Twitter har overhalet traditionelle medier.

Nu har The Economist også skrevet om sagen. Under overskriften “Twitter 1, CNN 0” skriver man om, hvordan store medier som CNN slet ikke formåede at følge med, da urolighederne i Iran brød ud:

ON SATURDAY June 13th, as protests began to flare on streets across Iran, 10.5m American TV-viewers naturally turned to CNN, a cable news channel founded in 1980. It was a vote of confidence in the traditional news media. Unfortunately, instead of protests many of them saw CNN’s veteran, Larry King, interviewing burly motorcycle-builders. The programme was a repeat.

Men som overskriften på dette indlæg afslører, så kom de gamle medier godt igen.

For a while it looked like a clear-cut victory of new media over old. Cable news channels, which had supplied wall-to-wall coverage of the disappearance of John F. Kennedy junior on another Saturday ten years ago, had neglected a big story. Yet old media recovered. Responding to what Tony Maddox, head of CNN International, delicately calls “real-time audience response”, the network ramped up its coverage of Iran. By June 16th Americans were getting decent reports, and even Mr King was paying attention to the story. In a back-handed compliment, the Iranian authorities cracked down harder on journalists.

Og så noget, som nogle Twitter-brugere måske vil blive provokeret af, men som jeg er enig med The Economist i:

Meanwhile the much-ballyhooed Twitter swiftly degraded into pointlessness. By deluging threads like Iranelection with cries of support for the protesters, Americans and Britons rendered the site almost useless as a source of information—something that Iran’s government had tried and failed to do. Even at its best the site gave a partial, one-sided view of events. Both Twitter and YouTube are hobbled as sources of news by their clumsy search engines.

For selvom Twitter fortsatte med at have de vigtige budskaber og billeder fra Iran, blev det sværere at følge med, da hele verden pludselig skulle skrive “#iranelection” (det hashtag, som alle fra Iran brugte) så snart deres tweet bare lugtede lidt af Iran eller uroligheder.

Kvalt i sin egen opmærksomhed
En af opfordringerne til Twitter-brugere lød, at man skulle ændre sit hjemland på Twitter-profilen til Iran og sætte sin tidszone til Teherans. Derved bliver det sværere for dem, der blokerer Twitter-brugere, der er “uheldige for regimet” at sortere igennem de mange tusinde tweets.

Ironisk nok er det det samme, der sker, når hele verden pludselig begynder at skrive “#iranelection”. Det bliver meget sværere for dem, der rent faktisk vil følge med i situationen at danne sig et overblik. Begivenheden blev så at sige kvalt i den opmærksomhed, der var blevet skabt.

Jeg er glad for søgemaskinen Twitter Search (som jeg kalder “hjertet i Twitter”), men jeg deler til dels The Economists kritik af søgemaskinen. For det er meget nemt at miste overblikket.

Samme mønster som i sagen om TV 2 og Wikipedia?
I et tidligere indlæg, “Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?” observerede jeg et scenarie indenfor “borgerindhold” og “de gamle medier”:

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt.

Det er ikke lige så klart, som det var i eksemplet med sagen om TV 2 og Wikipedia, og hvad angår situationen i Iran kan “old media” ikke klare sig uden informationerne, der kommer ind via Twitter (da alle udenlandske journalister i Iran er smidt ud), men lidt det samme billede tegner sig:

De sociale medier og borgermedierne opdager en sag. De store, “gammaldaws” medier tager så sagen op, og borgermedierne, i dette tilfælde Twitter, bliver fanget i et ekkokammer, der ikke bringer sagen meget videre.

Jo, de vigtige mennesker var der stadig, men pludselig flød det med information, som egentlig var lige gyldig. Og så mister Twitter en del af sin styrke. Twitter Search er et stærkt værktøj, men det er ikke nogen Google.

Kategorier
Tendenser

Journalistens rolle i Twitters tidsalder: Søg og filtrér

Det overrasker næppe de fleste, at Twitter har indtaget en vigtig rolle under urolighederne i Iran. Læsere af denne blog er i hvert fald ikke i tvivl 🙂

Men hvor der ikke længere er tvivl om Twitters rolle og vigtighed, er der stadig en vis tvivl om, hvordan journalister skal forholde sig og agere, når sager som disse ruller.

Det skyldes, at der opstår en situation, som aldrig er set før — i hvert fald ikke i den skala. Nemlig, at der findes en masse mennesker, som har en masse at fortælle og information, de skal af med, men de sender ikke denne information til medierne og venter på, at de publicerer historier om det. Nej, de sender direkte til services som især Twitter, hvor resten af verden kan se det med det samme.

Dette gør journalisterne overflødige, vil nogle nok sige. Tværtimod, vil jeg sige.

For det kræver sit at følge med i de forskellige tweets fra og omkring Iran. Og det kræver, at man enten har det som en del af sit arbejde — eller ikke har noget arbejde — for at kunne have bare en chance for at følge med.

Derfor skal journalister, i disse tilfælde, indstille sig på at gøre det, som Google for længst har indset. Nemlig at det ikke altid gælder om at skabe ny information, men at søge i den information, der allerede findes og filtrere i den, så andre nemmere kan finde frem til “guldet”. Oftest er der også et meget større behov for dette end for endnu mere information.

Der er altså ingen grund til at spørge ud for at høre, hvad der sker i Iran lige nu og så vente på svar. Den information flyder allerede i en lind strøm, det er bare om at “tappe” sig på.

Nyhedshundene kan få stillet sulten
På ekstrabladet.dk har vi haft en journalist, Anders Kjærulff, der har holdt øje med, hvad der sker på Twitter omkring urolighederne i Iran. Når Anders så har set noget interessant har han opdateret den pågældende artikel (som for eksempel denne artikel) med informationerne.

Derved har de nyhedshunde, der gerne vil følge med i sagen med Iran, men ikke har tiden eller energien til at trawle igennem Twitter, her et sted, hvor de kan følge sagen.

Det er ikke en vinklet nyhedshistorie — det prøver artiklen heller ikke at være — men et sted, hvor man kan blive opdateret på seneste nyt fra Iran. Uden at skulle kæmpe med at frafiltrere mere eller mindre ligegyldige tweets fra folk, der eksempelvis skriver “#iranelection” i deres tweet for at få læsere, eller de nærmest uendelige re-tweets, hvor en Twitter-bruger gentager det, en anden lige har skrevet.

Herfra kan man så sagtens skrive vinklede nyhedshistorier, der tager afsæt i det, der sker.

En tommelfingerregel omkring services som Twitter, og som jeg også fortæller til journalister, er at der vil være måske 10, 20, 30, 100 eller måske endda flere tweets, som man scanner igennem, som er ligegyldige eller blot “okay” — men lige pludselig finder man den hellige gral, og så er det det hele værd.

Så journalister skal, når de arbejder med/på Twitter finde deres rolle som et filter for læseren, der finder de gode (og rigtige) informationer og sorterer resten fra. Altså en menneskelig algoritme.

Hvilket værktøj, der skal bruges betyder mindre, når først rollen ligger fast.

Kategorier
Tendenser

Newsweek til Facebook-fans: Hvor ofte skal vi opdateres vores status på Facebook?

You update your status too often. You’re fired, Newsweek!

Sådan lød kritikken af Newsweek på Facebook (besøg Newsweek på Facebook), da de uploadede billedet “The Capitalist Manifesto“.

Og kritikeren var ikke alene, to andre stemte i:

Hvad gør man så? Jo, de fleste ville måske være ligeglade og fortsætte med at gøre det, man selv synes var rigtigt. Men ikke Newsweek. I dag, dagen efter kritikken, spurgte Newsweek nemlig deres Facebook-fans om, hvor tit de mener, at Newsweek bør opdatere deres status på Facebook. Det er der indtil videre kommet følgende ud af:

Som det kan ses, er der en del der foretrækker en opdatering fra Newsweek om dagen — eksempelvis ud fra devisen “hvad er den vigtigste ting, I på Newsweek har at fortælle mig i dag?”.

Jeg synes, det er flot gjort af Newsweek, mange i samme branche som Newsweek, og andre virksomheder, skyder med spredehagl, når det gælder om at publicere informationer på de sociale netværk. “Jo mere, jo bedre” synes at være idealet hos nogle.

Derfor er det så godt at se Newsweek spørge sine læsere. Lad det være et eksempel til efterlevelse.

Kategorier
Tendenser

PricewaterhouseCoopers: Krisen gør os mere digitale

Via en oversigts artikel på journalisten.dk blev jeg opmærksom på PricewaterhouseCoopers’ pressemeddelelse “Despite downturn a more digital Britain to emerge by 2013“. Her i argumenteres for, at den finansielle situation betyder, at der bliver øget fokus på det digitale indhold.

Phil Stokes, der er og chef for Entertainment & Media og partner i PwC siger i pressemeddelelsen:

Perhaps surprisingly, a slowing economy will accelerate the migration to digital technologies among both providers and consumers of content meaning the industry that went into the recession is very different from the one to emerge the other side.

Segments will have to consolidate, the least loyal customers have already left, higher quality products will be valued by both consumers and advertisers, and digital distribution will have become mainstream – commanding fees more in line with its value. For each of the industry’s diverse segments, the winners will be those who focus on driving and leading change that delivers real value for consumers.

Spændende tanker. Læs pressemeddelelsen fra PricewaterhouseCoopers.

Opdatering 19-06-2009 @ 11:01:
Claus Fonnesbech, der er “Public Relations Coordinator” i PricewaterhouseCoopers har i en kommentar til kopien af dette indlæg på kommunikationsforum.dk oplyst, at der også er en dansk pressemeddelelse fra PwC, hvor man også kan hente 7 siders rapport om EMEA (Europe, Middle East and Africa)-området.
Kategorier
Tendenser

Ingeniøren: CNN slået af Twitter i Iran-dækning

Ingeniørens Rolf Ask Clausen har i dag offentliggjort en leder med titlen “Leder: Iranoprør viser, hvordan teknologi åbner grænser“, hvor han skriver om nogle af de forandringer, der sker i mediebilledet på baggrund af Twitter og urolighederne i Iran.

Jeg er meget enig i lederen, hvor Rolf blandt andet skriver:

På den måde anviser Twitter en ny virkelighed. CNN er ikke først længere. Nettet kommunikerer nu så hurtigt og intenst, at de gamle kanaler som CNN fremstår som søndagsaviser. De danske redaktioner på de store medier er derved rykket helt ned i tredje geled. Man kan ikke kalde sig velorienteret om en sag som denne, hvis man alene lytter til og læser de traditionelle danske medier.

Læs lederen i Ingeniøren.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Urolighederne i Iran gør Twitter hyperrelevant

Jeg har egentlig holdt lidt igen med dette indlæg, da jeg egentlig ikke føler, at der er behov for endnu en tekst om, hvad Twitter kan, og hvordan urolighederne i Iran sætter en stor fed tyk streg under medier som Twitters muligheder.

Men så så jeg dette billede, og blev alligevel nødt til at sætte ord på 🙂

For hvad pokker er det lige, der sker? Udenlandske tv-journalister bliver sendt ud af Iran, Al Arabiyas kontorer i Teheran bliver lukket, og man prøver at forhindre iranerne i at uploade videoer og billeder, der om noget kan få os udenfor Iran til at forstå situationen.

Men ligemeget hjælper det. Folk fra Iran uploader i læssevis af billeder via Twitter og TwitPic, prøv blot at følge denne Twitter-søgning.

Så får du besked, så snart en uploader et billede til Flickr eller TwitPic (og skriver om det på Twitter) og inkluderer Twitter-tagget “#iranelection”, som er det mest udbredt tag, når valget i Iran skal dækkes.

Det er skisme interessant og viser med al tydelighed nogle af de forandringer, der er sket i mediebilledet. Og hvor meget, der er sket bare alene i 2009. Javist, værktøjerne har været der i et stykke tid, men pludselig er de blevet relevante og markedsført ud i det store.

Både herhjemme (med eksempelvis Stein Bagger-sagen) og altså nu også for alvor med Iran, noget der især bliver synligt, fordi det Iranske valg er blevet dækket rimelig tæt af de danske medier — især da urolighederne brød ud.

Twitter i sit es
Og hvorfor er det så lige, at Twitter er så oplagt her? Jo, det giver sig selv. Twitter er ikke oplagt til lange stemningsbeskrivelser med sansninger og smukke ordekvilibrismer, som vi journalister bliver uddannet til. Nej, her er det bare at tage et billede eller skrive maximum 140 tegn og så afsted.

Det er præcist, hvad iraneren med mobiltelefonen på gaden, selvom han ikke må, har tid til at få afsted. Twitters stærkt begrænsede funktionalitet passer altså ekstremt godt til brugerens stærkt begrænsede tid. Man kunne tale om, at værktøjet er hyperrelevant. Faktisk er det hurtigere at tage et billede end at skrive 140 tegn, og siden et billede nu engang siger mere end 1000 ord, giver det sig selv. Og det fungerer maksimalt.

Det er fint nok, at folk skriver på Twitter, når det regner, eller når der er tilbud på æg og smør i Irma. Men det flytter ikke noget. Det her, derimod, er en medierevolution. Og der er to tabere: Dem, der klamrer sig til gamle medier og så ham her.

Opdatering @ 18:50
Der kommer stadig en hel del billeder på Twitter, fx dette:
Holy s***.... #IranElection on Twitpic
Opdatering @ 19:10
Og dette:
Share photos on twitter with Twitpic
Kategorier
Tendenser

Her er, hvad AidOnline skulle have gjort

AidOnline-sagen kører endnu, mens vi venter en afgørelse. I mellemtiden er jeg kommet i tanke om en fremgangsmåde, som AidOnline kunne have valgt uden at støde samtlige annoncører og websites med annoncer.

For nogle år siden var der et program, jeg kan ikke huske navnet, som man kunne installere. Dette program betød, at man kiggede på annoncer i sin browser, altså direkte i browseren ikke på websites, mens man surfede.

Disse annoncer genererede så nogle penge, som man kunne få udbetalt (dengang betalte man minuttakst for at være på nettet), når man havde surfet nok til at have nået et bestemt beløb.

Denne metode påvirkede på ingen måde de websites, man besøgte (som AidOnline gør, da den erstatter eksisterende bannere med dem fra AidOnlines partnere), og alle kunne dermed være glade.

Det kan undre mig, at AidOnline ikke har valgt denne model, i stedet for at gå ind og erstatte bannere og derved pille ved indtjeningen hos de medier, som bestemmer over bannerpladsen og selv sidder og sælger bannere til præcis disse pladser.

Dem, der vil støtte disse organisationer digitalt kunne have en annonce for AidOnlines partnere kørende konstant i deres browser, som genererede penge til organisationen.

Kategorier
Tendenser

Drop avisoverskrifterne på nettet

En af mine kæpheste indenfor onlinejournalistikken, og som jeg har haft, siden jeg for første gang stiftede bekendtskab med onlinejournalistikken er overskrifter. På nettet er det her, historien skal sælges – selvfølgelig kan der også være billeder til, men det er “krydderi” – artiklen bliver repræsenteret masser af steder, hvor billedet ikke vises, og så skal overskriften være i top.

I dag faldt jeg så over Berlingske-rubrikken “Danmark anklages for censur“. Overskriften giver fin mening, når man ser den på forsiden af Berlingske og samtidig kan læse underrubrikken.

Men når denne artikel præsenteres i en liste eller et søgeresultat, så har man ikke en kinamands chance for at vurdere, hvad historien handler om. Og så, er jeg bange for, vælger nogle at undlade at klikke og vælger et andet link, hvor de er mere sikre på, hvad de får. Brugeren har måske klikket på nok “click baits” (altså hvor overskriften/linkteksten er “strammet” for at få folk til at klikke) til at lade sig snyde igen.

Tag et kig på Berlingske.dk’s liste over seneste nyt:

Seneste nyt på berlingske.dk

Hvor mange af de overskrifter forklarer, hvad historien handler om? Og hvor mange af dem kræver, at man kan læse en underrubrik eller se et billede sammen med? Forestil dig så, at du måske ser listen på et andet site, eller i Google-søgeresultater.

Se for eksempel her, hvordan “censur” kan betyde flere ting:

Google-søgning på censur på berlingske.dk

Censur eller…censur?
Censur kan altså betyde flere ting, og derfor er det vigtigt, at man i overskriften forklarer, hvilken form for censur, der er tale om. Overskriften “Danmark anklages for censur” kunne lige så vel være en flere år gammel artikel fra “Muhammed-krisen”. Derfor sælger den sig selv rigtig dårligt.

Nu skal jeg jo lige tilføje, at dette ikke kun gælder Berlingske, nu brugte jeg blot dem som eksempel. Jeg vil tro, at alle danske (og formentlig også udenlandske) netmedier falder i. Jeg tror, det skyldes, at dem, der laver overskrifterne muligvis ikke er klar over, at deres overskrifter/artikler repræsenteres på masser af andre steder end lige på forsiden af mediet.

Det kan imidlertid hurtigt løses. Langt de fleste content management systemer, jeg har stiftet bekendtskab med, har mulighed for at man kan have én rubrik inde på selve historien og så bruge en anden på forsiden. Måske handler det blot om at få den funktion i spil?

Vi som medier skal huske, at vi har en lang hale. Og vi skal gøre vores allerbedste for at sælge de varer, vi har liggende i vores lange hale. Og her har vi overskrifterne.

Vi skal selvfølgelig ikke give hele historien væk i overskriften, men vi skal stadig give folk tilpas meget information til, at de klikker på overskriften. Vi skal kort fortalt holde op med at bruge avisoverskrifter på nettet.

Kategorier
Tendenser

Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?

Boy with megaphone

Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.

Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.

Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.

Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.

For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.

Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.

Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.

Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.

I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.

Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.

De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.

Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:

Cover what you do best. Link to the rest.

Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.

Photo by djfoobarmatt @ Flickr