Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.
Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.
Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.
Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.
For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.
Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.
Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.
Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.
I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.
Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.
De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.
Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.
Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:
Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.