Kategorier
Mobil Profileret Tendenser

Mine første ti dage med Apple iPhone 3GS

Foto:  William Hook

Folk, der kender mig ved, at jeg bestemt ikke er det, man kalder en ‘Apple fan-boy’, altså en person, der blindt roser alt, hvad Apple udgiver. Faktisk holder jeg ikke engang af Apple-produkter, tværtimod. Indtil for lidt over en uge siden.

Her købte jeg nemlig Apples nyeste iPhone, den der har efternavnet ‘3GS’.

Og hvorfor gjorde jeg så det, når jeg nu har (læs: havde) så meget imod Apples produkter. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg så en fiks reklame, der fik mig til at tænke, at jeg bare måtte have en iPhone. Det var derimod en kombination af, at flere og flere omkring mig havde en – og at jeg der havde oplevet, at det virkede som en ret fed telefon (/mobil computer) – samt, at mine Nokia-telefoner fremstod som mere og mere stenalder for hver gang, jeg så, hvad iPhone-brugerne kunne gøre med deres telefon.

Det er altså ikke, fordi jeg er medløber og skal have det “de andre har”, men simpelthen fordi jeg indså, at iPhone var, ud fra mine behov, den helt rigtige telefon.

Det var faktisk først, da jeg havde bestilt telefonen, at jeg så en reklame for iPhone 3GS. Reklamerne betød med andre ord intet i mit valg.

Da jeg så fik min telefon, og havde overstået den første ladning, kunne jeg gå i gang. Og her følger mine oplevelser fra mine første ti dage med iPhone.

Selve systemet og ‘touch’-konceptet
En af mine største overvejelser omkring iPhonen var touch-interfacet. Telefonen har kun to knapper, som jeg bruger. En, der sætter den i ‘standby’-tilstand og en, som går tilbage til hovedmenuen. Resten gør man ved at trykke på displayet. Og det er noget af et skift fra mine tidligere Nokia-telefoner hvor displayet stort set er det eneste på telefonen, man ikke rører ved.

Det faldt mig dog ret lige for at gå i gang med touch-interfacet. Det skyldes formentig, at iPhonen er så intuitivt bygger op i dens ‘user interface’, som betyder, at telefonen (i hvert fald for mit vedkommende) rent faktisk ikke behøver en manual. Og det er et imponerende stykke arbejde, synes jeg.

Det eneste, der drillede i starten var at få SIM-kortskuffen ud, deaktiveret PIN-kode beskyttelsen fra den gamle telefon, og så få aktiveret telefonen via iTunes. Faktisk var det først, da jeg installerede iTunes på Windows XP, at jeg kunne få aktiveret telefonen. Om den fejl ligger hos iTunes-programmet eller Windows Vista, skal jeg ikke kunne sige.

Browseren
De tre Nokia N-series mobiltelefoner, jeg har haft (N95-1, N95 8GB, N85), har alle haft en ting til fælles: Det første, jeg gjorde, når jeg telefonen var klar første gang var at installere Opera Mini-browseren.

Det gjorde jeg, fordi den browser, der følger med Symbian-operativsystemet ganske enkelt er en hån mod de muligheder, der ligger i det mobile internet.

Browseren baserer sig ikke på logik, den kan ikke altid hente siderne rigtigt og ofte skal man slås med horisontal scroll, der er et stort no-no. Derfor har jeg altid valgt Opera Mini (som jeg fik anbefalet tilbage i 2005 af Kurt Westh-Nielsen, da vi begge var på Ingeniøren).

Derfor var jeg meget spændt på at se browseren på iPhone. Det er, ikke overraskende, Apples egen browser, Safari, der har fået lov at optræde i en mobiludgave. Og klarer den så jobbet tilfredsstilllende?

Ja, det må jeg sige. Browseren er meget hurtig, hvilket især skyldes WebKit-kernen, som Safari baserer sig på. Der er mulighed for at arbejde med flere vinduer, som gør, at man som bruger kan følge flere “spor” i sin browsing. Det lyder basalt, men det er et voldsomt løft, når man kommer fra en minimal browser, som Opera Mini.

Jeg savner dog en søgefunktion i browseren, hvor jeg kan søge efter ord eller sætninger på den pågældende side. Opera Mini har den feature, og Safari på iPhone mangler den. Det er muligt, den er der, men jeg har ledt efter den – uden succes.

Et andet minus er, at Flash endnu ikke virker til iPhone. Flash er på vej til en lang række mobiltelefoner, som jeg tidligere har skrevet om, men altså ikke iPhone. Dog kommer iPhone med en YouTube-applikation installeret som kan afvikle YouTube-videoer, men andre Flash-oplevelser, går man glip af.

Opdatering: Flash er dog på vej til iPhone, skriver Read Write Web.

Det betyder dog også, at Flash-annoncer ikke virker, og det er måske ikke så slemt, når man sidder på en mobil dataforbindelse og browser(?)

Applikationerne
Hjertet i iPhone og det, som alle skriver og har skrevet om, er telefonens mulighed for at installere applikationer via Apples App Store. Her ligger alle de applikationer til iPhone, som Apple har godkendt – og det betyder, at de har fået et kvalitetsstempel. Nogle koster penge, andre er gratis.

Den første applikation, jeg installerede er Facebook-applikationen, som er lavet af Facebook selv. Dette må siges at være noget af en opgradering i forhold til den mobile udgave af Facebook (m.facebook.com), som jeg er vant til.

Applikationen gør det nemt at danne sig et overblik, opdatere status, kommentere på andres status og billeder samt selv uploade billeder. Jeg har dog ikke kunnet finde ‘events’, altså begivenheder, i applikationen, men det lader til at være på plads til version 3 af Facebook-applikationen, som er på vej.

Næste applikation var Twitterific Premium, og her tog jeg faktisk mig selv i at gøre noget, jeg ellers aldrig havde troet på. Jeg købte nemlig noget digitalt via mikrobetaling. Applikationen koster nemlig 24 danske kroner. Forskellen her er dog, at man rent faktisk får noget unikt, man ikke kan andre steder, og en funktionalitet, som jeg er villig til at betale for.

Twitterific fungerer upåklageligt og ser samtidig også godt ud. Touch-interfacet spiller rigtig godt, både i Facebook-applikationen og i Twitterific. På mine Nokia-telefoner brugte jeg Twibble, som er god på den platform, men kommer til kort i forhold til de ting, der kan lade sig gøre på iPhone-platformen.

Herudover har jeg installeret forskellige applikationer, der kan give mig tog- og bustider, uploade billeder til FLickr og sidst men bestemt ikke mindst en applikation, der emulerer den legendariske TB-303 bassline fra Roland. Den koster 30 kroner, som jeg rask væk betalte for at få et stykke ægte vintage til min nye telefon 🙂

Kameraet
Apple iPhone 3GS har et kamera på 3.2 megapixels og med autofokus. Umiddelbart lyder det ikke af meget i forhold til de andre kameratelefoner derude, der bryster sig med 8 megapixels og højere. Og selvom iPhone mangler en blitz (det gør den virkelig!), så er jeg meget imponeret af de billeder, som det forholdsvis lille kamera spytter ud.

Megapixels er en ting, optik en anden. Og Apple har faktisk formået at få puttet et ganske hæderligt kamera i iPhone. Her kan du se to billeder, jeg har taget af noget mad i vores kantine:

Djævlefrikadeller

Min oplevelse er, at de billeder, iPhone 3GS producerer er på højde med de billeder, der kommer ud af min Nokia N85, der har 5 megapixels og Carl Zeiss-optik.

Autofokusdelen af kameraet fungerer på den måde, at man kigger på displayet, når man har aktiveret kameraet. Herefter trykker man blot på den del af billedet, som man vil fokusere på. Kameraet fokuserer, og så trykker man på udløserknappen, som også sidder i touch-displayet. Det er ret godt tænkt.

Kompas og GPS
En af de nye hardware-features i iPhone 3GS er et digitalt kompas, der sammen med A-GPS (Assisted GPS) nu gør det endnu nemmere at finde vej.

Jeg ved ikke hvorfor, men GPS’en i iPhone er bare bedre til at finde min position. Både indendørs og udendørs. Og med kompasset kan man faktisk se på Google Maps både hvor man er, og hvilken vej man vender. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at komme for sent til festen.

Det mest negative: Batteriet
For mig er det største minus ved iPhone 3GS batteriet. Det bliver simpelthen drænet for hurtigt, og hver gang jeg skal åbne et applikation for at tweete, tjekke e-mail eller læse nyheder/blogindlæg tager jeg mig selv i lige at tænke over, hvor meget det mon kommer til at dræne batteriet.

Og sådan skal det ikke være. Selvfølgelig trækker GPS og kompas sin del af batteriet, men selvom man blot browser med Safari-browseren, så går batteriet mod 0 for hurtigt.

Apple har tidligere meldt ud, at de er klar over denne problematik (som gælder for 3.0 af styresystemet, og dermed også gælder for dem, der opdaterer deres tidligere iPhone til denne version), og at man mener at kunne løse en stor del af det med en opgradering.

Konklusionen
Alt i alt er jeg enormt begejstret for min telefon. Faktisk mere end jeg selv havde forestillet mig, at jeg skulle blive – og det har overrasket selv mig.

Det er især applikationerne og Safari-browseren, der får det mobile internet til at komme til sin ret, der gør udslaget og gør, at jeg undrer mig over, at jeg ikke har skiftet til iPhone før, det er jo trods alt et stykke tid siden, de første iPhones kom til Danmark.

Selvfølgelig har iPhone 3GS sine minusser, læs ovenfor, men det bliver vejet op af en telefon, der bare er møglækker og virkelig understreger, at Apple har rødderne et andet sted (i computerbranchen) end Nokia, Sony-Ericsson og de andre mobilproducenter.

Heldigvis har mange af disse set skriften på væggen og er på vej med telefoner, der kører på Googles open source-operativsystem Android, som også tager mobiltelefonen et skridt videre fra det, vi kender i dag.

Men iPhone er bare udført så gennemført, at man må tage hatten af for folkene bag, også selvom man har været indædt modstander, indtil man selv fik telefonen.

Ja, der er stadig problematikken, at du skal have Apples egen iTunes-software for at lægge musik på din iPhone (det har indtil videre betydet, at min telefon indholder lige præcis ingen musik) og specifikationerne er på papiret dårligere end andre telefoner på markedet, men brugeroplevelsen på iPhone er så skyhøj, at man er parat til at gå lidt ned i specs for at få en fed oplevelse. Dét kunne mange lære noget af.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at min næste telefon også bliver en iPhone, men det kan lige så vel blive en Android. Det bliver i hvert fald ikke en telefon på Symbian-operativsystemet (som det ser ud nu), som Nokia i øjeblikket sværger til, ikke mindst fordi de rent faktisk har købt softwaren.

Og husk på, at jeg bestemt ikke var en Apple-person før dette, så dette er altså ikke ment som lutter reklame for iPhone. Men samtidig synes jeg også, man skal anerkende, når nogen udfører et godt stykke arbejde – og det synes jeg faktisk, Apple har gjort her.

Kategorier
Tendenser

Politikens Tjek hjælper dig med, hvordan du IKKE vælger den bedste browser

Sådan vælger du den bedste browser“, skriver Politikens Tjek 10 juli 2009.

Så tænker man som læser, at nu skal man læse en gennemgang af de forskellige browsere, hvor de bliver vægtet i forhold til hinanden og nogle af funktionerne bliver sat op i en tabel, så man kan danne sig et overblik.

Men nej, for artiklen indeholder kun meget overfladiske beskrivelser af de forskellige browsere, og Google Chrome, der er nævnt i faktaboksen, er ikke nævnt nederst i artiklen, hvor man linker til de pågældende browsere. Det er for sløset.

Faktisk findes der sådan en artikel, som jeg efterlyste (okay, helst efter mine krav er den ikke, men den går stadig an). Og faktisk linker Politikens Tjek-artikel til den. Men det er godt gemt.

Nederst i faktaboksen til højre står der nemlig:

Læs mere på www.pcworld.dk

Og klikker man på “www.pcworld.dk” kommer man ikke, som man måske skulle tro, til PC Worlds forside. Nej, man lander på artiklen Overblik: Her er den bedste browser for dig” — og her er faktisk links til for eksempel de tidligere problemer med Chrome-browseren, som også nævnes i Politikens Tjek-artikel.

Cover what you do best. Link to the rest,” siger Jeff Jarvis. Hvis dette blev efterlevet, kunne Politiken blot have lavet en kort artikel, der linkede til PC World-artiklen og beskrev, at man her kunne finde den browser, der bedst passer ens behov.

Herved kunne Politikens have sparet sig selv for en artikel, der mest af alt fremstår som, ja, ubrugelig.

Jeg synes, det er påfaldende, hvor gode Politiken-journalisterne er blevet til at linke til deres egne artikler (og det er oprigtig ros!), men det kniber altså stadig når man skal linke “ud af butikken”.

Kategorier
Tendenser

Linktip: Kronik om Twitters rolle i forhold til eksempelvis Iran

På denne blog er der blevet skrevet en del om Twitter, også i forbindelse med mediets rolle i forbindelse med urolighederne i Iran. Prøv blot en søgning på “twitter”.

Via Facebook er jeg blevet gjort opmærksom på, at Kim Elmose (som også er formand i DONA, hvor jeg er bestyrelsemedlem) sammen med Peter Mose (der er journalist og medforfatter til ‘Håndbog for Statsministre’) skrevet en klumme om Twitter og den udvikling, det har været udefor.

Du kan læse kronikken på information.dk, men den er bag en betalingsvæg de første 48 timer, så hvis du ikke kan vente, kan du læse den på DONA-bloggen.

Bemærk: Når du læser klummen, bliver der præsenteret nogle tal for, hvor mange “tweets” (beskeder på Twitter) der blev skrevet om valget i Iran. Disse tal skal tages med en vis usikkerhed, da populære emner på Twitter hurtigt bliver offer for spam – det samme gælder for Iran.

Kategorier
Tendenser

Linktip: Det danske mediebillede mangler musketerånd og innovation

Sofus Midtgaard (han er også på Twitter) har skrevet en ganske interessant kronik i Berlingske med titlen “Mediedebat uden musketerånd“.

Heri taler han om, at spillerne på det danske mediemarked skal holde op med at gå op i slagsmål internt og i stedet kigge i retning af “de store drenge”, såsom Google og Facebook.

Kronikken er anbefalet læsning, så hvis du ikke har læst den, vil jeg foreslå at du gør det nu.

Kategorier
Tendenser

Interessant snak om morgendagens presserum i DONA-gruppen

Da DONA (Danish Online News Association), som jeg sidder i bestyrelsen for, skiftede fra en lukket mailliste til en Google-gruppe, betød det, at det nu blev muligt at linke til nogle af de interessante samtaler, der foregår der.

Og det er det, jeg vil gøre her. For i øjeblikket kører der nemlig en interessant snak omkring fremtidens presserum, eller “social media press rooms”, som de også kaldes.

Snakken er åbnet af Charlotte S H Jensen fra Nationalmuseet, og forskellige kapaciteter har været indeover for at bidrage med informationer. Så jeg vil anbefale, at du læser med – i hvert fald hvis du sidder i en kommunikationsstilling og/eller interesserer dig for sociale medier.

Læs med på DONA-gruppen på Google Groups.

Kategorier
Tendenser

Har de sociale medier mistet interessen for valget i Iran?

Hjemmesiden hashtags.org holder øje med de “hashtags”, der bliver brugt på Twitter, altså de ord, som Twitter-brugere tilknytter til deres “tweets” (beskeder på Twitter) for at vise, at de tilhører et bestemt emne.

For eksempel har de fleste tweets hashtagget “#iranelection“. Og aktiviteten for netop dette hashtag, var jeg lige inde og kigge på, og her kan man tydeligt se, at det går en vej, nedad:


Klik for at se billedet i original størrelse

#iranelection er stadig nummer seks under “trending topics” (listen over mest brugte udtryk på Twitter), men det er altså gået klart ned, efter et peak den 16. juni og et “efterskælv” den 23. juni.

Det er meget naturligt at se, at et emne mister interesse, og hashtags.org er blot endnu et værktøj til at bekræfte dette.

Via Google Trends, kan man også se, at søgninger på “Iran” bliver færre og færre:

google_trends_iran
Klik for at se Google Trends for "Iran"

Også på den danske blogsøgemaskine overskrift.dk kan man se, at Iran lige stå stille er ved at glide ud:

Alle tre grafer falder mere eller mindre sammen med, at en af de mest læste Twitterer fra Iran, “persiankiwi”, skrev sit pt. sidste tweet den 24. juni. Hans forsvinden fra Twitter har i alt fald ikke hjulpet iranerne med at få opmærksomhed på nettet.

Interessant er det her at se, at efterskælvet omkring den 23. juni var der, hvor der var højest aktivitet omkring Iran i den danske del af blogosfæren, vi var med andre ord lidt bagefter.

Men betyder det, at de sociale medier (og måske os alle generelt?) er ved at miste interessen for det, der foregår i Iran? #iranelection er stadig nummer seks på Twitter-listen, men har haft problemer med at få plads (også i de traditionelle medier) efter Michael Jacksons død, læs for eksempel dette tweet fra den 29. juni:

Mourn your Michael Jackson & stars, but return to us. We are still alive in Iran. #iranelection Have to go. #

Det lader dog ikke til, at folk er vendt tilbage, “Michael Jackson” er stadig trending topic nummer to på Twitter Search. Og på de danske medie-websites, min arbejdsplads inklusiv, er Iran gledet ud af forsiderne, formentlig efter samme mønster, som de tre grafer ovenfor tegner.

Og at se, hvordan de to landsdækkende TV-stationer herhjemme svælgede i Michael Jacksons begravelse med live-transmission begge steder, mens alle medier har ledt efter en “indgang” til at skrive flere og flere artikler om Michael Jackson i den tro, at det var det, der optog folk.

Jeg er stadig spændt på, hvad der foregår i Iran. Og så er det jo heldigt, at man kan omgå den journalistiske prioritering i fx vores Iran-tema 🙂

Kategorier
Nyheder Tendenser

Kan netbooks erstatte e-books? Og kan Googles styresystem spille en rolle?

Der sker åbenbart en del indenfor netbooks, små bærbare computere, i øjeblikket. “Netbooks kan overhale e-readeren” skriver MediaWatch i dag:

Det bliver ikke nødvendigvis Amazons eller Murdocs e-readere, der kommer til at skabe gennembruddet for digitale medier på den mobile, håndholdt platform. Det mener adm. direktør Jens Funder Berg fra den danske softwarevirksomhed Visiolink.

“Netbooks kan være en mere farbar vej end de traditionelle e-readere, og iPhone er også relevant som læsemedie,” siger Jens Funder Berg til Dagbladet Børsen.

Derudover har Google nu annonceret, at man i halvdel nummer to i 2010 vil lancere et styresystem målrettet mod netop netbooks. Det kan du læse mere om her:

Det bliver i sandhed interessant at se, hvad der kommer til at ske på netbook-markedet. Jeg tror, personligt, at en dedikeret læser som for eksempel Amazon Kindle, vil være den bedst egnede til formålet, men det er jo langt fra det samme som, at den også vil blive den mest brugte.

Og spændende bliver det også at se, hvad Google kan gøre ved netbook-markedet. Der er ingen tvivl om, at Google ikke præsenterer en nyhed som dette, hvis ikke det er fordi man øjner et potentiale. Vi er forhåbentlig meget klogere om et år 🙂

Kategorier
Tendenser

Er det Google, der skal bringe bøgerne ind i det nye årtusinde?

Jeg har tidligere skrevet om Google Books, som er Googles bogprojekt.

Og nu er jeg så igen blevet lidt betaget af Google Books. For i forbindelse med lidt research, jeg sad og lavede, faldt jeg over en bog kaldet “A history of the Dora Camp”. Bogen er udsolgt hos amazon.co.uk, men kan dog købes på Amazon.com, hvis man er parat til at betale lidt ekstra for den — det går jeg stadigvæk og overvejer, om jeg er.

Anyways, jeg faldt over, at bogen også findes hos Google Books. Desværre kan man ikke læse uddrag af bogen. Det kan være forlaget, har forhindret det, for bogen er i hvert fald scannet ind.

Det kan man se ved at kigge på det Google Maps-kort, der viser, hvilke steder, der er omtalt i bogen:


Ikke alle steder er vist. Klik her for at se dem alle og kortet i stort format.

Klikker man på det placemark, der er i København, kan man se, at vor hovedstad er omtalt på side 362 i bogen.

Google og data
Samtidig er der også en “tag cloud”, der viser, hvilke udtryk der er mest brugt i bogen. Altså en meget datastruktureret måde at anskue bogen på.

Dette er blot to eksempler på, hvilke interessante ting og mashups man kan lave, når først bogen er scannet ind og hele teksten er genkendt og lagret. Et andet kunne være at matche personer og steder nævnt i en bog op imod eksempelvis Wikipedia.

Men det var nok ikke mange, der for bare 5 år siden ville have gættet på, at det skulle være Google, der gjorde dette.

Men det er det ikke desto mindre. Og det er jo interessant at se, at det især er Google, som har sine rødder i internettet, der fører bogmediet et skridt videre.

Det lader i hvert fald til, at en masse andre spillere på markedet, bogshops som Amazon undtaget, har siddet med hænderne i skødet og glædet sig over, at alt indtil videre ånder fred og ro.

Tænk hvilken fryd det ville være at kunne købe bøger igennem Google Books og lynhurtigt kunne finde det, man søger? Eller se sin bogsamling (eller dele af den) omsats til Google Maps-kort? Jeg siger ikke, at det skal erstatte papirbøger, for jeg nyder også en god bog i sofaen, men Google åbner for et interessant perspektiv, også hvad angår bøger.

Kategorier
Tendenser

Twitter-hit: #internetbeatles – The Beatles-tekster omskrevet til internettet

Jeg sidder på Twitter Search og forsøger at følge med i, hvad der sker ude i verden (faldt for eksempel over dette om Twitter og Iran, tak til Anders Pedersen), da jeg pludselig opdager, at hashtag’et #internbeatles (følg med her) er blevet voldsomt populært på Twitter.

Jeg googler lidt, og kan ikke rigtig finde nogen forklaring, jeg kan dog se (på hashtags.org, at tendensen først er startet i dag. Jeg finder dog denne korte forklaring på jiba-jaba.com:

Just for fun. Rewrite beatles song titles with internet references

Og det havde jeg jo egentlig godt regnet ud 🙂 I hvert fald er den ikke svær at gennemskue, når man kigger på, hvad folk skriver:

Yellow subroutine (#)

A Hard Drive’s Night (#)

Back in the HTTP (#)

I am the Lolrus (#)

Let it USB (#)

Og min personlige favorit:

<head> i need some <body>, <head> not just any <body> #internetbeatles (#)

Som fan af The Beatles, og nørd, synes jeg faktisk, nogle af dem er ret gode. Og andre er..lidt længere ude. Men lidt skægt, og også interessant, at se, hvordan et Twitter-fænomen/-hit pludselig kan opstå og tage fart. Ekkokammeret længe leve.

Kategorier
Tips

Internettet hjælper dig med at finde den næste bog, du skal læse

Du er lige blevet færdig med at læse en rigtig god bog og tænker nu: “Hhhmm.. Den bog var fantastisk, jeg vil gerne læse mere i stil med den. Men hvilken? Hvor starter jeg?”

Du starter såmænd på BookSeer. Her indtaster du blot, hvilken bog, du netop er blevet færdig med, og så foreslår den dig hvilke bøger, du kan gå i gang med at læse nu. Hvis jeg nu for eksempel er blevet færdig med at læse “Democracy in America” (det er løgn, det er jeg ikke – endnu), foreslår den mig disse bøger. Elegant, simpelt og smart.

Jeg læste om BookSeer hos Phil Bradley, som også linker til nogle andre lignende services, blandt andet What Should I Read Next, som også fungerer godt – jeg løb dog ind i nogle irriterende “Internal Server Error”-problemer.

En fordel for impulskøberne er, at What Should I Read Next linker direkte til Amazon (både engelsk og amerikansk) [Opdatering: Jeg har lige opdaget, at BookSeer også linker til Amazon (den engelske, .co.uk)]. Eksempel med Bram Stokers Dracula (som jeg rent faktisk har læst).

What Should I Read Now, og formentlig også BookSeer, trækker på en database, der ligger bagved og indeholder disse mange titler. I skrivende stund indeholder What Should I Read Now, ifølge dem selv, mere end 65.000 titler, og hvis man registrerer sig som bruger, kan man oprette sin egen favoritliste. Ikke nogen dum idé, hvis man som mig er “book-a-holic”.

Jeg er imponeret, og kommer til at bruge disse to services meget i fremtiden. Hvad gjorde man dog før internettet kom væltende?