Jeg har netop talt med Kim Elmose (som er en god ven, tidligere kollega og formand i DONA, hvor jeg er bestyrelsesmedlem) og han havde en lille spøjs historie at fortælle.
Han var blevet ringet op af en person fra DR’s Deadline, der i aften, Skt. Hans Aften, blandt andet handler om mikroblogtjenesten Twitter.
I studiet er Poul Madsen, som er chefredaktør for ekstrabladet.dk, hvor jeg arbejder, fordi vi har brugt Twitter meget under urolighederne i Iran, som jeg tidligere har skrevet lidt om.
Deadline var nu ude at lede med lys og lygte efter en person, der kunne være skeptisk overfor dette, og efter at have prøvet sig hos en anden person, som havde stillet vedkommende videre, var turen nu kommet til Elmose.
Han forklarede personen fra Deadline, at han godt kunne sidde og fortælle lidt om faldgruberne ved Twitter og faktatjek, som ved alt anden journalistik, men at han ikke kunne være decideret kritisk overfor Ekstra Bladets brug af Twitter, da han synes, at Ekstra Bladet gjorde det godt på den front.
(Faktisk ville faktatjek og 5 minutters research have afsløret, at den gode herr Elmose er yderst positiv overfor Twitter og mediers brug af det.)
Dette huede imidlertid ikke rigtig den DR-ansatte, der noget nedslået efter lidt kommunikation frem og tilbage med Kim meddelte ham, at de ville finde en anden. Kim har også skrevet et tweet om det.
Dur ikke, dur ikke, dur ikke, dur!
Dette er en klassisk arbejdsgang inden for journalistik: Vi får en person ind, som vil fortælle om noget, lad os have en “modkilde”, som kan modsige vedkommende. Det bliver godt TV.
Der, hvor det tipper er, når man så, efter at have kontaktet en person, der ved en del om disse sociale medier, fravælger ham, fordi han rent faktisk er enig med den person, man har i studiet.
Det kan sammenlignes lidt med, at man ringer til 10 økonomiprofessorer omkring den nye bankpakke. 9 af dem er positive, mens den ene er negativ. Hvem kommer i spalterne? You guessed it, det gør vedkommende, der er uenig.
Men jeg synes, det er et problem. Jeg kan godt forstå, at Deadline vil have modvægten, men i tilfældet med Twitter, hvor “det skeptiske” må være at spørge ind til kildekritik og faktatjek, er det en opgave, der sagtens kan løftes af studieværten, og som man ikke behøver have et navn eller en titel ind for at repræsentere.
Når det er sagt, så glæder jeg mig dog lidt til at se, hvem Deadline har fundet frem, som vil være “skeptisk”. Ifølge Twitter (pudsigt nok) tyder det på at være Astrid Haug fra digitaletanker.dk (tak til min kollega Anders Kjærulff for linket og Karin Høgh for retweet). (Se kommentar fra Astrid Haug nedenfor)
Det første Kim sagde, da jeg snakkede med ham var, at han havde behov for at høre en sige, at han havde gjort det rigtige. Det gjorde du, Kim 🙂