Tag: Facebook
Kategorier
Medieblogger nu også på Facebook
Kategorier
Medieblogger og Instant Articles
Det var ikke småting, The Wall Street Journal kunne rapportere her til morgen, dansk tid. Facebook har brugt en målemetode, der har presset den gennemsnitlige tid, en bruger bruger på at se en annonce-video, kunstigt op.
For the past two years Facebook only counted video views of more than three seconds when calculating its “Average Duration of Video Viewed” metric. Video views of under three seconds were not factored in, thereby inflating the average.
Information har en artikel (Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvem du er) om, at det vi deler/skriver/poster på Facebook siger ret meget om, hvem og hvordan vi er.
I artiklen siger Trine-Maria Kristensen (@trinemaria på Twitter) blandt andet:
Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden.
[…]
Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår.
Mjaeh. Det er vel til dels et filosofisk spørgsmål. Nogle vil måske fremføre det synspunkt, at eksempelvis Facebook udelukkende er pynt på sandheden, eller i hvert fald sandheden drejet i en retning, så det fremstår i en kontekst, som afsenderen selv er tilfreds med.
Det er en antagelse, at folk sanseløst klikker ‘Like’ og ‘Recommend’ og poster indhold og links på deres profiler – folk ved jo, at andre folk bruger disse informationer til at danne sig et billede af vedkommende.
Det er kort fortalt ‘iscenesættelse’, som samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, også påpeger i artiklen:
»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.
Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.
»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«
I sin bog ‘The Filter Bubble’ (som jeg formentlig aldrig bliver træt af at snakke om) taler Eli Pariser, at Google og netop Facebook har forskellige måder hvormed de danner sig indtryk af os på baggrund af, hvordan vi bruger deres tjenester.
Facebook kigger på, hvad du deler (og det er det, der kan ses af andre), mens Google ved hvad du klikker på og bruger det i stedet. Facebook ved for eksempel at du har delt artiklen om, hvor episk Mozarts Requiem egentlig er, mens Google ved, at du også har søgt efter eksempelvis ‘nik og jay’ og fundet noget, du kunne bruge – du klikkede i hvert fald på det.
Nu kan jeg af gode grunde ikke vide det, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil gætte, at der er forskel (gående fra ‘minimal’ i nogle tilfælde til ‘enorm’ i andre) på, hvad vi deler (blandt andet fordi vi gerne vil vise andre, at vi har spændende interesser og ved interessante ting) og hvad vi rent faktisk klikker os ind på.
Bevares, en persons Facebook-profil kan da sige meget om vedkommende, men det er næppe hele sandheden. Det er sandheden, som vedkommende selv kan styre efter sit eget behov for personlig branding. Der er private ting, der forbliver private, og der er ting under overfladen, som også er den, vi er, men som vi ikke deler. Og det er vel også okay. Det er bare ærgerligt, hvis vi glemmer resten af isbjerget.
Jeg kan blive så træt. Tina Mellergaard (@tinamellergaard på Twitter) har gjort mig opmærksom på Mashable-artiklen ‘Not on Facebook? Employers, Psychiatrists May Think You’re a Psychopath’, som jeg endnu ikke havde set, skønt den er en uge gammel.
Hun sendte mig artiklen, fordi jeg ikke bruger Facebook (bare rolig, jeg er ikke psykopat – jeg ejer eksempelvis empati og skyldfølelse i rigelige mængder), og jeg kan ikke undgå at blive lidt harm.
Psykopat, siger du?
Lad os starte med at tage fat i begrebet ‘psykopat’. Mashable har taget det fra Daily Mails artikel ‘Is not joining Facebook a sign you’re a psychopath? Some employers and psychologists say staying away from social media is ‘suspicious”. Originalkilden til historien er tyske Der Tagesspiegel, ‘Machen sich Facebook-Verweigerer verdächtig?’.
Intet sted i den tyske originalartikel kan jeg se ordet ‘psykopat’, på tysk ‘Psychopath’), til gengæld nævnes der ‘Psycholog’. Det eneste sted, der er omtalt psykopati er i en læserkommentar til artiklen. Og forfatteren til den kommentar er faktisk modstander af det, der fremføres i artiklen. Det er selvfølgelig muligt, at det har stået i artiklen, og så er blevet fjernet, det har jeg ikke umiddelbart kunnet efterprøve.
Men hvad der er sikkert er, at ordet ‘psychopath’, indgår i Daily Mails artikel. Men kun i overskriften. Det ligner altså mest af alt, at ordet skal fungere som blikfang. Det fuldstændig samme mønster følger Mashable. Det irriterer mig.
Breivik var ikke på Facebook, siger du?
I Mashable-artiklen nævnes/citeres, at Anders Behring Breivik ikke var på Facebook:
As the German magazine points out, both suspected Aurora theater gunman James Holmes and the Norwegian massacre shooter Anders Behring Breivik share an absence from Facebook. The publication went as far as to say that Facebook abstainers have reason to be suspected mass murderers.
Men læser man den danske Wikipedia-artikel om Breivik, står der følgende:
På sin Facebook-profil beskriver han sig selv som kristen og konservativ. Han har desuden tidligere gået på jagt og udøvet ekstremsport.
Som kilde til dét udsagn linkes der til Breiviks Facebook-profil, som i sagens natur ikke længere eksisterer – i hvert fald ikke for offentligheden. Der eksisterer billeder, der angiveligt er screenshots af Breiviks Facebook-profil.
Så han var altså på Facebook. Det er muligt, han ikke brugte sin Facebook-profil aktivt, det har jeg ingen anelse om. Breivik havde i øvrigt også en Twitter-profil, hvor der dog kun var skrevet én opdatering (tweet):
Foruden en Facebook-konto har han også en Twitter-konto, hvor han kun har skrevet en enkelt gang. Den 17. juli skrev han på engelsk: “En person med en tro svarer til kraften af 100.000, som kun har interesser.” (Kilde: Wikipedia)
Angående James Holmes skriver CBS den 20. juli:
It appears that the suspect Holmes is not on any social networks – at least not under his legal name. The picture of Holmes that has been painted is not much different than a typical, perhaps disenchanted college student.
Samme dag skriver The Huffington Post:
A spokeswoman with the Aurora Police Department told The Huffington Post she had “no idea” whether the shooting suspect James Holmes’ Facebook page had been dismantled.
Altså må det opsummeres til, at man ikke har kenskab til, at James Holmes skulle have en Facebook-side.
Folk, der ikke er på Facebook er mistænkelige, siger du?
Noget andet er den teori, der fremføres i alle artiklerne; nemlig at det, at man ikke er på Facebook, kan betragtes som værende en afviger. Det er naturligvis bonkers at påstå, at folk på Facebook er mulige massemordere eller psykopater. Det ikke at have en Facebook-profil kan muligvis bruges som indikator af, at en person er ensom eller ønsker at leve for sig selv. Men det behøver, det ikke være. Jeg omgiver mig med masser af mennesker uden at være på Facebook. En af mine venner har overhovedet ikke en profil, og har aldrig haft det, og han er også langt fra ensom.
Det kan virke håbløst, at jeg føler behov for at skrive dette, i og med at påstanden i artiklerne er så håbløs, men det irriterer og skuffer mig, at både Mail Online og Mashable kaster sig frådende over det.
Læs denne bog, siger jeg
Og det fører mig videre til den sidste pointe, nemlig den tendens, at folk, der adskiller fra en nærmest vedtaget norm er at betragte som afvigere og i yderste konsekvens bør have en diagnose. Det er en problematik, der bliver behandlet så udemærket i bogen ‘Det diagnosticerede liv’. Fra forlagets omtale af bogen:
Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes i dag som behandlingskrævende. Afvigelser fra et stadigt snævrere normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Spørgsmålet er, om denne udvikling hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. ‘Det diagnosticerede liv’ stiller skarpt på disse tendenser og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle udvikling.
Det drejer sig blandt andet om, at vi er gået fra den ætiologiske psykiatri (årsagslære, ‘hvorfor har vi det, som vi har det?’) til den diagnosticerende (fokus på symptomer) psykiatri. Påstande som dem, der er i de artikler, jeg har linket til, skal naturligvis tages med et gran salt, men jeg kan dog ikke undgå at tænke, at de er et trist billede på den samme tendens.
Og til de personer, der arbejder med rekruttering af nye medarbejdere og i deres snagen og evige jagt på ‘godbidder’ enten klager over, at folk ligger alt eller (som her) intet ud på nettet, og finder det mistænkeligt, når en person ikke er på Facebook – og til Emily Yoffe fra Slate, der advarer mod at date folk, der ikke har en Facebook profil:
Tag jer sammen.
Forfatter Knud Romer er godt træt af Facebook og kalder det en kræftsvulst på internettet.
Her er et par uddrag fra artiklen:
»Det [Facebook] er et stort sort hul, der i dag sluger alt det indhold, som kunne være til glæde for resten af kloden. Alle dine links, tanker, opskrifter, musiknumre, projekter og viden er nu lukket inde, præcis som det var, før vi fik internettet, nemlig i din lille, rådne, sociale klub af venner, der alle er enige med dig. For mig er Facebook enden på internettet«.
[…]
»Du befinder dig i et primærnarcissistisk, psykotisk ekkorum af dig selv. Det hele er en fuldstændig selvidentisk reproduktion i en evig gentagelse af det samme. Det, som var hele meningen med internettet, nemlig de andre, de nye ideer og de andre synsvinkler, forsvinder til fordel for en fuldstændig forblændet identifikatorisk tilgang til virkeligheden. Der er ikke længere nogen, der kan vende din verden på hovedet eller ruinere din livsopfattelse, så du udvikler dig«.
[…]
»Facebook er blevet en social psykose. Mennesket er et flokdyr, og hele vores selvoplevelse, vores adfærd og viden om, hvad der er rigtigt og forkert, er socialt kommunikeret. Facebook driver dette ønske om at blive korrigeret af omgivelserne ad absurdum. Du kan hvert fucking sekund i døgnet blive bekræftet i, om du er sindssyg eller normalt«.
Jeg er – for en gang skyld – enig med manden. Omend er jeg mindre bombastisk.
Læs artiklen og bliv bekræftet, provokeret eller noget tredje.