Kategori: Tendenser

Kategorier
Nyheder Tendenser

Urolighederne i Iran gør Twitter hyperrelevant

Jeg har egentlig holdt lidt igen med dette indlæg, da jeg egentlig ikke føler, at der er behov for endnu en tekst om, hvad Twitter kan, og hvordan urolighederne i Iran sætter en stor fed tyk streg under medier som Twitters muligheder.

Men så så jeg dette billede, og blev alligevel nødt til at sætte ord på 🙂

For hvad pokker er det lige, der sker? Udenlandske tv-journalister bliver sendt ud af Iran, Al Arabiyas kontorer i Teheran bliver lukket, og man prøver at forhindre iranerne i at uploade videoer og billeder, der om noget kan få os udenfor Iran til at forstå situationen.

Men ligemeget hjælper det. Folk fra Iran uploader i læssevis af billeder via Twitter og TwitPic, prøv blot at følge denne Twitter-søgning.

Så får du besked, så snart en uploader et billede til Flickr eller TwitPic (og skriver om det på Twitter) og inkluderer Twitter-tagget “#iranelection”, som er det mest udbredt tag, når valget i Iran skal dækkes.

Det er skisme interessant og viser med al tydelighed nogle af de forandringer, der er sket i mediebilledet. Og hvor meget, der er sket bare alene i 2009. Javist, værktøjerne har været der i et stykke tid, men pludselig er de blevet relevante og markedsført ud i det store.

Både herhjemme (med eksempelvis Stein Bagger-sagen) og altså nu også for alvor med Iran, noget der især bliver synligt, fordi det Iranske valg er blevet dækket rimelig tæt af de danske medier — især da urolighederne brød ud.

Twitter i sit es
Og hvorfor er det så lige, at Twitter er så oplagt her? Jo, det giver sig selv. Twitter er ikke oplagt til lange stemningsbeskrivelser med sansninger og smukke ordekvilibrismer, som vi journalister bliver uddannet til. Nej, her er det bare at tage et billede eller skrive maximum 140 tegn og så afsted.

Det er præcist, hvad iraneren med mobiltelefonen på gaden, selvom han ikke må, har tid til at få afsted. Twitters stærkt begrænsede funktionalitet passer altså ekstremt godt til brugerens stærkt begrænsede tid. Man kunne tale om, at værktøjet er hyperrelevant. Faktisk er det hurtigere at tage et billede end at skrive 140 tegn, og siden et billede nu engang siger mere end 1000 ord, giver det sig selv. Og det fungerer maksimalt.

Det er fint nok, at folk skriver på Twitter, når det regner, eller når der er tilbud på æg og smør i Irma. Men det flytter ikke noget. Det her, derimod, er en medierevolution. Og der er to tabere: Dem, der klamrer sig til gamle medier og så ham her.

Opdatering @ 18:50
Der kommer stadig en hel del billeder på Twitter, fx dette:
Holy s***.... #IranElection on Twitpic
Opdatering @ 19:10
Og dette:
Share photos on twitter with Twitpic
Kategorier
Tendenser

Præsentation: Gamle medier på nye medier

I tirsdags, den 9. juni, havde jeg den udsøgte fornøjelse at få lov at holde et oplæg for et RUC-alumni, bestående af tidligere kommunikationsstuderede fra RUC.

Jeg var blevet bedt om at komme for at fortælle lidt om, hvordan vi på ekstrabladet.dk arbejder med sociale medier, og hvordan andre “gamle medier” kan bruge og agere i forhold til de nye medier.

I “the spirit of sharing” har jeg lagt min præsentation op, og du kan se den her.

Kategorier
Distribution Journalistik Profileret Tendenser

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Kategorier
Tendenser

Her er, hvad AidOnline skulle have gjort

AidOnline-sagen kører endnu, mens vi venter en afgørelse. I mellemtiden er jeg kommet i tanke om en fremgangsmåde, som AidOnline kunne have valgt uden at støde samtlige annoncører og websites med annoncer.

For nogle år siden var der et program, jeg kan ikke huske navnet, som man kunne installere. Dette program betød, at man kiggede på annoncer i sin browser, altså direkte i browseren ikke på websites, mens man surfede.

Disse annoncer genererede så nogle penge, som man kunne få udbetalt (dengang betalte man minuttakst for at være på nettet), når man havde surfet nok til at have nået et bestemt beløb.

Denne metode påvirkede på ingen måde de websites, man besøgte (som AidOnline gør, da den erstatter eksisterende bannere med dem fra AidOnlines partnere), og alle kunne dermed være glade.

Det kan undre mig, at AidOnline ikke har valgt denne model, i stedet for at gå ind og erstatte bannere og derved pille ved indtjeningen hos de medier, som bestemmer over bannerpladsen og selv sidder og sælger bannere til præcis disse pladser.

Dem, der vil støtte disse organisationer digitalt kunne have en annonce for AidOnlines partnere kørende konstant i deres browser, som genererede penge til organisationen.

Kategorier
Tendenser

Drop avisoverskrifterne på nettet

En af mine kæpheste indenfor onlinejournalistikken, og som jeg har haft, siden jeg for første gang stiftede bekendtskab med onlinejournalistikken er overskrifter. På nettet er det her, historien skal sælges – selvfølgelig kan der også være billeder til, men det er “krydderi” – artiklen bliver repræsenteret masser af steder, hvor billedet ikke vises, og så skal overskriften være i top.

I dag faldt jeg så over Berlingske-rubrikken “Danmark anklages for censur“. Overskriften giver fin mening, når man ser den på forsiden af Berlingske og samtidig kan læse underrubrikken.

Men når denne artikel præsenteres i en liste eller et søgeresultat, så har man ikke en kinamands chance for at vurdere, hvad historien handler om. Og så, er jeg bange for, vælger nogle at undlade at klikke og vælger et andet link, hvor de er mere sikre på, hvad de får. Brugeren har måske klikket på nok “click baits” (altså hvor overskriften/linkteksten er “strammet” for at få folk til at klikke) til at lade sig snyde igen.

Tag et kig på Berlingske.dk’s liste over seneste nyt:

Seneste nyt på berlingske.dk

Hvor mange af de overskrifter forklarer, hvad historien handler om? Og hvor mange af dem kræver, at man kan læse en underrubrik eller se et billede sammen med? Forestil dig så, at du måske ser listen på et andet site, eller i Google-søgeresultater.

Se for eksempel her, hvordan “censur” kan betyde flere ting:

Google-søgning på censur på berlingske.dk

Censur eller…censur?
Censur kan altså betyde flere ting, og derfor er det vigtigt, at man i overskriften forklarer, hvilken form for censur, der er tale om. Overskriften “Danmark anklages for censur” kunne lige så vel være en flere år gammel artikel fra “Muhammed-krisen”. Derfor sælger den sig selv rigtig dårligt.

Nu skal jeg jo lige tilføje, at dette ikke kun gælder Berlingske, nu brugte jeg blot dem som eksempel. Jeg vil tro, at alle danske (og formentlig også udenlandske) netmedier falder i. Jeg tror, det skyldes, at dem, der laver overskrifterne muligvis ikke er klar over, at deres overskrifter/artikler repræsenteres på masser af andre steder end lige på forsiden af mediet.

Det kan imidlertid hurtigt løses. Langt de fleste content management systemer, jeg har stiftet bekendtskab med, har mulighed for at man kan have én rubrik inde på selve historien og så bruge en anden på forsiden. Måske handler det blot om at få den funktion i spil?

Vi som medier skal huske, at vi har en lang hale. Og vi skal gøre vores allerbedste for at sælge de varer, vi har liggende i vores lange hale. Og her har vi overskrifterne.

Vi skal selvfølgelig ikke give hele historien væk i overskriften, men vi skal stadig give folk tilpas meget information til, at de klikker på overskriften. Vi skal kort fortalt holde op med at bruge avisoverskrifter på nettet.

Kategorier
Tendenser

Opdateret: Hele Berlingskes Facebook-integration “læner” sig op ad ekstrabladet.dk’s

Over stregen? Det vil jeg lade dig afgøre. Hvad jeg ikke forstår er, at BT tilsyneladende end ikke har spurgt os om lov:

Klik for at se billedet på Flickr
Klik for at se billedet på Flickr

En af vores udviklere har sendt mig dette billede, der viser et vist “overlap” i vores kode og BT’s Facebook Connect-kode:

BT code and our code
Klik for at se billedet på Flickr

Opdatering klokken 18:33:
Det er tilsyneladende hele Berlingske-koncernen, der har implementeret Facebook Connect-boksen, som altså låner kraftigt fra det stykke arbejde, som jeg og to udviklere udførte i vores fritid.

Taget fra Berlingske.dk:

Berlingske.dk Facebook Connect
Klik for at se billedet på Flickr

Sporten.dk:

Sporten.dk Facebook Connect
Klik for at se billedet på Flickr

Business.dk:

Business.dk Facebook Connect
Klik for at se billedet på Flickr

Det er åbenbart ikke nok at skrive kommentarer i koden på ekstrabladet.dk om, at man, godt nok med et gran humor i tonen, gerne frabeder sig at se koden kopieret:

// This code is copyright Ekstra Bladet 2009. All copyright violations will be vigorously prosecuted
// especially unauthorized copying from Danish newspapers such as Politiken, Jylland Posten and BT !!!
// Kind regards, Nerds @ ekstrabladet.dk

Kategorier
Tendenser

What if this is as good as it gets?

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Så er det nu, hvis stumperne skal reddes og der også fremover skal være dagblade i Danmark. Avissalget er faldende, og ingen har fundet den helt rigtige opskrift på at stoppe nedgangen.

Annoncørerne forsvinder og trækker dermed tæppet væk under den økonomi, der skal sikre den journalistiske kvalitet, der så igen skal sikre avisens overlevelse.

En dødssejler?

“Nej. Det er finanskrisens skyld. Det skal nok vende. Vi skal bare klare os igennem, så bliver alt godt igen”, lyder det – bemærkelsesværdigt nok – stadig derude i medielandskabet.

Det er naivt, og i værste fald mindsker det overlevelsesmulighederne. Tager man ikke fat nu, og tager et kritisk kig på sin forretningsmodel, men venter, så risikerer man at stå med et produkt, der er kørt så langt ned, at det er for sent at rette op.

For lad det bare være sagt med det samme:

De gode tider er forbi. Annoncørerne kommer ikke igen i samme omfang, som man har været vant til tidligere.

Og ja. Det er så faktisk finanskrisens skyld.

Små og store virksomheder har været tvunget til at se kritisk på deres markedsføringsbudgetter. Vurderet, hvor der var mest at hente for hver investeret krone.

Ikke overraskende har de valgt de trykte medier fra. Prisen for at annoncerer her er høj, der skydes med spredehagl i forhold til målgruppen og effekten er svær at måle.

I stedet flytter annoncørerne pengene over i onlinemarkedsføring. Enten via en direkte kampagne på onlinesites eller ved at opgradere egne onlineuniverser, sådan som eksempelvis Fleggaard har gjort.

Fordelene står nærmest i kø, hvis man er annoncør. Annonceringen er billigere, væsentligt nemmere at målrette og så har man væsentligt mere validt data for effekten.

Nu er spørgsmålet så om annoncørerne, når de har fået flere penge til markedsføring igen begynder at sætte dem i print. Til det kan svaret kun være nej. Vel ligger der en mulighed for at styrke sin position og sit brand med en massiv kampagne, der også tæller print. Men den klassiske fordeling af annoncekroner, hvor print tog den største bid af kagen, er forbi.

Det bliver på onlinesiden at økonomien skal sikres for mediehusene, og udgangspunktet er mange steder ikke for godt. For ikke så mange år siden blev onlineannoncer nærmest smidt efter de annoncører, der satte pengene i print. Det var bonus, der lige lukkede den gode aftale. Det lærte dog samtidig annoncørerne, at onlineannoncer var billige – ja næsten gratis.

Derfor bliver onlineannoncer fortsat solgt væsentligt billigere end de burde, når man ser på de klare fordele, der ligger for annoncørerne. Modsat kan man sige, at printannoncer sælges alt for dyrt. Noget almindelige læsere også opdager, når de skal indrykke en rubrik på navnesiden. Det koster det samme som en god middag i byen med den bedre halvdel. Det vil ikke overraske om også det marked vil flytte online. Hvorfor sende en fødselsdagshilsen i avisen, når du kan oprette en gratis gruppe på Facebook?

Det sidste, der forsvinder bliver dødsannoncerne, men det er fordi det henvender sig til det efterhånden aldrende segment, der fortsat læser avis ….

Kategorier
Nyheder Tendenser

Betaling for nyheder bliver en dyrt købt lektie

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.

Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.

Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.

Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.

Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.

Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.

Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.

Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.

Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.

Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.

Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.

Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.

Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.

Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.

Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.

Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.

Kategorier
Tendenser

Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?

Boy with megaphone

Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.

Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.

Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.

Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.

For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.

Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.

Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.

Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.

I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.

Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.

De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.

Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.

Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:

Cover what you do best. Link to the rest.

Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.

Photo by djfoobarmatt @ Flickr

Kategorier
Tendenser

Er der en sammenhæng mellem mediemarkedet og browsermarkedet?

Her følger lidt historielæsning fra browsermarkedet. Se selv, om du kan se nogle paralleller til det online mediebillede herhjemme.

Der var engang, hvor en browser kostede penge. Til at starte med, var der en browser, der hed Netscape. Den kostede penge. Netscape sad solidt på browsermarkedet, nogle tal siger så meget som 80 procent. Men så tænkte Microsoft, at man også skulle have noget at have sagt.

Og da Redmond-virksomheden havde, og har, en kæmpe indtjening markedet for styresystemer og kontorprogrammer/-pakker, kunne man i 1995 gå ind på browsermarkedet og underbyde Netscape-folkene ved at tilbyde en gratis browser. Den browser hed, og hedder stadig, Internet Explorer.

Derudover kunne Microsoft gøre noget smart: De kunne udnytte det enorme marked, de allerede havde til at skabe opmærksomhed omkring deres nye produkt. Det gjorde man ved at pakke (“bundle”) Internet Explorer med firmaets styresystem, Windows. Jeg vil i dette indlæg ikke gå nærmere ind i dette og de retssager, som det har medført.

Det altafgørende blev, at Internet Explorer var nem at få fat på. Dels fulgte den med operativsystemet, og dels var den gratis.

Det kunne Netscape ikke hamle op med. Og samtidig med at Netscape sloges med at implementere nye features i stedet for at sørge for, at de eksisterende fungerede, kunne man se markedsandelen rasle ned.

Netscape goes free
Det uundgåelige sker: I januar 1998 beslutter Netscape-folkene sig for at gøre browseren gratis. De fremtidige udgivelser vil blive udgivet af open source-community’et Mozilla.

Netscapes tabte marked og Microsofts næsten-monopol (over 90 procent af markedet) er ikke uden konsekvenser. Udviklingen på browser-markedet går i stå.

Men der er ændringer på vej. For udover Netscape arbejder Mozilla Organization (som Netscape er med til at stifte og hjælper med penge) også med browseren Mozilla, som oprindelig kun er tænkt som en test-browser, og ikke til egentlig slutbrugere.

Nogle brugere tager dog Mozilla-browseren til sig, og Netscape-browseren udfases — for senere at vende tilbage og derefter dø endegyldigt, men det er en anden historie.

Og så sker der noget interessant: To udviklere, Dave Hyatt og Blake Ross, beslutter sig for at prøve kræfter med at bygge en nedbarberet udgave af Mozilla Suite. Væk er features som HTML-redigering og e-mails. Tilbage er kun den rene internet-browser.

Projektet døbes “Phoenix”, men på grund af trusler om sagsanlæg skifter den navn til Firebird, men også det navn er der problemer med og navnet bliver til slut Firefox.

En af de første browsere til at miste brugere til Firefox er Mozilla. Der sker intet mindre end en kannibalisering. Folk smutter fra Mozilla-pakken over til den rene, og hurtigere, Firefox. Den rene og enkle vare vinder over pakkeløsningen.

Firefox sætter jagten ind på Microsofts Internet Explorer-browser, der når at stå stille i mere end fem år mellem version 6 (2001) og version 7 (2006).

Markedet er nu i gang igen, og Microsoft samler Internet Explorer-holdet igen. Nu skal der atter udvikles nye features til dét stykke software, der måske bruges af flest mennesker verden over: Internetbrowseren.

Den sidste betalingsbrowser forsvinder
Den genoptrappede “krig” ført an af Firefox når også at få konsekvenser i vores del af verden. Den norske browser Opera har en klar forretningsmodel. Man tilbyder to browsere til hjemmecomputerne:

  • En gratis udgave, der indeholder annoncer
  • En udgave uden annoncer, som koster penge

Den model fungerer fint på et marked, hvor der er én kæmpe konkurrent, men som har opgivet videreudviklingen af sit produkt.

Men så kommer Firefox stormende, blandt andet med de mange Netscape-penge som brændstof, og snupper brugere og kunder fra Opera. Det er nu klart for nordmændene, at der skal ske ting, hvis de ikke skal glide helt ud af markedet eller blive isoleret i et hjørne.

I september 2005 kommer reaktionen: Opera bliver gratis. Modellen med at tage penge for en browser er endegyldigt død.

Planen virker for Opera, der holder sin markedsandel og øger den faktisk lidt. fra 0.51% i 2004 Q4 til 0.70% i 2009 Q2.

Så hvad er status på markedet nu? Microsoft har stadig den klart største markedsandel. Firefox har efterhånden indfundet sig på et leje omkring de nogle-og-tyve procent. Som en outsider har vi Apples Safari-browser, der kommer pakket med Apples MacOS-operativsystem. Så efterhånden som det (og den PC-baserede Safari) vinder frem, vil den markedsandel, formentlig, stige.

Så hvor er pengene så?

  • Internet Explorer og Safari siger sig selv. Deres “forældre” tjener penge på andre software-markeder.
  • Opera tjener penge på andre betalingsudgaver af deres browsere, eksempelvis en browser til håndholdte enheder.
  • Firefox har et stykke hen ad vejen kørt på Netscape-penge. Derudover har folkene bag lavet en aftale med Google, der betyder, at hver gang du søger på Google via Firefox’ søgefelt i browserens øverste højre hjørne, så giver Google penge til Mozilla. Samtidig har man startet Mozilla Corporation, der ikke er non-profit som Mozilla Organization, og investerer de penge, der tjenes, i Mozilla-projekterne

Puuuuuuha, sikken omgang! Hvad er pointen?
Og kan spillerne på mediemarkedet så lære noget af alt dette? Jo, som jeg ser det, er der en række ting, vi kan lære, og bør huske:

  • Når først en eller flere spillere på et marked lancerer en konkurrende produkt, som de tilbyder gratis og får succes med det, så er der ingen forretning i at sidde og forlange penge for sit eget produkt. Man kan ikke konkurrere med gratis, så længe man vil have penge for sit produkt. Slet ikke på et marked, hvor distributionsomkostningerne er, hvis ikke nul, så i hvert fald stærkt gående mod nul.
  • Sover man i timen, for eksempel hvis man sidder næsten totalt på markedet, så kommer der en eller flere outsidere og sætter gang i markedet igen, og har døsen været for dyb til at man kan sætte musklerne i gang igen hurtigt nok, så koster det.
  • Sidder man med et gratis produkt, der er finanseret via annoncer, og kommer i konkurrence med andre gratis produkter, uden annoncer, bør man overveje andre måder/markeder at tjene penge på. Når folk skal vælge mellem to gratis produkter, i dette tilfælde software, vil mange af dem formentlig vælge det uden annoncer — især når annoncerne er kendt for at være så påtrængende, som de er, når det drejer sig om digitale (banner)annoncer

Udover dette, så står medierne ved en skillevej. Indtil videre har man kørt efter en blanding af Microsoft/Apple-modellen og Opera-modellen.

Man har givet et produkt (internetavisen) væk gratis, og har dels finansieret det via et andet produkt i et andet marked, avisen, ligesom Microsoft og Apple, dels finansieret det via annoncer, ligesom Opera.

Skillevejen består i, at det grundlag, som den trykte avis har ydet, langsomt men sikkert skrider. Annoncørerne forlader avismediet, og det samme gør læserne. Annoncørerne fordi de ikke kan måle effektiviteten af udgifterne. Læserne formentlig fordi aviserne er langsomme, og at man ikke har tid.

Havde man, da netmediet/-markedet modnedes, hævet prisen for annoncerne drastisk (det kunne man have gjort i takt med, at eksponeringerne øgedes og måleteknikkerne blev forbedret), havde det ikke set så grelt ud. Faktum er nu, at grundlaget glider.

Nogle taler om betaling for indhold. Det tror jeg ikke på. Egentlig giver det mere mening at have prisen for internetannoncer, men det er også med risiko i disse finansielt pressede tider.

Spørgsmålet er så, om medierne kan finde andre markeder at tjene penge på. Den finansielle krise gør det svært at udforske indtjeningsmuligheder. Det eneste, der ikke må ske er, at vi falder i søvn, for så kommer der en ind-til-benet-ikke-så-meget-fis-Firefox og nupper markedsandele fra os.

Der skal, for at sige det lige ud, tænkes kreativt i den danske mediebranche. Faktisk i branchen over hele verden.

Men en ting er sikkert, som jeg ser det: Ligesom konceptet “browser” på intet tidspunkt har været truet under “browser-krigene” (faktisk er browserens indflydelse vokset), ligeså er journalistikken og konceptet “nyheder” heller ikke i fare. Det vil ændre sig, og der vil komme nye features. Men det vil være en udvikling.