Tag: the new york times
Alle, der satser på de mobile medier står med valget mellem en app (som kun virker til ét styresystem) eller en web-app (som basically er en hjemmeside plus lidt lækkert og fungerer i browseren på alle styresystemer).
En hurtig service til dem, der måtte nå at læse dette i tide:
Hvis du ikke har noget at lave i aften tirsdag den 17. april, viser DR2 den roste dokumentarfilm Page One: A Year Inside The New York Times (Wikipedia).
Det er godt nok mens, der er Champions League-semifinale (DR2 mener åbenbart, at fodbold-folket er ligeglade med medieverden, tsk tsk), så det er med at få optageren i gang, hvis du vil se begge dele.
På Mindy McAdams’ blog opdagede jeg indlægget ‘New York Times seeks multimedia journalism interns. Mindy faldt over et opslag, hvor The New York Times efterspørger praktikanter med følgende egenskaber:
- Front-end Interactive Designer: full skill-set of client-side technologies including HTML, CSS and JavaScript/Prototype. Experience with Ruby on Rails is a plus.
- Motion Design Storyteller: working knowledge of AfterEffects and Photoshop in producing motiongraphics. Final Cut a plus. We are looking for someone to help grow the motion design side of storytelling. So applicant must have a strong sense of timing and narrative and have the ability to implement a variety of creative styles.
- Interactive Flash Journalist: Advanced programming knowledge and experience in Flash and ActionScript 3. Experience with Photoshop and Illustrator is a plus.
Det er altså serious stuff at kræve at folk, der skal være med til at præge nyhedsstrømmen:
The program is intended to further develop the skills that would enable the intern to become a producer at NYTimes.com. Training on-site is essential in order to get a sense for what it is like to work in the newsroom. When a news story breaks, the intern will experience first hand how news judgments are made and how the plans for covering a story take shape.
Lad os håbe, at nogle danske newsrooms følger The New York Times’ eksempel.
En kollega har været så sød at sende mig et tip omkring The New York Times’ temaside om Berlin-muren, i anledning af 20 års jubilæet for murens fald.
Særlig interessant er de fem billeder, hvor man ved hjælp af en horisontal slider kan skifte mellem et billede fra 1989 og et taget af præcis det samme motiv i 2009.
Som historieinteresseret synes jeg, det er skægt at sidde og sammenligne de to billeder, og dels se, hvordan Berlin har forandret sig, men selvfølgelig mest af alt se, hvordan der ser ud nu, der hvor muren var.
Det er en flot måde at bruge billeder og historie i formidlingen af en historie og samtidig lade brugeren “trække og slippe” i stedet for blot at få to billeder af samme motiv serveret. Billederne er taget af
Man kan i øvrigt gøre det samme (horisontal slider, der skifter mellem to lag) med landkort hos Kort- og Matrikelstyrelsen ved at vælge “Historiske kort” ude til højre på forsiden og søge en adresse frem.
Hvis du følger mig på Google Reader (se mine delte ting her) har du måske opdaget, at jeg ofte deler tekster fra The New York Times’ ‘Technology’-sektion. Og det gør jeg, ikke overraskende, fordi jeg synes, de leverer nogle fantastiske artikler.
Jeg begyndte oprindelig at følge med tilbage i 2005-2006, da jeg var i praktik på Ingeniøren og skrev mange it-historier.
Efterhånden som min interesse er skiftet fra det benhårde it-stof til nye medier og noget af den teknologi, der ligger deri, har jeg opdaget, at The New York Times faktisk er lige så godt med. Hvad enten det er om Amazons Kindle, MySpace eller noget helt tredje, har de en god artikel om emnet.
Og som med så mange andre amerikanske netmedier er de ikke bange for at skrive langt, og det fungerer. Selvom jeg læser rigtig mange af historierne på min iPhone (Google Reader findes i en udmærket iPhone-venlig udgave), så kommer jeg næsten altid helt igennem historien.
Teknologisektionerne på de danske aviser når slet ikke samme niveau. Enten er artiklerne overfladiske eller direkte fejlagtige (det sker altså for tit, kære kolleger) eller journalisten formår ikke at holde fast på mig igennem hele artiklen.
Selvfølgelig er der dedikerede medier som for eksempel Computerworld og Version2, men alligevel er jeg mere til The New York Times. Det skyldes uden tvivl også, at jeg ikke hører til i kernemålgruppen for de to.
Men anyway, det blev en længere historie om en kort ting. Jeg synes, du, hvis du ikke allerede gør det, skal følge med i hvad The New York Times skriver om teknologi, for for pokker, de er gode til det 🙂
Du kan lettest følge med via sektionens RSS-feed. God læselyst.
En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.
Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.
Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?
Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:
Klik for at se billedet på Flickr
Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.
Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.
Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?