Tag: sociale medier
Måske kender du allerede til sagen omkring TV 2’s Go’ Morgen Danmark, der ville så tvivl om troværdigheden ved den danske Wikipedia — ellers er Dorte Tofts indlæg og Stefan Bøgh-Andersens tidlinje gode steder at starte.
Titlen på dette indlæg er et ordspil på Trine-Maria Kristensens indlæg “Hvad kan organisationer lære af TV2 Wikigate?.
Trine-Maria samler op på et møde, hun har arrangeret omkring lektierne fra sagen om TV 2 og Wikipedia. Men det henvender sig kun til organisationer – hvilket er meget naturligt, da Trine-Maria lever af at hjælpe og rådgive virksomheder indenfor de sociale medier i Social Square.
Jeg vil også mene, at bloggere og twittere (hvad kalder man folk på Twitter?) har noget at lære her.
For Stefans tidslinje bekræfter det, som vi allerede godt vidste. Blogosfæren (den del af internettet som udgøres af blogs) og Twitter deler samme store svaghed; Når en sag ruller bliver det til ét stort ekkokammer.
Alle skriver om sagen, men det er kun på et reporterende niveau, sagen bliver ikke ført videre. Folk skriver om, hvad der er sket og tilføjer så deres egen holdning, som, ikke overraskende, i dette tilfælde er anti-TV 2. Og så er det jo nemt at blive forarget, når en af værterne skærer alle over en kamp og kalder dem “Bibliotekar skolen“.
Hvem førte så historien videre? Jo, det gjorde et af de “gamle medier”: Journalisten.
Hvad var fremgangsmåden? Hvordan fik man historien videre? Jo, man greb knoglen og ringede til TV 2-redaktør Jes Schrøder. Uden at kunne sige det med 100 procent sikkerhed, så tror jeg ikke, at nogen af dem, der omtalte sagen på blogs og/eller Twitter overhovedet har forsøgt at kontakte TV 2.
I stedet har de, som skrevet ovenfor, skrevet om, hvad de har læst andre steder og tilføjet deres holdning til budskabet. Og da artiklen blev lagt på journalisten.dk, hvad skete der så? Jo, præcis det samme som tidligere: Bloggere og “twittere” henviste til artiklen og tilføjede deres egen holdning til Schrøders citater.
Det er muligt, at det er sådan blogs “skal” være, men det flytter ikke historierne nogen vegne.
De sociale medier gjorde sig kun gældende ét sted i denne sag: I starten. De opdagede sagen og skrev om det. Både i en artikel på Wikipedia og på blogs. Herfra blev “de traditionelle” så opmærksomme på sagen og rykkede på den.
Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt. Selve blog-mediet er rettet mod, at folk kan lufte deres egne holdninger, synspunkter og erfaringer.
Men det kan undre, at flere bloggere og twittere ikke har taget Jeff Jarvis’ ord til sig:
Hvorfor skrive et indlæg om en sag, hvis en anden blogger allerede har skrevet det, man selv mener? Hvorfor ikke bare linke til det indlæg, skrive at det er et godt indlæg, og at man er enig? Det ville gøre det hele meget mere overskueligt i disse informationstætte tider.
Tilbage i februar måned læste jeg hos Silicon Alley Insider om nogle mærkelige autoforslag, Google kom med, når man skrev “I am extremely”. Det første forslag var nemlig “I am extremely terrified of Chinese people”.
I dag ville jeg så tjekke, om det stadig er sådan. Og ja, det er det.
Klik for at se billedet på Flickr
Og så undrer man sig jo. For er det en joke (Google-folkene er mere eller mindre kendte for at lægge forskellige jokes og referencer ind hist og her), eller er der en fornuftig grund? Og jo, det er der.
Google autoforslag baseres på, hvad folk googler efter. Google skriver selv:
As you type, Google Suggest communicates with Google and comes back with the suggestions we show. If you’re signed in to your Google Account and have Web History enabled, suggestions are drawn from searches you’ve done, searches done by users all over the world, sites in our search index, and ads in our advertising network. If you’re not signed in to your Google Account, no history-based suggestions are displayed
Er der for eksempel lige pludselig mange, der Googler på “Hvor er Mogens Amdi?”, ja så vil den dukke op som autoforslag, når du skriver “Hvor er”. Altså må der være mange, der har googlet “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”. Hvorfor?
Læser man i kommentarerne til indlægget på Silicon Ally Insider, falder man hurtigt over svaret; et link til denne artikel på Christwire.org, som bærer overskriften, ja rigtigt gættet, “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”.
Så det er altså artiklen på det kristne Christwire.org, der har fået folk til at google den specifikke sætning. Det svar lå også i en af kommentarerne hos Silicon Alley insider:
To echo Bryant above, Google is displaying this suggestion because of the uproar this article http://christwire.org/2009/02/i-am-extremely-terrified-of-chinese-people/ is causing.
Blot endnu et eksempel, at vi hurtigt kan få en forklaring, hvis vi snakker sammen og bruger de muligheder, der ligger i tovejs-medierne.
En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.
Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.
Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?
Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:
Klik for at se billedet på Flickr
Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.
Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.
Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?
Kategorier
Derfor sagde Twitter nej til Facebook
En af de helt store samtaleemner de seneste par dage (ja, der er blevet snakket om andet en IT Factory) var sagen om, hvorvidt Facebook ville købe mikroblogtjenesten Twitter. Det blev til et nej.
I artiklen “Why Twitter Turned Down Facebook” hos New York Times kan du høre Twitters administrerende direktør, Evans Williams, fortæller, hvorfor det ikke blev til noget. Han siger blandt andet:
“We explored it, as we should. We took it seriously,” Mr. Williams said. “It definitely made sense — the strategy we talked about with them — but it wasn’t the right time.” Ultimately, he said, Twitter decided that it had too much left to do, beginning with figuring out how to make money.
Jeg kan næsten ikke tro det, men research er åbenbart nogle gange en by i Rusland. Således skriver Søren Dilling fra Politiken følgende i artiklen “Facebook spreder sine fangarme“:
Nu kan du snart se, hvem dine venner på Facebook er venner med på andre sociale netværk og se, hvad de foretager sig der.
Facebook har nemlig lanceret en browser, der kan hente data om dine venner, når de bevæger sig rundt på andre sociale netværk end Facebook, skriver bbc.uk
Nu kender jeg ikke herr Dilling, men min konklusion må være, at han ikke er helt med på, hvad Facebook Connect præcist er.
Men der er hjælp derude. For Wikipedia ved det:
Facebook Connect which was launched lately allows any website to connect to facebook to get user’s information, and friend list. This is a 2 way system where website can publish activity stories in facebook user’s news feed.
Og ja, det er, hvad Facebook er. Jeg har selv skrevet flere indlæg om Facebook Connect, som kommer frem, når man søger på Google.
Folkene bag har også selv skrevet om Facebook.
Grunden til, at Søren Dilling bruger ordet “browser” (som på dansk er et program, man bruger til at se internetsider med, fx Internet Explorer, Firefox eller Safari) er, at BBC News bruger ordet i den artikel, som Dilling citerer — men ikke linker til. Her står der:
Facebook rolls out site browser
Facebook has thrown the switch on a system that lets users browse other sites via the networking portal.
Called Connect, the system lets Facebook members use their login credentials to access other websites.
Søren Dilling skulle altså bare have læst artiklen ordentligt — og slået ordet “browse” op:
browse verbum <-s, -d, -d, browsing>
OversættelserSlå op [EDB] browse – Eleverne browsede efter billeder på nettet
Slå op (om bøger osv.) skimme – Hun skimmede hurtigt bogens indhold
(i forretninger) ose – De to piger cyklede ind til byen for at ose
(om køer, hjorte osv.) græsse – Landmanden lod køerne græsse på sin mark
Jeg må sige, at jeg finder det direkte pinligt, at vi kan have journalister, der skriver historier som disse og fuldstændig misforstår pointen.
Og hvorfor er der sådan en “dommedag nu”-stemning (fangarme?) over artiklen? Facebook Connect åbner en masse nye døre for medierne. Jeg har selv givet nogle eksempler.
Så mit råd: Lad være med at læse den artikel på Politiken, den er simpelthen for upræcis. Læs i stedet BBC News’ artikel.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan de sociale medier blæste igennem på historien om terrorangrebene i Mumbai. Kim Elmose har også et godt indlæg om især brugen af mikroblogtjenesten Twitter.
Nu har en af mine personlige helte, Mindy McAdams, samlet en liste med 10 punkter, som vi kan lære efter eksemplet med Mumbai og sociale medier. Listen bringes her, i ikke-oversat tilstand:
- Breaking news will be online before it’s on television.
- Breaking news — especially disasters and attacks in the middle of a city — will be covered first by non-journalists.
- The non-journalists will continue providing new information even after the trained journalists arrive on the scene.
- Cell phones will be the primary reporting tool at first, and possibly for hours.
- Cell phones that can use a wireless Internet connection in addition to a cellular phone network are a more versatile reporting tool than a phone alone.
- Still photos, transmitted by citizens on the ground, will tell more than most videos.
- The right video will get so many views, your servers might crash (I’m not aware of this happening with any videos from Mumbai).
- Live streaming video becomes a user magnet during a crisis. (CNN.com Live: 1.4 million views as of 11:30 a.m. EST today, according to Beet.tv.)
- Your print reporters need to know how to dictate over the phone. If they can get a line to the newsroom, it might be necessary.
- Your Web team must be prepared for this kind of crisis reporting.
Læs hele Mindys indlæg — det er vældig interessant.
(Bemærk: Dette er en ældre artikel. Google FriendConnect eksisterer ikke længere. Læs mere på Wikipedia.)
Jeg har tidligere skrevet om Google Friend Connect, der (ikke ulig Facebook Connect) gør det muligt at tage sine relationer med rundt til forskellige sites.
Google beskriver selv Friend Connect med følgende ord:
Grow traffic by adding social features to your site
Google Friend Connect means more people engaging more deeply with your website — and with each other.
- Enrich your site
Choose engaging social features from a catalog of gadgets by Google and the OpenSocial developer community.- Attract more visitors
Your users can easily invite friends from social networks and contact lists to visit and join your site.- No programming whatsoever
Just copy and paste a few snippets of code into your site, and Friend Connect does the rest.
Google har en introduktionsvideo til Friend Connect:
Du kan også læse om Google Friend Connect på Wikipedia.
I dag kom så mailen fra Google om, at jeg er blevet “white listed” til at bruge Google Friend Connect, og det har jeg selvfølgelig implementeret her på Medieblogger.dk.
Du finder Google Friend Connect-widget’en i sidebaren (medmindre du læser dette indlæg direkte i RSS-feedet, så skal du lige et smut ind på medieblogger.dk), hvor du kan tilmelde dig Medieblogger som site.
Samtidig kan du også, når du er logget ind, kommentere på indlæg via Google Friend Connect. Du finder Google Friend Connect-kommentarfunktionen under den eksisterende kommentarfunktion.
Du kan logge ind med en af følgende konti:
- Yahoo
- AIM
- OpenID
Smart, smart!
Jeg har endnu ikke helt overblik over, hvad præcis Google Friend Connect kan gøre af ting (Google udvikler stadig funktioner og features), men det må komme hen ad vejen 🙂
Stefan Bøgh-Andersen fra den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk har skrevet et blogindlæg om Helsingør Leksikon:
Projektet er et samarbejde mellem Helsingør Kommunes Museer, Helsingør Kommunes Biblioteker og altså brugerne selv. Indtil videre er der skrevet 536 artikler om alt fra familer, bygninger, fortidsminder, gade og veje etc.
Helsingør Leksikon er, som titlen afslører, et leksikon om Helsingør. “Hvad er der så spændende ved det?” spørger du måske.
Jo, leksikonet er nemlig en wiki, hvilket vil sige, at det er muligt for andre at redigere artikler og tilføje nye. Som Stefan også skriver, er der sågar lavet et Google Maps-kort over skulpturer.
Spændende, spændende. Som historieinteresseret (jeg har tidligere blandt andet lavet et historisk kort over Nykøbing F, hvor jeg kommer fra — og har også gået med tanker i retning af en wiki for Falster, med alskens informationer, alt lige fra historiske fund til butikkernes åbningstider.
Så det er godt at se, at de har taget springet i Helsingør. Jeg ønsker dem det bedste held og lykke — og siger tak til Stefan fra Overskrift.dk for tippet.
Du kender muligvis begrebet crowdsourcing, hvor man tager et spørgsmål eller en opgave og deler den ud på en gruppe folk.
Via Dan Gillmors blogindlæg finder jeg Mark Glasers indlæg om crowdfunding. Han spørger, om det kan redde journalistikken.
Crowdfunding går i al sin enkelthed ud på, at en gruppe mennesker, et crowd, donerer penge, funding, til en historie. Som eksempel nævner Glaser Spot.us. Han forklarer, hvordan Spot.us fungerer:
- Anyone can come up with a “Tip” or story idea they’d like to see covered. People can “pledge” money toward that story.
- Freelance journalists can sign up to cover those story ideas or pitch their own stories, attaching a cost to writing the story.
- Once a story has a journalist attached to it, people can donate money to help fund it (but no one can give more than 20% of the total cost of the story).
- When the story has full funding, the journalist writes the story, and a fact-checker is paid 10% of the funding to edit and check it.
- Before the story is posted, news organizations have a chance to get exclusive rights to the story by paying the full cost, which is given back to the donors. Otherwise, the story is posted online and any news organization can run the story for free.
Det lyder jo unægteligt interessant, selvom jeg godt kan have mine bange anelser overfor, hvorvidt folk vil lægge penge for en historie, inden den overhovedet er skrevet — især når man tager i betragtnig, hvor svært det er at få folk til at betale for artikler, der allerede er skrevet.
Men et spændende projekt, som det bliver interessant at se, hvordan det går.