Kategorier
Tendenser

Jura forhindrer DR i at lave ordentlig embed på Pirat TV

Billede fra DRs Pirat TVTilbage i slutningen af juni i år var jeg lidt efter DRs Pirat-TV (efter at have læst dette indlæg af Søren Johannessen).

Det gik i alt sin enkelthed ud på, at embed-featuren i DR’s Pirat TV egentlig blot er et statisk billede fra videoklippet, som så linker til videoen tilbage på Pirat TV-siden.

Altså et stykke fra den embed-funktion, som kendes fra eksempelvis YouTube, hvor videoklippet kan afspilles direkte på den side, hvor det er indlejret.

I forbindelse med lanceringen 1. september i år kunne man imidlertid læse årsagen til dette på bloggen Flyvergrillen (der styres af ungdomsinternetredaktionen i DR) i indlægget ‘Sig goddag til Pirat TV‘:

Vi er et par steder (1, 2) blevet hånet for vores “fortolkning” af embed. Og det er delvist fair. For resultatet af embed-koden er blot at der kommer et Pirat TV-logo, en thumbnail fra klippet og klippets titel med et link tilbage til klippet på Pirat TV.

Men kritikken er også lidt unfair. For vi har ikke gjort som vi har gjort fordi vi er inkompetente. Vi kunne sagtens lave rigtig embedding. Men desværre har vi på nuværende tidspunkt ikke rettighederne til at embedde vores indhold eksternt (selvom vi her på redaktionen rigtigt gerne ville). DR tør – modsat YouTube og andre – ikke køre efter princippet “hellere tilgivelse end tilladelse”. Så der er lige nogle jurasoldater der skal udkæmpe en vigtig krig før vi kan få lov.

Til gengæld er vores embedkode forberedt til at embedde rigtig video den dag vi får lov. Så hermed en opfordring til alle om at bruge embedkoden allerede fra i dag af. Så dukker der flot video op på jeres sites den dag rettighederne er på plads.

Jeg kan fornemme – og forstå – deres frustration. Men ikke desto mindre synes jeg, at man i så fald bør lade være med at kalde det “embed”, da det er et ord og begreb, som folk forbinder med, at videoen kan afspilles på deres eget website.

Noget andet er, at jeg havde troet, at DR af alle steder kunne tillade afspilning af deres klip på andre websites på grund af licensmidlerne. Men jura kan åbenbart ødelægge alt, der kunne være bare tilnærmelsesvist sjovt og smart.