Tag: mikroblogging

Kategorier
Tendenser

Er Facebooks statusopdateringer en konkurrent til Twitter/Jaiku?

Samtale. Det er det, det hele handler om.Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter.

Jaiku har imidlertid været nede siden torsdag/fredag (i dag er tirsdag..!), så jeg tvivler på, at Jaiku bliver nær så interessant, når det engang vender tilbage, da der formentlig vil være færre brugere at snakke med – medmindre Jaiku serverer den hellige gral eller det, der ligner.

Der findes sågar værktøjer derude, som kan hjælpe folk med at finde deres Jaiku-kontakter på Twitter, som Benjamin har gjort her.

Jeg er på det seneste begyndt at bruge Twitter mere og mere. Til trods for det tæt på elendige muligheder for en reel samtale, så er et værktøj som Twitter Search (tidligere Summize) med til at give en et fedt overblik.

Man kan for eksempel overvåge et bestemt ord eller en sætning, og det er smart.

Desværre er Twitter holdt op med at sende SMS’er fra UK-mobilnummeret, som er det, der blandt andet bruges her i Danmark. Det er ganske enkelt for dyrt.

Facebook som mikroblogging?
I løbet af de seneste måneder har jeg imidlertid opdaget noget interessant: Flere og flere af mine venner på Facebook (som vitterligt er mine venner, også i “det virkelige liv”) er begyndt at bruge Facebooks statusopdateringer til at fortælle om, hvad de går og laver og tænker over.

Det sjove er, at folk bruger det som mikroblogging, og mange af dem ville man aldrig kunne have hevet over på Twitter eller Jaiku. Hvorfor gør de det så på Facebook? Simpelt: Der er mange læsere, og (næsten) alle ens venner er der jo. Det giver mening.

Og da Facebook åbnede op for, at man kan kommentere på andres statuspdateringer, blev det for alvor spændende. Endnu er der ikke mange i min vennekreds, der gør det – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Her er med andre ord virkelig lagt i ovnen til en samtale.

Der er dog bagsider ved “mikroblogging” via Facebook-statusopdateringer:

  • Samtalerne er ikke søgbare, det vil sige, man kan ikke finde andres samtaler
  • Samtalerne kan ikke overvåges – som man for eksempel kan med Twitter Search
  • Samtalerne har (så vidt jeg ved) ikke noget API, som man kan bruge til (for eksempel) at trække dem ud

Jeg kan sagtens se fornuften i, at statusopdateringerne er private (eller i hvert fald kan sættes til at være det), men det kunne være rart med en feature, hvor man kan vælge at nogle statusopdateringer skal være private, mens andre godt må være offentlige og invitere til en snak, der også kan involvere folk, man ikke nødvendigvis er forbundet med på Facebook.

Facebook har allerede gjort det muligt at skilte med sine statusopdateringer andre steder (for eksempel på sin blog) ved hjælp af Facebook badges, men her ryger alle statusopdateringer selvsagt ud.

Så hvis/når Facebook begynder at dyrke statusopdateringerne mere og mere og øge fokus på dén del af forretningen, tror jeg, at tjenester som Jaiku og Twitter vil få svært ved at argumentere for deres platform. Men lad os nu se.

Kategorier
Distribution Journalistik Tendenser

Debat: Hvordan kan medierne bruge Twitter?

Kim Elmose har skrevet et godt blogindlæg om, at Politiken nu vil i gang med at bruge Twitter. Det sker på twitter.com/politiken.

Kims indlæg er rigtig godt timet med en artikel hos eJour, der handler om, at journalister skal til at bruge Twitter, som mere eller mindre er en sammenskrivning af, hvad der allerede har været skrevet om Twitter som journalistisk redskab.

Kim lægger op til en interessant snak: Hvordan skal vi som medier bruge Twitter? Kim nævner tjenesten Twitterfeed (hvor du kan trække RSS-feeds ind på Twitter, akkurat som du kan på mikroblogtjenesten Jaiku), men som Kim også selv skriver, så er det næppe en holdbar løsning.

Vi beder om hjælp
Hos os ved vi endnu ikke helt, hvordan vi skal få placeret Twitter for at få det brugt rigtigt, så vi har gjort det, at vi beder om forslag. Det har resulteret i to forslag fra Morten Just og Christian Bogh.

Som jeg også har skrevet i en kommentar til Kims indlæg, så er jeg mere tilhænger af en multi-kanal approach, hvor vi har forskellige kanaler, for eksempel en til Ekstra Bladet generelt (twitter.com/ekstrabladet) og en til vores breaking news (twitter.com/ebbreaking).

Men lad os tage snakken. Hvordan kan medie bruge Twitter på den bedste måde, så det ikke bare bliver endnu en kanal, hvor vi serverer det samme indhold som på hjemmesiden?

Kategorier
Borgerjournalistik Distribution Journalistik Tendenser

Jordskælv: Twitter slår medierne på hurtighed

Jens Jørgen Madsen (der var så flink at nævne vores manifest på journalisten.dk) har tippet mig om historien om, at Twitter har slået de traditionelle medier i dækningen af jordskælvet i Kina. Slået på hastighed, forstås:

News of the deadly catastrophe reached Twitter devotees such as blogger Robert Scoble in San Francisco even before the massive temblor, which killed more than 12,000 people in Sichuan province, was reported by news organizations and the earthquake-tracking US Geological Survey.

“Several people in China reported to me they felt the quake while it was going on!,” Scoble wrote in his popular Scobleizer blog.

Twitters are abbreviated text messages that can be instantly posted on online bulletin boards and personal websites and sent to the mobile telephones of selected friends.

They were at the forefront of a gush of quake pictures and video swiftly posted online via services such as Yahoo’s Flickr, Google’s YouTube, and French entrepreneur Loic Le Meur’s fledgling Seesmic, which has been called the “Twitter of video.”

Twitter reportedly became a source of information for major news organizations covering the China earthquake.

“This event has the potential to bring mainstream media into the Twitter world,” Alec Saunders wrote in his Personal Soapbox blog.

Helt almindelige mennesker har altså skrevet på Twitter om jordskævlet, og der har de traditionelle medier slet ikke kunne følge med.

Hellere lille og rap end stor og…
Jeg har tidligere skrevet, at jeg ikke synes, at Twitter er særlig velegnet til samtaler, men her ser vi Twitters styrke: Hurtighed og en stor skare af mennesker, som er på tjenesten, hvad enten de selv skriver på Twitter eller blot følger med i strømmen for at være opdateret.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan mikrotjenesten Jaiku overhalede de traditionelle medier på hastighed, da der var bombealarm på Høje Taastrup station.

Kan jordskævlet i Kina være, som der står i artiklen hos Yahoo News, dén begivenhed, som får mikromedierne (som fx Twitter og Jaiku) ind på mainstreamscenen? Jeg tror i hvert fald, vi er ved at være der.

Kategorier
Profileret Tendenser

Twitter dur ikke til samtaler

Flere og flere taler om det, og flere og flere bruger det: Twitter.

De fleste beskriver Twitter som en mikroblogtjeneste, hvor man via sin mobiltelefon, browser eller instant messaging-klient (for eksempel Google Talk) for eksempel kan skrive, hvad man laver lige nu, eller hvilke tanker man gør sig, hvad enten det er om livet, sit arbejde, sin hobby eller noget helt fjerde.

Der er bare det ved det, at Twitter slet ikke er en mikroblogtjeneste. For en central del af begrebet “blog” er dialogen, og den har Twitter ikke.

Det har en tjeneste som Jaiku derimod. Her kan man kommentere på hinandens “mikroindlæg” (max. 140 tegn), og så kører samtalen. På Twitter kan man svare hinanden ved at skrive “@” efterfulgt af vedkommendesbrugernavn. Så hvis du for eksempel vil skrive et svar til mig, skal du skrive “@larskjensen: blah blah blah”.

Men den feature holder ikke. For hvis du nu vil svare på noget, jeg har skrevet, og jeg når et poste et nyt mikroindlæg, inden du får skrevet dit svar færdig, ja så tror Twitter, du henviser til mit seneste mikroindlæg, som i teorien kan omhandle noget helt andet. Og så går samtalen i stykker.

Jaiku har samtalen i centrum
På Jaiku er det mere logisk. Det fungerer fuldstændig som på en blog: Et indlæg øverst, og så kommer kommentarerne i kronologisk rækkefølge med de ældste først.

Jeg har hældt lidt af min frustration over Twitter ud på netop Jaiku (lige her), hvor du kan se, at der faktisk kører en samtale. Det ville aldrig kunne lade sig gøre på Twitter i en så overskuelig form.

Min ven og blogmakker på Online Minds, Kim Elmose skrev for noget tid siden en artikel om Jaiku og Twitter til “Magasin”-tillæget til Politiken. Og hvad gjorde Kim? Han efterlyste selvfølgelig pointer til sin artikel på Jaiku. Også det, kom der en snak ud af.

Heller ikke det ville kunne lade sig gøre. Kim ville have haft svært ved at samle op på alle svarene og det ville blive et virvar af mikroindlæg. På Jaiku ligger de pænt i rækkefølge efter hinanden.

Dit liv i ét feed
En anden ting Jaiku har er muligheden for at tilføje RSS-feeds. Det vil sige, at du automatisk kan tilføje feeds med for eksempel dine Flickr-billeder, dine del.icio.us-bogmærker, den musik du hører på last.fm, indlæg fra din(e) blog(s) og så videre og så videre. Kort sagt kandu tiføje alt, der har et RSS-feed.

Med andre ord kan din Jaiku-profil altså blive en form for “life feed”, som en anden Jaiku-bruger (navnet er desværre væk lige nu, sorry!) kaldte det. For eksempel har du et RSS-feed på Kims online liv her.

Hvad er det så, Twitter har, som gør, at det er det, de fleste snakker om og bruger? Publikum. Kvantitet. Og så at de var først.

Derudover hjælper det heller ikke Jaiku, at man stadig er på invitations-basis (det vil sige, man skal have en invitationskode for at kunne oprette sig (jeg har nogen, hvis det er)). Invitationerne blev introduceret da Jaiku blev købt af Google tilbage i oktober 2007.

Men hvor længe kan Twitter holde positionen som den største spiller på det marked? Der mangler i hvert fald et interface, der gør det nemmere og mere overskueligt at snakke med hinanden via Twitter.

For det er jo det, vi i bund og grund vil. Snakke.

Kategorier
Politik Tendenser

Downing Street #10 er på Twitter

En kommunikationsform, der vokser mere og mere frem er mikroblogging. En af de helt store spillere her er Twitter — som man endelig ikke kan kalde mikroblogging, da man ikke kan kommentere på hinandens beskeder. Det kan man derimod på mikroblogtjenesten Jaiku.

Og nu har Downing Street nummer 10 åbenbart også set lyset ved mikrotjenester. I hvert fald er den engelske premierministers kontor nu repræsenteret på Twitter på twitter.com/DowningStreet, ser jeg hos Phil Bradley.

Jeg har siddet og kigget beskederne lidt igennem, og det virker rent autentisk. Det er jo næppe Gordon Brown, der er aktiv, men det er heller ikke det indtryk, man forsøger at skabe. For eksempel skriver man:

The official twitter channel for the Prime Minister’s Office based at 10 Downing Street.

Tør Statsministeriet noget lignende?

Kategorier
Journalistik Nyheder

Webcrawler – ny jobbeskrivelse?

Det er jo næppe nogen hemmelighed, at langt størstedelen af alverdens nyheder nu til dags bliver “breaket” på nettet. Men hvor det førhen stort set kun var medierne, der smed nyhederne på nettet, er det nu blevet nemmere for menigmand, især med de forskellige blogging-værktøjer, at publicere til nettet.

Et eksempel:

18:13 tikker der en sms ind på min mobil. Det er fra mikroblogtjenesten Jaiku, hvor Mads Kristensen skriver, at der er bombealarm på Høje Taastrup station.

Det er fem minutter før Politiken og endnu mere før Ekstra Bladet (hvor jeg arbejder) der “ejer breaking news på nettet“.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, Mads sad i toget og sendte en besked til Jaiku, hvor den ryger på med det samme og bliver sendt ud til de af Mads’ Jaiku-kontakter, der har valgt at blive holdt opdateret per mobil. Den hastighed kan selv ikke Ritzau slå.

Et andet eksempel er Villy Søvndals blogindlæg, som cirkulerede internt her i huset, før nyheden ramte Ritzau. Alligevel kommer Ritzau først.

Så en ting er, at nyhederne og/eller oplysningerne er derude. Noget andet er at få fat i dem. Her kunne jeg meget vel forestille mig en medarbejder, måske 100% dedikeret til opgaven, der “trawler” nettet igennem for nyheder og viderebringer dem til den redaktionelle stab. Man kunne kalde vedkommende for en “webtrawler” eller “webcrawler” (ordet er lånt herfra)?

Jeg tror, at især nyhedsmedierne kunne have gavn af at have mindst én medarbejder, der er ekstremt wired — i den forbindelse at vedkommende følger en hulens masse feeds, har forbindelser til “de rigtige personer” på nettet etc. — og kan adskille skidt fra kanel.

Ellers kan Markedsføring måske skrive næste gang, at “Brugerne ejer breaking news på nettet”?