Hjælp: Hvad kan vi gøre ved konservatismen?

I mit indlæg “Debat: Er journalister for konservative?” fremførte jeg den påstand, at journalister går med skyklapper og er bange for at omfavne de nye muligheder og medier.

Læs også Søren Storm Hansens indlæg på dseneste.dk om, at konservative journalister langt fra er et nyt begreb.

I USA er de tilsyneladende noget længere. I hvert fald skriver Wired om en undersøgelse, der hvor journalisterne i hvert fald selv siger, at de har taget de nye medier til sig:

A separate survey found journalists are, to a large degree, embracing the changes being thrust upon them. A majority say they like doing blogs and that they appreciate reader feedback on their stories.

When they’re asked to do multimedia projects, most journalists find the experience enriching instead of feeling overworked, he said. The newsroom is increasingly being seen as the most experimental place in the business, the report found.

Her tyder det altså på, at journalisterne i stor grad omfavner de nye medier. En udvikling, vi stadig har til gode herhjemme.

Til indlægget fik jeg en del kommentarer, og tilkendegivelser, som giver mig ret. Nu hvor der så er et ret tydeligt tegn på, at der altså er en vis grad af konservatisme af konservatisme i journalistikken, er vi nødt til at spørge os selv, hvad vi kan gøre ved det.

Jeg har tidligere påpeget, at jeg synes, det er for galt, så lidt, der bliver undervist i internettet på Journalisthøjskolen, og i en kommentar til mit tidligere indlæg, nævnte Lisbeth K. Larsen, der er uddannet journalist fra RUC, at der der er afsat en dag til at undervise i netjournalistik. Én dag.

Lad os starte ved roden
Og jeg tror, det er her, vi skal starte. Ved uddannelsen. For det er her, og i praktikperioden, at de journaliststuderende bliver endeligt formet som journalister.

Man kunne jo starte med at tvinge de studerende til at læse en bog som for eksempel Dan Gillmors “We The Media” (der ovenikøbet kan hentes gratis). Bogen har efterhånden noget tid på bagen, men den fortæller ganske godt om den udvikling, der har været i medierne.

Herudover bør de studerende også følge en eller flere blogs, som følger udviklingen i medierne og tager den op til diskussion.

Og så måske få både de studerende og underviserne til at forstå, et netjournalistik er så meget mere end korte avisartikler. Man kunne jo spille på nettets forcer, hvoraf jeg kan nævne:

  • Mulighed for løbende opdatering
  • Forskellige artikler kan linkes sammen
  • Der kan linkes til eksterne kilder (hvorfor er medierne så bange for dette?
  • Her-og-nu-journalistik, først med det seneste
  • Langt bedre mulighed for brugergeneret indhold

Listen kunne fortsætte i det næsten uendelige. Alt for få er desværre klar over disse fordele ved nettet, og derfor får mediet ikke den berettigede prestige.

Så hvordan vi gjort kål på konservatismen blandt danske journalister? Tvang? Pisk og gulegod? Kom med jeres bud.

(Foto: Pixabay / Pexels)

Debat: Er journalister for konservative?

Efter at have undervist i “web 2.0” på Journalisthøjskolen, udtrykker Ditte overfor mig undren over, hvorfor journalister, i dette tilfælde journaliststudernede, er så (generalisering forude) konservative og går med skyklapper, når det gælder nye medier, herunder også borgerjournalistik/brugerinddragelse.

Skønt jeg selv er journalist af uddannelse, må jeg erklære mig enig i hendes synspunkt. For ud fra hvad jeg selv har oplevet, og ud fra hvad andre fortæller mig, så er journalister utroligt dårlige til at favne nye muligheder og begive sig ud i andet end lige præcis det, de føler, at de er uddannede til.

Uden at skulle hænge nogen ud, kan jeg liste følgende “top 3”-undskyldninger, som journalister gerne disker op med:

1. Det er ikke det, jeg er uddannet til.
2. Det kan jeg ikke finde ud af.
3. Kan du ikke bare gøre det?

Og dette er altså ikke bare mit eget personlige korstog, jeg hører præcis det samme, når jeg taler med andre folk rundt omkring, der arbejder som/med journalister. Jeg har hørt, at det ikke engang behøver handle om nye medier, men måske bare om nye opgaver, før journalisterne (igen en generalisering, det ved jeg) forsøge at krybe uden om og klamre sig fast til det, de kender.

Den skrivende maskinstormer
Lad mig sætte det lidt (okay, meget) på spidsen: Hvis ikke nogle personer, eller udviklingen, havde tvunget journalister til at skrive til nettet, så havde vi stadig kun papiraviser.

For hvor smart er “det hersens internet” egentlig? Og hvorfor poste store summer i det, når man ved, at folk inderst inde helst vil læse avisen, også selvom de bare ikke selv ved det? Se bare på de første netaviser, hvor man parkerede ting, der ikke egnede sig mere til nettet end til en side i avisen.

Selvfølgelig er der masser af journalister derude, der er ganske udemærket med (mange meget mere end mig), men generelt tegner der sig altså dette billede af journalisten som en maskinstormer, der hellere vil bevare tingene som de er, eller var, for det kan man da i det mindste finde ud af.

På den ene side trækker jeg lidt på smilebåndet af det, men på den anden mere alvorlige side, kan jeg godt blive lidt bekymret.

For hvis ikke journalisterne bringer fornyelsen i mediebranchen, hvem gør så? Freeway? Google? Græsrodsmedier? Og når disse spillere begynder at rykke, så nytter det ikke noget at være for langt bagefter, fordi man har overbevist sig selv om noget, der ikke længere gælder.

Og det bekymrer mig endnu mere, når Ditte får den samme fornemmelse, når hun underviser på Journalisthøjskolen. Disse studerende, som hun har undervist har gået 3 semestre på skolen, for derefter at bruge 3 semestre på at være i praktik i den virkelige verden.

Og hvis de betragter netjournalistik som »B-journalistisk for dem, der ligesom ikke kan få et rigtigt job« (citat Ditte), så står vi altså med et ganske alvorligt problem. For hvor mange af de journalister, der bliver uddannet hvert evigt eneste år får job på aviser? Jeg kender ikke tallet, men jeg vil vove den påstand, at størstedelen lander i kommunikationsstillinger og/eller som skrivende til nettet.

Dertil kan man tilføje, at gratisavismarkedet, ifølge MediaWatch, har stabiliseret sig, og herfra går det formentlig kun én vej med oplaget og dermed antallet af stillinger: Nedad.

Omfavn forandringerne
Mine erfaringer er, at man ikke kan tvinge noget ned i folk, heller ikke journalister. Så derfor er mine råd til journalister og journaliststuderende:

  • Lær at gøre andet end at skrive artikler
  • Lær internettet at kende bedre end din notesblok
  • Lær hvordan man bruger de stærke værktøjer, som blandt andet Google stiller til rådighed
  • Lær at blogge og lær at bruge din blog som et journalistisk redskab i stedet for som en dagbog

Og den måske vigtigste i disse tider med borgerjournalistik og brugergeneret indhold:

  • Indse at andre end dig og dine kolleger kan levere godt indhold

Men hvorfor i alverden er journalister så konservative og bange for forandring? Hvad kommer det til at betyde for fremtiden? Og er det lige sådan i andre brancher? Eller er det bare mig, der er alt for sortseende? Hvad mener du?

PS: Jeg skal selvfølgelig påpege, at jeg kender mange journalister, der ikke er konservative og maskinstormere. Derudover findes der andre journalister, der også er udemærket med. Så undskyld, hvis de føler sig trådt over tæerne 😉

Derudover er ovenstående mere et indlæg i debatten, end det er en sviner af journaliststanden. Bare lige, så det er på plads.