I mit indlæg “Debat: Er journalister for konservative?” fremførte jeg den påstand, at journalister går med skyklapper og er bange for at omfavne de nye muligheder og medier.
Læs også Søren Storm Hansens indlæg på dseneste.dk om, at konservative journalister langt fra er et nyt begreb.
I USA er de tilsyneladende noget længere. I hvert fald skriver Wired om en undersøgelse, der hvor journalisterne i hvert fald selv siger, at de har taget de nye medier til sig:
A separate survey found journalists are, to a large degree, embracing the changes being thrust upon them. A majority say they like doing blogs and that they appreciate reader feedback on their stories.
When they’re asked to do multimedia projects, most journalists find the experience enriching instead of feeling overworked, he said. The newsroom is increasingly being seen as the most experimental place in the business, the report found.
Her tyder det altså på, at journalisterne i stor grad omfavner de nye medier. En udvikling, vi stadig har til gode herhjemme.
Til indlægget fik jeg en del kommentarer, og tilkendegivelser, som giver mig ret. Nu hvor der så er et ret tydeligt tegn på, at der altså er en vis grad af konservatisme af konservatisme i journalistikken, er vi nødt til at spørge os selv, hvad vi kan gøre ved det.
Jeg har tidligere påpeget, at jeg synes, det er for galt, så lidt, der bliver undervist i internettet på Journalisthøjskolen, og i en kommentar til mit tidligere indlæg, nævnte Lisbeth K. Larsen, der er uddannet journalist fra RUC, at der der er afsat en dag til at undervise i netjournalistik. Én dag.
Lad os starte ved roden
Og jeg tror, det er her, vi skal starte. Ved uddannelsen. For det er her, og i praktikperioden, at de journaliststuderende bliver endeligt formet som journalister.
Man kunne jo starte med at tvinge de studerende til at læse en bog som for eksempel Dan Gillmors “We The Media” (der ovenikøbet kan hentes gratis). Bogen har efterhånden noget tid på bagen, men den fortæller ganske godt om den udvikling, der har været i medierne.
Herudover bør de studerende også følge en eller flere blogs, som følger udviklingen i medierne og tager den op til diskussion.
Og så måske få både de studerende og underviserne til at forstå, et netjournalistik er så meget mere end korte avisartikler. Man kunne jo spille på nettets forcer, hvoraf jeg kan nævne:
- Mulighed for løbende opdatering
- Forskellige artikler kan linkes sammen
- Der kan linkes til eksterne kilder (hvorfor er medierne så bange for dette?
- Her-og-nu-journalistik, først med det seneste
- Langt bedre mulighed for brugergeneret indhold
- …
Listen kunne fortsætte i det næsten uendelige. Alt for få er desværre klar over disse fordele ved nettet, og derfor får mediet ikke den berettigede prestige.
Så hvordan vi gjort kål på konservatismen blandt danske journalister? Tvang? Pisk og gulegod? Kom med jeres bud.
(Foto: Pixabay / Pexels)
16 kommentarer til “Hjælp: Hvad kan vi gøre ved konservatismen?”
Tjah, man kunne jo starte med at gøre det til en kvalifikation ved ansættelse efter endt uddannelse, at man havde netmedier under huden og forstod f.eks. kombination af tekst, lyd og billede samt ikke mindst rullende deadline og brugerinvolvering. Det tror jeg kunne animere en hel del til at tage det lidt mere seriøst.
Medierne ville være bedre hjulpet. For hvad nytter det – for nu at bruge et Titanic billede – at have nogen med på skuden, der deler skibsrederens opfattelse af, at skuden under ingen omstændigheder kan synke, selv når vandet fosser ind?
Interessant i øvrigt at se på den aktuelle histiorie fra USA om Bear Sterns kæmpe kollaps. Hvor er papiret henne i den historie? Væk. Og alle updates med stor betydning for alverdens finansielle markeder fås – naturligvis – på nettet.
Så fat det dog!, fristes man til at skrige fra hustagene.
Enig med Mads
1. Første krav til folk – i jobannoncer og ved ansættelsessamtale er at de skal kunne dokumentere viden om netkommunikation og viden om hvordan dialog med læserne kan foregå dvs konkrete anvisninger på brug af konkrete værktøjer.
De skal simpelthen ikke kunne få lov til at sige “Ah hva ba?” til begreber som: communities, wiki, rss, sociale medier og podcasting .
2. Økonomisk belønning: jeg sad den anden dag i et forum med nogle netfolk fra andre medier og på det ene af dem, et større medie, dér har netchefen indført den regel, at journalister som kommer med konkrete initiativer til og udvikling af nethistorier bl.a. med læserinddragelse får en lønbonus.
Se, dét opfylder to formål
a) konkret klap på skuldrene til netpionererne – ikke blot luftige skåltaler.
b) et stærkt signal til de øvrige journalister om at ledelsen vægter det højt ; netjournalistikken og læserdeltagelse.
3. Uddannelserne skal have nettet som et centralt omdrejningspunkt; begreberne skal tæskes ind i hovedet på de studerende: de skal alle sammen lære at arbejde digitalt med blogs, som videojournalists, begå mashups og i søvne kunne sige hvad rss, tagging og mikroblogging er.
4. Arbejdspladserne bør køre alle journalisterne gennem et onlinetjek: lidt a la “Hey, kan du skrive til nettet, bruge sociale teknologier og gå i dialog ?” . Et tjek der er et efteruddannelsesforløb.
Hvis folk så ikke gider – eller ikke gider bruge det; well……welcome to the retirement trail!
Helt umuligt er det ikke – at få mediearbejderne til at ændre adfærd – det er set før med hensyn til overgang til ny teknologi.
Forskellen er bare denne gang at
– forandringen går hurtigere
– de har ikke monopol på adgang til publisering
så de må hellere kridte skoene, hvis ikke de skal stå tilbage i slæbesporet på informationsmotorvejen.
Ja, jeg er stadig helt i koma over, at eleverne (de studerende skal man vist kalde dem på journalisthøjskolen) ikke selv er helt vilde med netmediet, som det mest naturlige i verden?!?
Verdens største bibliotek.. lige der på dit skrivebord. En telefon, et posthus, en ultra-kreativ tegnestue, hvor du kan tale, dele, skabe med ALLE dine venner, bekendte og forretningsforbindelser på én gang… Kan det blive meget federe?
Og det svar kender jeg jo også allerede – Ork ja 🙂 Nettet er jo knapt nok teenager endnu.
Teknologiforskrækkelse. Det tror jeg er grunden til, at der er mange journalister og journaliststuderende, der ikke ønsker at beskæftige sig med internettet som publikationsplatform.
For mange virker internettets muligheder som uoverkommelige tekniske udfordringer, og derfor tør de ikke kaste sig ud i eksperimenter og leg. Det er hvertfald min erfaring fra Syddansk Universitet, hvor jeg læser journalistik og har undervist i både Flash og CMS.
Fx har mange journaliststuderende svært ved at forstå, hvorfor de skal have undervisning i Flash. Mange mener ikke, at det kan udvide deres forståelse for journalistik og kommunikation. Samtidig har de ikke har svært ved at forstå, hvorfor de skal have undervisning i redigering af radio og tv.
Men hvad kan vi så gøre ved denne teknologiforskrækkelse?
Hej Filip
Teknologiforskrækkelse er helt sikkert en del af det.
Men det handler i høj grad også om, at mange journalister sætter hælene i, så snart de skal lave noget, der afviger bare en smule fra det eneste, de mener, de er uddannede i: At skrive artikler.
Derfor handler det også om at få noget omstillingsparathed ind i branchen og sørge for, at webkendskab og -kundskab kan give større jobsikkerhed overfor en, der ikke har kendskab til “the awesome power of the web”.
// Lars
Kenneth, igen er jeg sikker på, at de studerende bruger nettet, og formentlig også har fx en Facebook-profil.
De mangler at forstå internettet begge veje. Altså både at bruge nettet og skrive/bidrage til det.
Men problemet, som jeg ser det, starter hos de undervisere, der netop trækker “teenager”-argumentet frem.
// Lars
Hej Lars,
Jeg tror, at vi er meget enige, så jeg gider ikke fluekneppe detaljer. Og så alligevel. 🙂
På SDU bliver alle studerende undervist i de tre traditionelle platforme: Tv, radio og trykte medier (avis og magasin). Derfor bliver alle studerende tvunget til at prøve kræfter med elektroniske medier, om de så ønsker at arbejde med det eller ej. Og derfor burde alle fra SDU have en grundlæggende forståelse for lyd, billede og tekst.
Til al ret og rimelighed skal det nævnes, at det også er undervisning i net-journalistik på SDU – men det mangler dybde i forhold til de traditionelle platform.
/Filip
Hej Filip
Der er vi meget enige. På Journalisthøjskolen gik jeg på vores 7. semesters multimedieprojekt, men det gik den anden vej: Det druknede i Flash og snak om værktøjer i stedet for metode.
Selvfølgelig skal netjournalister lære, hvordan man laver en Flash-præsentation (på ét eller andet tidspunkt), men det er lige så vigtigt at vide, hvordan man indholdsmæssigt fører sådanne features (flash eller ej) ud i livet og gør det til en sand fornøjelse for brugeren.
Men nu er jeg vist på vej ud i en anden diskussion, som jeg tidligere har berørt 🙂
Men jeg er enig i, at der er noget teknikforskrækkelse. Men den forskrækkelse stammer fra (det er i hvert fald mit bud) fra en generel modvilje mod at lave andet end at skrive artikler.
// Lars
Jeg sad med overvejelsen, om det var værd at skrive endnu en kommentar, for der er ikke meget at diskutere. 🙂
Indholdet er det væsentligste. Ingen tvivl om det. Det er her vi journalister skal rykke fra andre faggrupper.
Men for at vi kan tilrettelægge fx et Flash-projekt, må vi kende teknologiens styrker og svagheder. Derfor tror jeg, at det er godt at få det under huden, selvom det afskrækker en række studerende.
Jeg ville ønske, at SDU, RUC og DJH opprioriterede net-journalistik, så standen af journalister var klar til de udfordringer der venter på os de næste år.
/Filip
Hey… Jeg kaster lige min journalistiske undren ind!
Vi har Filip fra SDU med i denne tråd. Men hvor er Journalisthøjskolens undervisere? De kender jo bedre end nogen til elevernes evner, tidsfaktor ved læring og teknologi til rådighed på skolen (altså den i Århus).
Hvor er mon de? Det kunne være fedt med et input fra én, der møder eleverne i Århus hver dag (Filip bliv endelig ved med at give input fra SDU).
// Ken
Hej Kenneth
Du er mere end velkommen til lige at trække en/flere af underviserne på DJH i ærmet og spørge, om de ikke har lyst til at deltage/bidrage her?
Det kunne jo være fantastisk at høre fra den/de, der ikke mente, at det var nødvendigt at få internetjournalistik ind i førstedelen af journalistuddannelsen i Århus…
// Lars
Kære alle
Jeg er ikke sikker på, at der er så meget konservatisme og modstand mod webjournalistik, som I her giver udtryk for.
Men der er helt klart et behov for, at journalister bliver mere fortrolige med webmediet. Vi er vokset op med aviser ,radio og tv. Det lader sig ikke fornægte.
Selv om jeg for nyligt så en satiretegning, der forestillede et ungt menneske, der gik ind på en journalistuddannelse udstyret med diverse digitale og mobile divices og kom ud i den anden ende med avisen under armen og blyanten bag øret, så er unge faktisk overraskende anologe, hvis man spørger vores multimedie-undervisere på journalisthøjskolen.
Mange journaliststuderende foretrækker stadig radio, tv og trykte medier i deres praktiktid – og på deres studie.
Men det vil ændre sig i takt med, at vi også ændrer på journalistuddannelserne. Det er vi i gang med på Journalisthøjskolen, hvor vi har sat gang i et større projekt, som blandt andet skal kortlægge journalisternes fremtidige digitale kompetencer.
Det er nemlig nødvendigt, så vi ikke kaster os ud bland døgnfluerne. Men i stedet fokuserer på de kompetencer, som er med til at understøtte at vi ikke kun har fået ny publiceringsplatforme. Men at vi også har fået nye researchværktøjer, nye fortællemåder – kort sat har fået nye roller som journalister.
Vi glæder os til at lukke op for posen, når vi er klar til at fortælle mere om, hvad fremtidens digitale journalister skal kunne, når de forlader Journalisthøjskolen.
//Anne-Marie Dohm
Hej Anne-Marie
Fedt, at Journalisthøjskolen nu er med i denne (for mig så) væsentlige tråd på Medieblogger.dk.
Jeg ved jo godt, at der kontinuerligt arbejdes med netmediet i undervisningen på skolen af gode folk som eksempelvist Kristian Strøbech.
Blot vil jeg lige sige to ting:
1) Jeg vil ALDRIG bruge ordet ‘Døgnflue’ om noget, der handler om netmediet som begreb.
2) Det er íkke researchværktøjer eller fortællemåder, der giver nye journalistroller. Det er samfundet omkring os, der ændrer sig – et socialt fænomen, der giver almindelige mennesker hidtil usete muligheder for at tale, handle og være sammen UDEN OM de “gamle medier”. Brugerne opfinder sådan set de sociale medier (web 2.0) hver dag. Før var journalisterne/medierne oppe i tårnet… Nu står tårnet under jorden (billedligt talt). Og her er sgu INGEN brugbar udsigt 🙂
/Kenneth
Hej Anne-Marie
For det første: Fedt at du deltager i snakken!
Kan du ikke fortælle mere om, hvilke projekter I har i søen, når du skriver:
Og så finder jeg det pudsigt (som Kenneth også påpeger), at du bruger ordet “døgnflue”.
For som jeg ser det, er det det syn, der har præget Journalisthøjskolens syn på internettet alt for længe:
At det forsvinder, hvis vi bare tier det ihjel og/eller kigger den anden vej. At folk på et tidspunkt indser, at avisen er “det rigtige” medie, og at internettet kun er flyvsk og overfladisk.
Men nej, sådan er det ikke, og sådan bliver det ikke. Internettet er kommet for at blive, og der bliver meget mere af det!
Og man kan frygte, at der er sket en hel del med de nye medier og nettet, inden I er færdige med at kigge »på de kompetencer, som er med til at understøtte at vi ikke kun har fået ny publiceringsplatforme«. Og så er I stadig bagefter.
Når det er sagt, så er det rigtig godt at se, at I har taget mere hul på nettet!
// Lars
[…] aviserne og mediehusene har det sv
@ Anne-Marie Dohm | 24.03.08 22:07
Jeg er meget stor fortaler for, at DjH beskæftiger sig med fremtiden, der indeholder kvalitet og driftssikkerhed.
Spørgsmålet er blot, om Jeres tilgang til emnet er ambitiøst nok.
Hvis jeg skal lytte til mine mavefornemmelser, så udfordrer nettet vores faglighed som ‘Gutenberhus gange 27’.
Statistikkerne om blogs, nye hjemmesider, communities, osv. giver et billede af fordoblingshastigheder på måneder; dynamikker, hvor emner oprettes lynhurtigt, diskuteres, rundes af og nedlægges. Nye teknikker udvikles – og nettet anvendes mobilt overalt, og i flere og flere produkter, flade, små, enkle, sufistikerede osv. osv.
Jeg mener ikke, at de tiltag jeg oplever på DjH eller andre steder har gjort sig helt klart, hvad det her i grunden er for en størrelse.
Jeg har lige arbejdet i Region Midtjylland, hvor information i tekst vigtigt, så web 2 og flash er ikke noget man går så meget op i.
Derfor ser jeg osgå et meget stort behov for, at DjH får set på efteruddannelsessiden, så kommunikationsfagligheden udvikles på de offentlige arbejderpladser, der synes at overtage en større og større del af dialogen med borgerne qua udviklingen på dagbladsmarkedet.