Da det tilbage i januar måned 2008 blev annonceret, at Freeway skød penge i Nyhedsavisen, var der nogle, der begyndte at ryste i bukserne.
Man, mig selv inklusiv, mente, at Freeway, der står bag succeser som Arto og Dating.dk, ville sætte deres enorme sociale netværks-muskel i skub og ændre den måde, vi ser på onlinemedier i Danmark.
Det skete ikke, og Arto, som var på næsten alles læber på et tidspunkt, er nu blot en skygge af sig selv. se blot denne graf fra Google Trends, der viser Arto.dk’s tal for Danmark, og som en af vores udviklere viste mig (se tallene på Google Trends):
Det går altså nedad for Arto, og især i oktober måned 2008 skete der et drastisk fald. Hvad der skete netop der, skal jeg ikke kunne sige (opdatering: Arto skiftede fra .dk til .com, dog uden at bremse faldet, se opdatering nedenfor), men der er næppe den store tvivl om, at det især er giganten Facebook, der har suget næring fra danske Arto (se tallene på Google Trends):
Bemærk forløbet august til oktober, hvor Facebook tager et stort spring opad, mens Arto svinder ind. Kigger vi også på tallene for Dating.dk, ser vi, at den har holdt niveau (se tallene på Google Trends):
Og et giver jo egentlig meget god mening. Facebook er ikke et dating-site (nogle bruger det måske til dating, det kan selvfølgelig ikke udelukkes), og konkurrerer altså ikke nært så hårdt med Dating.dk som med Arto, som tilbød de basalt set samme features som Facebook, altså online-venskaber, hvor man kan uploade billeder og skrive på hinandens profiler.
Tallene betyder formentlig, at Freeway er blevet en mindre attraktiv partner for medierne. Jo mindre et publikum, du kan tilbyde, jo mindre interessant er du som partner med et onlinemedie. Derudover har Freeway fået sig en mægtig modspiller, nemlig et af de største fænomener på nettet, vi nogensinde har set.
Det ses også tydeligt, at medierne er klar over, at Facebook nu er stedet, der skal holdes øje med. Alle har efterhånden en “Del på Facebook”-funktion, og vi samt andre arbejder med implementering af Facebook Connect.
Det helt store spørgsmål er så, om Facebook får et knæk magen til det, som Arto har oplevet. Jeg tvivler.
Vores udvikler, som viste mig tallene til at starte med, har forklaret mig, at det drastiske fald skyldes, at Arto skiftede fra .dk til .com som top level domain.
Det har dog ikke kunnet bremse faldet, som denne graf viser (se tallene på Google Trends), men Artos fald er nu mere støt.