Kategorier
Communities Nyheder

Der var hold i rygterne: JP/Politikens Hus lukker tre community-sites

Der var noget om snakken, da Kenneth Ley Milling den 2. februar her på Medieblogger skrev, at han havde hørt rygter om, at JP/Politikens Hus ville lukke community-sites’ne Ask Alex, Navlestreng.dk og Decorate.dk.

Journalisten skriver nu: JP/Politikens Hus lukker tre internet-sites:

JP/Politikens Hus lukker sine tre internet-sites decorate.dk, navlestreng.dk og ask-alex.dk som selvstændige sites og forretningsområder og lægger dem i stedet ind under andre af mediehusets hjemmesider. Det fortæller Jyllands-Postens bladdirektør Klaus Høeg-Hagensen til Journalisten.dk.
(Opdateret)

»Det gør vi fordi, der er meget langt til, at vi får en ordentlig indtjening på de tre sites,« siger Klaus Høeg-Hagensen.

Som konsekvens af beslutningen er en del af medarbejderne blevet afskediget, mens andre er blevet tilbudt job andre steder i JP/Politikens Hus.

Kategorier
Communities Vidensdeling

Lukker JP/Politiken sine communities?

Kategorier
Design Nyheder

Decorate.dk og de lukkede haver

Så gik community-sitet decorate.dk for design og boligindretning live. Projektet bliver kørt på koncernniveau i det hus, hvor jeg arbejder – men derfor kan jeg jo godt komme med min egen personlige holdning.

“Det der er en bærende annonce”
For det første, blev jeg forfærdet over designet. Som du kan se på billedet herunder (klik for større version), så ser det noget rodet ud:

Det viser sig så, at grunden til, at designet crasher er, at jeg har aktiveret en annonceblokering i min Firefox browser (jaja, jeg ved, det er dobbeltmoralsk, når min løn er afhængig af annoncekronerne, men jeg har vel ret til en god surfoplevelse uden heftige Flash-annoncer, der stensikkert crasher min browser?). Lukker jeg for blokeringen og genindlæser siden, så ser det fint ud.

Men hvordan kan det være, at designet braser sammen, blot fordi man udelukker topbanner-reklamen? Tjaeh, det kan måske skyldes en af de 390 fejl i kodningen, det er lykkedes at få klemt ned på de cirka 900 x 1800 pixels (2135 linjer), forsiden fylder.

Gratis…og dog
Følgende står at læse på “Ofte stillede spørgsmål”-siden på decorate.dk:

Hvad koster det at blive bruger?
Det er gratis at være bruger på siden.

Det passer dog ikke. For efter jeg har bekræftet min e-mail-adresse, bliver jeg bedt om at oplyse min privatadresse:

Du har nu bekræftet din e-mail-adresse og du er næsten færdig med din tilmelding. For at give dig fuld adgang til alle Decorate.dk’s fordele og funktioner, har vi brug for nedenstående oplysninger om dig. Navn, telefonnumre og adresse vil ikke blive vist uden din accept.

Udover at det er tarveligt at gemme det felt til efter e-mail-bekræftelsen, kan jeg ikke forstå, hvorfor de partout skal have min adresse. Så udleverer jeg (i min optik) for meget information om mig selv, og så er det ikke længere gratis. Jeg har to knapper at trykke på:

  1. Gem og gå til “Min side”
  2. Gør min profil personlig

Det er fuldstændig lige gyldigt, hvad jeg trykker, for lige meget hvad, får jeg røde krydser ud for adressefelterne. De skal udfyldes. Det vil jeg ikke, så jeg lukker vinduet, og så ved jeg ikke, hvordan jeg står listet i decorate.dk’s brugerdatabase.

Hvor er Facebook?
I en tid, hvor der er mere end 1.000.000 danske profiler, heraf 900.000 over 18 år, på Facebook (jeg har lige tjekket), er det i den grad risikabelt at forsøge at starte sit eget netværks-/community-site. Her vil det være en rigtig god idé at trække på Facebook.

Men det gør decorate.dk tilsyneladende ikke. Det ligner endnu en “walled garden”, altså en indelukket have, hvor de relationer og oplysninger man har dér bliver dér.

Facebook har ellers så småt lanceret Facebook Connect, som gør det muligt at trække sine Facebook-oplysninger og -relationer med rundt på andre sites.

Jeg har tidligere skrevet om Facebook Connect, og det virker oplagt her.

Nu kan decorate.dk af gode grunde ikke have en fuldstændig Facebook Connect-implementering klar (Facebook Connect er ikke lanceret endeligt endnu, men kører stadig på beta-stadiet, så vidt jeg ved), men der er ingen forbindelse mellem decorate.dk og Facebook, som det er nu.

Det til trods for, at der er en Facebook-side, hvor man kan blive fan af decorate.dk. En pudsig ting er, at der på Facebook-siden står, at decorate.dk blev grundlagt 1. januar 2007.

Indtil videre sker der ikke det store på Facebook-siden, der er installeret en “Super Wall”, hvor man kan skrive beskeder. Og det er lidt synd, for jeg mener, at Facebook-siden er en helt oplagt måde at få fat i dem, der interesserer sig for boligindretning og design.

Man kunne for eksempel “feede” de seneste blogindlæg og/eller nyheder på decorate.dk ind på Facebook-siden og på andre måder skabe forbindelse mellem de to. Man kan for eksempel bruge det til at få flere besøgende.

Det er ret simpelt, hvis der var link til Facebook-siden:

  1. En interesseret ser decorate.dk og synes, det er en god idé og side
  2. Han/hun ser linket til Facebook-siden og tænker, at han/hun godt vil vise sitet til sine venner, der deler de samme interesser
  3. På Facebook-siden klikker han/hun “Become a fan” og hans/hendes Facebook-venner kan nu se, at vedkommende er fan af decorate.dk
  4. De bliver måske nysgerrige og klikker sig ind på siden

Ping! Så kører det og ordet spredes i netværkene. Jeg har tidligere skrevet om Facebook Pages.

Derudover er der heller ikke “Share on Facebook”/”Del på Facebook”-knapper på decorate.dk, så man kan tilføje gode artikler/blogindlæg til sin Facebook-profil eller sende dem direkte til sine interesserede venner.

Konklusionen
De afsluttende ord efter min test af decorate.dk må være, at det er en rigtig god idé og formentlig også et marked, hvor der er plads til et community-site.

Men at man ikke bygger en bro imellem sitet og det sted, hvor der er så vanvittigt mange danskere er en skam – især fordi man virkelig kunne bruge Facebook som et værktøj til at vokse. Og når det link er accepteret, bliver det lettere for brugerne at komme igennem en Facebook Connect-integration, hvor de “indlemmer” deres decorate.dk-profil i deres Facebook-profil og fremover logger på med deres Facebook-oplysninger.

Det betyder også, at de af deres Facebook-venner, der også er på decorate.dk automatisk kan vises og der kan skabes relationer imellem dem. Det kunne være sejt at se på et sted som decorate.dk.

Til sidst ønsker jeg selvfølgelig decorate.dk god vind fremover og glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå.