Da urolighederne gik i gang i Iran efter valget, så sov store medier som CNN i timen. På Twitter blev alle tweets om CNN’s sløvhed døbt “#cnnfail”. Hvis du ikke er helt med på, hvad “cnnfail” betyder, kan du læse mere hos CNET.
Som jeg tidligere har skrevet, bragte Ingeniøren en leder om, hvordan Twitter har overhalet traditionelle medier.
Nu har The Economist også skrevet om sagen. Under overskriften “Twitter 1, CNN 0” skriver man om, hvordan store medier som CNN slet ikke formåede at følge med, da urolighederne i Iran brød ud:
ON SATURDAY June 13th, as protests began to flare on streets across Iran, 10.5m American TV-viewers naturally turned to CNN, a cable news channel founded in 1980. It was a vote of confidence in the traditional news media. Unfortunately, instead of protests many of them saw CNN’s veteran, Larry King, interviewing burly motorcycle-builders. The programme was a repeat.
Men som overskriften på dette indlæg afslører, så kom de gamle medier godt igen.
For a while it looked like a clear-cut victory of new media over old. Cable news channels, which had supplied wall-to-wall coverage of the disappearance of John F. Kennedy junior on another Saturday ten years ago, had neglected a big story. Yet old media recovered. Responding to what Tony Maddox, head of CNN International, delicately calls “real-time audience response”, the network ramped up its coverage of Iran. By June 16th Americans were getting decent reports, and even Mr King was paying attention to the story. In a back-handed compliment, the Iranian authorities cracked down harder on journalists.
Og så noget, som nogle Twitter-brugere måske vil blive provokeret af, men som jeg er enig med The Economist i:
Meanwhile the much-ballyhooed Twitter swiftly degraded into pointlessness. By deluging threads like Iranelection with cries of support for the protesters, Americans and Britons rendered the site almost useless as a source of information—something that Iran’s government had tried and failed to do. Even at its best the site gave a partial, one-sided view of events. Both Twitter and YouTube are hobbled as sources of news by their clumsy search engines.
For selvom Twitter fortsatte med at have de vigtige budskaber og billeder fra Iran, blev det sværere at følge med, da hele verden pludselig skulle skrive “#iranelection” (det hashtag, som alle fra Iran brugte) så snart deres tweet bare lugtede lidt af Iran eller uroligheder.
Kvalt i sin egen opmærksomhed
En af opfordringerne til Twitter-brugere lød, at man skulle ændre sit hjemland på Twitter-profilen til Iran og sætte sin tidszone til Teherans. Derved bliver det sværere for dem, der blokerer Twitter-brugere, der er “uheldige for regimet” at sortere igennem de mange tusinde tweets.
Ironisk nok er det det samme, der sker, når hele verden pludselig begynder at skrive “#iranelection”. Det bliver meget sværere for dem, der rent faktisk vil følge med i situationen at danne sig et overblik. Begivenheden blev så at sige kvalt i den opmærksomhed, der var blevet skabt.
Jeg er glad for søgemaskinen Twitter Search (som jeg kalder “hjertet i Twitter”), men jeg deler til dels The Economists kritik af søgemaskinen. For det er meget nemt at miste overblikket.
Samme mønster som i sagen om TV 2 og Wikipedia?
I et tidligere indlæg, “Hvad kan bloggere og twittere lære af TV2 Wikigate?” observerede jeg et scenarie indenfor “borgerindhold” og “de gamle medier”:
Er det en konsolidering i mediebilledet, vi ser nu? At sociale medier og græsrødder finder historierne, mens medierne kører den sikkert hjem og bringer os og selve historien videre. Jeg tror det, og det er ikke nødvendigvis noget dårligt.
Det er ikke lige så klart, som det var i eksemplet med sagen om TV 2 og Wikipedia, og hvad angår situationen i Iran kan “old media” ikke klare sig uden informationerne, der kommer ind via Twitter (da alle udenlandske journalister i Iran er smidt ud), men lidt det samme billede tegner sig:
De sociale medier og borgermedierne opdager en sag. De store, “gammaldaws” medier tager så sagen op, og borgermedierne, i dette tilfælde Twitter, bliver fanget i et ekkokammer, der ikke bringer sagen meget videre.
Jo, de vigtige mennesker var der stadig, men pludselig flød det med information, som egentlig var lige gyldig. Og så mister Twitter en del af sin styrke. Twitter Search er et stærkt værktøj, men det er ikke nogen Google.
