Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.
Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.
I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.
Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.
Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.
Der er brug for nytænkning.
Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.
Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.
Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.
Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.
Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.
Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.
Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.
Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.
Samarbejdet sker også på trykkesiden.
Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.
Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.
Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).
Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).
Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?
Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.
Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.
Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).
Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.
