Karin Høgh har tippet mig om et værktøj, som lyder smart: Cinch.
Konceptet går i al sin enkelthed ud på, at man ringer til et nummer, indtaler en besked og så har man det som lyd på nettet og et podcast, som der kan abonneres på ved hjælp af et RSS-feed.
Det er skisme smart, og derfor må jeg overraskende konstatere, at Karin omtalte det allerede i februar måned.
Jeg har ikke fået testet det, men det lyder godt nok smart. Så klik dig ind på Karins indlæg og læs mere, hvis du er blevet nysgerrig.
Når jeg nu var efter decorate.dk for manglende integration/link med Facebook, så skal jeg huske at rose, når der er nogen, der bruger det klart største sociale netværk herhjemme ordentligt.
Det gør DR-programmet “Smagsdommerne“. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, om det er DR selv, der har lavet Facebook-gruppen for Smagsdommerne, men det fungerer — og det er nemt for mig som Smagsdommerne-seer.
Det er så let, at jeg (hvis jeg var DR) ville lave det for alle programmerne:
Man melder sig ind i gruppen, og så bliver man automatisk (der skal selvfølgelig sidde en i den anden ende og gøre det, men for brugeren er det automatisk) til den næste Smagsdommerne-udsendelse på DR2, som man har oprettet som “event” (begivenhed) på Facebook.
Læs om næste udsendelse
En ting er, at jeg kan tilmelde mig, og så kan mine Facebook-venner se, at Lars skal se Smagsdommerne, men det smarte er, at jeg kan læse mere om programmet. For inde på selve eventets side på Facebook kan jeg klikke mig videre til omtalen af programmet på dr.dk.
Det vil sige, at det lige pludselig er meget nemt for mig at finde ud af, hvad der kommer op at vende i den næste udgave af Smagsdommerne. Så hvis jeg gerne vil kunne være mere “med” i programmet, kan jeg jo tage ind og se de film og teaterstykker eller læse i de bøger, som bliver omtalt i programmet. Og så får man nu engang mere ud af programmet.
Så ros til DR (på gruppens side på Facebook lader der til at være en forbindelse til DR) for at bruge Facebook på en god måde. Og hvis jeg bruger Facebook Mobile, kan jeg faktisk læse om det næste Smagsdommerne-program på min mobil. Det er da smart.
Jeg var i dag på besøg på Journalisthøjskolen, hvor jeg skulle fortælle lidt om nye medier, og hvordan vi bruger dem.
Da jeg går ind for vidensdeling, vil jeg da lige dele de vigtigste i mit oplæg med mine læsere her, plus at så har de studerende et sted at finde links til de eksempler, jeg viste 🙂
Jeg startede med at snakke lidt om, de værktøjer der er tilgængelige nu, og hvad de betyder – blandt andet at forskellige ting (for eksempel at de er gratis og ikke længere kræver teknisk snilde) gør, at de er blevet hvermandseje.
Jeg understregede også for de Journaliststuderende (som meget snart bliver færdige på Journalisthøjskolen, de går på 8. semester nu), at det er vigtigt ikke at lukke sig inde og tænke, at man kun er ansat til at skrive artikler. Man skal være “open minded” og gentænke formen, altså ikke blot skrive artikler til nettet. Der skal ændres noget fundamentalt, ellers bliver det meget snart svært at sælge sig selv.
Jeg har tidligere berørt dette emne her på bloggen (for eksempel her og her), så det vil jeg ikke skrive mere om her. I stedet vil jeg blot liste de eksempler, jeg viste frem:
Derudover viste jeg hurtigt Google Reader (som jeg bruger til at abonnere på RSS-feeds fra nyhedssider, blogs etc.), Jaiku og Twitter.
Som et eksempel på, at det ikke handler om værktøjet, men om den, der bruger værktøjer, viste jeg denne video.
Udover mig selv bød nye medier-temadagen (som Ditte skal have stor ros for at arrangere for de studerende!) var der rigtig gode oplæg fra René Westendahl fra Saatchi & Saatchi (om viral markedsføring) og Mikkel Westerkam (om podcasting – især om KommunikationsCast).
Video publiceret direkte fra mobilen
PS: Mikkel er også en af folkene bag Slikleksikon, så der var dømt smagsprøver på vej hjem i toget. Videoen er i øvrigt uploadet med Shozu (en applikation til mobiltelefonen, som kan uploade billeder og video til blandt andet Flickr, YouTube og Facebook — og som jeg ganske kort nævnte for de studerende.
Videoen kan også ses herunder (egentlig bare fordi, jeg vil vise hvor god videokvalitet, Flickr præsterer i forhold til YouTube (se videoen på YouTube) — det blev jeg i hvert fald lidt overrasket over!)
Så det er ikke stor kunst, men et eksempel på, hvor nemt det er at uploade video. Jeg lagde videoen op på både Flickr og YouTube lige efter, jeg havde optaget den. Jeg har flatrate på dataoverførsel på mobilen, så det ikke kommer til at koste kassen at uploade sådan en video.
Vil man tage skridtet videre og streame direkte video fra telefonen, så er Qik et besøg værd. Jeg bruger det selv i ny og næ, og det er fantastisk. Enhver journalist burde have det på telefonen 🙂
I anden omgang, da Nyhedsavisen kom, tvivler jeg på, at avishusene handlede klogt. Hvis Nyhedsavisens koncept var så dumt og umuligt, hvorfor efterlignede bladhusene det så i første omgang, hvor de også husstandsomdelte?
Journalisthøjskolens forhenværende rektor, Kim Minke, til MediaWatch (#)
Ugens løftede pegefinger kommer fra MetroXpress. De skriver, at din Facebook-profil kan koste dig dit job, eller i hvert fald et job, som du har søgt.
Det sker, hvis chefen finder dig på Facebook og ser uheldige billeder eller formuleringer.
Nu burde historien ikke være ny, for to-tre år siden var det MySpace, der blev skrevet den slags historie om, og personlige blogs har (selvfølgelig) også været oppe at vende.
Det er jo logik for høns (og mennesker!) at chefer, der skal ansætte en person til et job gerne vil vide noget mere om den person. Og hvor er der mere information om vedkommende end på Facebook?
Så ja, selvfølgelig skal man handle med fornuft på Facebook, som har udviklet sig til meget mere end bare et sted, hvor man deler billeder med vennerne og skriver sjove beskeder til hinanden om weekendens udskejelser etc.
Det er nemt at undgå
Men hvad MetroXpress glemmer at fortælle er, hvor nemt det er at holde sin profil lukket for andre end ens venner. Derved kan man undgå, at netop ens kommende chef kigger med, når man har været i byen, har leget Jackass eller andre ting, som unge, normale mennesker nu engang gør, men som bare ser så uheldigt ud på billeder og tekst for dem, der ikke var der.
Her er opskriften:
I Facebook skal du ind i dine “Privacy”-indstillinger. Klik på “Profile“. Ud for “profile” vælger du nu “Only friends”, og så er det kun dine venner, der kan se din profil. Andre må nøjes med, hvad du stiller til rådighed.
Med det samme kan du jo sætte “Photos tagged of You” til “Only me”. Så kan folk, der har adgang til din profil, ikke umiddelbart finde de billeder, hvor du optræder, og hvor andre har “tagget” dig i dem. De kan stadig finde billederne blandt dine venners billeder, men der er ikke direkte adgang til dem fra din profil.
Og til sidst: Husk, at det ikke kun er det, du skriver på Facebook, som folk kan finde. Alt hvad du publicerer på nettet, i offentlighed, kan findes og vil formentlig blive fundet af folk, der vil finde det. Tænk dig om.
En god grund til at købe aviser og/eller magasiner er billeder. Store flotte billeder. Aviserne sparer på trykomkostningerne, og det går udover billederne, så man efterhånden kun ser rigtig fede billeder i magasiner. National Geographic har for eksempel nogle imponerede billeder.
Og nu lader det imidlertid til, at billederne på nettet får et — tiltrængt — nøk i den rigtige retning.
På Journalisten.dk læser jeg om et panorama-foto taget under John McCains tale. Billedet kan ses her.
Klik på “Full Screen” i øverste venstre hjørne og lad det rive benene væk under dig.
Panorama-formatet er nu ikke helt så gennembrydende, som Journalisten får det til at lyde som. Flere ejendomsmæglere har brugt det til affotografering af lejligheder, og DR har også brugt teknologien, blandt andet til royal dåb (også af kirken) og nyhedsstudiet.
Billedet på New York Times overstiger dog de andre i kvalitet.
Journalisthøjskolen: Det er en gimmick
I artikel på Journalisten.dk udtaler leder for fotojournalistuddannelsen på Journalisthøjskolen, Søren Pagter sig. Han er imponeret, men kalder det en »gimmick«:
»Når først vi har set panoramabillederne nogle gange, kan de ikke bidrage med noget nyt,« siger Søren Pagter.
Konservatisme, når det er bedst. Jeg har tidligere brokket mig over konservatisme blandt journalister, og Pagters udtalelse er et meget godt billede på det.
Det minder om noget, som en konservativ medieperson kunne finde på at sige om Google Maps, inden det vandt indpas.
Jeg ser personligt panoramabilleder som et superlækkert format, der kan redde fotografernes værdighed på internettet, hvor alle kan uploade billeder og få dem brugt til historier.
Og så har panoramabillederne samme feature som Google Maps, som scorer højt hos brugerne: Træk og slip. Brugeren kan selv trække frem og tilbage og bestemme, hvordan og i hvilken rækkefølge, indholdet skal serveres.
Et drømmescenarie må være at kombinere Google Maps med panoramabilleder. Meeen, når vi først har set det nogle gange, kan det jo ikke bidrage med noget nyt, vel? 🙂
Det er formentlig et dalende antal danskere (medmindre de er musikere eller kreative på andre måder), der bruger MySpace mere, end de bruger Facebook.
Jeg kan personligt (selvom MySpace er et oplagt og godt sted at markedsføre min musik) bedst lide Facebook. Der var især to ting, der irriterede mig ved MySpace:
Grunden til at tilføje folk, man ikke kender, til sit netværk, kan for eksempel være, at man er fan af nogen (for eksempel er jeg “ven” med The Chemical Brothers på MySpace), eller at man vil markedsføre sin musik, eller hvad man nu har til “udstilling” på sin MySpace-profil.
Facebook har til gengæld noget ret genialt, der betyder, at man ikke behøver blive “venner” med sine idoler.Det hedder “Pages”, og går i al sin enkelthed ud på, at man finder det eller dem, man er fan er, og klikke “Become a fan”.
Dermed holder man sit netværk rent, hvilket er en af de ting, der er med til at gøre Facebook interessant som socialt netværk og fænomen.
Samtidig popper det op på hver Facebook-brugers forside, når en eller flere af deres venner, er blevet fan er noget. Herfra kan man også klikke “Become a fan”, således at det faktisk fungerer som en indirekte anbefaling.
Jeg har ofte opdaget, at nogle af mine venner er blvet fans af noget på Facebook, som jeg egentlig også er ret glad for, men bare ikke har tænkt over at lede efter på Facebook.
Tag det til det næste niveau
Endnu er Facebook Pages dog ikke meget mere værd end dette. Rigtig interessant bliver det først, når man kan trække meget mere på dataene for, hvem der er fans af hvad, og faktisk oprette netværk ud fra det.
For eksempel er der en god chance for, at jeg kan lide Fatboy Slim (i hvert fald det gamle), hvis jeg er fan af The Chemical Brothers. Hvis man tager denne viden og kombinerer den med data fra for eksempel den sociale musiktjeneste last.fm (som kender min musiksmag bedre end mig selv og kan anbefale mig musik, jeg ikke engang vidste, jeg kunne lide), så begynder vi at have nogle interessante applikationer.
Indtil videre er Facebook Pages mere et statement, hvor man kan vise sine venner, hvad man kan lide. Men forhåbentlig bliver det mere end det i fremtiden.
I dag da nyhedsbrevet af MediaWatch landede i min inbox, blev jeg nødt til at klikke mig ind på historien “Medier ved ikke nok om nye medier“:
Mange medievirksomheder vil gerne være med på new media – de ved bare ikke, hvordan de skal gribe det an, viser ny undersøgelse. Netværk er vejen frem.
Undersøgelsen, der dog ikke er videnskabelig repræsentativ, har ret, tror jeg.
I undersøgelsen deltager 25 virksomheder og forskere, deriblandt medievirksomehderne DR B&U, TV 2 Østjylland, TV 2 Midtvest, Århus Stifttidende og JP/Politiken. Blandt de medvirkende er der enighed om, at nye medier som for eksempel web-tv og mobiltjenester er vejen frem, men rapporten viser også, at størstedelen af virksomhederne ikke ved, hvordan de skal integrere de nye medier i deres virksomhed.
Jeg er dog ikke helt enig i konklusionen om, at der i højere grad skal bruges forskere. Netværkstanken er jeg til gengæld 100 procent enig i:
Undersøgelsen er første led i et større udviklingsprojekt, som Region Midtjylland har sat i gang. Den lægger op til, at virksomheder opretter et netværk med hinanden og kompetente forskere, hvor de kan diskutere de nye medier og dele erfaringer.
Uden at have et grundlag, der er bare i nærheden af at være videnskabeligt, tror jeg, det handler om for mediehusene at udnytte de unge mennesker, i stedet for nødvendigvis at sætte dem til “bare” at skrive artikler.
Det er de unge, der bruger disse medier og efterhånden er vokset op med dem. Digital natives, med andre ord.
En af mine kolleger, som jeg også gik på årgang med på Journalisthøjskolen, skal holde et oplæg om Google Docs for redaktionsledelsen. Det er rigtigt set af ledelsen, synes jeg.
Jeg siger ikke, at man ikke skal bruge forskere, men at medierne kan nå et langt stykke vej ved at bruge de mennesker, de allerede har siddende i stedet for at skulle lede efter den viden et andet sted.
Samtidig er brugen af de unges viden om de nye medier noget, der starter helt i begyndelsen af journalistuddannelsen. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få de nye medier i fokus der.
Kenneth Ley Milling fra Update har tippet mig om dette blogindlæg om, at islændingene er på vej ud af de danske gratisaviser.
Læs indlægget og læg mærke til, hvad det har kostet islændingene at være spiller på det danske avismarked. Nu ser det imidlertid ud til, at festen er slut, og Island vågner til tømmermændene.
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor mange andre ting end aviser, man kunne have skabt for de penge.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter.
Jaiku har imidlertid været nede siden torsdag/fredag (i dag er tirsdag..!), så jeg tvivler på, at Jaiku bliver nær så interessant, når det engang vender tilbage, da der formentlig vil være færre brugere at snakke med – medmindre Jaiku serverer den hellige gral eller det, der ligner.
Der findes sågar værktøjer derude, som kan hjælpe folk med at finde deres Jaiku-kontakter på Twitter, som Benjamin har gjort her.
Jeg er på det seneste begyndt at bruge Twitter mere og mere. Til trods for det tæt på elendige muligheder for en reel samtale, så er et værktøj som Twitter Search (tidligere Summize) med til at give en et fedt overblik.
Man kan for eksempel overvåge et bestemt ord eller en sætning, og det er smart.
Desværre er Twitter holdt op med at sende SMS’er fra UK-mobilnummeret, som er det, der blandt andet bruges her i Danmark. Det er ganske enkelt for dyrt.
Facebook som mikroblogging?
I løbet af de seneste måneder har jeg imidlertid opdaget noget interessant: Flere og flere af mine venner på Facebook (som vitterligt er mine venner, også i “det virkelige liv”) er begyndt at bruge Facebooks statusopdateringer til at fortælle om, hvad de går og laver og tænker over.
Det sjove er, at folk bruger det som mikroblogging, og mange af dem ville man aldrig kunne have hevet over på Twitter eller Jaiku. Hvorfor gør de det så på Facebook? Simpelt: Der er mange læsere, og (næsten) alle ens venner er der jo. Det giver mening.
Og da Facebook åbnede op for, at man kan kommentere på andres statuspdateringer, blev det for alvor spændende. Endnu er der ikke mange i min vennekreds, der gør det – men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Her er med andre ord virkelig lagt i ovnen til en samtale.
Der er dog bagsider ved “mikroblogging” via Facebook-statusopdateringer:
Jeg kan sagtens se fornuften i, at statusopdateringerne er private (eller i hvert fald kan sættes til at være det), men det kunne være rart med en feature, hvor man kan vælge at nogle statusopdateringer skal være private, mens andre godt må være offentlige og invitere til en snak, der også kan involvere folk, man ikke nødvendigvis er forbundet med på Facebook.
Facebook har allerede gjort det muligt at skilte med sine statusopdateringer andre steder (for eksempel på sin blog) ved hjælp af Facebook badges, men her ryger alle statusopdateringer selvsagt ud.
Så hvis/når Facebook begynder at dyrke statusopdateringerne mere og mere og øge fokus på dén del af forretningen, tror jeg, at tjenester som Jaiku og Twitter vil få svært ved at argumentere for deres platform. Men lad os nu se.