Kategorier
Journalistik Tendenser

Trendforsker: Aviser bliver in

På journalisten.dk læser jeg, at trendforsker Kirsten Povlsen fra Firstmove mener, at aviser bliver den nye trend.

Det var jeg lidt forundret over, men når jeg læser artiklen, er det da også klart, at aviserne bliver nødt til at forandre sig:

»Der er kommet alt for mange nye magasiner og aviser, så der skal ryddes op i medierne. Som aviserne ser ud lige nu, med de vanlige sektioner, er de meget konservative. Hvis der skal ske en opblomstring, bliver de nødt til at nytænke sig selv og følge udviklingen,« siger Kirsten Povlsen.

Aviserne har mulighed for at udkomme færre gange om ugen, være mere selektive i deres valg af sektioner og satse mere på baggrund.

»Brugerne vil fordybe sig, når der er tid i for eksempel weekenden. De kommer ikke til at læse den daglige avis fra ende til anden,« vurderer Kirsten Povlsen

Det er jeg faktisk enig med hende i. Især i pointerne omkring stof til baggrund og fordybelse og den lavere udgivelsesfrekvens.

Kategorier
Journalistik Nyheder Tendenser

Lokalmedier, se her: Mozilla Geode

Jeg har læst lidt om det, men da jeg så det i Kim Elmoses favoritter, tænkte jeg, at jeg lige ville skrive nogle linjer om et af Mozillas nyeste tiltag: Geode.

Hvad er Geode? Jeg vil anbefale dig først og fremmest at læse introduktionen til Geode, som forklarer rigtig godt, hvad det her går ud på.

Kort fortalt er Geode et stykke software, der kan lokalisere dig. Det kan for eksempel bruges til at finde restauranter eller lignende i nærheden af, hvor du opholder dig lige nu.

Når man åbner en side, der bruger Geode, bliver man mødt af denne bar i toppen af skærmen:

Klik for større udgave
Klik på billedet for større udgave (åbner i nyt vindue)

Men der er også andre muligheder end restaurant-søgning:

The potential here is for more than just resturant lookups. For example, imagine an RSS reader that knows the difference between home and work and automatically changes it’s behavior appropriately. Or a news site whose local section is, in fact, actually local.

Og her begynder det at blive interessant. For prøv at forestil dig et medie, som skræddersyer sin forside alt efter, hvor du sidder. Der er muligheder (og gode annoncekroner) at hente. Så kan Lisbeth Knudsen få sit skræddersyede indhold. Godt nok ikke tilpasset efter brugerens interesser, men position.

Som det er nu, kan man godt få en persons (nogenlunde) position ved at kigge på IP-adressen (bruges blandt andet i Google Analytics, men dette er ikke altid særlig præcist. Men Geode vil i sagens natur være nødt til at være mere præcis.

Det er især interessant for lokalmedier, men landsdækkende kan også være med her.

Og kan position og interesser kombineres – ja, så har vi det helt personlige medie. Fremtidens medie.

Geode forventes implementeret i beta-udgaverne af Firefox 3.1 og kan også (hvis du ikke kan vente) hentes som en Firefox-udvidelse.

Kategorier
Journalistik Nyheder Tendenser

Lisbeth Knudsen vil tjene penge på skræddersyet indhold

Berlingske-redaktør Lisbeth Knudsen har tilsyneladende ikke opgivet at tjene penge på indholdet på artikler. Så længe de er skræddersyet til læseren, vil han/hun gerne betale:

“[…] hvis man personaliserer indholdet tror jeg på, at det bliver muligt at tage penge for indholdet.”

Det siger hun til MediaWatch.

Jeg er som sådan enig med Lisbeth Knudsen i, at der kan være penge at tjene, hvis indholdet er tilpas skræddersyet til læseren. Men om de skal tjenes på, at læserne betaler for indholdet og at det kan lade sig gøre for Berlingske er jeg mere usikker på.

Jeg har svært ved at tro på, at Berlingske kan lokke deres læsere til at betale for indholdet, dertil er det ikke unikt nok.

Hun svarer lettere kryptisk på et spørgsmål fra journalisten:

Var det en fejl, at aviserne begyndte at lægge gratis indhold på nettet?

Det var kun i begyndelsen, at indholdet var det samme. I dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation. Alle muligheder på nettet skal udnyttes som avisen ikke har.”

Den forstår jeg ikke helt, især ikke sætningen »i dag fungerer indholdet på nettet på nettets præmisser som appetizer til artiklerne i printavisen og som ekstra dokumentation.« undrer jeg mig lidt over…

Kategorier
Tendenser

Bliv millionær på at blogge, det koster dig kun din integritet – og et lovbrud

Bloggere kan blive millionærer, skriver Business.dk:

I USA har markedsføring gennem blogs længe været populært, hvilket har gjort det muligt for en del amerikanere at leve af at blogge. Ikke blot gennem de traditionelle bannerreklamer, men også ved at modtage penge for at skrive om eksempelvis en ny mobiltelefon eller modtage gaver fra virksomheder, som ønsker, at bloggeren prøver produktet og derefter vil skrive om det.

Det har også længe været kendt i journalistikken, at gaverne sidder løst, hvis en journalist lover at levere en artikel. Det har dog ikke gjort det mere acceptabelt blandt journalister – i hvert fald ikke i mine øjne.

Som eksempel i artiklen bruges den svensker blogger, som hives frem hver gang det skal illustreres, at der kan tjenes penge på blogging: 17-årige Isabella Löwengrip, også kendt som Blondinbella.se.

Jeg har i dag været med til at diskutere annoncer på blogs (se samtalen på Jaiku her), og hvor jeg ikke kan se noget problem med annoncer på blogs, så har jeg det helt anderledes med produktomtaler, hvis ikke bloggeren lige oplyser, at han/hun har fået en økonomisk eller anden form for belønning for at skrive indlægget.

En anden ting er, at det er ulovligt (se blot Kristian Levring Madsens indlæg) at omtale produktet uden at nævne, at der har været en belønning af bloggeren.

Og så kan Cision (som har tilladt sig at konkludere på den danske blogosfære på baggrund af 72 besvarelser) skrive og sige lige så meget de vil. Det er ulovligt, punktum.

En anden ting er, at hvis en blog, jeg følger omtaler et produkt og glemmer at nævne det, og det sidenhen kommer frem – ja, så forsvinder den blog fra min Google Reader, og sikkert også for mange andres. Så er den dømt utroværdig, og så holder den ikke som blog.

Så hvis du som blogger vil være millionær, så overvej TechCrunch-metoden: Brug annoncer, lav konferencer og andre events eller lignende og lav pengene der. Det er tilmed lovligt.

Opdatering @ 13:56:
‘Start snakken!’-bloggen har et godt indlæg om de forskellige ting, der bliver sagt om den danske blogosfære.
Kategorier
Net-TV Tendenser

Lidt at tænke over: Grinende barn med 62,5 mio visninger

I disse tider hvor næsten alt, der kan måles bliver ophøjet til succeskriterier, er det interessant at se en video på YouTube have mere end 62.000.000 (millioner!) visninger og tæt på 85.000 kommentarer.

Videoen er ikke noget banebrydende og indeholder ikke nogle kendte, noget skandaløst, nøgent eller afslørende. Nej, det er såmænd en video med et barn, der griner af nogle lyde, som en voksen person laver:


Se på YouTube.com

62,5 millioner er et tal, som de fleste mediehuse ville ønske, de kunne få på noget af deres indhold. I en noget mindre (men stadig imponerende) størrelsesorden, kan et pruttende barn blive set 5,7 millioner gange.


Se på YouTube.com

Del, del, del
Videoerne får uden tvivl ikke så mange visninger ved “bare” at være på YouTube og folk finder dem ikke ved, at de kommer tilfældigt forbi eller sidder og søger på grinende eller pruttende børn.

Videoerne scorer deres tal på, at de bliver sendt rundt og omtalt, og altså spredes viralt. Jeg har da også selv sendt videoen med det pruttende barn videre til nogle af mine venner (sig hvad I vil, det klip spreder glæde og godt humør), og de vil muligvis sprede det videre.

Så hvad er lektien for medierne her? Jo, at indhold skal være let at dele og sende til sine venner, og være tilgængelig fra andre hjemmesider. På YouTube er det nemt, og det blev endnu nemmere, da de tilføjede knapper direkte til deling på MySpace, Facebook og Digg, samt et “more sharing options”-link.

ekstrabladet.dk har vi en lignende feature, “Bookmark” hedder den, der bor i øverste højre hjørne af alle artikler. Jeg har også set den på andre medier, og flere er vist kommet til.

Herfra kan der deles til diverse sociale tjenester. Vi skal have barberet ned i antallet af tjenester, da det pt. er for uoverskueligt, men det er en service, der bliver brugt. Da jeg tjekkede for nogle uger siden, blev der “bookmarket” mere end 100 gange hver dag, primært til Facebook. Altså artikler, som folk tilføjer til deres Facebook-profil, hvor deres Facebook-venner kan se dem. Jeg tror ikke, det tal falder.

Mr. Editor, tear down this wall
Så hvad er humlen her? Den er, at medierne (hvis de vil have flere besøg) skal begynde at integrere sig dybere i de sociale netværk, der eksisterer online, og de medier, der har haft travlt med at mure sig inde, skal skynde sig at rive murene ned, lige så hurtigt, som de blev bygget — hvis ikke hurtigere.

Kort fortalt: Trafikken kan ikke foregå via mediets egen forside. Det er en flaskehals, der taler imod internettets opbygning.

Kategorier
Nyheder Tendenser Tips

De 25 mest indflydelsesrige på nettet

Businessweek.com har lavet en liste over de 25 mest indflydelsesrige personer på nettet.

Det kan blandt andet nævnes, at manden bag WordPress (som denne blog kører på), Matt Mullenweg er i blandt. Ikke overraskende finder du også Rupert Murdoch på listen.

Kategorier
Distribution Profileret Tendenser

Kan en IT-afdeling mikroblogge?

I morges da jeg ville tjekke arbejdsmailen fra mobilen, kunne jeg ikke logge ind. Jeg kunne godt se forsiden, men logge ind – nej.

Jeg prøvede senere fra min bærbare via vores web-interface til Exchange-serveren (Outlook Web Access kaldes det), men samme resultat.

Jeg stod nu med to problemer:

1) Jeg kunne (og kan) ikke logge på min arbejdsmail
2) Jeg anede ikke, hvad det skyldtes, og hvornår det ville komme til at køre igen

Jeg måtte skrive til Kim (som jo arbejder i samme hus) og spørge, om der var problemer. Han måtte så kigge på intranettet (som det kræver en særlig VPN-klient at få adgang til udefra) og kunne så fortælle mig, at der var problemer.

Men havde det ikke været nemmere, at vores IT-afdeling havde en lettilgængelig kommunikationskanal, hvor vi medarbejdere kan følge med og få besked, når der opstår problemer, og når de bliver rettet?

Navnet er blog. Mikroblog
Et godt medie kunne være en blog, men Twitter eller Jaiku synes perfekt. Begge er mikroblogmedier, hvor man har 140 tegn per besked. Tilpas til at fortælle, at der er problemer med mailsystemet.

Det rejser selvfølgelig et oplagt spørgsmål: Twitter er en åben kanal, er det smart at andre kan læse med? Hvis man ikke mener, det er det (selvom jeg nu tvivler på, at statusbeskeder er statshemmeligheder), kan man jo passende lave en blog.

I hvert fald noget, der kan tilgås udefra uden en særlig klient, som jeg ikke kan installere på min telefon. En stor del af de gange, jeg lige skal tjekke min mail hurtigt, sker det faktisk fra mobilen. Derfor ville det også være logisk, at jeg kunne få en systemstatus via mobilen – her har Twitter en særlig mobil udgave.

Jeg ved, at vores IT-direktør blogger, og tidligere har udtrykt interesse i mikroblogging, så mediet ligger ikke så fjernt 🙂

Men hvad mener du? Kan en IT-afdeling mikroblogge? Bør den?

Kategorier
Net-TV Nyheder Tendenser

Jyske Bank launcher egen tv-station

Kategorier
Journalistik Tendenser

Nyt eJour på gaden: Journalistik kan føre til alt

Journalisthøjskolens onlinemagasin for nye medier og journalistik på nettet, eJour har netop sendt et nyt nummer på gaden — eller på nettet, er det vel egentlig.

Temaet i det nye nummer er “Journalistik kan føre til alt”:

– hvis bare man udvikler den i tide. I eJours tema denne gang ser vi på skæve medier, kantede platforme, tjenester med afsæt i journalistikken og efterfølgende frigørelse, vi har fundet journalister i ny former for medier, men også medier uden journalister og redigering, vi ser grænser blive brudt op, både fagligt og geografisk.

Vi har med andre ord dækket et mediernes middagsbord med retter af udfordrende netsteder, der indbyder til nytænkning af journalistikkens plads i samfundet.

Spændende. Du finder eJour på http://www.djh.dk/ejour/, hvor du kan læse artiklerne i det nye nummer.

Hvis der er udkommet et nyt eJour siden dette indlæg blev publiceret, så er det direkte link til nummeret http://www.djh.dk/ejour/77/.

God læselyst.

Kategorier
Journalistik Mobil Profileret Tendenser

Her er mine værktøjer – hvad bruger du?

Som jeg skrev her for noget tid siden, har jeg været på Journalisthøjskolen for at fortælle om nye medier.

Hvad jeg havde tænkt mig at gøre i den forbindelse, men som jeg ikke fik gjort var at vise en side fra min præsentation. Der er ikke noget særligt over den, det er blot logoerne for de værktøjer, jeg bruger i mit arbejde som blogger, semi-journalist og interesseret i nye medier.

Jeg har valgt at publicere den her af to årsager. Dels fordi jeg af og til bliver spurgt om, hvilke værktøjer, jeg bruger (og umuligt kan nævne dem alle), og fordi jeg faktisk selv kan bruge sådan en oversigt til noget 🙂

Du kan klikke på billedet for at få en større version. Billedet inkluderer både software, webtjenester og hardware (mobil og kamera). Du kan også Se billedet med noter (med links til de forskellige services/ting).

Hvilke værktøjer bruger du som blogger/journalist?