Kategorier
Events Tendenser

Vil du med til Kindle-salon?

Amazon Kindle

I blogindlægget ‘Kindle-salon om modtræk til truslen mod DK-bøger, aviser, sproget m.v. opfordrer Dorte Toft til, at vi i Danmark mødes for at snakke om mulighederne for Amazons Kindle.

Jeg tilslutter mig og bakker op om forslaget. Indtil videre er der ikke nogen dato, men du kan stemme på nogle nominerede datoer efter, hvornår du kan. Og det synes jeg, du skal gøre, hvis du er interesseret i Kindle og lignende produkter og udviklingen indenfor e-paper og e-readers.

Så: Læs Dortes indlæg og skriv dig på listen, hvis det er noget, du kunne finde på at deltage i.

Kategorier
Tendenser

COP15 er overstået – er vi så ligeglade med klimaet?

Foto: Marina Avila
Foto: Marina Avila

Normalt plejer jeg at læse mine nyheder på nettet i løbet af dagen, hvilket betyder, at jeg som regel ikke behøver se TV-avisen om aftenen – fordi den ofte blot er et destillat af det, jeg har læst i løbet af dagen. Og så vil jeg hellere bruge min tid mere fornuftigt end at høre på gentagelser.

Men i går tænkte jeg, at jeg ville give mig selv lidt tid til at se TV-avisen, mest af alt fordi jeg sidder lidt fast i den bog, jeg læser nu, så TV-avisen var egentlig lidt en overspringshandling — ja, det lyder lidt kedeligt, det ved jeg.

Men jeg sad og så TV-avisen. Og efter de sædvanlige gentagelser, kom der et kort indslag, der var vinklet som en sand succeshistorie. Det gik nemlig ud på, at der er rigtig mange, der flyver rundt i Danmark i stedet for at tage tog eller, hvis man har rigtig god tid, bus.

Hovedpersonen i historien var flyselskabet Norwegian, som samtidig åbner en ny flyrute i Danmark her i løbet af januar måned. Det kan du læse mere om hos Norwegian – det er nogenlunde lige så kritisk, som indslaget om passager-stigningen var i TV-avisen i går.

Hvad med klimaet?
Men stop, hov – er der ikke noget med, at flytrafik er noget af det, der sviner allermest? Og hvor meget miljømæssig mening giver det at flyve over så små afstande, hvor flyet næsten kun lige når at nå topfarten, før man skal til at lande?

Og hov, har København ikke lige lagt lokaler til den største klimabegivenhed i de seneste mange år?

Svar på ovenstående er: ‘Ja’, ‘ingen’ og ‘ja’.

Hos Seat61 kan man se tal for forskellen i CO2-udledningen ved henholdvis fly og tog. Disclaimer: Tallene er fra EuroStar, der driver togdrift.

Alt dette var der bare ikke meget af i TV-avisens lynindslag, som værten Mette Walsted Vestergaard speakede henover. Her kunne man blot konstatere, at det er meget hurtigere (og at det er blevet billigere) at flyve rundt i Danmark i stedet for at tage det langsomme tog. Og hvilket signal sender det egentlig?

Vi skal vel værne om klimaet og begrænse CO2-udledningen? Også selvom COP15 klimatopmødet er overstået.

Da Air Greenland-direktør Michael Binzer chattede med læsere af Sermitsiaq, stillede jeg følgende spørgsmål:

Hvor meget kigger I på begrænsning af CO2-udledning per flyvning eller måske færre flyvninger for at mindske udledningen af CO2?

Til det svarede Binzer:

Pr. 01. januar begynder vi faktisk at rapportere Co2 kvoter til EU. Så vi kommer allerede med dette NU! og vi skal til at agere efter kvoter i fremtiden. Så evnen til at fylde vores fly fremadrettet er ret så vigtig – og her kommer en udskiftning af vores fly til mere brændstoføkonomiske fly ind i billedet

Jeg synes, det havde været rart, hvis TV-avisen lige havde spurgt Norwegian, om de har gjort sig nogle af de samme tanker (brændstoføkonomiske fly), når de nu vil til at have flere kortdistance-flyvninger.

PS: Jeg ville gerne have linket til indslaget i TV-avisen, men da DR’s player-teknologi hverken virker i min Internet Explorer, Firefox eller Chrome, valgte jeg at opgive. Her er den tekst, som DR beskriver indslaget med på dr.dk:

Billige flybilletter har fået danskerne til i stigende grad at hoppe på flyet mellem landsdelene. Antallet af rejsende mellem Aalborg og København er steget med 33 procent siden selskabet Norwegian for et år siden satte priserne kraftigt ned.

Kategorier
Tendenser Tips

Derfor elsker Dorte Toft internettet

Dorte ToftDorte Toft, der blev landskendt i forbindelse med afsløringen af Stein Bagger og IT Factory, nævner nu fem rigtig gode årsager til, at hun holder så meget af internettet.

Det gør hun i blogindlægget ‘Pli: 5 årsager til at elske nettet‘ på sin Bizzen-blog hos Berlingske Business:

  1. På nettet er det ikke bare god skik at kreditere andre, hvor de krediteres bør, det er også normen. Og man spreder glædeligt de gode ideer/tanker. At tage æren for andres ideer – at planke andre – er bare taberagtigt.
  2. På nettet er det god skik at hjælpe selv vildt fremmede, hvis de spørger om noget, man selv ved noget om. Er der nok personer, der følger ens Twitter- eller blog-strøm, spørger man selv yderst sjældent forgæves.
  3. På nettet kan man sende prøveballoner op, uden at blive til grin, hvis de fuser efter første kommentar. Og man får ikke blot fat i dem, man normalt lige vender ideerne med, og som nok for ofte vil synes, at ideerne holder.
  4. På nettet får man kontakt med mennesker, man måske aldrig ville have mødt, da man ikke færdes i samme kredse fysisk set (grundet aldersforskel, uddannelse, arbejde eller noget fjerde). En del af disse kontakter udvikler sig til rigtig gode bekendtskaber og i visse tilfælde også til genuine venskaber.
  5. På nettet får man en anskuelighedsundervisning i, hvor langt man når med at være mere åben over for kritik. Og man lærer selv at dosere sin kritik langt mere forsigtigt, hvilket man gang på gang bliver taknemmelig for. Der er jo sjældent brug for hård lud, mennesker imellem:-)

Listen er primært rettet mod den del af nettet, hvor Dorte stortrives, nemlig blandt tweets og blogindlæg.

Jeg synes, Dortes liste ser rigtig fornuftig ud, især punkt nummer fire er jeg meget enig i. Jeg har en lang række af interessante bekendtskaber, som jeg har fundet online – og der er mange, jeg aldrig har mødt personligt. Ikke desto mindre er der bare ting, jeg taler meget mere med disse personer om end folk, jeg har kendt i flere år.

Ganske enkelt fordi værktøjerne er der og gør det lettere end nogensinde før at finde folk, der deler ens interesse, uanset hvor vedkommende befinder sig.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Times vil indføre betaling for nyheder

Times Online logo

Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.

Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.

Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.

Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:

He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.

“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.

“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”

På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):

[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?

Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?

Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.

Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.

Kategorier
Tendenser

Skal vi virkelig se op til Rupert Murdoch?

Rupert Murdoch (Foto: World Economics Forum)Få mennesker har formentlig spillet en så stor indflydelse på det danske mediemarked uden at være klar over, det som australsk-amerikanske Rupert Murdoch (Wikipedia).

Knapt havde han luftet sine overvejelser om at tage betaling for indhold på andre News Corp-sider (som det gøres på The Wall Street Journal, før danske mediepersonligheder (i særdeleshed Berlingskes Lisbeth Knudsen) greb bolden og sagde, at det skal vi også til at kigge på det det danske hjørne af mediebilledet.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg ikke tror på betaling for dansksproget indhold, så det vil jeg ikke gøre. I stedet vil jeg forsøge at sætte lidt fokus på Mr Murdoch.

Hos Slate.com faldt jeg over artiklen ‘Read Between the Lies‘. Her kigger Jack Schafer (Wikipedia) nærmere på mediemogulen. Kort sagt er hovedpointen i artiklen: Når Murdoch taler, så enten lyver eller forhaler han. Når han ikke taler, så handler han.

Og i øjeblikket taler Murdoch rigtig meget.

Anledningen til artiklen er interviewet med Murdoch på australsk tv, som du kan se hos The Guardian.

Her kritiserer han Google, Microsoft, Ask.com og BBC for at stjæle indhold fra hans forretning. Han overvejer nu at holde Googles søgerobotter ude og i stedet forlange, at brugerne betaler for indholdet – noget, som kritikere af fremgangsmåden mener kun vil gøre ondt værre, da det forhindrer nye i at komme til:

The best pay-wall candidate in the Murdoch portfolio is the Wall Street Journal, which already charges for access while allowing nonpaying visitors to view some of its content. (Wired Editor-in-Chief Chris Anderson calls this model “freemium.”)

If Murdoch were to raise the Journal’s pay wall all the way to the heavens to block Google and Google News completely, it could lose 25 percent of its traffic, Bill Tancer of Experian Hitwise writes this week, and the move “could isolate the Journal from potential new online subscribers.”

Det bekymrer dog ikke Murdoch, der hellere vil have få læsere, som så betaler.

MySpace for 580.000.000 dollars
Murdoch er især kendt for at have skabt News Corp-dynastiet (Wikipedia), og han blev også “kendt” blandt brugere af ‘det sociale web’, da han i juli 2005 købte MySpace – læs om købet hos BBC News – et website, hvor brugerne kan lægge musik og billeder op af/med/om dem selv.

I dag spiller MySpace dog en mindre og mindre rolle, og i juni måned i år skar man 30 procent af medarbejderstaben.

MySpaces store konkurrent er, ikke overraskende, Facebook. Allerede i oktober 2007 skrev teknologi-bloggen TechCrunch om, at skiftet fra MySpace til Facebook var begyndt.

Skiftet skete, ifølge Google Trends, en måned senere:

Bedre er det næppe blevet af, at MySpace har forsøgt at kopiere Facebook-features (statusopdateringer, billedtagging etc) i stedet for at konsolidere sig på det marked, man sad så tydeligt på (og stadig sidder rigtig godt på); Musikere, kunstnere og andre kreative.

Udover den relativt korte succes som Murdoch nåede at have med MySpace er der langt i mellem snapsene. Han har ikke nogle store succes-historier fra nettet at fortælle. Hans penge er tjent på tv-signaler og papir.

Og det er denne mands snak om betalingsvægge på websites, som danske medieledere nu kigger til i håb om at få penge i netkassen. Men Murdoch snakker mere end han handler. Som Schafer skriver:

Murdoch is simply jawboning. Three months ago he promised that News Corp. would start charging for its newspapers by June 2010. Now he doubts that the company will hit that mark. In typical Murdochian fashion, he’s sowing confusion and harvesting bewilderment.

If it were in News Corp.’s economic interests to dig an Internet moat around its newspaper properties, Murdoch would have already done it rather than talk about it.

Schafer mener, at Murdoch gør dette af to årsager:

  1. For at signalere overfor konkurrenter hvilken retning, han gerne vil have, at News Corp tager.
  2. Det er hans (desperate, mener Schafer) forsøg på at få konkurrenterne til at følge med, da hans brede (“general interesest”) udgivelser risikerer at blive dømt irrelevante.

Jeg hælder mest til nummer 1, selvom der ikke er tvivl om, at vi ser kramper (ikke nødvendigvis dødskramper) fra “den gamle medieverden”. Vil du for eksempel betale 19 kroner for at få ugens nyheder opsummeret i et ‘elektronisk magasin’?

Jeg er ikke efter ugen.dk, fordi det er et Berlingske-produkt, men fordi jeg synes et ugentligt, elektronisk magasin strider mod alt, hvad internettet har lært os. Men det er muligt, jeg tager fejl. Det vil kun tiden vise.

Et er dog sikkert: Bare fordi Murdoch siger, at medierne skal til at tage betaling, så skal vi ikke stå som nyindkaldte rekrutter og spørge “Hvor meget?”.

Lad mig slutte med Schafers ord:

When Rupert Murdoch speaks, he’s either lying or filibustering. The only sensible time to listen for him is when he’s running silent.

Kategorier
Nyheder Tendenser

180 Grader laver et bud på en dansk Digg med brugerprioriteret forside

På Kim Elmoses Mediehack-blog faldt jeg over indlægget ‘180grader.dk overlader prioriteringen til læserne, og Kim linker også til Journalisten.dk-historien ‘180grader giver magten til brugerne‘.

Historien går, kort fortalt, ud på, at den liberale onlineavis 180grader.dk nu har ændret sin forside, så den ikke længere er redaktionelt prioriteret, men i stedet efter, hvor mange stemmer en historie har.

Dette bliver kombineret med en tids-faktor, forklares det, hvis man holder musen over tallet til venstre.

Interessant er det dog, at det ikke kun er 180grader.dk-historier, men historier fra hele det danske mediebillede, som der vises.

Til Journalisten.dk siger chefredaktør Ole Birk Olesen:

Nu er det i højere grad op til brugerne at linke ud til relevante historier i andre medier, og derfor kan vores medarbejder bruge sin tid på at lave selvstændigt 180grader-stof. Og for eksempel på udlandsstoffet vil vi måske opleve, at vi er hurtigere end danske medier, fordi vores brugere hurtigere fanger historierne og linker til dem.

Det er et interessant eksperiment, især med at få linket til andre mediers historier.

Jeg er dog spændt på, hvad det er for noget “selvstændigt 180grader-stof”, der er tale om. Jeg tror ikke, at 180grader.dk skal lave egentlige nyheder – et marked, der allerede er godt pakket.

Men et ønske om god vind med projektet herfra – altid spændende at se, når nogle går nye veje i mediebranchen.

Kategorier
Tendenser

Hvor får MSN.dk al sin trafik fra?

MSN logoI de seneste par dage har jeg skrevet en del omkring Microsofts indtog på FDIMs realtidsliste på realtime.fdim.dk.

Sagen er opsummeret indlægget ‘Microsoft-FDIM-forklaringen: Microsoft-applikationer bliver inkluderet i FDIM-listen – Regelændring på vej‘.

Som du kan læse i det indlæg, er der tale om, at Microsofts applikationer (Messenger samt online-applikationerne under ‘Live-paraplyen’) får lov at optræde på FDIMs topliste. En liste, der ellers kun er for websites, men det vil man lave om på med en regelændring.

Alt dette besvarer dog ikke et spørgsmål, der har eksisteret i lang tid: Nemlig hvordan Microsofts msn.dk-site kan lægge så højt hos FDIM.

Jeg vil understrege, at dette ikke handler om, at jeg skyder efter alle websites, der ikke er ekstrabladet.dk (hvor jeg arbejder) eller en af de andre “store”, men at jeg mener, der er grund til at betvivle, at msn.dk reelt har så meget trafik.

Start med at kigge på tallene fra FDIM, msn.dk er den mørkegrønne, der ligger nummer 3:

Lad os kigge på tal fra andre end FDIM. Eksempelvis Google Trends for Danmark:

Og Alexa.com:

Her er msn.dk kun lige synlig i bunden.

Så det rejser lidt spørgsmål om, hvordan msn.dk kan ligge højt hos FDIM. En mulighed er, at Microsoft scorer lidt trafik til msn.dk hver gang, en person logger på Microsofts Messenger-applikation.

Hvis det passer, så giver det lidt bøvl, for Microsofts Messenger-applikation får sin egen plads på FDIMs liste (fra december, formentlig) – og skal et logon på Messenger have lov at generere trafik til både Windows Live Messenger (som den kommer til at hedde på FDIM-listen) og ‘msn.dk’ på toplisten?

Carsten Andreasen, formand for FDIMs metodeudvalg, har forklaret mig, at der skal være en “brugergenereret handling”, før et hit må tælle i forhold til FDIM. Hvis vi taler om et popup-vindue i Messenger er vi, i min optik, ude i en gradbøjning af det begreb.

En anden mulighed er selvfølgelig også at Google Trends og Alexa er møg-upræcise. Det undrer mig blot, at ‘msn.dk’ ligger så lavt begge steder, mens ‘ekstrabladet.dk’ og ‘tv2.dk’ mere ligner situationen fra FDIM-listen.

Kategorier
Tendenser

Bo Elkjær taler om Twitter i KommunikationsCast på søndag

Hvis du interesserer dig for Twitter som værktøj og Twitters rolle i journalistikken, så skal du høre KommunikationsCast-podcastet på søndag.

Der kan du nemlig høre min kollega, Bo Elkjær, der tidligere har delt ud af sine Twitter-erfaringer, tale om Twitter som et værktøj i forbindelse med hans arbejde som journalist på Ekstra Bladet.

Bo, der vandt Cavling-prisen 2003, har blandt andet brugt Twitter, da han dækkede Stein Baggers retssag — mig bekendt første gang herhjemme, at Twitter er blevet brugt så ambitiøst og direkte som reporter-værktøj. Det var i hvert fald første gang, det blev brugt i en dansk retssag, er jeg ret sikker på.

Blandt andet snakker mr. Elkjær om netop tegnbegrænsningen på 140 tegn på Twitter:

Det er det, der gør det sjovt. Man kunne kalde det haiku-journalistik. […] det er det med at du er nødt til at sige pointen. Der er ikke rum til nuancer eller detaljer. Man skal lige ind til benet. Og det er jo også essensen i nyhedsjournalistik

Og om, at det er vigtigt at være på niveau med de andre:

Folk snakker med og gør det på niveau med hinanden. […] Man kan ikke hæve sig som journalist. Eller tale ned til folk.

Ny medvært på KommunikationsCast
Men det kan du høre mere om på søndag, som også byder på en overraskelse. Mikkel Westerkam, der udgør 50 procent af KommunikationsCast, fortæller mig nemlig, at hans nye medvært bliver afsløret, da den anden halvdel, Katrine Emme Thielke, smutter på barsel.

Kategorier
Tendenser

Kindle-test: En bogelskers første togture med Amazons e-læser

Jeg kommer formentlig til at skrive mere om Kindle i den nærmeste fremtid, men her er mine oplevelser efter det første døgn.

Stor var min glæde, da en kollega som netop er vendt hjem fra USA sagde, at han havde en Amazon Kindle (Wikipedia) med hjem fra staterne.

For man har jo hørt meget om Kindle, og meget godt. Og som den ivrige boglæser jeg er, kunne jeg naturligvis ikke vente med at få Kindle’n i hænderne.

Det første indtryk
Til at starte med, undrede jeg mig over, at den cirka 20 cm høje Kindle tilsyneladende var tændt. Der var i hvert fald et billede på skærmen. Jeg fandt så sidenhen ud af, at dette er “stand-by-billeder”, som Kindlen viser, når den er slukket.

Og hvordan kan den så gøre det uden at bruge batteri?

Jo, det er det fantastiske ved en teknologi, som Amazons Kindle baserer sig på. Teknikken kaldes ‘electrophoretic displays’, og du kan læse mere om det hos The Economist. Helt konkret går det ud på følgende:

Electrophoretic displays work in a different way, using a form of electronic ink that has been under development since the 1970s. E Ink’s version employs tiny capsules filled with a clear fluid containing positively charged white particles and negatively charged black ones.

The capsules are arranged as pixels and electric charges applied to each pixel pull either the black or the white particles towards the top of the capsule (and the opposite colour to the bottom). Unlike an LCD’s, this image does not require backlighting. Instead, the user relies on reflected light, as he would if he were reading a sheet of printed paper.

Moreover, once the particles in the capsules have settled down they stay put. That means the image remains on the screen without drawing power. A further dose of electricity is required only when the image changes; when a user “turns” to the next page, for example.

Not only does this mean that electrophoretic displays are cheaper to run, the lack of constant refreshment makes them more comfortable to read—as comfortable, it is claimed, as printed paper.

Kort fortalt, den bruger kun strøm, når der sker noget på skærmen, for eksempel når læseren bladrer.

Første læsning: Avis
Det første jeg gik i gang med at læse var nogle udgaver af The New York Times, som min kollega havde lagt ind. Og allerede der opdagede jeg, at læsbarheden var bedre, end jeg egentlig havde forventet. Og det overraskede mig meget positivt.

Efter lidt tid med det lille joystick gik det op for mig, at man bladrer ved at klikke “Next page”/”Previous page” – yes, så blev jeg så meget klogere.

Et klik på “Home” bringer læseren til listen af bøger/aviser, der ligger på Kindlen.

Jeg læste nogle artikler om Irans revolutionsgarde og blev på ingen måde begrænset i min læsning af det relativt lille display.

Og så i gang: Læsestof på skidtet!
Men hurtigt besluttede jeg mig for, at jeg ville sætte mit eget præg på Kindle’n og få lagt noget læsning ind. Jeg skulle sidde godt og vel halvanden time i toget senere samme dag, så det var jo et godt incitament til at få gjort noget ved det.

Jeg satte enheden til min computer via det medfølgende USB-kabel og voilá – så var der forbindelse! Computeren genkender simpelthen Kindle’n som et eksternt drev, smart.

Jeg tog nogle PDF’er og lagde dem over på Kindlen, men de optrådte ikke i listen. Øv.

Anyways, efter 5 minutters søgen på internettet fandt jeg ud af, at Kindle ikke kan vise PDF-filer. Men det er heldigvis nemt at konvertere. Når man opretter sig og registrerer sin Kindle får man et brugernavn efterfulgt af “@kindle.com” – i mit tilfælde “larskjensen@kindle.com”.

Tilføjer man et “free” i denne adresse, har man en mail-adresse, som man kan sende sine pdf-dokumenter til og få dem tilbage i Kindle-formatet. Jeg sender altså mails med vedhæftede PDF-dokumenter til “larskjensen@free.kindle.com”.

Efter få minutter kommer der mails tilbage med links til de konverterede dokumenter, så jeg kan hente dem i Kindle-formatet. Herfra overfører jeg dem til min Kindle og baddabum-baddabim – læsestof til Lars’ togtur.

Jeg oplevede desværre, at jo mere avanceret et PDF-dokument er, jo sværere har Amazon ved at konvertere den. Et PDF-dokument, der var meget flot sat op, blev således til uforståelige tegn på min Kindle.

Bøger! Gratis bøger!
Jeg satte mig samtidig for at finde noget gratis litteratur. Lidt læsning frem og tilbage første mig til freebooks.net, hvor der findes et mindre hav af gamle bøger, som nu er gratis. De kan også hentes i Kindle-formatet.

Så efter ganske få minutter havde jeg fået lidt yderligere læsning ind på enheden:

Amazon Kindle

Selve læsningen
Herfra var det afsted mod toget, hvor jeg gav mig til at læse ‘Frankenstein’, så snart jeg havde fundet mig en plads.

Og så sad jeg faktisk og læste, indtil jeg var fremme ved min destination. 1 time og 40 minutters nonstop læsning. Selvfølgelig også fordi det er en god bog (kan man bruge ordet “bog” længere?), men også fordi Kindlen bare er så dejlig nem at have med at gøre.

Det er som at sidde med en bog – blot uden alle problemerne. Der er ikke et bogmærke, der falder ud, sider der folder, et dårligt paperback-omslag, der bliver foldet og/eller nusset etc. Det er kort fortalt bare topnice.

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned om læseoplevelsen, men den kan opsummeres i, at jeg er rigtig, rigtig tilfreds.

Indkøb fra Amazon
Næste logiske skridt var selvfølgelig at købe en bog fra Amazon i Kindle-formatet. Dette forløb uden de større vanskeligheder (jeg løb dog ind i et lillebitte problem, da Amazon.com kun havde mine gamle kort-oplysninger, men det blev hurtigt fikset), havde jeg en fil klar til download, som jeg lagde ned på min harddisk og derefter overførte til Kindlen.

Og før man kunne nå at sige “fragt”, “gebyr” og “for helvede Post Danmark – hvor er min pakke?” havde jeg den nye bog på plads på Kindlen. Strike.

Jeg rendte desværre ind i, at nogle bøger ikke sælges i Europa – faste læsere af denne blog vil vide, at jeg tidligere har brokket mig over geografiske begrænsninger.

Så dem vil vi meget gerne af med. Måske det sker i forbindelse med den nært forestående lancering af den internationale Kindle?

Filstørrelser og batteriet – oh, batteriet
Så vidt jeg kan se, så er der 1,5 gigabytes at tage af på min Kindle. Og det tror jeg er rigeligt for mig, når man tager i betragtning, at “Frankenstein” fylder blot 300 kilobytes i Kindle-formatet. Bram Stokers “Dracula” fylder 500 kilobytes. Stadig i småtingsafdelingen.

Og så kommer vi til batteriet. Da jeg anmeldte iPhone 3GS efter mine første 10 dage med den, udnævnte jeg batteriet som det mest negative. Noget der bestemt ikke er blevet bedre efter opdateringen til version 3.1 af softwaren.

Men det er helt anderledes på Kindlen. Da jeg kun bruger strøm på at bladre (jeg bruger ikke den mulighed for højtlæsning, der er indbygget – heller ikke selvom, der er et stik til hovedtelefoner), sidder jeg med en enhed, der kun meget sjældent skal lades op.

Efter den første togtur kunne jeg ikke se, at batteriindikatoren overhovedet havde rykket sig! Det er muligt, mine øjne snyder mig – men hvis det har slugt batteri, så er det ufatteligt lidt. Min kollega forklarede også, at han ikke brugte meget tid på at uploade den i USA – den lever simpelthen bare længe på batteriet, takket være teknologien.

Konklusionen
Jeg er, ikke overraskende, meget tilfreds med Kindle’n. Den lever længe, og det er nemt at overføre læsning til den. Nogle ville måske ønske et større display og mindre eller intet tastatur, men jeg kan fint klare mig med denne størrelse, og størrelse og vægt gør den perfekt til eksempelvis togrejser.

Jeg viste den til mine forældre, som begge var meget begejstrede og sagtens kunne se det smarte i det. “Det bliver fremtiden,” sagde de begge. Og det tror jeg, de får ret i. Om det så bliver Kindle eller en anden e-læser, skal jeg ikke kunne sige.

Eneste minus for mig er, at jeg mødte nogle bogtitler, jeg ikke kunne købe af geografiske årsager (grrrr!), men det håber jeg, snart forsvinder.

Så nu kan jeg glæde mig over, at jeg belaster klimaet minimalt i min boglæsning. Ingen papir og et tæt på minimalt strømforbrug 🙂

Opdatering @ 16:16
En ting, jeg glemte at skrive er en lille pudsig ting: Mange af dem, der har haft Kindlen i hånden har alle sammen ført en hånd henover displayet – men der er intet touch-interface. Mig gør det intet, for det ville sluge batteri, men nogen vil måske savne det.
Opdatering @ 16:19
En ting, jeg lige opdagede sammen med en kollega er, at lysstofrørene hvor jeg sidder kan ramme Kindle’n “uheldigt” og give et genskin, der gør dele af skærmen ulæselig. Om det skyldes displayet eller at vi har stærkt (eller ringe) lysstofrør her, ved jeg ikke. Under mine togrejser (hvoraf den ene foregik under en tændt DSB-lampe) oplevede jeg ingen problemer.
Kategorier
Tendenser

Geografiske begrænsninger på digitalt indhold gør nar af forbrugeren!

Fatboy Slim - Better Living Through ChemistryHer til aften ville jeg genopfriske noget af det musik, jeg hørte for mange år siden: Fatboy Slims første album, ‘Better Living Through Chemistry‘.

Jeg har albummet på CD, men jeg kunne ikke lige finde den, så jeg vendte mig mod internettet. Jeg tænkte, at hvis der er noget sted, jeg kan finde dette album, så må det være på nettet, hvor musikbutikkerne om nogen har formået at udnytte “Long Tail”-konceptet, hvor man har mange varer på hylden og sælger mindre – men af flere forskellige.

Men jeg blev klogere. Jeg fandt albummet hos 7digital (min favorit, ellers), men kun i 192 kbps MP3-kvalitet – hvilket jeg under ingen omstændigheder vil betale 8 pund for! Mit krav hedder 256 kbps eller derover.

Så gik jeg videre. Jeg fandt albummet hos amazon.co.uk, hvor jeg plejer at købe mine bøger. Her bliver jeg lovet musikken i 256 kbps-kvalitet. Det er bedre, tænker jeg.

Men i det sekund, jeg trykker “Add to Shopping Basket”, bliver jeg mødt af det værste, jeg ved på nettet. Geografiske begrænsninger:

Important Message
We’re sorry. We could not process your order because of geographical restrictions on the product which you were attempting to purchase. Please refer to the terms of use for this product to determine the geographical restrictions. We apologize for the inconvenience.

Jeg har sjældent oplevet noget så dumt. Her sidder jeg og vil rent faktisk betale penge for et digitalt album, men det kan jeg ikke få lov til på grund af “geographical restrictions on the product which you were attempting to purchase”.

Jeg går videre til Beatport.com, hvor jeg plejer at købe min elektroniske musik. Men også her bliver jeg mødt af geografiske begrænsninger.

Og så har jeg fået nok. Så er det nemmere at spare pengene og finde CD’en et sted i en af reolerne! Jeg var ellers parat til at betale for musikken, men det kan jeg ikke få lov til på grund af det sted på kloden, jeg opholder mig.

Mens jeg undrer mig over, hvilke mennesker, der kommer op med idéer så håbløse, så smutter jeg ind på YouTube og lytter til et af mine favoritnumre fra pladen:

Ganske gratis.

Kære copyright-indehavere eller hvem der nu måtte sidde og udtænke så latterlige forretningsmodeller: Tag jer sammen og udnyt, at internettet åbner op for varernes 100 procent fri bevægelighed!

Og gider I dræbe DVD-regionerne, nu I er i gang?