Kategorier
Journalistik Profileret

DONA-formand klar med ny blog hos fagbladet ‘Journalisten’

Kim Elmose © flickr

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Kenneth Ley Milling.

*

DONA-formand, Kim Elmose, blogger nu også for fagbladet ‘Journalisten‘. Med titlen “Bøvl & Begejstring” vil Elmose stille skarpt på webkommunikation, sociale medier og alle de mange muligheder, der åbner sig, hvis man som journalist tør favne begge dele.

Kim Elmose er kendt for at være den diplomatiske revser. Med sit mangeårige engagement og deltagelse i udviklingen af journalistik og medier online er han i stand til at se igennem de mange dårlige undskyldninger, der har præget mediebranchen gennem årene og i høj grad har sinket udviklingen af den. Det første indlæg “Tag dog ansvar for egen weblæring” handler om, at journalister selv skal tage teten, når det drejer sig om, at tillære sig færdigheder med blog, wikis og sociale medier.

“Det handler jo bare om at bruge de muligheder, der allerede eksisterer i den virkelighed, vi opererer i.”

Her henviser han til, at de fleste web-tjenester for det første er gratis – for det andet har myriader af let forståelige vejledninger online. Vejledninger som er let tilgængelige, og som man frit kan benytte sig af. I sin egenskab af formand for DONA (Danish Online News Association) står han i spidsen for de danske webkommunikatører, der ønsker at hjælpe og dele viden om online-værktøjer med andre.

Der er – Ifølge Kim Elmose – INGEN gyldig undskyldning. Sid ikke på hænderne og vent på din arbejdsgiver – hjælp dig selv!

Blogging er ingenlunde nyt for Elmose, der tidligere bestred jobbet som blogredaktør hos internetavisen Politiken.dk. Han er fast blogger på webnørde-bloggen Onlineminds.dk og har stadig sin egen velkendte blog – Mediehack – som er en af Danmarks mest kendte medieblogs.

Kategorier
Om Medieblogger Profileret

Følg Medieblogger på Twitter

I disse tider med masser af kommunikationskanaler og værktøjer, kan det være svært at følge med, og det er vigtigt for udbydere af indhold at være så mange steder som muligt.

Derfor kan du nu også følge Medieblogger på Twitter på twitter.com/medieblogger.

Til at starte med bliver der kun postet de seneste indlæg her fra medieblogger.dk, men med tiden er det planen, at der også skal være tweets, som ikke nødvendigvis linker til et indlæg på bloggen.

Hvis du hellere vil følge med fra din e-mail, har vi også et nyhedsbrev.

Kategorier
Mobil Profileret Tendenser

Mine første ti dage med Apple iPhone 3GS

Foto:  William Hook

Folk, der kender mig ved, at jeg bestemt ikke er det, man kalder en ‘Apple fan-boy’, altså en person, der blindt roser alt, hvad Apple udgiver. Faktisk holder jeg ikke engang af Apple-produkter, tværtimod. Indtil for lidt over en uge siden.

Her købte jeg nemlig Apples nyeste iPhone, den der har efternavnet ‘3GS’.

Og hvorfor gjorde jeg så det, når jeg nu har (læs: havde) så meget imod Apples produkter. Jeg gjorde det ikke, fordi jeg så en fiks reklame, der fik mig til at tænke, at jeg bare måtte have en iPhone. Det var derimod en kombination af, at flere og flere omkring mig havde en – og at jeg der havde oplevet, at det virkede som en ret fed telefon (/mobil computer) – samt, at mine Nokia-telefoner fremstod som mere og mere stenalder for hver gang, jeg så, hvad iPhone-brugerne kunne gøre med deres telefon.

Det er altså ikke, fordi jeg er medløber og skal have det “de andre har”, men simpelthen fordi jeg indså, at iPhone var, ud fra mine behov, den helt rigtige telefon.

Det var faktisk først, da jeg havde bestilt telefonen, at jeg så en reklame for iPhone 3GS. Reklamerne betød med andre ord intet i mit valg.

Da jeg så fik min telefon, og havde overstået den første ladning, kunne jeg gå i gang. Og her følger mine oplevelser fra mine første ti dage med iPhone.

Selve systemet og ‘touch’-konceptet
En af mine største overvejelser omkring iPhonen var touch-interfacet. Telefonen har kun to knapper, som jeg bruger. En, der sætter den i ‘standby’-tilstand og en, som går tilbage til hovedmenuen. Resten gør man ved at trykke på displayet. Og det er noget af et skift fra mine tidligere Nokia-telefoner hvor displayet stort set er det eneste på telefonen, man ikke rører ved.

Det faldt mig dog ret lige for at gå i gang med touch-interfacet. Det skyldes formentig, at iPhonen er så intuitivt bygger op i dens ‘user interface’, som betyder, at telefonen (i hvert fald for mit vedkommende) rent faktisk ikke behøver en manual. Og det er et imponerende stykke arbejde, synes jeg.

Det eneste, der drillede i starten var at få SIM-kortskuffen ud, deaktiveret PIN-kode beskyttelsen fra den gamle telefon, og så få aktiveret telefonen via iTunes. Faktisk var det først, da jeg installerede iTunes på Windows XP, at jeg kunne få aktiveret telefonen. Om den fejl ligger hos iTunes-programmet eller Windows Vista, skal jeg ikke kunne sige.

Browseren
De tre Nokia N-series mobiltelefoner, jeg har haft (N95-1, N95 8GB, N85), har alle haft en ting til fælles: Det første, jeg gjorde, når jeg telefonen var klar første gang var at installere Opera Mini-browseren.

Det gjorde jeg, fordi den browser, der følger med Symbian-operativsystemet ganske enkelt er en hån mod de muligheder, der ligger i det mobile internet.

Browseren baserer sig ikke på logik, den kan ikke altid hente siderne rigtigt og ofte skal man slås med horisontal scroll, der er et stort no-no. Derfor har jeg altid valgt Opera Mini (som jeg fik anbefalet tilbage i 2005 af Kurt Westh-Nielsen, da vi begge var på Ingeniøren).

Derfor var jeg meget spændt på at se browseren på iPhone. Det er, ikke overraskende, Apples egen browser, Safari, der har fået lov at optræde i en mobiludgave. Og klarer den så jobbet tilfredsstilllende?

Ja, det må jeg sige. Browseren er meget hurtig, hvilket især skyldes WebKit-kernen, som Safari baserer sig på. Der er mulighed for at arbejde med flere vinduer, som gør, at man som bruger kan følge flere “spor” i sin browsing. Det lyder basalt, men det er et voldsomt løft, når man kommer fra en minimal browser, som Opera Mini.

Jeg savner dog en søgefunktion i browseren, hvor jeg kan søge efter ord eller sætninger på den pågældende side. Opera Mini har den feature, og Safari på iPhone mangler den. Det er muligt, den er der, men jeg har ledt efter den – uden succes.

Et andet minus er, at Flash endnu ikke virker til iPhone. Flash er på vej til en lang række mobiltelefoner, som jeg tidligere har skrevet om, men altså ikke iPhone. Dog kommer iPhone med en YouTube-applikation installeret som kan afvikle YouTube-videoer, men andre Flash-oplevelser, går man glip af.

Opdatering: Flash er dog på vej til iPhone, skriver Read Write Web.

Det betyder dog også, at Flash-annoncer ikke virker, og det er måske ikke så slemt, når man sidder på en mobil dataforbindelse og browser(?)

Applikationerne
Hjertet i iPhone og det, som alle skriver og har skrevet om, er telefonens mulighed for at installere applikationer via Apples App Store. Her ligger alle de applikationer til iPhone, som Apple har godkendt – og det betyder, at de har fået et kvalitetsstempel. Nogle koster penge, andre er gratis.

Den første applikation, jeg installerede er Facebook-applikationen, som er lavet af Facebook selv. Dette må siges at være noget af en opgradering i forhold til den mobile udgave af Facebook (m.facebook.com), som jeg er vant til.

Applikationen gør det nemt at danne sig et overblik, opdatere status, kommentere på andres status og billeder samt selv uploade billeder. Jeg har dog ikke kunnet finde ‘events’, altså begivenheder, i applikationen, men det lader til at være på plads til version 3 af Facebook-applikationen, som er på vej.

Næste applikation var Twitterific Premium, og her tog jeg faktisk mig selv i at gøre noget, jeg ellers aldrig havde troet på. Jeg købte nemlig noget digitalt via mikrobetaling. Applikationen koster nemlig 24 danske kroner. Forskellen her er dog, at man rent faktisk får noget unikt, man ikke kan andre steder, og en funktionalitet, som jeg er villig til at betale for.

Twitterific fungerer upåklageligt og ser samtidig også godt ud. Touch-interfacet spiller rigtig godt, både i Facebook-applikationen og i Twitterific. På mine Nokia-telefoner brugte jeg Twibble, som er god på den platform, men kommer til kort i forhold til de ting, der kan lade sig gøre på iPhone-platformen.

Herudover har jeg installeret forskellige applikationer, der kan give mig tog- og bustider, uploade billeder til FLickr og sidst men bestemt ikke mindst en applikation, der emulerer den legendariske TB-303 bassline fra Roland. Den koster 30 kroner, som jeg rask væk betalte for at få et stykke ægte vintage til min nye telefon 🙂

Kameraet
Apple iPhone 3GS har et kamera på 3.2 megapixels og med autofokus. Umiddelbart lyder det ikke af meget i forhold til de andre kameratelefoner derude, der bryster sig med 8 megapixels og højere. Og selvom iPhone mangler en blitz (det gør den virkelig!), så er jeg meget imponeret af de billeder, som det forholdsvis lille kamera spytter ud.

Megapixels er en ting, optik en anden. Og Apple har faktisk formået at få puttet et ganske hæderligt kamera i iPhone. Her kan du se to billeder, jeg har taget af noget mad i vores kantine:

Djævlefrikadeller

Min oplevelse er, at de billeder, iPhone 3GS producerer er på højde med de billeder, der kommer ud af min Nokia N85, der har 5 megapixels og Carl Zeiss-optik.

Autofokusdelen af kameraet fungerer på den måde, at man kigger på displayet, når man har aktiveret kameraet. Herefter trykker man blot på den del af billedet, som man vil fokusere på. Kameraet fokuserer, og så trykker man på udløserknappen, som også sidder i touch-displayet. Det er ret godt tænkt.

Kompas og GPS
En af de nye hardware-features i iPhone 3GS er et digitalt kompas, der sammen med A-GPS (Assisted GPS) nu gør det endnu nemmere at finde vej.

Jeg ved ikke hvorfor, men GPS’en i iPhone er bare bedre til at finde min position. Både indendørs og udendørs. Og med kompasset kan man faktisk se på Google Maps både hvor man er, og hvilken vej man vender. Nu er der ikke længere nogen undskyldning for at komme for sent til festen.

Det mest negative: Batteriet
For mig er det største minus ved iPhone 3GS batteriet. Det bliver simpelthen drænet for hurtigt, og hver gang jeg skal åbne et applikation for at tweete, tjekke e-mail eller læse nyheder/blogindlæg tager jeg mig selv i lige at tænke over, hvor meget det mon kommer til at dræne batteriet.

Og sådan skal det ikke være. Selvfølgelig trækker GPS og kompas sin del af batteriet, men selvom man blot browser med Safari-browseren, så går batteriet mod 0 for hurtigt.

Apple har tidligere meldt ud, at de er klar over denne problematik (som gælder for 3.0 af styresystemet, og dermed også gælder for dem, der opdaterer deres tidligere iPhone til denne version), og at man mener at kunne løse en stor del af det med en opgradering.

Konklusionen
Alt i alt er jeg enormt begejstret for min telefon. Faktisk mere end jeg selv havde forestillet mig, at jeg skulle blive – og det har overrasket selv mig.

Det er især applikationerne og Safari-browseren, der får det mobile internet til at komme til sin ret, der gør udslaget og gør, at jeg undrer mig over, at jeg ikke har skiftet til iPhone før, det er jo trods alt et stykke tid siden, de første iPhones kom til Danmark.

Selvfølgelig har iPhone 3GS sine minusser, læs ovenfor, men det bliver vejet op af en telefon, der bare er møglækker og virkelig understreger, at Apple har rødderne et andet sted (i computerbranchen) end Nokia, Sony-Ericsson og de andre mobilproducenter.

Heldigvis har mange af disse set skriften på væggen og er på vej med telefoner, der kører på Googles open source-operativsystem Android, som også tager mobiltelefonen et skridt videre fra det, vi kender i dag.

Men iPhone er bare udført så gennemført, at man må tage hatten af for folkene bag, også selvom man har været indædt modstander, indtil man selv fik telefonen.

Ja, der er stadig problematikken, at du skal have Apples egen iTunes-software for at lægge musik på din iPhone (det har indtil videre betydet, at min telefon indholder lige præcis ingen musik) og specifikationerne er på papiret dårligere end andre telefoner på markedet, men brugeroplevelsen på iPhone er så skyhøj, at man er parat til at gå lidt ned i specs for at få en fed oplevelse. Dét kunne mange lære noget af.

Jeg vil bestemt ikke udelukke, at min næste telefon også bliver en iPhone, men det kan lige så vel blive en Android. Det bliver i hvert fald ikke en telefon på Symbian-operativsystemet (som det ser ud nu), som Nokia i øjeblikket sværger til, ikke mindst fordi de rent faktisk har købt softwaren.

Og husk på, at jeg bestemt ikke var en Apple-person før dette, så dette er altså ikke ment som lutter reklame for iPhone. Men samtidig synes jeg også, man skal anerkende, når nogen udfører et godt stykke arbejde – og det synes jeg faktisk, Apple har gjort her.

Kategorier
Distribution Journalistik Profileret Tendenser

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Kategorier
Journalistik Profileret

Spring ud i det

Kategorier
Profileret Tendenser

The New York Times bruger Facebook til billeder

En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

The New York Times poster billeder på Facebook
Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?

Kategorier
Nyheder Profileret

Facebook “framer” sider – må de det?

Hvis man bruger Facebook (og hvem gør efterhånden ikke det?) og klikker på nogle af de links, som ens venner poster, som peger på andre sider, så vil man opdage, at Facebook er begyndt at “frame” de sider, der bliver linket til. Det kan se således ud.

Det vil sige, at der er en Facebook-bar/-ramme øverst, og så vises originalsiden under denne bar. Det er formentlig ment som en service for brugeren (selvom jeg kan have svært ved at se argumentet), men det er et problem: Det er dårlig netikette, og man må ikke – i hvert fald ikke, hvad angår danske netmedier. Her er nogle uddrag:

Der må heller ikke linkes på en måde, så ekstrabladet.dk eller ekstrabladet.tv kommer til at se ud, som om det er en del af en anden hjemmeside (såkaldt “framing”), medmindre du har indgået en aftale med Ekstra Bladet.
–> ekstrabladet.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> berlingske.dk

Det er ikke tilladt at etablere links til Berlingske.dk på en sådan måde, at Berlingske.dk fremtræder i det fremmede websites frame.
–> bt.dk

Der må heller ikke linkes på en måde, så Jyllands-Postens website kommer til at se ud, som om den er en del af en anden hjemmeside, medmindre du har indgået aftale med os.
–> jp.dk

Faktisk var det netop framing, der fik Danske Dagblades Forening til at gå efter Gulex.dk, som vi var nogle stykker, der snakkede om på Jaiku. For eksempel skrev Mads Kristensen følgende:

Jeg har aldrig helt forstået argumentet mod at linke dybt. Men jeg kan godt se, hvis man kan have noget imod framingen. For hvordan tæller trafikken i systemer som f.eks. Gemius, som mediabureauerne bl.a. bruger til at planlægge annoncekøb ud fra? Og noget helt andet er, at det virker en anelse smart at hijacke andres content på denne måde.

Det er jeg meget enig i. Hvis jeg skulle linke til et andet blogindlæg,, kunne jeg da aldrig drømme om at pakke det ind i en Medieblogger-ramme, for måske at score nogle ekstra sidevisninger. Men Facebook gør det altså rask væk.

Spørgsmålet er så, om Danske Dagblades Forening skal gå ind i sagen, eller hvordan den skal gribes an? Eller skal Facebook bare have lov?

Kategorier
Nyheder Profileret

Ingeniørens it-magasin vil mobilisere medier i kampen mod Internet Explorer 6

Redaktionschef for Ingeniørens it-magasin Version2, Rolf Ask Clausen, har skrevet til mig om, at de nu vil mobilisere danske medie-websites mod Internet Explorer 6. Direktør for Foreningen af Danske Interaktive Medier, FDIM, Jon Lund siger:

For vores medlemmer handler det om at bruge færrest mulige ressourcer på teknik og i stedet bruge dem på indhold. Derfor er der store fordele for både for vores medlemmer og deres brugere i at få folk med gamle browsere til at opgradere.

Som jeg tidligere har skrevet, er vi på ekstrabladet.dk allerede med, så det var naturligt for os at slutte os til Version2’s mobilisering.

Det bliver spændende at se, hvor mange, der bakker op.

Husk at besøge drop-ie6.dk, som Søren Hugger Møller står bag.

Kategorier
Journalistik Profileret Tendenser

Print light skal skoddes

Kategorier
Nyheder Profileret Tendenser

Tallene lyver ikke: Medierne skal være på de sociale sites

DR Medieforskning har lavet en undersøgelse af danskernes internetforbrug, og konklusionen er klar:

Danskerne tilbringer nu mere tid på internettet på sider med sociale netværk, dating og brugergeneret indhold, end de opholder sig på store mediesites med nyheder og baggrund.

[…]

Når danskerne er på nettet, er det kun 15 procent – eller knap en sjettedel af tiden, de tilbringer på mediesites som for eksempel dr.dk, tv2.dk eller de store danske avisers hjemmesider.

Derimod tilbringer de 17 procent af tiden på sider med sociale netværk, dating og brugergenereret indhold. Her taler vi for eksempel om sider som Facebook, Google, Youtube og MSN.

Nu er Google i den grad et vidt begreb, da de både leverer søgning, e-mail, dokumenter, nyheder, kort/geografi, website-analyse, feedlæser, oversættelser, dynamisk startside etc.

Men det er stadig en vigtig konklusion, som medierne ikke må sidde overhørig. Hvis man vil vokse i det “modne” (skriver DR i artiklen) webmarked, må man være tilstede der, hvor folk er, og det gælder steder som Facebook, YouTube og Arto.

Flere medier, min egen arbejdsplads inklusiv, har implementeret en “Bookmark”-feature, hvor læserne kan gemme/dele den pågældende historier på steder som Facebook og bogmærketjenesten delicious. Så noget sker der da. Men mere skal til for at sikre mediernes repræsentation på sociale websites. Det på tide for medierne at tænke indhold den anden vej.