I morges da jeg sad og spiste morgenmad var jeg, som jeg altid er, lige en tur rundt på de danske kanalers tekst-tv for at se, hvad der er sket af nyheder siden sidst — og som jeg ikke har læst på mobilen.
TV 2 viser deres morgen-tv, og jeg er lige ved at skifte væk, da jeg ser Line Baun Danielsen går i gang med at interviewe en kvindelig blogger (Spacemermaid), der har udgivet endnu en bog baseret på sin blog, der handler om personlige refleksioner og dagsbogsagtige indlæg, en “tøseblog” om man vil 🙂 .
Anyway, det var ikke det interessante. Det interessante opstår, da Line Baun Danielsen spørger (citeret efter hukommelsen):
Hvordan føles det at få sine tanker udgivet ikke bare på bloggen, hvor det er for en begrænset skare, men i bogform, hvor alle kan læse med?
Det hæftede jeg mig ved. For hvis der er et medie, der ikke har en “begrænset skare”, så er det internettet og blogs, hvor alle kan læse med.
Og så slog det mig bare, at der formentlig er mange der går rundt med den opfattelse. At blogs er for et mindre publikum, mens det først for alvor når ud, når det bliver trykt. Uden tvivl et levn fra fordums tid, før nettet for alvor fik fat i danskerne.
Bogformen er jo meget mere begrænset end internettet, for eksempel er der jo et begrænset antal oplag og bøgerne koster penge, hvor det er gratis at følge bloggen online. Samtidig vil blogindlæggene også dukke op i søgeresultater, hvor en person vil komme mere eller mindre tilfældigt forbi — 37 procent af denne blogs trafik stammer (ifølge Google Analytics fra søgemaskiner.
Verden er dit publikum
Men det betyder samtidig også, at dem der udgiver indhold (i dette tilfælde bloggerne) skal være klar over, at de ikke kun skriver for deres venner, bekendte og hvem, der nu ellers følger bloggen fast.
Som udgangspunkt skriver man for hele verden (Google Translate understøtter dansk nu), når man publicerer på nettet, og derfor nytter det ikke bagefter at ærgre sig over, at man vist lige kom til at udlevere lidt for meget om sig selv.
