Allfacebook.com har kigget i comScores tal og skriver, at Facebook overhaler BBC i Storbritannien, hvad angår unikke besøgende.
Som Nick O’Neill så rigtigt skriver:
This is a big announcement suggesting that yes, news about your friends matters more than news about the world.
Det understreger bare endnu en gang, hvor vigtigt det er for medier at have en form for repræsenation i Facebook-universet.
Gad vide hvordan tallene ser ud for Danmark?
Jeg skriver ikke dette, fordi jeg er i blandt, men fordi der er ni andre gode blogs, som du også bør følge, hvis du ikke allerede gør det.
Se de 10 danske it-blogs, som Computerworld har samlet.
Computerworld åbner op for, at man kan foreslå endnu flere blogs, hvilket jeg kun kan anbefale.
The New York Times, som har en høj stjerne hos mig, har i øjeblikket en rigtig fed interaktiv grafik på deres hjemmeside.
“What to watch for tonight” fortæller, hvad man skal holde øje med igennem valgaftenen og består af fire faneblade med fire tidspunkter, som er vigtige at holde øje med. En stemme forklarer, hvilke stater, man skal holde øje med, og stater illustreres med en video. Det kører bare alt sammen smurt.
Jeg har desværre ikke kunnet finde et link til grafikken, men ved at kigge lidt i kildekoden, burde det være muligt at indlejre den her. Det håber jeg, The New York Times vil tilgive mig:
Det er genialt arbejde.
Jaiku er en mikroblogtjeneste, oprindelig finsk. I oktober 2007 blev Jaiku købt af Google — og siden er det sådan set gået ned ad bakke.
Jeg har tidligere skrevet om, at jeg synes, Jaiku er bedre til samtaler end Twitter. Det skyldes især Jaikus interface med kommentarer direkte under mikroblogindlægget. Der kan Twitter ikke være med.
Men det ændrer ikke på, at Jaiku er så godt som død. Det skyldes uden tvivl blandt andet en lang række af servernedbrud. Ironisk nok opstod de helt store udfald først efter, Google havde købt servicen. Nok noget de færreste ville have regnet med.
Men faktum er, at der er langt mindre trafik på Jaiku, end der var for bare fire uger siden, da vi diskuterede annoncer på blogs. Det gav en debat med 76 kommentarer. Mit spørgsmål om, hvorvidt Jaiku er død gav to.
Konkurrence fra Facebook og Twitter
Ingen tvivl om, at den store konkurrent er Twitter (der lader til at have fået styr på deres tekniske vanskeligheder efter at have ofret nogle features), men Facebooks statusopdateringer er også blevet en alvorlig trussel, og det bliver nok ikke bedre for Jaiku, nu hvor man også kan kommentere hinandens Facebook statusopdateringer på mobilen.
Samtidig er der andre mere eller mindre succesrige services, blandt andet ReportingOn, der bedst kan beskrives som mikroblogging for journalister, hvor journalister kan skrive små beskeder om, hvad de skriver om/arbejder på lige nu.
Jeg bruger Google Talk til at følge alt, hvad mine Jaiku-kontakter (42 stk.) skriver, og jeg har kunnet se en markant nedgang i aktiviteten. Jeg tror, at den større brugerbase og aktivitet på steder som Twitter og Facebook lokker. Det gør det i hvert fald hos mig.
Jeg er ikke typen, der går derhen, hvor de andre går hen, bare fordi, det er der, der er flest – men det er trods alt bedre at have et publikum end at skrive ud i det blå. Og så har både Twittter og Facebook platforme, der sagtens kan konkurrere med Jaiku.
Det ser med andre ord sort ud for Jaiku, hvis ikke Google har et eller andet oppe i ærmet. Måske kan man forestille sig, at Google vil integrere Jaiku i andre services, men så er det et spørgsmål, om det ikke er ved at være for sent.
I den seneste udgave af eJour, som netop er kommet på gaden, bliver der blandt andet kigget på eksterne links, hos medierne, i artiklerne “100 nyheder, 100 citatkilder, 2 links” og “Link ikke til eksterne sider“.
I den første artikel har eJour kigget på 100 artikler hos danske netmedier og kan konkludere følgende:
Danske netmediers journalister er ikke for alvor ankommet til internet. De styres stadig af gamle papiravis-vaner og tilbyder uhyre sjældent brugerne en vejviser til deres kilder og citatstof. Ved at undlade at linke dybt til den baggrund ignorerer journalisternes nettets stærkeste særpræg: dets evne til at skabe forbindelser og binde forskellige informationer sammen.
Det stemmer egentlig nogenlunde overens med den forventning, jeg ville have haft, hvis jeg skulle i gang med sådan en undersøgelse.
Jeg tror, at manglen på de eksterne links skyldes to ting:
Jeg er pro eksterne links, fordi jeg er sikker på, at folk nok skal komme tilbage til det sted, der viste dem det helt rigtige sted hen. Det husker de, og så kommer de tilbage, fordi de ved, at hvis de læser historien der, er der altid et eller flere link(s), hvor de kan få den uddybet, hvis de har lyst til det.
Heldigvis handler den anden artikel da også om, at medierne, især de udenlandske, er begyndt at linke mere eksternt. I artiklen linkes der til Jeff Jarvis’ “Golden Rule of Links in Journalism“, som kort fortalt siger:
Link unto others’ good stuff as you would have them link unto your good stuff.
Jeg har også bemærket, at Politiken er blevet bedre til at linke eksternt, blandt andet i artiklen “DF raser mod regeringen“, hvor man linker til et spørgsmål, som Dansk Folkeparti har stillet til regeringen.
Okay, linket er måske ikke præsenteret så godt, som det kunne (det er kun ordet “svar”, der er klikbart), men det er da helt sikkert en start og bedre end ikke at have et link og lade interesserede søge efter spørgsmålet på Folketingets hjemmeside.
Allerede nu betyder det, at jeg regner med, at Politiken gør det fremover, og det vil da betyde, at jeg vil foretrække at læse artikler om Folketings-relaterede emner dér, fordi de peger mig det relevante sted hen.
Men læs det nye eJour nummer 78, der har titlen “Rammer der rammer plet”.
En af mine kolleger oplevede forleden at blive låst ude af Facebook, som jeg også skrev om på Twitter.
Han er nu blevet aktiveret igen, efter at han skrev til Facebook.
Det, der irriterede ham mest var imidlertid ikke, at han ikke havde adgang til Facebook — men at han var irriteret over at være irriteret over ikke at have adgang. Altså at han opdagede, hvor meget Facebook fyldte i hans liv.
Det kan jeg sagtens følge ham i. Facebook er det sted, hvor jeg har den meste kontakt med mine venner, hvad enten det er privat eller offentlig (som kommentarer på billeder, statusopdateringer etc.). Hvis jeg ikke kunne være på Facebook, ville jeg have mange venner, som jeg ikke kunne komme i kontakt med, da jeg enten ikke har deres e-mail-adresse eller telefonnummer.
Og det er på en gang interessant og skræmmende. For jeg, og formentlig også andre, stoler åbenbart så meget på Facebook, at vi ikke behøver folks e-mail-adresse. I stedet siger vi bare “kan du ikke bare sende mig en besked på Facebook?” — så får man jo alligevel en mail om, at man har fået en besked.
En anden spøjs ting er den mail, min kollega modtog fra Facebook:
Facebook has limits in place to prevent users from abusing specific features on the site. These limits restrict the rate at which you can use specific features. Unfortunately, we cannot provide you with the specific rates that have been deemed abusive.
Your account was disabled because you exceeded Facebook’s limits on multiple occasions when using our Search features, despite having been warned to slow down.
However, after reviewing your situation, we have reactivated your account, and you should now be able to log in. Please be aware that if your account is disabled again, we will not be able to reactivate it. Once logged in, please slow down the rate at which you perform searches on the site. We appreciate your cooperation going forward.
Thanks for your understanding.
Det forstå min kollega ganske enkelt intet af, da han ikke har brugt søgefunktionen på Facebook i en grad, der overhovedet burde komme i nærheden af en udvisning fra sitet.
Og bemærk lige formuleringen:
Please be aware that if your account is disabled again, we will not be able to reactivate it.
Det er måske lige voldsomt nok, når man nu blev udelukket den første gang uden grund?
Det ser ud til, at internettet løber fra Palin:
Results 1 – 10 of about 797 for “palin sarkozy prank”.
Den bliver svær at redde. Også bloggerne har taget fat, mikroblogosfæren ligeså.
Læs historien. Hør opkaldet her.
Alle i hele verden kan høre Sarah Palin gøre sig selv til grin takket være YouTube. Helt klart en nyklassiker.
Hos JD Lasica, som altid er værd at følge, ser jeg, at der udkommer en håndbog til borgerjournalister:
Jack Driscoll, editor in residence at the MIT Media Lab, has written a book on citizen journalism that just went to press: Couch Potatoes Sprout: The Rise of Online Community Journalists is a short how-to, aimed not at professionals but at aspiring citizen journalists.
Bogen bliver beskrevet med følgende ord:
Group citizen journalism is emerging in local communities as mainstream media reduces its reporting ranks. This book describes how community group journalism operates at adult and youth levels.
An intimate, inside look at the internal workings of three pioneering publications—that started in 1996, 1998 and 2003—reflects the satisfaction and energizing effect of being able to publish widely without the benefit of a printing press.
Du kan læse et uddrag af bogen, side 15-16 — ved dog ikke hvor præcist et indtryk af bogen, to siders uddrag gør.
Men rart at se en bog, som tilsyneladende kigger på sagerne fra borgernes og bidragydernes side.
Så kom vi ud af oktober måned og jeg tænkte, at jeg for første gang lige ville lave lidt statistisk sammenligning mellem medieblogger.dk (i dette tilfælde beregnet med MyBlogLog og brugen af mit RSS-feed, som jeg bruger Feedburner til at få statistik på.
Anyways, her er tallene:
| medieblogger.dk: | 2.122 visninger |
| RSS-feedet: | 2.531 visninger |
Jamen hov, hvad var det? RSS-feedet har 400 flere visninger end selve siden. Det overraskede også mig, da folk, der klikker på links til bloggen i søgeresultater og andre blogindlæg lander på medieblogger.dk og ikke i mit RSS-feed.
Men det lader altså til, at hvis jeg vil forsøge at konkludere noget som helst på, hvordan I derude læser/bruger min blog, er jeg nødt til også at inddrage tallene for RSS-feedet. Hvilket er en god ting 🙂
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan distribueret indhold bliver en udfordring for statistikken — og dette understreger blot dette.
For det er fint at have stærke statistikværktøjer som Google Analytics, men hvis flertallet af dine læsere følger dig med RSS, så får du ikke de tal med. Der skal du bruge FeedBurner — som Google har købt, så måske en integration er på vej?
Jeg blev i hvert fald overrasket at se fordelingen af sidevisninger.
Jeg skal for god ordens skyld lige påpege, at jeg har kodet denne blog således, at jeg ikke selv optræder i statistikken, når jeg klikker rundt på min egen blog. Det kan du også gøre, se her hvordan.
På journalisten.dk læser jeg en meget interessant anbefaling fra mediesociologen Ida Willig: Drop den daglige avis:
Den kradsende krise får mediesociolog Ida Willig til at opfordre aviserne til at overlade dag-til-dag-nyhederne til Internettet. I stedet skal betalingsaviserne satse på de klassiske avisgenrer og udkomme sjældnere.
Store internationale aviser vil fyre stakkevis af medarbejdere. Det samme kan ske i Danmark, og derfor opfordrer mediesociolog Ida Willig de nuværende dagblade til at lægge stilen helt om og i stedet satse på at blive få dages-aviser.
Jeg er helt enig. Tidligere har trendforsker Kirsten Povlsen også talt for en lavere udgivelsesfrekvens.
Det er helt oplagt. Jeg har længe gået og tænkt, at konceptet med færre udgivelser og at overlade den hardcore nyhedsdækning til netavisen må være oplagt for et medie som Politiken.
I stedet for en avis hver dag, så udgive en “week edition” hver mandag og en “weekend edition” hver fredag/lørdag, som folk kan fordybe sig i over weekenden.
En ting, jeg lagde mærke til i The Christian Science Monitors nyligt annoncerede netsatsning (som jeg har skrevet om her) var, at de ikke dropper papirudgivelsen. De skærer den derimod ned fra fem dage om ugen til én dag om ugen. Så man stadig har et printpublikum, som kan læse de længere og mere dybdegående artikler, som det trykte magasin formentlig vil komme til at bestå af.
Når jeg tænker på netop Politiken, skyldes det blandt andet, at jeg synes, de er et af de bedste avismedier herhjemme, når det kommer til dybdeborende og baggrundsartikler. Derfor vil det falde naturligt, at have baggrundsartikler i et magasin, der udkommer to gange om ugen og måske indeholder et “wrap up” af, hvad der er sket i løbet af ugen, og skrevet om på nettet, som for eksempel The Economist gør.
En magasinudgivelse vil også betyde, at man kan bringe meget federe billeder, og folk kan nu engang meget nemmere kan sidde i bussen eller toget og læse et magasin end en broadsheet-avis.
Tøger Seidenfaden har tidligere forsøgt sig med at dedikere politiken.dk til nyhedsartikler og have baggrundsstof i avisen, men måske var det for tidligt?
Uanset hvad, så mener jeg, at der ligger en klar og logisk pointe i at gentænke udgivelsesfrekvensen, især når læser- og oplagstallene falder for de trykte aviser. Der er sket utrolig mange ting indenfor medieforbruget og udbuddet over hele verden i løbet af de seneste par år. Men aviserne har ikke rigtig formået at følge med. Det er det, der koster nu.
Som Chris O’Brien fra Next News Room skriver er der gode muligheder for at gentænke avisen:
The fundamental problem newspapers have today is with their product, not the journalism. We give readers one product, in one form, at one time. Increasingly, that product doesn’t fit the way they lead their lives, or consume their news and information. For years, these people have been telling us that they wish there was greater choice in the way they got the print edition. Why can’t I just get the sports section? Or the business section? Yet no one has really tried to tackle this issue head on.
Manden har jo ret.