Kategorier
Tendenser

Ingeniøren: CNN slået af Twitter i Iran-dækning

Ingeniørens Rolf Ask Clausen har i dag offentliggjort en leder med titlen “Leder: Iranoprør viser, hvordan teknologi åbner grænser“, hvor han skriver om nogle af de forandringer, der sker i mediebilledet på baggrund af Twitter og urolighederne i Iran.

Jeg er meget enig i lederen, hvor Rolf blandt andet skriver:

På den måde anviser Twitter en ny virkelighed. CNN er ikke først længere. Nettet kommunikerer nu så hurtigt og intenst, at de gamle kanaler som CNN fremstår som søndagsaviser. De danske redaktioner på de store medier er derved rykket helt ned i tredje geled. Man kan ikke kalde sig velorienteret om en sag som denne, hvis man alene lytter til og læser de traditionelle danske medier.

Læs lederen i Ingeniøren.

Kategorier
Design Journalistik Nyheder Tips

Sjælland får nyt, lokalt nyhedssite, men …

Kategorier
Nyheder

Uroligheder i Iran udskyder opgradering af Twitter

“With great power must come great responsibility”, hedder det i Spiderman. Og det lærer mikroblogtjenesten Twitter i øjeblikket.

En “kritisk netværksopdatering” skal udrulles på Twitter-netværket, men den nuværende situation i Iran betyder, at dette er blevet udskudt:

In coordination with Twitter, our network host had planned this upgrade for tonight. However, our network partners at NTT America recognize the role Twitter is currently playing as an important communication tool in Iran. Tonight’s planned maintenance has been rescheduled to tomorrow between 2-3p PST (1:30a in Iran).

Læs beskeden fra Twitter omkring opgraderingen.

Spændende hvor informationerne fra Iran så lander, og hvilken betydning nedetiden får. Mon ikke Twitter gerne vil holde nedetiden på et minimum?

Kategorier
Nyheder Tendenser

Urolighederne i Iran gør Twitter hyperrelevant

Jeg har egentlig holdt lidt igen med dette indlæg, da jeg egentlig ikke føler, at der er behov for endnu en tekst om, hvad Twitter kan, og hvordan urolighederne i Iran sætter en stor fed tyk streg under medier som Twitters muligheder.

Men så så jeg dette billede, og blev alligevel nødt til at sætte ord på 🙂

For hvad pokker er det lige, der sker? Udenlandske tv-journalister bliver sendt ud af Iran, Al Arabiyas kontorer i Teheran bliver lukket, og man prøver at forhindre iranerne i at uploade videoer og billeder, der om noget kan få os udenfor Iran til at forstå situationen.

Men ligemeget hjælper det. Folk fra Iran uploader i læssevis af billeder via Twitter og TwitPic, prøv blot at følge denne Twitter-søgning.

Så får du besked, så snart en uploader et billede til Flickr eller TwitPic (og skriver om det på Twitter) og inkluderer Twitter-tagget “#iranelection”, som er det mest udbredt tag, når valget i Iran skal dækkes.

Det er skisme interessant og viser med al tydelighed nogle af de forandringer, der er sket i mediebilledet. Og hvor meget, der er sket bare alene i 2009. Javist, værktøjerne har været der i et stykke tid, men pludselig er de blevet relevante og markedsført ud i det store.

Både herhjemme (med eksempelvis Stein Bagger-sagen) og altså nu også for alvor med Iran, noget der især bliver synligt, fordi det Iranske valg er blevet dækket rimelig tæt af de danske medier — især da urolighederne brød ud.

Twitter i sit es
Og hvorfor er det så lige, at Twitter er så oplagt her? Jo, det giver sig selv. Twitter er ikke oplagt til lange stemningsbeskrivelser med sansninger og smukke ordekvilibrismer, som vi journalister bliver uddannet til. Nej, her er det bare at tage et billede eller skrive maximum 140 tegn og så afsted.

Det er præcist, hvad iraneren med mobiltelefonen på gaden, selvom han ikke må, har tid til at få afsted. Twitters stærkt begrænsede funktionalitet passer altså ekstremt godt til brugerens stærkt begrænsede tid. Man kunne tale om, at værktøjet er hyperrelevant. Faktisk er det hurtigere at tage et billede end at skrive 140 tegn, og siden et billede nu engang siger mere end 1000 ord, giver det sig selv. Og det fungerer maksimalt.

Det er fint nok, at folk skriver på Twitter, når det regner, eller når der er tilbud på æg og smør i Irma. Men det flytter ikke noget. Det her, derimod, er en medierevolution. Og der er to tabere: Dem, der klamrer sig til gamle medier og så ham her.

Opdatering @ 18:50
Der kommer stadig en hel del billeder på Twitter, fx dette:
Holy s***.... #IranElection on Twitpic
Opdatering @ 19:10
Og dette:
Share photos on twitter with Twitpic
Kategorier
Mobil Nyheder

Mobilupload-programmet ShoZu skal til at koste penge – for nye brugere

Shozu er en applikation til mobiltelefoner, der gør det muligt at uploade video og billeder til en lang række tjenester som fx YouTube, Flickr og Facebookse den fulde liste — og er derved oplagt for folk på farten, for eksempel journalister, der skal uploade indhold fra mobilen.

ShoZu har i et stykke tid lidt efter en forretningsmodel, så de kunne tjene penge – blandt andet ved at placere annoncer i selve programmet.

Nu har folkene bag meldt ud, at de vil til at tage penge for programmet. Det er dog kun nye brugere, der vil blive berørt. Følgende står at læse i en nyhedsmail fra ShoZu:

Going forward, we will begin charging for the mobile application. If you’re already a ShoZu user, you’ll be happy to know that there’s no charge to continue using it. If you’re new to ShoZu’s mobile application, then there is a one-time charge to download the application and join thousands of happy ShoZu users.

ShoZu har den fordel, at det er en applikation til flere platforme (se listen af telefoner) og flere websites — og at den er nem at bruge.

Jeg ved ikke, om det kommer til at påvirke, at ShoZu bliver hentet mindre (jeg har ikke kunnet finde nogen pris nogle steder) — men det får formentlig betydning for Update.dk, som mig bekendt bruger ShoZu, når du underviser i, hvordan man kan uploade billeder og videoklip fra mobiltelefonen.

Når det er sagt, så tror jeg faktisk, at jeg gerne ville betale for ShoZu. Det afhænger selvfølgelig af prisen. Hvor meget er folk villige til at betale for en mange platforme til mange services-applikation?

Kategorier
Tendenser

Præsentation: Gamle medier på nye medier

I tirsdags, den 9. juni, havde jeg den udsøgte fornøjelse at få lov at holde et oplæg for et RUC-alumni, bestående af tidligere kommunikationsstuderede fra RUC.

Jeg var blevet bedt om at komme for at fortælle lidt om, hvordan vi på ekstrabladet.dk arbejder med sociale medier, og hvordan andre “gamle medier” kan bruge og agere i forhold til de nye medier.

I “the spirit of sharing” har jeg lagt min præsentation op, og du kan se den her.

Kategorier
Radio

Stiftere af Last.fm forlader livsværket

Kategorier
Nyheder

Tillykke til Web 2.0

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Så har det engelske sprog rundet en million ord og udtryk, og måske meget passende blev Web 2.0 ord nummer 1.000.000. Web 2.0 har gjort sit til at udbrede det engelske sprog og fastholde det som første- eller andetsprog i store dele af verden.

Det er The Global Language Monitor, der har udpeget Web 2.0 til ord/udtryk nummer en million i det engelske sprog. I alt 15 ord/udtryk var med i opløbet.

Web 2.0 “vandt” kapløbet 10. juni kl. 10.22 engelsk tid.

Ord nummer 1.000.001 blev Financial Tsunami.

Antallet af ord i det engelske sprog er omgærdet med en hel del usikkerhed, og ikke overraskende har The Global Language Monitors optælling fået masser af kritiske røster på banen. Det får dog ikke The Global Language Monitor til at stoppe sin optælling. Deres kriterier for at ord kommer med, kan ses på deres site.

Kategorier
Distribution Journalistik Profileret Tendenser

Papir er bedre tjent som pengesedler

Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.

*

Aviser er blevet et dyrt bekendtskab, og der er god grund til at dagbladene bør se seriøst på deres forretningsmodel.

Udgifterne er massive og svære at minimere, mens indtægterne svinder ind. Det er faktisk blevet en rigtig dårlig forretning at lave aviser.

I USA har Moody, der blandt andet vurderer virksomheders kreditværdighed, valgt at advare investorer, der overvejer at putte penge i avisproduktion.

Der er simpelthen brug for et kritisk blik på hele branchen.

Moody peger i særdeleshed på det helt fundamentale problem, at kun en lille del af udgifterne er bundet i produktion af det redaktionelle indhold – altså selve kerneydelsen. Gennemsnitligt står den del af forretningen kun for 14 procent af udgifterne. 70 procent går til trykning, distribution og administration. De resterende 16 procent går til annoncesalg, der ligesom produktionen af indhold er helt afgørende for dagbladets eksistens.

Der er brug for nytænkning.

Det gælder også i Danmark. Nøjagtigt som i resten af den vestlige verden, er det trængselstid for bladhusene. Abonnenterne forsvinder, konkurrencen skærpes og annoncørerne holder på pengene.

Det er naivt at tro, at abonnenterne vil vende tilbage, og spørgsmålet er om ikke også annoncørerne har opdaget, at der er mere fornuft i at bruge pengene anderledes og i hvert fald i mindre omfang på de trykte medier.

Det er en rigtige tabersituation, der kun forværres de steder, hvor der også er en gæld at tage hensyn til.

Desværre ligger løsningen ikke lige for. Det er åbenlyst, at der skal fokuseres anderledes, og det vil være katastrofalt at sætte kniven ind i produktionen af indhold. Selvom det faktisk ofte er det der sker, når der skal spares. Det forringer produktet, der dermed bliver endnu sværere at sælge, hvorfor indtægterne falder. Til gengæld følger udgifterne til trykning, distribution og administration ikke med ned.

Det er altså på den største udgiftspost, at der skal kigges på. Man kunne tage springet, og satse alene på onlinemediet, hvorefter udgifterne ville blive markant formindsket. Onlinemediet er dog i sig selv ikke stort nok til at kunne agere indtægtsmotor for bladhusene.

Der er derfor god grund til at fastholde avisproduktionen, men det skal ske på nye betingelser.

Blandt løsningerne er at udlicitere opgaver, fordele udgifter på flere bladhuse og en reduktion i udgivelsesfrekvensen.

Det er klart, at der er konkurrencehensyn, der gør, at flere dagblade ikke vil kunne dele udgifter mellem sig udover de områder, hvor det allerede finder sted. Eksempelvis i forhold til udbringning af aviser, som det blandt andet er tilfældet i dag, hvor Bladkompagniet står for en betragtelig del af udbringningen. En klar gevinst for dagbladene, der ville stå med en uoverskuelig økonomisk udfordring, hvis de hver i sær selv skulle bringe aviserne ud.

Samarbejdet sker også på trykkesiden.

Gevinster er der i endnu højere grad at hente på samarbejde på tværs mellem medier, der ikke er i direkte konkurrence mellem hinanden. I særdeleshed geografisk. Genbrug af indhold, ensartet redigering af fællessider ligger lige for, men man skal formentligt gå endnu længere, hvis det rigtigt skal kunne mærkes på økonomien. Spørgsmålet er dog ikke hvor meget selvstændig styring over alle aspekter af avisproduktionen, som dagbladene vil holde fast i. Spørgsmålet er i virkeligheden, hvor meget de har råd til at holde fast i.

Det sidste store – og i virkeligheden ganske ømme punkt – som bladhusene skal se på, er udgivelsesfrekvensen. Skal avisen komme seks eller syv dage om ugen? Hvor afgørende er det. Og ikke i forhold til selvopfattelsen, for den tjener man ingen penge på, men i forhold til fastholdelse af læsere og annoncører. Det er trods alt dem, der skal betale.

Min påstand er, at flere lokale og regionale dagblade kunne reducere i udgivelserne. I første omgang kunne man droppe den ene ugedag, hvor der er en gratis, husstandsomdelt avis (i øvrigt ofte ejet og drevet af selvsamme bladhus).

Hvad med at smelte de to aviser tættere sammen. Drop betalingsavisen den ene dag og gøre indholdet i gratisudgaven lidt bedre (så der er endnu flere læsere og dermed annoncekroner at hente).

Der ligger i dag to forskellige redaktionelle fokus på betalingsavisen og den gratis avis, men er det den rette løsning?

Personligt trives jeg fint med gratisavisen alene, fordi den fortæller mig, hvad der skal ske fremadrettet (begivenheder den kommende uge) og bringer petitstof fra mit lokalområde. Min lokale betalingsavis fokuserer på ting, der er sket (og som jeg altså er gået glip af! Fedt) og dækker typisk et større områder, hvorfor det hyperlokale petitstof ikke er med.

Alt i alt er det gratis produkt bedre for mig end det betalte. Jeg er næppe den eneste, der har det på den måde.

Hvorfor ikke bringe de to udgivelser tættere på hinanden? Det kunne jo være, at der kom nye abonnenter til, hvis man smeltede medierne sammen, og lavede en gratis – lidt mere lokalfokuseret – udgivelse, der kom på gaden én gang om ugen. Den ville også kunne give læserne et indtryk af, hvad de kunne få, hvis de valgte at modtage avisen hver dag (mod betaling, naturligvis).

Under alle omstændigheder skal der ske noget. Tænkes alternativt og ikke mindst slagtes nogle hellige køer rundt omkring. Til gengæld er det meget vel dem, der rent faktisk gør det, der kommer sejrrigt ud i den anden ende.

Kategorier
Nyheder

Samtlige partnere forlader AidOnline

Så gik den ikke længere. “Nødhjælps-organisationer dropper Aidonline“, skriver Børsen.

Samtlige 12 nødhjælpsorganisationer, der indgik som partnere for det nystartede annonceprojekt Aidonline, har med øjeblikkelig virkning trukket sig fra samarbejdet. Det sker efter massivt pres fra medier og samarbejdspartnere.

Flere sponsorer har angiveligt truet de involverede nødhjælpsorganisationer med at trække stikket, hvis de ikke forlod Aidonline-projektet, og de trusler har man ikke kunne sidde overhørig.

Fra folkene bag lyder det dog, at AidOnline vil fortsætte og vil donere de penge, der samles til til velgørende formål.