Facebook Connect, der gør det muligt at forbinde hjemmesider med Facebook, er nu tilgængelig på 64 sprog, skriver All Facebook.
Facebook giver dermed udviklerne mulighed for at vælge, hvilket sprog, der skal være standardsproget i de Facebook Connect-elementer, der eksisterer på deres website.
Som Nick O’Neill fra All Facebook også skriver, kunne det dog være lækkert, at Facebook Connect-applikationen tog folks sprog fra Facebook og blot brugte det.
Man kunne jo snart starte en blog, der udelukkende beskæftigede sig med at gå journalisters research efter i kortene.
“Kun 4 procent bruger Twitter“, skriver MediaWatch:
I maj har knap fire procent, eller cirka 143.000 af den voksne befolkning har været på Twitter. Til sammenligning har 53 procent af personer 15 år eller derover besøgt deres profil på Facebook i samme periode.
Det lyder jo interessant, og man vil gerne læse mere. Undersøgelsen må jo findes et sted, og måske journalisten linker til den? Nej:
Det er mediabureauet Mindshare, der har behandlet maj-tallene fra analysebureauet Gemius.
MediaWatch – stedet hvor man spørger, og ingen svarer
Så jeg lægger en kommentar, hvor jeg spørger, om der måske findes et link til undersøgelsen. Intet svar.
Jeg er ikke den eneste, der ligger inde med spørgsmål. Ricki Mae Melchior spørger om, hvordan trafikken er målt. Et meget, meget relevant spørgsmål.
Twitter fungerer nemlig på den måde, at man kan bruge twitter.com, men mange bruger forskellige programmer og applikationer til at bruge Twitter, da Twitter har et åbent API. Det betyder, at man kan lave applikationer, hvorfra man kan skrive til og læse på Twitter. Det er i sin essens altså ikke nødvendigt at bruge twitter.com.
Det står der ikke noget om i artiklen.
Det får Mads Kristensen til i sin kommentar (nummer 3 uden svar fra journalisten) at stille spørgsmålet:
Kan det virkelig passe, at Mindshare ikke er klar over, hvordan Twitter reelt fungerer via API’er og 3. parts applikationer, før de går ud og kommenterer på deres egen undersøgelse? Virker ikke helt gennemtænkt.
Og det venter vi så pænt på at få svar på. Det havde nu været rart, hvis journalisten bag artiklen, havde tjekket de tal og sat sig ind i, hvordan Twitter som tjeneste fungerer, så vedkommende kunne have spurgt dem, der står bag undersøgelsen.
Tilbage står blot, at fire procent af danskerne bruger Twitter. Men vi aner ikke, om det tal passer.
Så blev det fredag, og en ny weekend banker på døren. For nogen er dette sidste arbejdsdag inden ferien. Til jer: God ferie. Til jer andre. God weekend.
Her følge to videoklip, som jeg vil dele med det. Det første så jeg for et godt stykke tid siden, og det andet har jeg først opdaget nu. De er begge lavet af samme person, Casimir Nozkowski.
I den første møder vi en “first-poster”. Du kender dem måske. En first-poster er en, der altid skal lægge den første kommentar til noget. Det være sig et videoklip, et blogindlæg eller noget tredje. Se her, hvordan en first-poster arbejder:
I denne video er vi hjemme hos en spammer. Han forklarer, hvordan han får tiden til at gå med at udsende spam til diverse e-mail-adresser:
Så husk: Næste gang, du modtager spam eller en irriterende kommentar, som måske gør dig gal, der er et menneske bag. Og disse personer bærer åbenbart typisk hættejakker.
Udover dette synes jeg, Nozkowski er arketypen på et menneske, man bør sætte stor pris på. For ikke mange penge laver han underholdende klip, som vi andre kan se kvit og frit og sende til vores venner.
Tjek for eksempel hans “Pants Problem”, som jeg er ret vild med:
Det er høj kvalitet og, synes jeg, bedre end rigtig meget af den underholdning, som det klassiske tv vil byde på i løbet af den kommende weekend.
“Sådan vælger du den bedste browser“, skriver Politikens Tjek 10 juli 2009.
Så tænker man som læser, at nu skal man læse en gennemgang af de forskellige browsere, hvor de bliver vægtet i forhold til hinanden og nogle af funktionerne bliver sat op i en tabel, så man kan danne sig et overblik.
Men nej, for artiklen indeholder kun meget overfladiske beskrivelser af de forskellige browsere, og Google Chrome, der er nævnt i faktaboksen, er ikke nævnt nederst i artiklen, hvor man linker til de pågældende browsere. Det er for sløset.
Faktisk findes der sådan en artikel, som jeg efterlyste (okay, helst efter mine krav er den ikke, men den går stadig an). Og faktisk linker Politikens Tjek-artikel til den. Men det er godt gemt.
Nederst i faktaboksen til højre står der nemlig:
Læs mere på www.pcworld.dk
Og klikker man på “www.pcworld.dk” kommer man ikke, som man måske skulle tro, til PC Worlds forside. Nej, man lander på artiklen Overblik: Her er den bedste browser for dig” — og her er faktisk links til for eksempel de tidligere problemer med Chrome-browseren, som også nævnes i Politikens Tjek-artikel.
“Cover what you do best. Link to the rest,” siger Jeff Jarvis. Hvis dette blev efterlevet, kunne Politiken blot have lavet en kort artikel, der linkede til PC World-artiklen og beskrev, at man her kunne finde den browser, der bedst passer ens behov.
Herved kunne Politikens have sparet sig selv for en artikel, der mest af alt fremstår som, ja, ubrugelig.
Jeg synes, det er påfaldende, hvor gode Politiken-journalisterne er blevet til at linke til deres egne artikler (og det er oprigtig ros!), men det kniber altså stadig når man skal linke “ud af butikken”.
På denne blog er der blevet skrevet en del om Twitter, også i forbindelse med mediets rolle i forbindelse med urolighederne i Iran. Prøv blot en søgning på “twitter”.
Via Facebook er jeg blevet gjort opmærksom på, at Kim Elmose (som også er formand i DONA, hvor jeg er bestyrelsemedlem) sammen med Peter Mose (der er journalist og medforfatter til ‘Håndbog for Statsministre’) skrevet en klumme om Twitter og den udvikling, det har været udefor.
Du kan læse kronikken på information.dk, men den er bag en betalingsvæg de første 48 timer, så hvis du ikke kan vente, kan du læse den på DONA-bloggen.
Bemærk: Når du læser klummen, bliver der præsenteret nogle tal for, hvor mange “tweets” (beskeder på Twitter) der blev skrevet om valget i Iran. Disse tal skal tages med en vis usikkerhed, da populære emner på Twitter hurtigt bliver offer for spam – det samme gælder for Iran.
Der er udsigt til konkurser og nedskæringer blandt danske dagblade, TV- og radio-stationer. I det lys er det forståeligt – omend beklageligt – at man nu kives internt i den danske mediebranche. I en tid, hvor internationale medier fylder mere og mere, ville kræfterne være brugt langt bedre på at prøve at finde en fælles løsning, der kan sikre et stærkt dansk mediebillede.
Sådan indleder Sofus Midtgaard sin kronik i Berlingske, der bærer titlen “Mediedebat uden musketerånd.
Nu er netop Berlingskes top-kvinde, Lisbeth Knudsen, dog selv godt i gang med at leve op til Midtgaards ord:
Udsigten til en artikel i dagens udgave af Jyllands-Posten fik i går aftes koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, til at true den jyske konkurrent med erstatningskrav og andre retsskridt.
Det står i hvert fald at læse i MediaWatch-artiklen “Lisbeth K. truer JP med sagsanlæg“.
Dette illustrerer jo så udemærket, hvad Sofus Midtgaard omtaler, når han skriver, at man “kives internt i den danske mediebranche”.
Spørgsmålet er så bare, om ting som disse på det danske mediebillede fjerner fokus fra at finde ud af, hvordan man kan/skal agere overfor og med de store spillere som eksempelvis Facebook og Google.
Stor var min interesse, da jeg tilbage i februar måned 2008 i teknologimagasinet Wired læste artiklen “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” skrevet af bladets chefredaktør, Chris Anderson (Wikipedia | blog), der også har skrevet ‘The Long Tail’ (Wikipedia).
Heri kan man læse, hvordan omkostningerne ved at distribuere informationer over internettet er gående mod nul. Derfor titlen ‘Free’.
Nu er bogen ‘Free’ så endelig kommet, og den får en lidt hård medfart af David Stuart, der er “post-doctoral researcher at the University of Wolverhampton investigating web 2.0 technologies, everything from blogs to social networks and wikis”.
I indlægget “Chris Anderson’s ‘Free’: Not worth buying” på Online Journalism Blog skriver han blandt andet følgende:
Whilst I’m sure Anderson expects to make a lot of money from the book, he also has his eye firmly on the increase in his fee for public speaking, and as such the book does a great job of marketing Anderson as the guru of ‘Free’.
Does this book turn “traditional economics upside down” ? Not really.
I en kommentar er Mindy McAdams (hendes Teaching Online Journalism-blog vil jeg anbefale dig at følge) enig, og hun skriver, at Andersons bog er “too little, too late”. Hun kritiserer især, at Anderson tilsyneladende ikke har noget nyt at byde på.
En anderledes modtagelse får bogen hos danske Søren Storm Hansen, der har anmeldt bogen på dSeneste.dk og runder af med ordene:
Free: The future of a Radical Price er velskrevet og underholdende, og der er bestemt øjenåbnere undervejs. Kan varmt anbefales.
Jeg har endnu ikke selv fået læst ‘Free’, men jeg har bestilt den. Selvom bogen kan læses gratis på nettet, foretrækker jeg stadig at kunne have den i hånden og læse den. Også selvom den så ikke er så “free” 🙂
Sofus Midtgaard (han er også på Twitter) har skrevet en ganske interessant kronik i Berlingske med titlen “Mediedebat uden musketerånd“.
Heri taler han om, at spillerne på det danske mediemarked skal holde op med at gå op i slagsmål internt og i stedet kigge i retning af “de store drenge”, såsom Google og Facebook.
Kronikken er anbefalet læsning, så hvis du ikke har læst den, vil jeg foreslå at du gør det nu.
“Ny pille giver dig 23 ekstra leveår“, skriver BT. Vi kan nu tage en pille (indeholdende molekylet ‘rapamycin’), som kan forlænge vores liv med 23 år. Eller hvad?
Nej, for der er kun udført forsøg på mus. BT har ellers talt med en dansk læge, Henning Kirk, som er umiddelbart begejstret, men samtidig maner til ro:
De nye forsøgsresultater tegner rigtig lovende og er absolut værd at gå videre med. Men det er vigtigt at bemærke, at der indtil nu kun er foretaget museforsøg med midlet. Man kan ikke drage helt sikre paralleller fra mus til mennesker.
[…]
Det er vigtigt stadig at slå koldt vand i blodet. Tingene er ikke helt så enkle, som vi ofte går og tror. Der er så mange ukendte faktorer, som indvirker på, om vi lever i længere eller kortere tid. Vi kender stadig ikke alle mellemregningerne. F.eks. ved vi ikke, om der er en indbygget grænse for, hvor længe vores hjerne kan fortsætte med at danne nye celler, eller hvor længe den kan kontrollere stress.
Men læser man BT’s artikel, kan man sidde med det indtryk, at når rapamycin (eller rapamysin, som BT kalder det), kommer i en variant til mennesker, så sluger man bare sådan en pille, og så er man kørende.
Nej, så simpelt er det ikke. The Economist har nemlig også skrevet om rapamycin i artiklen “Extending lifespan: Of mice and monkeys“, hvor man også skriver om forsøg med et forlænget liv via kostændringer.
Her står der i slutningen af artiklen at læse:
That is not to recommend people take doses of rapamycin. Its main medical use is to suppress the immune system, so anyone consuming it casually would open himself to serious infection.
Lige dén vinkel glemte BT. Så der er ganske vist udsyn til et håb om, at man en dag kan få en pille (eller andet medikament) baseret på rapamycin. Men der er vist lang vej endnu.
Hvad vigtigere er, så tyder det på, at man kan fremkalde samme reaktion ved kostændringer:
What is equally interesting is that both the TOR pathway [tilføjelse: det er rapamycin] and the one controlled by sirtuins [tilføjelse: det er kosten] are also affected by caloric restriction. It looks, in other words, as if the drug-based and diet-based approaches are acting in similar ways.
Det er i sandhed interessant – men det er som bekendt meget mere besværligt at gennemføre kostomlægninger end at tage en pille 🙂
Hvor er det dog en storartet finesse ved internettet, at man lynhurtigt kan dobbelttjekke historier som denne og få hele sandheden med.