Kategorier
Tendenser

Fungerer brugerblogs ikke for de store mediehuse?

Min gode ven, og tidligere kollega, Kim Elmose (som er blogredaktør på Politiken), har skrevet et rigtig interessant indlæg om, hvorvidt læserblogs har værdi for de store medier.

Jeg synes, at erfaringen er, at det fungerer bedst på nichemedier – fx. Ingeniøren og Computerworld – samt lokale medier, mens – sorry Nationen og Avisen.dk – at det fungerer knap så godt – hvad angår kvalitet på større landsdækkende medier.

Mange onlineredaktører og -personer hos de store medier er af den opfattelse, at indholdet skal samles hos dem. Kim mener det stik modsatte:

Skulle vi gå i gang nu, ville det være svært at pege på årsagen til at folk skulle rykke en blog over til os. Hvor skulle vi diffentiere os fra de mange tilbud, der er – Blogger, WordPress.com + de ovenfor nævnte ved at åbne op for alle til at oprette en blog?

Det er meget rigtigt. Kim nævner også Politikens trackback-service (som bliver leveret af blogsøgemaskinen Twingly), som betyder, at hvis man fra sin blog linker til en artikel på Politikens netavis, og ens blog er sat op til at pinge Twingly, så linker politiken.dk-artiklen automatisk tilbage.

En genial måde at kommentere på artikler, og hvis et blogindlæg er over stregen, er det bare at slette det trackback-link. Det bliver også lettere at være mediet, da man ikke skal bekymre sig om at moderere blogindlæg, kommentarer, etc.

Vi har en lignende service sammen med den danske blogsøgemaskine, Overskrift.dk, som mig bekendt indekserer flere danske blogs end Twingly. Vi har dog endnu ikke fået implementeret featuren ordentligt (hvilket er vores egen fejl), men det er noget, vi stadig kigger på. Lige nu er der andre større ting, der lige skal i luften først 😉

Det kræver tid og kræfter

Det vil måske overraske nogen (da jeg arbejder på et stort medie, som har et blogunivers), men jeg er faktisk enig med Kim langt hen ad vejen.

For erfaringerne viser nemlig, at det er svært at få blogmediet til at fungere på et medie, der dækker hele landet og en masse emner. Som Kim også skriver, så fungerer det bedre på lokal- og nichemedier.

Det tror jeg skyldes, at folk har et overordnet emne eller område, de holder sig indenfor. På de store medier beder vi indirekte læserne tage stilling til store ting, som de ikke nødvendigvis har forudsætningerne til at kunne kommentere på. Hvad enten det er amerikansk politik, integrationspolitik eller noget helt tredje.

Jeg siger dog ikke, at det ikke kan fungere på store medier. Men der skal afsættes nogle ressourcer, som kan luge ud og sørge for, at der ikke ligger noget indhold, der er mudderkastning, injurierende eller ligefrem ulovligt. Og den slags indhold vil opstå, og derfor er det vigtigt at have kræfterne til at kunne adressere det.

Vi har for nyligt, i torsdags, givet forsiden på vores blogunivers en overhaling – af den simple årsag, at for meget dårligt produceret indhold fra vores bloggere lå og fyldte op i listerne og skræmte andre, og potentielle nye, brugere og bloggere væk.

Så noget gør vi. Og det er også nødvendigt. Det, vi kan tilbyde vores brugere, i forhold til andre blogcommunities, er en stor potentiel læserskare, og at de kan få deres blogindlæg linket til og/eller repræsenteret på ekstrabladet.dk. Men er der for meget dårligt indhold, som skræmmer de gode bloggere væk, som ikke har lyst til at diskutere personfølsomme emner i offentligheden, så er vi nået ingen steder.

Samtidig skal vi, selvfølgelig, også holde øje med alle de gode blogs derude, som ikke er hos os selv. Det er alle mediers pligt i det nye omstrukturerede marked, som blogs og mikroblogtjenester som Twitter og Jaiku har været med til at skabe.

Er blogmediet taget som gidsel?

For nogle år siden havde jeg kæmpe tiltro til blogmediet, og det har jeg egentlig også stadig, men jeg føler lidt, at det er blevet taget gidsel af nogle mennesker, der føler at de har en ytringspligt, også selvom deres holdninger er komplet ubegrundede og nogle gange direkte forkerte.

Heldigvis er der stadig også en masse gode blogs derude, både på de andre bloguniverser, på folks egne hjemmesider og gudskelov også hos os selv. Og det gælder om at fremhæve de gode bloggere og facilitere dem, så “de andre” bloggere forstår, at det betaler sig at tage det seriøst og gå op i andet end at diskutere i børnehaven.

Og jeg elsker stadig blogmediet, især på grund af dets samtalenatur, som, når det lykkedes, skaber en synergi, som går både bloggere, læsere og kommentatorer klogere og bringer dem tættere sammen – og det er det, det hele handler om i sidste ende.

Men måske er nu et meget godt tidspunkt at gøre status i blogland?

2 kommentarer til “Fungerer brugerblogs ikke for de store mediehuse?”

Helt enig, Lars; man skal fremhæve de blogs, der kvalitetsmæssigt leverer nu noget – og så si alle de andre fra.

Det er ikke at censurere – det er at filtrere og udvælge – fordi de andre underlødige blog vil stadig være synlige. Folk skal bare kæmpe for at finde frem til dem 😉

Tidligere har det været som om, at al blogging per definition var god OG tilførte et medie / mediebilledet noget kvalitet fordi det blev udført af “rigtige, almindelige mennesker” .

Og det holder altså ikke.

Trine-Marias http://hovedetpaabloggen.dk tilfører anden kvalitet end http://jegersaafuckedupsurognegativ.dk – og derfor vil jeg lukke TM inden for og den anden spade uden for – og derved gøre læserne ved at servere kvalitet uden larm ved siden af.

Egentlig rimeligt simpelt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *