Kategorier
Journalistik

En formel for kvalitet på nettet?

En af fordelene ved internettet fremfor papiravisen er, at det er muligt at se meget præcis, hvor mange, der har læst en given historie.

Dette har dog, i mine øjne, taget overhånd, og vi er efterhånden derhenne, hvor vi sidestiller en historie, som er blevet læst/klikket på mange gange som en god historie. Men det er den nødvendigvis ikke.

De mange kliks kan jo for eksempel betyde, at overskriften er god (eller indeholder ord som “sex”, “chok” eller lignende) eller at billedet animerer folk til at klikke på historien. Det siger intet om, hvorvidt indholdet af artiklen rent faktisk er godt og falder i læsernes smag.

Ingredienser
Derfor forestiller jeg mig en formel, der gør det muligt at sige noget mere kvalificeret om, hvilke historier, der er gode. Umiddelbart vil jeg foreslå, at man inkluderer følgende i formlen:

  • Antal visninger (som nu)
  • Sessionstid (hvor længe har læserne i gennemsnit haft historien åben?)
  • Hvor mange gange er artiklen blevet videresendt?
  • Deltagelse (antal kommentarer og lignende)
  • Tidspunkt (antallet af potentielle læsere afhænger jo at tidspunktet på døgnet, derfor kan døgnet inddeles i zoner)
  • Artikellængde (sessionstid afhænger blandt andet af artiklens længde)

Nogle af parametrene hænger sammen, for eksempel skal antallet af læsere/visninger og antallet af kommentarer måske divideres med den tidszone, vi er i. Altså skal tidszonen omkring middag have et højere tal, således at det tal, der kommer ud er lavere. Det samme gælder for sessionstiden og længden af artiklen, formentlig målt i antal anslag (inklusiv mellemrum).

Hvordan formlen skal stilles op, og hvor meget de forskellige parametre skal veje i forhold til hinanden, vil jeg lade være op til folk, der har bedre forstand på det end mig.

Men jeg synes altså, at vi mangler et måleredskab for kvalitet (og ikke kvantitet) på nettet! Er jeg den eneste?

Kategorier
Borgerjournalistik Mobil Net-TV

Bold.dk må ikke bruge brugernes dækning

Jeg har skrevet om det tidligere: Bold.dk ville bruge brugernes videoklip til at dække fodboldkampe.

Jeg skrev, at jeg var i tvivl om, at Bold.dk måtte gøre sådan. Og det må de heller ikke: Det er nemlig lovligt at dække kommercielle begivenheder gratis, skriver MediaWatch. Det samme siger Divisionsforeningen:

“Det går ikke. Det vil jo svare til, at man går i biografen med et kamera og lægger filmen gratis ud på nettet bagefter, siger Divisionsforeningen direktør Claus Thomsen til MediaWatch.

Bold.dk har herefter sagt, at man ikke vil omgå rettighederne.

Kategorier
Journalistik Nyheder

Webcrawler – ny jobbeskrivelse?

Det er jo næppe nogen hemmelighed, at langt størstedelen af alverdens nyheder nu til dags bliver “breaket” på nettet. Men hvor det førhen stort set kun var medierne, der smed nyhederne på nettet, er det nu blevet nemmere for menigmand, især med de forskellige blogging-værktøjer, at publicere til nettet.

Et eksempel:

18:13 tikker der en sms ind på min mobil. Det er fra mikroblogtjenesten Jaiku, hvor Mads Kristensen skriver, at der er bombealarm på Høje Taastrup station.

Det er fem minutter før Politiken og endnu mere før Ekstra Bladet (hvor jeg arbejder) der “ejer breaking news på nettet“.

Hvordan kunne det lade sig gøre? Jo, Mads sad i toget og sendte en besked til Jaiku, hvor den ryger på med det samme og bliver sendt ud til de af Mads’ Jaiku-kontakter, der har valgt at blive holdt opdateret per mobil. Den hastighed kan selv ikke Ritzau slå.

Et andet eksempel er Villy Søvndals blogindlæg, som cirkulerede internt her i huset, før nyheden ramte Ritzau. Alligevel kommer Ritzau først.

Så en ting er, at nyhederne og/eller oplysningerne er derude. Noget andet er at få fat i dem. Her kunne jeg meget vel forestille mig en medarbejder, måske 100% dedikeret til opgaven, der “trawler” nettet igennem for nyheder og viderebringer dem til den redaktionelle stab. Man kunne kalde vedkommende for en “webtrawler” eller “webcrawler” (ordet er lånt herfra)?

Jeg tror, at især nyhedsmedierne kunne have gavn af at have mindst én medarbejder, der er ekstremt wired — i den forbindelse at vedkommende følger en hulens masse feeds, har forbindelser til “de rigtige personer” på nettet etc. — og kan adskille skidt fra kanel.

Ellers kan Markedsføring måske skrive næste gang, at “Brugerne ejer breaking news på nettet”?

Kategorier
Borgerjournalistik Mobil Net-TV

Bold.dk: Undgå rettighedsproblemer, brug brugerne

Det er er interessant.

MediaWatch har en artikel om, at fodbold-sitet bold.dk vil til at lave et brugerunivers.

Og her ser bold.dk‘s direktør Denis Larsen en smart fidus. I stedet for at købe dyre rettigheder til at vise videoklip fra kampene, vil man i stedet lade brugerne uploade videoklip fra kampene.

Til spørgsmålet om, hvorvidt der er problemer med det, svarer han:

“Nej, for det er jo folk selv der har lavet og uploadet det”.

Det bliver spændende at se, om den holder “i retten”. For eksempel er det jo forbudt at filme til koncerter (selvom The Chemical Brothers er foregangsmænd på dette område og opfordrer deres koncertgængere til at uploade videoklip og billeder), men jeg skal ikke kunne sige, om dette også gælder for fodbold.

Måske er der forskel på, om der er fri eller betalt adgang til kampen?

Sikkert er det dog, at det er godt at se bold.dk tage brugerne seriøst og tænke over, hvordan man kan bruge dem mere aktivt.

Kategorier
Politik

Dagens citat

Hvis man ikke har respekt for et medie – så lad dog være med at bruge det!

Christian Bogh om Helle Thornings blog.

Kategorier
Journalistik

Papiroplagstal: Det ser ikke godt ud

Som man kan læse hos MediaWatch, så bløder avisbranchen og starten på 2008 har været forfærdelig, i hvert fald hvad angår oplagstal — især for JP/Politikens Hus. Det viser seneste opgørelse fra Dansk Oplagskontrol.

MediaWatch har en liste over de aviser, der er gået mest tilbage i dagligt oplag:

  1. Politiken: -10.543 eksemplarer
  2. Jyllands-Posten: -9.070
  3. Ekstra Bladet: -8.024
  4. Nordjyske Stiftstidende: -6.725
  5. Berlingske Tidende: -5.743
  6. B.T.: -5.366
  7. Dagbladet: -4.286
  8. JydskeVestkysten: -3.578
  9. Sjællandske: -2.851
  10. Århus Stiftstidende: -2.776

Altså en samlet tilbagegang for JP/Politikens Hus på 27.637 aviser. Av.

I et interview med MediaWatch forklarer Ekstra Bladets (hvor jeg arbejder) chefredaktør Poul Madsen, at faldet især skyldes gratisaviser:

“Der er sket det, at gratisaviserne har flyttet sig mere og mere væk fra at være husstandsomdelte, så der nu reelt er fire stærke trafikaviser. Og vi kan se, at vi slet ikke er ramt i de områder, hvor gratisaviserne ikke udkommer.”

Interessant er det i denne sammenhæng, at JP/Politikens Hus selv er repræsenteret i gravisaviskrigen, med 24 Timer, som har kostet mere end 300 millioner kroner indtil videre. Er JP/Politikens Hus så med til at grave graven for koncernens betalte medier? Det er én udlægning.

Uanset hvad, så er faktum, at gratisaviskrigen har kostet den danske dagbladsbranche 12 års overskud — og tilsyneladende en hulens masse læsere.

Så hvem står bedst i gratisaviskrigen?

24 Timer, hvis koncern mister oplag blandt andet på grund af gratisaviserne? Nyhedsavisen, der har fyret halvdelen af sin journalistiske stab? Eller Urban (som er blevet relanceret og har “problemer“) eller MetroXpress (som kom ud med “et flot overskud“)?

Kategorier
Journalistik

Værktøjer eller koncepter/struktur i undervisningen?

Der kører en interessant debat om, hvorvidt man skal bruge Dreamweaver i undervisningen af journalister (Mindy McAdams har også blogget om det).

Interessant i denne debat er dog dette blogindlæg af Mark Comerford, hvor han hellere vil tale underliggende struktur i stedet for værktøjer:

[…] the problem is not Dreamweaver per se but the way we tend to concentrate on particular pieces of software instead of the underlying structures the software addresses.

Han kalder det “red button”:

We teach Red Button classes. Take a monkey and teach him that pushing a big red button gets him a banana and you soon have a happy monkey.
After a while take him to a banana warehouse. Poor monkey goes hungry. No red button to push. Unhappy monkey.

What we all to often do is teach our students how to use a particular piece of software – which red button to press.
They then go out into the real world to discover that the company they have come to has a blue button. Unhappy student.

Og her kommer konklusionen:

We need to teach the underlying concepts, the logical structures, the why more than the how. What a Content Management System is and why it is. Once they understand that then it will be (relatively) easy for them to find the right button to push, or to explain to the button pusher what they need.

Jeg er meget enig. På Journalisthøjskolen blev vi undervist meget i værktøjer, for eksempel Flash (som jeg tidligere har blogget om). Selvfølgelig blev vi undervist i storytelling-teknikker, men vi fik ikke nogen undervisning i den underliggende struktur, for eksempel hvordan hjemmeside-dokumenter er opbygget.

Content Management Systemer fik vi ingen undervisning i, jeg valgte at lave mit projekt i WordPress (dansk) og vores AGFokus-nyhedssite (hvor vi fulgte AGF i en uge) var også i WordPress, fordi en anden studerende og jeg anbefalede det.

Kategorier
Net-TV

Ulovligt at offentliggøre overvågningsvideo?

På en blog kaldet “Jonas’ blog” læser jeg, at Datatilsynet har anmeldt en butiksindehaver for at offentliggøre videomateriale fra overvågningskameraer i butikken, der viser et indbrud samt overfald på personalet, på internettet.

Det skriver Nordjyske.dk, og de skriver også om, at manden har klaget over Datatilsynet.

Det er jo lidt en penibel sag, for som bloggeren Jonas også skriver, så bruger for eksempel TV2’s Station 2-program jo også overvågningsvideoer. Jeg kan forestille mig, at grunden til, at Datatilsynet har anmeldt manden er, at gaden udenfor butikken bliver filmet.

Men det er da et emne til diskussion…

Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik

Hvor er borgermediet, der dækker urolighederne?

Der sker ting og sager i København og andre byer lige nu. Biler og containere sættes i brand, kan man læse hos internetmedierne.

Men hvor er det borgerjournalistiske medie, som bruger den enorme ressource, som indbyggerne i de berørte byer udgør? Nogle personer fra Ekstra Bladets Nationen (hvor jeg også sidder) har fremstillet et Google Maps-kort over de steder, hvor der har været brande — men kortet er afhængig af politiets døgnrapporter og vil således altid være “bagefter”.

Jeg efterspørger et medie, der minut for minut følger urolighederne. Det sted, hvor jeg kan gå hen for at se, hvor der nu er ballade/uroligheder/brand. Hvor indbyggerne rapporterer ind med historier om, hvordan situationen løbende udarter sig, hvor journalisterne ikke venter på, at politiet bekræfter optøjerne.

Det kunne jeg godt tænke mig at se, og urolighederne kunne være et oplagt emne for et borgermedie. Det overrasker vel få, at der nu er ballade fjerde nat i træk…

Kategorier
Borgerjournalistik Net-TV

CNN: Nu med borgerjournalistik

Endnu et indlæg om CNN her på medieblogger. For ikke så forfærdelig langt tid siden fyrede de en medarbejder for at blogge og nu vil de prøve kræfter med borgerjournalistik skriver Stefan fra Overskrift.dk.

Det nye borgermedie hedder iReport og praler i øjeblikket af 89.944 iReports på verdensplan, heraf 915 styks den sidste måned.

Kim Elmose går mere i dybden med iReport ovre på Mediehack.