Kategorier
Borgerjournalistik Journalistik

TV2’s 1234 får eJour-prisen

Det er både med glæde og lidt ærgerlighed at jeg læser, at TV2’s 1234 har fået eJour-prisen indenfor journalistik på nettet.

Glædeligt fordi TV2’s 1234 tager læserne alvorligt. Ærgerligt, fordi jeg mener, at der var en meget mere oplagt vinder blandt de nominerede.

Hvis vi kigger på en del af begrundelsen:

Stedets originale koncept giver løfte om en netjournalistisk fremtid, der går ny veje i forhold til den klassiske model a la “vi fortæller, du lytter”. Endnu er konceptet ikke fuldt udfoldet, men det er lovende. Så stedet fortjener prisen mere for det løfte, der kigger i konceptet, end for løftets indfrielse.

1234 repræsenterer allerede nu noget af det mest spændende, der er sket i dansk netjournalistik de seneste år, og det bør følges aktivt med råd og dåd af nysgerrige journalister engageret i fagets og branchens fremtid.

Jeg er egentlig enig, og jeg ville nok også have peget på 1234 som vinder, hvis ikke det var fordi Århus Vest-portalen var blandt de 27 nominerede. Her er, hvad eJour selv skriver om Århus Vest:

Portalen er banebrydende borgerjournalistik, idet redaktionen består af Danmarks første ‘uddannede’ borgerjournalister på nettet. De er gennem fire måneders kursus trænet til at tænke journalistisk og vinkle nyheder og reportager, så portalen er læseværdig, aktuel og grundig. Initiativet er taget af foreninger i Århus Vest, der var trætte af fordomsfyldt omtale af bydelen — og som nu sætter ind med borgernes egne nyhedsformidling. Journalisterne skriver, redigerer og fotograferer under supervision af uddannet journalist og projektleder.

Der er flere grunde til, jeg synes, at Århus Vest er en mere oplagt vinder:

  • Det er opstået som et mindre “oprør”, fordi nogle beboere i et lokalområde ikke følte, at deres lokalavis dækkede godt nok (efter hvad jeg har hørt)
  • Århus Vest uddanner selv borgerjournalister, så de er klædt på
  • På Århus Vest er det 100 procent borgerne i Århus Vest, der sætter dagsordenen

Århus Vest-portalen er kort fortalt et vaskeægte græsrodsmedie, der er startet fra bunden. Og jeg synes sgu det er federe, end at et etalberet lader deres brugere indsende materiale, som TV2 så kan bruge, hvis det passer ind i deres nyhedsdækning.

Det ville også sende et signal til andre lokale græsrodsmennesker, der går med de samme tanker, hvis man belønnede Århus Vest med eJour-prisen. Så ville redaktørerne på de store og mellemstore medier måske have tænkt “hov, hvad er nu det her for noget?” og opdaget, den mindre medierevolution, der starter nedefra. I stedet sidder redaktørerne nu og tænker: “Hold da fast! Sådan noget skal vi da også have!”

Og vi ved vidst alle, hvordan det ender.

Når det så er sagt, er der stor ros og tillykke til 1234 herfra.

2 kommentarer til “TV2’s 1234 får eJour-prisen”

Hej Lars

Jeg kan bestemt godt følge dig. 1234 er et både spændende og godt initiativ, men som eJour jo også selv skriver, er det ikke færdigt endnu. Jeg har dog også svært ved at se, hvordan grundtanken i 1234 adskiller sig fra DitCentrum.dk hos Nordjyske Medier.

På en eller anden måde virker det lidt forkert at give prisen, når Aarhusvest-folkene ér flyvende, og i høj grad langt mere nytænkt – også på det sociale plan.

Men sådan er det jo med alle priser. Nogle er enige og andre uenige. Hos UPDATE tiltrækker græsrodsprojekter generelt sig i hvert fald en stadig større interesse – også på forskningssiden.

Men tillykke til TV2 🙂

(Og også til DR for at have ‘sakset’ Journalisthøjskolens webredaktør Frederik. Det bedste ‘spillerkøb’ DR har gjort længe)

/Ken

Som projektleder for borgerportalen http://www.aarhusvest.dk er jeg glad for jeres kommentarer. Jeg skal ikke dømme blandt de enkelte kandidater, da jeg er temmelig forudindtaget… Men borgerportalen har i hvert fald græsrodselementet – som I også peger på.
Velan, der kommer en ny prisuddeling om et år, og imens har vores borgerportalsprojekt udstrakt sig til nye bydele i Århus, da det ikke kun er ÅrhusVest, der kører med klatten. Nu starter Viby med en borgerjournalistuddannelse, og efter sommeferien gælder det et endnu ikke udpeget område.
Stay tuned!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *