Tag: wired

Kategorier
Tendenser

Nej, web er ikke dødt

(Dele af denne artikel er revideret maj 2017 – læs mere nederst.)

En kollega har tippet mig om debatindlægget “Web er dødt – men internettet har fået nyt liv” på politiken.dk. Artiklen er skrevet af Stig Kirk Ørskov, der er direktør i JP/Politikens Hus.

I sit indlæg argumenterer Ørskov for, at internettets “åbne protokoller” og World Wide Web (den del af internettet, som vi “surfer” med vores browser) er på vej ud, mens det er lukkede universer som Facebook og Apple, der fører an. Der er en del løse ender i det debatindlæg – derfor vil jeg dedikere et indlæg til det.

Ørskovs debatindlæg er baseret på Wired-artiklen “The Web Is Dead. Long Live the Internet“, der er skrevet af Wired-redaktøren Chris Anderson.

Dødsdommen fældes af bladets chefredaktør, Chris Anderson. I årets nok vigtigste artikel om internettets udvikling dokumenterer han, hvordan tidens to hurtigst voksende digitale virksomheder, Facebook og Apple, repræsenterer et fundamentalt brud med den hidtidige brug af World Wide Web.

Lad os hæfte os ved ordet “dokumenterer”. Det har nemlig vist sig, at det er værd at stille spørgsmålstegn ved Wireds måde at gøre trafikken op på.

Den 17. august (samme dag som Wired’s artikel udkom) skrev BoingBoing-bloggen (en af verdens suverænt mest læste blogs) indlægget “Is the web really dead?“.

Her kigger Rob Beschizza først på den graf, som Wired har præsenteret:

Wireds graf over internettrafikken

Det ser jo meget fint ud, vi ser tydeligt, at web’et er på vej tilbage. Men Wired’s graf er baseret på andelen af trafikken. BoingBoing laver i stedet en graf baseret på faktisk trafik:

BoingBoings graf over internettrafikken

Her ser vi, at World Wide Web har en markant fremgang, stadig.

Derudover stilles der på BoingBoing et relevant spørgsmål. Wired’s graf er nemlig gjort op efter trafikmængde – det vil sige, der måles i megabytes. Er det den bedste måleenhed?

It’s also worth adding that bandwidth, though an interesting measure of the internet’s growth, isn’t so good for measuring consumption. It doesn’t map to time spent, work done, money invested, wealth yielded… Does 50MB of YouTube kitteh represent more meaningful growth than a 5MB Wired feature? And, as others point out in the comments, many of the new trends are still reliant on the web to work, especially social networking.

Altså: Ting, der fylder mere tæller mere i Wired’s optik. Det vil jo alt andet lige betyde, at videostreaming vil fylde kolossalt meget, da det fylder flere bits og bytes end tekst.

Hvad er hvad?

Men her stopper det ikke. For det er også værd at kigge på, hvordan Wired gør de forskellige områder op. Jon Lund, tidligere direktør for FDIM, skrev om Wired-artiklen på Twitter, og jeg skrev tilbage til ham, og her er hvad han svarede – interessant:

wired tweaker app-begrebet for at afsige deres www-dødsdom: youtube og skype-trafik regnes til apps i deres optik (#)

Aha – det vil altså sige, at YouTube ikke regnes med i statistikken for World Wide Web, selvom YouTube med garanti henter langt størstedelen af deres afspilninger og trafik via netop web.

Ørskov skriver også:

[…] verdens indholdsproducerende virksomheder [har] fundet ud af, at de ikke kan finansiere produktionen af kvalitetsindhold ved at gøre indholdet frit tilgængeligt på internettet.

Kan det have noget at gøre med, at mediernes indtil videre bedste bud på indtjening via frit indhold (det vil sige via annoncer) ligner den samme model som man brugte for 10 år siden ufatteligt meget?

Når jeg besøger for eksempel politiken.dk bliver jeg serveret for et hav af annoncer, jeg ikke har den ringeste interesse i. Eksempel: I artiklen “Wozniacki blæser videre” (altså en sportsartikel), ser jeg følgende annoncer:

  • Jobzonen
  • SAS
  • Apollo
  • Lastbiltransport.dk
  • Brandos (sko)
  • Estonian Air

Altså annoncer, der har intet at gøre med indholdet. Hvis man som medie ikke præsenterer annoncer, der relaterer til indholdet, hvad regner man så med? Det er det, Google kan. Det er derfor, de tjener masser af penge på annoncer. Det, og så at annoncerne ofte ikke blinker og larmer, men blot er tekst, som det menneskelige øje kan afkode.

(Tilføjelse: Store blinkende kampagne-annoncer kan være fine på forsiden – men når jeg er inde på en artikel, som omhandler et specifikt emne, skal annoncerne være relevante, før jeg så meget som overvejer at klikke på dem 🙂

Bemærk:

Teksten i denne artikel er revideret i maj 2017. Meningen er stadig den samme, og kritikken står ved magt – men enkelte formuleringer er ændret. Jeg mener grundlæggende, man skal skrive om folk, som man vil tale om dem, hvis de var i lokalet – og dele af denne artikel afveg fra det standpunkt.

Kategorier
Tendenser

Er Chris Andersons ‘Free’-bog “too little, too late”?

Stor var min interesse, da jeg tilbage i februar måned 2008 i teknologimagasinet Wired læste artiklen “Free! Why $0.00 Is the Future of Business” skrevet af bladets chefredaktør, Chris Anderson (Wikipedia | blog), der også har skrevet ‘The Long Tail’ (Wikipedia).

Heri kan man læse, hvordan omkostningerne ved at distribuere informationer over internettet er gående mod nul. Derfor titlen ‘Free’.

Nu er bogen ‘Free’ så endelig kommet, og den får en lidt hård medfart af David Stuart, der er “post-doctoral researcher at the University of Wolverhampton investigating web 2.0 technologies, everything from blogs to social networks and wikis”.

I indlægget “Chris Anderson’s ‘Free’: Not worth buying” på Online Journalism Blog skriver han blandt andet følgende:

Whilst I’m sure Anderson expects to make a lot of money from the book, he also has his eye firmly on the increase in his fee for public speaking, and as such the book does a great job of marketing Anderson as the guru of ‘Free’.

Does this book turn “traditional economics upside down” ? Not really.

I en kommentar er Mindy McAdams (hendes Teaching Online Journalism-blog vil jeg anbefale dig at følge) enig, og hun skriver, at Andersons bog er “too little, too late”. Hun kritiserer især, at Anderson tilsyneladende ikke har noget nyt at byde på.

En anderledes modtagelse får bogen hos danske Søren Storm Hansen, der har anmeldt bogen på dSeneste.dk og runder af med ordene:

Free: The future of a Radical Price er velskrevet og underholdende, og der er bestemt øjenåbnere undervejs. Kan varmt anbefales.

Jeg har endnu ikke selv fået læst ‘Free’, men jeg har bestilt den. Selvom bogen kan læses gratis på nettet, foretrækker jeg stadig at kunne have den i hånden og læse den. Også selvom den så ikke er så “free” 🙂

Kategorier
Tendenser

The Economist vs. Chris Anderson: Er der en forretningsmodel i at give indhold væk online?

19. marts udgav The Economist lederen “The end of the free lunch—again, hvor man gør status på de mange services på internettet anno 2009.

Argumentet i lederen er, at ligesom ved dotcom-boblen har vi i de seneste år været igennem en periode, hvor folkene bag diverse internettjenester atter har genvundet troen på, at man kan give sine ting væk på nettet for så at tjene penge på de mange brugere senere, fx via annoncer.

Men den holder ikke, argumenteres der i lederen:

Ultimately, though, every business needs revenues—and advertising, it transpires, is not going to provide enough. Free content and services were a beguiling idea. But the lesson of two internet bubbles is that somebody somewhere is going to have to pick up the tab for lunch.

Det er Chris Andersen, der er chefredaktør på teknologimagasinet Wired, uenig i. I løbet af i år udkommer hans bog “Free” (læs forløber-artiklen for bogen), som netop argumenter for, at der er en forretningsmodel i at give sine ting væk.

I et indlæg på sin Long Tail-blog med titlen “My Letter to the Economist” argumenterer han for sin sag:

First, where is your evidence that online advertising is a failing model? To be sure, the crisis has dramatically slowed its growth (like that of every other industry) but unlike most others, it’s still positive. The worst forecasts for the year that I’ve seen predict that it may drop by a few percent from last year’s record figure. That’s a lot better than the offline advertising market and hardly supports your hyperbolic claim that “the demise of a popular but unsustainable business model now seems inevitable.”

Second, there is more to free business models online than advertising. The big shift since the crisis has been the rise of “freemium” (free+premium) models, where products and services are offered in free basic and paid premium versions. Think Flickr and Flicker Pro (more storage), virtually all online games and even your own site (some free and some paid content).

Jeg synes, personligt, at både The Economist og hr. Anderson har gode pointer, og hvad enten man er enig med den ene eller den anden, eller blot interesseret i forretningsmodeller på nettet, bør man læse begge to.

Kategorier
Tendenser

En forretningsmodel uden pladeselskaber?

Dette indlæg er egentlig et resultat af, at jeg læste René Clausen Nielsens indlæg om lukningen af FabChannel, et website, hvor man kan se koncerter, og Jeff Howes Wired-artikel “Why the Music Industry Hates Guitar Hero“.

For selvom man godt kan forstå, at pladeselskaberne skal tjene penge, så ser det fra et forbrugersynspunkt udpræget meget ud som om, pladeselskaberne gerne vil stoppe alt, der har med musik at gøre, og som er sjovt. FabChannel, Guitar Hero, Rock Band etc.

Det har fået mig til at tænke, om man kan forestille sig et musikmarked uden pladeselskaber. Et marked, hvor kunstnerne markedsfører sig selv og selv står for salget, og derved en større profit af salget – af såvel musik som merchandise, og ikke som man forestiller sig hos Warner:

Warner has actually led the industry with a policy of signing bands to so-called 360 deals, in which artists give the label a cut of everything they sell, be it ringtones, merchandise, or concert tickets. (#)

Musikerne kunne gøre deres egen butik (som kunne sælge såvel MP3 som CD’er og vinyler) via en PayPal-løsning, og kunstnerne vil selv kunne bestemme sig for eventuelt at give enkelte numre fri — samt koncertoptagelser.

Det vil også betyde, at prisen for at bruge musikken i spil som fx Guitar Hero vil falde, da der er færre, der skal have bidder af kagen.

Hvis vi tager eksemplet med FabChannel, kan det jo tænkes, at det kan trække endnu flere mennesker til næste koncert, hvis de kan se den forrige på nettet og se, at et band er helt fantastisk på en scene — det kan også være det, der afgør, om man skal ind og se en koncert, hvis man er i tvivl. Det giver et lidt bedre indtryk end at sidde og lytte til lydbidder på diverse online musik-butikker eller MySpace.

Problemet i en verden uden pladeselskaber er distribution. Et pladeselskab som fx Warner har et enormt distributionssystem, der sikrer, at musikken når ud til butikhylderne — her er en distribution via internettet ganske enkelt ikke god nok. I hvert fald ikke endnu.

Til gengæld vil musikerne kunne slå sig sammen i såkaldte “collectives” (fx ud fra geografi eller genre) og hjælpe hinanden med at promovere musikken. Det kan ikke erstatte et major label som Warner, men det er en interessant model. Den mangler dog afprøvning af større kunstnere.

Indtil da kan man hente gratis og lovlig MP3-musik hos 7Digital, der er min favorit online-musikbutik. Oftest er det kun et eller to numre på et album, der er gratis, men det har flere gange i mit tilfælde gjort mig interesseret, og så har jeg købt hele albummet.

Kategorier
Tendenser

Sergey Brin (Google) troede ikke på Wikipedia – hvad kan medier lære af det?

Via Wired-redaktøren Chris Andersons blog, The Long Tail (opkaldt efter hans bog) ser jeg, at Googles medstifter Sergey Brin slet ikke troede på Wikipedia.

Men han tog fejl, og det indrømmer han i et videoklip, som du kan se på Chris’ blog.

Klippet er godt nok fra 2005, men det gør det på ingen måde uddateret. For humlen gælder nemlig stadig:

The lesson is that more is different. The Internet, by giving everybody access to a market of hundreds of millions of people, can work at participation rates that would be a disaster in the traditional world of non-zero marginal costs. YouTube works with just 0.1% of users uploading their own videos. Spammers can make a fortune with response rates of 0.00001%. (To give you some context, in my business of magazines, response rates of less than 2% on direct-mail subscription offers are considered a failure.)

This is the underlying logic of the Freemium business model, which uses the near-zero marginal cost of online distribution to reach the maximum possible audience, converting just a tiny fraction of them to paid users.

Og det er jo interessant. Og som Chris Anderson så rigtigt skriver, så har internettet for alvor åbnet op, så alle personer og organisationer kan nå det enormt store publikum, som internettet udgør.

Og her tror jeg, at medierne kan lære noget. Nemlig, at det ikke nødvendigvis handler om at få mange betalende kunder i butikken, men at det kan være nok at have en mindre procentdel, som er betalende kunder, hvis man altså har et stort nok publikum.

Det helt store debatemne er fortsat hvad, medierne kan tage penge for. Jeg tror ikke på artikler, som kræver betalt abonnement. I stedet tror jeg, medierne bør kigge på et medie som for eksempel fotodelings-sitet Flickr, som jeg tidligere har skrevet om.

Her er det gratis at være med. Alle kan oprette en profil på Flickr og uploade billeder – godt nok med begrænsninger. Men det er gratis.

Hvis man derimod vil mere med Flickr end bare at uploade lidt billeder og have disse features:

  • Unlimited photo uploads (20MB per photo)
  • Unlimited video uploads (90 seconds max)
  • Unlimited storage
  • Unlimited bandwidth
  • Unlimited photosets
  • Archiving of high-resolution original images
  • The ability to replace a photo
  • Post any of your photos or videos in up to 60 group pools
  • Ad-free browsing and sharing
  • View count and referrer statistics

…ja, så koster det 25 amerikanske dollars om året. Ikke dyrt, men hvis en tilpas stor procentdel af Flickr-brugerne vælger at blive betalende brugere, så har man en forretning. Og jo flere, der bruger Flickr jo mere bliver en procentdel værd.

Logik, ja, men det er sådan, det skal bygges op, hvis der skal tjenes penge: Merværdi. Ikke ved at tage noget fra dem, der er gratis, men ved at give dem, der betaler mere indhold og andre features.

Jeg tror på Flickr-modellen med at “lokke” gratis kunder i butikken med en gratis basispakke af god kvalitet (det er her, medierne står i dag). Vil folk have mere avancerede features (og et lille “Pro” efter deres navn, når de skriver kommentarer) og den ekstra merværdi – ja, så er det frem med kreditkortet.

Den helt store udfordring er så nu at finde ud af, hvad den merværdi skal bestå af for medierne.