Tag: Nyheder
Nu er verdens bedste fodboldspiller (og det siger jeg ikke bare, fordi jeg er Barça-tilhænger) officielt på Facebook.
Det meldte FC Barcelona ud (på blandt andet Twitter) i går.
Du kan finde Messi på Facebook på facebook.com/leomessi.
Den ansete blog ‘Mashable’ opdager det og tæller hvor mange “fans”/”likes”, som Messi-siden har fået.
Derefter skriver man artiklen ‘7 Million Fans Like Leo Messi’s Facebook Page in 7 Hours‘. Det lyder jo helt utroligt. Problemet er bare, at det ikke passer.
Jeg ville nemlig fluks ind og markere min støtte (som det hører sig til), men opdagede, at jeg allerede var i blandt ‘likerne’. Altså må siden have eksisteret på forhånd, eller være et resultat af flere Messi-sider på Facebook, der er slået sammen.
Mashable deler historien på Facebook, og i kommentarerne der og på mashable.com begynder folk at melde ind, at siden allerede fandtes. Det får Mashable til at opdatere deres artikel med denne tekst:
Update: Some commenters have suggested that Messi may have automatically transferred fans from his unofficial pages to his official page. While Facebook allows businesses to merge place pages with fan pages and to turn personal profile pages into fan pages, there’s not a public option to merge multiple fan pages. We’ve reached out to Facebook about whether Messi’s page administrator negotiated a merge with a Facebook representative.
Men der var skaden sket. Adskillige medier og personer har opdaget historien og skrevet om, hvor utrolig mange fans, Lionel Messi fik på meget kort tid, spørg blot Google.
Bevares, nu kunne jeg vide det, fordi jeg allerede havde klikket ‘Like’ til Lionel Messi. Men man kunne også have åbnet profil-billedet til siden og set, at det er uploadet den 2. februar. Ergo har Lionel Messi ikke fået alle disse tilhængere på én dag.
Bevares, det er i småtingsafdelingen og ikke noget, der vælter regeringer – men det er faktatjek, og der skal være styr på fakta.
Foto: Rafael Amado Deras
Når jeg støder på overskrifter som ‘Young Americans still like papers‘, så stopper jeg altid op og studser lidt.
Min forundring bliver ikke mindre, når jeg læser følgende:
Young people in the United States still like newspapers, according to a Harvard survey. Asked for their preferred source of political news, 49% of 18 to 29-year-olds – nicknamed the millennials – named papers.
The survey, by the Harvard University Institute of college students, hitting the 60% mark.
Harvard har også selv udsendt en pressemeddelelse (hent den som PDF) om undersøgelsen, hvor man skriver:
America’s 18 to 29 year olds look first to major national newspapers – followed by
“Facebook Friend” statuses – to track 2012 presidential campaign.Major national newspapers, by far, were considered the most preferred sources for political news and information, with 49% of 18 to 29 year olds and 60% of four-year college students reporting that they are interested in receiving information from this source.
Regarding various new technologies and social media channels, interest was next greatest in friends who share using Facebook (36%), official campaign Facebook feeds (29%), partisan, political blogging websites (22%), text or mobile alerts (19%), friends who share using Twitter (16%) and official campaign Twitter feeds (16%).
Inden papirmafiaen nu hæver hænderne højt over hovedet og begynder at starte aviser målrettet til unge, så har Harvard-undersøgelsen en gevaldig svaghed, som står nævnt i det blogindlæg hos The Guardian, som jeg linkede til tidligere:
However, the poll does not differentiate between the print and online platforms (surely a bad flaw).
Altså gør man i undersøgelsen ikke forskel på net- og papir-aviser. Så nu står vi med en undersøgelse, der fortæller os noget, vi nok egentlig godt vidste i forvejen. Nemlig at de store udgivere står højt på listen over kilder til nyheder. Sådan tror jeg egentlig også, det er herhjemme. Det ville i hvert fald undre mig, hvis det var anderledes.
Men lad os nu se, om WAN kaster sig over denne undersøgelse…
Kategorier
Diaspora – mere proces end produkt
Nu har jeg haft nogle få dage til at afprøve Diaspora, som nogle medier nok vil udråbe til “det næste Facebook”, “Facebook-afløser” og lignende.
Lad os lige starte med at slå en ting fast: Det er det ikke.
Det er et alternativ til Facebook for folk, der er bekymret for Facebooks privacy-/privatlivsindstillinger. Og så er det et halvfærdigt stykke arbejde, der burde være blevet holdt for lukkede døre året ud.
Det startede med, at jeg ikke kunne udføre tilmeldings-processen. Jeg havde en profil stående, som folk kunne tilføje som ven/kontakt (nogle gjorde det), men jeg kunne ikke lære tilmeldings-processen færdig og komme ind på selve Diaspora.
Nu er jeg så kommet ind og har været derinde i løbet af de seneste dage. Og der er kedeligt. Ingen skriver noget. Der sker ingenting. Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde nogen, for hvem gider skrive noget et sted, hvor kun en brøkdel af eksempelvis de venner, man har på Facebook, er tilstede.
Derudover har jeg svært ved at se Diasporas rolle. Jeg tvivler på, at privacy-bekymringer er nok til at give en anden platform succes – især når man kigger på, hvor meget Facebook har opbygget med venskaber, Facebook Connect, link-deling etc. Det er ikke noget, der rasler fra hinanden fra den ene dag til den anden.
Her er Diaspora en meget mere sandsynlig kandidat. Siden er langsom, der er ingen features udover at man kan skrive statusopdateringer (som andre kan kommentere på) og tilføje billeder – samt selvfølgelig finde andre, man kan tilføje.
Det spændende ved Diaspora er processen. At det er blevet skabt, fordi nogle er utilfreds med store, stygge Facebook og at udviklingen foregår åbent over hele verden. Men den sang har vi altså hørt før.
Hvad skal jeg med det?
Lige nu har jeg meget svært ved at se, hvad jeg skal bruge Diaspora til. Twitter og Facebook adskiller sig (både fra hinanden og fra de tilbud der var tidligere) markant, det har Diaspora pt. ikke udsigt til at gøre.
Lad os lave en parallel til browsermarkedet: Hvem vil lancere en browser, der kun kan vise websites og billeder, og tilmed er langsommere end de etablerede produkter? Ja, jeg ved, at Firefox startede som en nedbarberet udgave af Mozilla, men den havde stadig features et stykke udover det allermest basale – samt plugin-understøttelse.
Det er selvfølgelig svært at sidde og give noget så tyndt en tommelfinger op eller ned. For at Diaspora kan få succes skal der flere features og muligheder til, før first-moverne blot afskriver det som et mere eller mindre lige gyldigt hobby-projekt. Ellers ender det som Google Buzz eller Wave.
Det er godt med konkurrence, der holder alle parter oppe på dupperne. Lad os derfor håbe, at Diaspora en dag kan yde konkurrence.
Og kan folkene bag dog ikke i det mindste få taget sig sammen og købt ‘diaspora.com’-domænet, så man ikke kun har ‘joindiaspora.com’? Please.
Google Me-logo taget fra ‘Google Me – The Movie’
I øjeblikket florerer der et rygte på nettet om, at Google er på vej med en konkurrent til Facebook. Dette indlæg på Inside Facebook er nok det nærmeste, vi kommer på en bekræftelse af, at det passer.
Det er jo interessant at se, at Google tilsyneladende langt fra har opgivet sine “sociale drømme”, til trods for at det ikke gik helt som ønsket med Wave,der skulle gøre kollaborativt arbejde nemmere og bedre, men gjorde ingen af delene, og Buzz, der var (og er, går jeg ud fra) Googles bud på et mikromedie a la Twitter.
Jeg har tidligere skrevet om, at Facebook sidder på det sociale, mens Googles styrke ligger andre steder: Blandt andet indenfor online services (eksempelvis mail, geografi/find-vej og samarbejde), styresystemer, arbejde med kolossale datasæt og selvfølgelig søgning. I denne artikel om Google Buzz fremfører jeg samme pointe.
Umiddelbart tror jeg, det bliver svært for Google at få succes med en “Facebook-konkurrent”, hvis det da er det, de går efter. Ja, mange har en Google-konto, men kan Google få os til at bruge den til ting, som vi i dag bruger Facebook til?
Og kan de overhovedet lave noget, som almindelige mennesker forstår? Chris Matyszczyks “Is Google far too much in love with engineering?” er værd at læse og læs derefter “Google’s mismanagement of the Android Market” af Jon Lech Johansen (nok bedre kendt som “DVD-Jon”).
Derudover har jeg fået følgende gode pointer som svar på følgende tweet:
So will Google’s new social thing (“Google Me”) be yet another service that we’ll talk about nonstop for 5 days and then never use again? (#)
daria: there is a chance for it but taking into consideration they are going against FB I assume they pull out some heavy guns (#)
[…]
there is a bit of difference between going against twitter and FB.but i agree google chances look rather slim.and even having kickass product will have a hard time to move people (#)
stefanvase: Well, they tried once with #Orkut: http://bit.ly/cwsR2A – without any success. #Google have reached its peak… (#)
boab: think google must launch with a more finished product than they normaly do, if they want to win the masses (#)
Og her er Googles nyelige flirt med sociale medier fint opsummeret 🙂
vesterby: Jamen jeg ælsker min wav… ehm buzz… ehm, ja, jo. Du har nok ret. (#)
That said, så bliver det da spændende at se Googles bud på det, der skal binde os alle sammen online. Men denne gang holder jeg mine forventinger nede.
Jeg kunne, og burde, skrive et blogindlæg, der udelukkende handler om musik-sitet/-community’et Last.fm og hvorfor, det bare er så fantastisk, og (efter Facebook) det sociale website, jeg bruger mest.
I stedet vil jeg skrive om en nyhed fra Last.fm – nemlig den, at de har lavet en top 40 over albumudgivelser fra det seneste år (1. oktober 2008 – 16. november 2009). Listen er ikke baseret på, hvad anmelderne har sagt. Nej, den er tværtimod baseret på, hvad brugerne af Last.fm (og dem er der mange af) har lyttet til i den periode.
Der er desværre ikke nogen listeoversigt, hvor man kan danne sig et overblik, men du kan starte fra nummer 40 (Little Boots) og klikke dig igennem.
En smart detalje, at man kan se, hvor meget man selv har lyttet til den pågældende kustner. Her er for eksempel den globale graf (blå) og min graf (rød) for The Prodigy, der ligger nummer 4 med deres ‘Invaders Must Die’-album (Wikipedia):
Det er ikke svært at se, at albummet udkom i februar.
Sådan fungerer Last.fm
Alt denne data er kommet fra brugerne til Last.fm ved, at de blot har lyttet musik. Ikke noget med at opdatere en profil, skriver beskeder eller noget som helst. Last.fm fungerer nemlig på den måde, at man installerer et program, som så at sige “lytter med”, når man hører musik og lægger dette op på ens profil, kaldet “scrobbling”.
Egentlig gør programmet det, at det kigger på meta-dataene for nummeret: Kunstner, sangtitel, album etc. Når man er halvvejs gennem nummeret (hvis man ikke har ændret denne indstilling) bliver nummeret føjet til ens lytteliste. Simpelt.
Samtidig kan man også, når man synkroniserer sin iPod/iPhone “scrobble” lyttehistorikken fra den op til Last.fm.
Alt dette bruger Last.fm til at give brugeren masser af ting tilbage. Anbefalinger af musik (jeg har opdaget meget musik i det snart forgangne år via Last.fm), koncerter og brugere hvis bibliotek (lyttehistorie) minder om ens egen (når man besøger en anden brugers profilside fortæller Last.fm samtidig, hvor meget jeres musiksmag passer sammen). Og altså også til at lave en top 40 liste for det seneste år.
Det betyder også, at man kan se statistik for den, musik man lytter til. Hvis vi igen tager The Prodigy som eksempel, kan jeg se, hvilke The Prodigy-numre, jeg har lyttet mest til.
Så man skal blot fortsætte med at høre musik på sin computer/iPod/iPhone, så passer ens Last.fm-profil sig selv. Der er altså ingen “udgift” forbundet med det, udover at oprette en profil, installere programmet — og selvfølgelig at holde op med at høre musik på den gammeldags CD- eller pladeafspiller 🙂
Når det fungerer så lækkert, så kan man godt leve med, at det ikke lige er yndlingskunstneren, der topper listen. Læs mere om top 40-listen hos Last.fm.
Det er muligt, vi befinder os i periferien af emnebeskrivelsen “Nye medier og journalistik”, men i dag faldt jeg over det website, som jeg er nødt til at skrive lidt om 🙂
Det drejer sig om WhoSampled.com. Sitet går kort fortalt ud på følgende:
We’re building the ultimate database of sampled music and cover songs
Altså et website, hvor man får mulighed for at finde ud af, hvilke numre, der bliver samplet – og omvendt; hvilket nummer er det nu liiiige, der bruger det det riff fra det gamle rock-nummer, du lige har gravet frem? Uanset hvad, så vil WhoSampled gerne være din ven.
Det fungerer på den måde, at man eksempelvis søger en kunstner eller nummer frem og så (hvis det findes på sitet) klikker sig ind på det enkelte samples side. Her kan man høre både det oprindelige nummer og det samplende nummer samt — og her ligger guldet, synes jeg — se, hvornår I sangen der bliver henholdsvis samplet og brugt et sample. Fikst.
Jeg har lige siddet og kigget lidt på især to kunstnere, som jeg hører meget, og som jeg ved står i sampler til halsen, The Chemical Brothers og Fatboy Slim.
Og skønt de formentlig har brugt flere samples, end der er listet på WhoSampled, så er jeg alligevel på ingen måde blevet skuffet endnu.
Vidste du for eksempel at The Chemical Brothers på “Galvanize” sampler “Hadi Kedba Bayna (Just Tell Me the Truth)” af Najat Aatabou? Det gør du nu.
God fornøjelse med WhoSampled. Hvis du går op i musik, bliver du forhåbentlig mindst så glad for det, som jeg er.
Dorte Toft, der blev landskendt i forbindelse med afsløringen af Stein Bagger og IT Factory, nævner nu fem rigtig gode årsager til, at hun holder så meget af internettet.
Det gør hun i blogindlægget ‘Pli: 5 årsager til at elske nettet‘ på sin Bizzen-blog hos Berlingske Business:
- På nettet er det ikke bare god skik at kreditere andre, hvor de krediteres bør, det er også normen. Og man spreder glædeligt de gode ideer/tanker. At tage æren for andres ideer – at planke andre – er bare taberagtigt.
- På nettet er det god skik at hjælpe selv vildt fremmede, hvis de spørger om noget, man selv ved noget om. Er der nok personer, der følger ens Twitter- eller blog-strøm, spørger man selv yderst sjældent forgæves.
- På nettet kan man sende prøveballoner op, uden at blive til grin, hvis de fuser efter første kommentar. Og man får ikke blot fat i dem, man normalt lige vender ideerne med, og som nok for ofte vil synes, at ideerne holder.
- På nettet får man kontakt med mennesker, man måske aldrig ville have mødt, da man ikke færdes i samme kredse fysisk set (grundet aldersforskel, uddannelse, arbejde eller noget fjerde). En del af disse kontakter udvikler sig til rigtig gode bekendtskaber og i visse tilfælde også til genuine venskaber.
- På nettet får man en anskuelighedsundervisning i, hvor langt man når med at være mere åben over for kritik. Og man lærer selv at dosere sin kritik langt mere forsigtigt, hvilket man gang på gang bliver taknemmelig for. Der er jo sjældent brug for hård lud, mennesker imellem:-)
Listen er primært rettet mod den del af nettet, hvor Dorte stortrives, nemlig blandt tweets og blogindlæg.
Jeg synes, Dortes liste ser rigtig fornuftig ud, især punkt nummer fire er jeg meget enig i. Jeg har en lang række af interessante bekendtskaber, som jeg har fundet online – og der er mange, jeg aldrig har mødt personligt. Ikke desto mindre er der bare ting, jeg taler meget mere med disse personer om end folk, jeg har kendt i flere år.
Ganske enkelt fordi værktøjerne er der og gør det lettere end nogensinde før at finde folk, der deler ens interesse, uanset hvor vedkommende befinder sig.
Ifølge The Guardian, så vil The Times indføre betaling for nyheder og andet indhold i foråret 2010.
Dermed når man den deadline, som chefen Rupert Murdoch (Times hører under Murdochs News Corp) satte, som hedder senest sommeren 2010.
Jeg har tidligere taget spørgsmålet op, om vi virkelig bør se op til Rupert Murdoch, men den mulighed har man (desværre?) ikke, når man er en del af imperiet.
Hos The Times arbejder man med en abonnementsmodel (fast beløb, fri adgang) og en 24 timers adgang. James Harding, der er redaktør på The Times, mener, at dette vil styrke båndet med de loyale læsere:
He said the Times would also enhance its relationship with its most loyal readers through home delivery and a reward programme through the recently launched Times+ membership venture.
“Historically, newspapers have treated their best customers worst and their worst customers best,” he said.
“We give the paper away to people who could not care less and we pay little or no attention to people who love it and read it every day.”
På teknologi-bloggen TechCrunch er der imidlertid meget lidt begejstring at spore for The Times’ idé i indlægget ‘Operation Failure: Times Plans To Charge For One-Day Access To Online News‘, hvor man især går efter 24 timers modellen (som i mine øjne også er håbløs):
[…] everyone realized by now that people tend to cherry pick news content online based on their time and specific interests, and that there was quite some agreement around the fact that people vote with their wallets when given more individual choice (e.g. evolution of music album sales vs. single track sales). If you could choose between paying per single song stream rather than spend your money on 24-hour access to an entire album, which would it be?
Even if you still go out and buy the news as printed on actual paper and subsequently read every single article in it, how many people are like you, you reckon? And if you wanna read everything and everyone a daily newspaper has to offer anyway, why not just, erm, continue to buy the newspaper instead of paying for time-limited access to the digital version of it? Because the advertising alongside articles in the latter case is more interactive?
Og så er banen ligesom kridtet op, inden The Times vil til at have penge for deres indhold. Det skal blive spændende at se, hvordan det kommer til at gå. Jeg kender ikke nok til det britiske mediebillede til at kunne komme med nogle vildt bevingede ord, men jeg kommer ikke umiddelbart til at savne The Times.
Så er spørgsmålet bare, hvor mange andre, der har det på samme måde.
Twitter er ikke verdens bedste værktøj til samtaler. Kommentarer til forskellige tweets (beskeder på Twitter) er ikke trådet, så det totale overblik får man aldrig.
Dog har man haft mulighed for at se, hvilken besked, der bliver svaret på, når man læser et tweet, som er et svar til et andet tweet.
Indtil nu. Twitter har nemlig fjernet den del, hvor der står “In reply to” efterfulgt af et brugernavn, som var et link til det tweet, som personen svarede på. Det vil sige, at alle tweets, som relaterer til noget, der står i et andet tweet, nu blot er enheder, der flyder rundt på Twitter uden, at brugerne kan se, hvad der bliver svaret/kommenteret på.
Twitter-brugerne er sure og forundrede over, hvor funktionen blev af. Twitter har intet annonceret, så måske er det en fejl, men der er intet meldt ud.
Bruger du Twitter i en tredjepartsapplikation, lader det dog til, at du kan tage den med ro, her er stadig meta-forbindelsen mellem original-tweet’et og svar-tweet’et.
Opdatering: De er tilbage!
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.
Twitter har skrevet, at de har opdaget fejlen, og “in reply to” er nu tilbage på Twitter.com.