Jeg var så heldig at blive undervist af Kristian Strøbech, da jeg havde multimedieforløbet på 7. semester på Journalisthøjskolen. Han er om nogen en mand, der har forstået, hvor medierne er på vej hen. Og den slags kan synes sjældne i uddannelsesmiljøet.
PS: Ole Nørskov, tidligere redaktør på Journalisten.dk (nu på MediaWatch), har også lagt en kommentar, som er en læsning værd. Den finder du på samme side.
Netdelen af engelske BBC er et af de netmedier, jeg ser allermest op til. De forstår om nogen, at lave sites, der er brugbare, overskuelige, kønne og indeholder læssevis af information.
Forestil dig, at alverdens unge mennesker og andre Wii-spillere kan se BBCs programmer fra deres spillekonsol. En fantastisk måde at få fat i et brugersegment, som måske ellers ikke ser TV. Og BBC har jo det glimrende program Click, som måske kunne fænge blandt Wii-publikummet.
De danske medier bør snart lave en fælles udflugt til BBC. De har tilsyneladende fat i en ende af en vis længde.
Via Kim Elmoses korte sætninger på Twitter ser jeg, at Journalistens chefredaktør, Jakob Elkjær, har en leder, hvor han afliver den forandring, som brugernes indtræden på mediemarkedet (med sociale medier som blogs, YouTube etc.) skulle have skabt.
Jeg vil da også gerne knytte et par ord på Elkjærs leder, som jeg vil anbefale, at du læser, inden du læser videre her.
Det overrasker jo nok de færreste, at jeg er meget uenig med Jakob Elkjær. Jeg er nemlig overbevist om, at brugerne (det kan vi jo egentlig ikke kalde dem længere) kommer til at bidrage med noget stort til mediebilledet.
Jakob Elkjær: »[…] YouTube genererer ikke nyheder af sig selv«.
Forkert. Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvad Jakob Elkjær bruger YouTube til, men han må da kunne huske historien om en studerende i Florida, der blev udsat for ekstensiv brug af “tasers” under et besøg af John Kerry:
Den historie startede på YouTube med, at en anden studerende uploadede den video, han havde optaget med sin mobiltelefon. De optagelser blev siden brugt i TV, og andre personer, der var tilstede uploadede senere også deres videoer til YouTube.
Der er tonsvis af eksempler på medier, der bruger YouTube, enten fordi det var der, videoen lå først, eller fordi der ligger videoklippet, som illustrerer lige præcis den historie, journalisten sidder med.
YouTube genererer historier hver dag. Det er bare ikke historier (hvorfor vil Elkjær kun tale om “nyheder” i forbindelse med YouTube? — det handler vel om historier?), som de danske journalister definerer dem.
Hvorfor ligger Face The Candidates (i forbindelse med det amerikanske valg) på et site, der ikke genererer nyheder, Jakob Elkjær?
Et andet brugerdrevet medie, hvor der bliver genereret nyheder: LiveLeak. Jeg har tidligere skrevet om LiveLeak, og det var på LiveLeak, at man som det første sted kunne se, at Saddam Husseins henrettelse slet ikke var foregået så stille og roligt, som myndighederne ellers påstod. Altså endnu en historie, som opstod på et brugerdrevet medie.
Hvad havde vi regnet med?
Elkjær skriver:
Derfor er det så befriende at lytte til professionelle mediefolk som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, eller redaktør Peter Møller fra 1234.dk i dette nummer af Journalisten. De konstaterer, at det brugergenererede stof ikke kan stå alene, fordi det ikke har kvaliteten til det. Men selvfølgelig skal medierne lægge ørene til jorden og bruge mulighederne til at komme tættere på brugerne og dermed styrke den klassiske journalistik.
Og hvad har vi på medierne så gjort for at få godt indhold? Bevares, TV2 har reklameret lidt i deres nyhedsudsendelser for, at man kan indsende sine videoklip, men får det folk derude til at gøre det? Tilsyneladende nej.
Lad os se det i øjnene: Danmark er langt bagefter lande som USA hvad angår medieudvikling, og herhjemme kan man altså ikke bare starte en tjeneste, og så læne sig tilbage i den tro, at der vil komme den ene Cavling-aspirant efter den anden sivende ind. Sådan fungerer det ikke.
Vi skal fortælle danskerne, hvorfor de skal sende deres lyd, video og billeder til os og give os tilladelse til at videreformidle det, som vi har lyst til. For det er jo reelt det, vi beder dem om.
Og hvad med et medie som Wikipedia, der jo er 100% brugerdrevet. Vil Jakob Elkjær mene, at det ikke fungerer? Kan artiklerne i Wikipedia heller ikke stå alene? Jo de kan så.
Brugermedier giver gode lokalmedier
Og hvad med lokalmedier? Der er jo opstået nogle kedelige monopoler blandt lokalaviserne rundt omkring, hvor kun de stærkeste har kunnet klare sig. Det vil sige, at der nu kun sidder én avis/blad på et område.
Her kan et borgerjournalistisk medie altså virkelig tilføre noget. Tag for eksempel Århus Vest, der er oprettet af brugere fra Århus Vest, hvor de selv dækker deres bydel.
Et borgerjournalistisk lokalmedie vil jo hver dag året rundt have en bredere og dybere dækning af lokalområdet, fordi det er baseret på de personer, der bor der, og ikke en eller anden journalist, som helst ikke vil forlade sin telefon, hvor han/hun tror, at historierne kan ringes hjem.
Enig, der er mange kommentarer på Nationen (hvor jeg pt. arbejder), der er under et acceptabelt niveau. Men hvorfor skal vi tale de store mediehuse, når vi taler borgerjournalistik?
Jeg er overbevist om, at borgerjournalistik hører meget bedre hjemme på et lokalt plan. Så tager borgerne stilling til ting, der ligger dem nær, og som de har forstand på (garanteret mere forstand på end så mange andre), i stedet for at de kommenterer på storpolitik og kriminalstatistikker.
Eksperter på eget liv
Marianne Hansen fra Update sagde det så rigtigt engang: »Vi skal passe på ikke at gøre folk til eksperter på andet end deres liv.« Og hvor er det rigtigt. Hvis vi beder borgerne om at tage stilling til store emner, som de egentlig ikke rigtig har forudsætning for at vide noget om, så skal man ikke spille overrasket, hvis man får noget, som man ikke umiddelbart ikke mener, man kan bruge til det helt store.
Lad folk bidrage med indhold og viden indenfor de emner, de rent faktisk har forstand på og/eller har oplevet. Ellers gør vi dem en kæmpe bjørnetjeneste.
Og skal vi på de store medier så ikke bare aftale med os selv, at vi skal blive bedre til at opfordre menneskerne derude i den virkelig verden til at tage fede billeder og skyde dokumenterende videoklip, som vi så eksponerer på en god måde?
For vi er sgu ikke gode nok til at lukke brugerne ind herhjemme. Og det er en af grundende til, at det står til, som det gør med borgerjournalistikken! Lad os komme videre og droppe konservatismen og selvforherligelsen og lukke andre mennesker ind. Vi journalister kan jo ikke vide alt.
Bedre sent end aldrig. Efter at have præmieret internetreklamer i de seneste fem år, vil Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM nu også til at præmiere godt indhold på netmedier med Mediernes Internet Pris, skriver MediaWatch:
»Nettet har fantastiske muligheder og giver, når det er bedst, brugerne dybde, dagsorden og nærvær. Der er i dag ingen prisuddelinger, der sætter fokus på indholdet på nettet, og det vil FDIM lave om på. FDIM vil gerne belønne de bedste tiltag på det redaktionelle og indholdsmæssige område, derfor introduceres Mediernes Internet Pris.
En pris, der skal belønne de bedste netsucceser på indholdssiden,« siger Christian Peytz, formand for FDIM.
Amerikaneren Paul Conley, der har et imponerende CV har været på tur rundt på nogle af de universiteter, der underviser i journalistik, og det har han skrevet et blogindlæg om. Han har to klare konklusioner:
1) Alt for mange af underviserne er gammeldags og agerer som dinosaurer.
2) Journaliststuderende ved slet ikke nok om business.
Løsningen på disse problemer, ifølge Conley: Penge.
Hvis vi starter med den første, så skriver Conley:
[…]many journalism programs are doing a tremendous disservice to their students. Too many teachers are stuck firmly in the past. And they seem determined to drag their students back in time to an era they understood.
For every gifted educator like Ralph Braseth at Ole Miss, Jacquie Lamer at Northwest Missouri State and Chris Carroll at Vanderbilt, there are at least two dinosaurs filling students’ heads with nonsense.
Jeg har allerede beskæftiget mig en del med journalistunderviserne på denne blog, så det vil jeg ikke gå mere ind i her. Kigger vi på Conleys konklusion nummer to, der omhandler de studerende, skriver han:
[…] many journalism students are woefully unprepared to enter our business. Too many of them are preparing for careers that just won’t exist in the near future.
These students are naive. They seem to have little interest in studying the industry they are about to enter. They don’t read the trade press. They don’t follow the debates about the future of journalism. They seem unaware of the tremendous difficulties faced by most traditional publishers.
Because they don’t follow developments in the business, they have no idea of what the business wants from them.
Jeg må tilstå, at jeg ikke har svært ved at genkende billedet:
Er det ikke de samme personer, herhjemme, der hele tiden diskuterer journalistikkens fremtid?
Hvor mange af de studerende på de danske journalistuddannelser gør sig egentlig tanker om fremtiden for deres branche…
…og hvor mange af dem deltager i snakken/debatten?
If you’re a teacher or college administrator who “gets it,” who understands the pressures upon the publishing world, sees the opportunities in digital media, and accepts that your students will work in a converged, new media world, this is what you should do:
Give up on trying to convert your peers.
Instead, push to give your students the tools that will allow them to see the world and the publishing industry clearly.
Fight to have a business finance and/or accounting course as a requirement for graduation.
Force every journalism student in your school to cover business. Invite business journalists to guest lecture on subjects like “reading an income statement” and “understanding SEC filings.” Don’t let anyone graduate who hasn’t produced at least five multimedia pieces that focus on the world of business, investments and/or personal finance.
Distribute salary surveys whenever you can. Make sure your students know that new media pays more than old media.
Er det en god idé? Og er det danske mediebillede klar til en sådan forandring?
Most current media formats will die and be replaced with an integrated Web medium in five to ten years.
Som de fleste ved, er de fleste af medieformaterne fra 1998 i live endnu, så Nielsen var måske lige end tand for hurtigt ude. I sit nyhedsbrev erkender han, at han var for »agressiv«. Men dø, det vil aviserne:
As it’s often the case, I was too aggressive in my prediction. Newspapers aren’t dead yet, though they are sadly dying by the month. According to the New Yorker piece, American newspapers have lost 42% of their market value over the last 3 years alone.
I artiklen hos The New Yorker refererer man en bog fra 2004, der sætter et dødsår for aviserne:
Philip Meyer, in his book “The Vanishing Newspaper” (2004), predicts that the final copy of the final newspaper will appear on somebody’s doorstep one day in 2043.
It may be unkind to point out that all these parlous trends coincide with the opening, this spring, of the $450-million Newseum, in Washington, D.C., but, more and more, what Bill Keller calls “that lovable old-fashioned bundle of ink and cellulose” is starting to feel like an artifact ready for display under glass.
Personligt skal jeg ikke kunne sige, om aviserne ligefrem til dø og forsvinde — uanset hvad sker det formentlig ikke i den allernærmeste fremtid.
Jeg tror, at avisernes oplagsnedgang vil fortsætte, indtil de finder et leje af trofaste avislæsere. Men efterhånden som disse læsere bliver ældre og e-papiret vinder frem, tror jeg, at vi muligvis vil se en verden uden papiraviser.
MediaWatchs chefredaktør, Ole Nørskov, leger et blogindlæg med tanken om at afskaffe avisen.
Baggrunden er en artikel i Politiken, hvor »fagfolk og grønne organisationer vil skåne miljøet« ved at fjerne telefonbøger. En af begrundelserne er, at telefonbøger er »et levn fra fortiden, der skader miljø og klima«.
Som Ole så rigtigt skriver, kunne man her også kigge i retning af aviserne, som også koster miljøet og samfundet hvert år, og som faktisk får politisk støtte:
På et punkt passer ovenstående jo ikke på aviser. De trykkes nemlig i langt, langt, langt flere eksemplarer end telefonbøger, men borstet fra det er der vel ikke mange ord, der kan siges om det utrolige telefonbogsspild, der ikke også passer på aviser.
Mon ikke det på et tidspunkt går op for miljøfolkene – og måske også for politikerne, som jo ikke alene tillader spildet, men også opfordrer til det ved at støtte distributionen af papiraviser, mens der ikke er støtte at hente til mere tidssvarende distributionsformer.
Hans konklusion er klar: Det ser sort ud for aviserne.
Nettets del i indtjeningen vokser stadig, og den trykte andel falder. Jarvis er ikke i tvivl om, at aviserne ikke kommer tilbage:
Yes, some of this is as a result of the economic downturn, especially in real estate (and jobs will be next and cars after that and retail along for the ride down). But even when those segments rise again, newspapers will not — not — recover what they have lost. They lose doubly in a downturn: advertisers spend less because they have less and then they realize they can keep spending less. It’s a reverse plateau.
The situation is desperate.
Det er der meget rigtigt i, og jeg tror, at den amerikanske situation minder meget om den danske, måske i virkeligheden omvendt, at den danske situation ligner den amerikanske.
Jeg tror heller ikke, at aviserne vil rejse sig, lige meget hvor mange relanceringer, man foretager.
Vi må ikke glemme, at folk ikke har forladt den pågældende avis, fordi den er blevet dårlig. Nej, folk har forladt selve avismediet, fordi det ikke er tilstrækkeligt længere. Der er tale om en generel tendens i store dele af verden. Det kan en relancering næppe ændre på.
MediaWatch har en superkort artikel om, at Ian Cheng, der er redaktør og ansvarlig udgiver for netudgaven på Financial Times, FT.com, siger, at antallet af unikke brugere ikke er nok til at sige noget om, hvorvidt en artikel har været “populær” blandt læserne.
