Suk, suk, suk. Hvis du fulgte valgaftenen på enten DR eller TV 2 er du formentlig ikke uenig i dette. Jeg har læst flere ytringer på Twitter, men Abelone Glahns indlæg ‘Begge TVkanaler tog valgaftenen fra vælgerne‘ var det, der fik mig til tasterne.
For hun har jo ret. Så læs hendes indlæg først, hvis du endnu ikke har gjort det, og vend så tilbage hertil.
For ikke alene udelod tv-stationerne alle kredsresultaterne og fokuserede på profilpolitikerne. Nej, politikerne blev også bombarderet med håbløse spørgsmål – som formentlig ikke kun kom fra tv-journalister.
“Villy Søvndal, har det været en spændende aften?”
“Villy, hvor spændende har det været?”
“Du bliver statsminister! Hvordan har du det?”
Netop spørgsmål som ‘hvordan har du det?’ og ‘hvordan føles det?’ lød igen og igen. Og det er jo håbløse spørgsmål, som mange i flere år har været irriteret over, at sportsjournalister stiller til sportsudøvere efter en vigtig kamp.
Spar mig for disse trivialiserende spørgsmål, der grænser til det følelsespornografiske – og giv mig i stedet noget kvalitet. Hvis du ikke har noget ordentligt at sige eller spørge om – så hold din mund lukket. Så virker du også mindre uforberedt.
Det er åbenbart ikke nok, at vi skal trækkes med ungdomspolitikere fra de forskellige partier, der står og råber partiformandens navn igen og igen i en næsten fascistoid rus, mens euforien stiger og stiger i lokalet.
Læg hertil, at dækningen var skidt klippet sammen, og tv-værterne “afbrød” politikerne midt i deres taler eller interviews – eller talte ind over.
Jeg er skuffet over såvel DR som TV 2. Jeg ved ikke, om det er en amerikanisering af mediebilledet og det politiske landskab, om valgdækningen skal laves for så og så mange færre kroner – eller om der ligger en tredje årsag bag.
Men noget skal gøres. Dækningen i går aftes var, som jeg skriver i overskriften, håbløs.
Jeg vil slutte af med at citere Abelone Glahn fra hendes indlæg:
[…] om aftenen skred frem, faktisk desværre temmelig hurtigt, blev optællingsresultaterne vraget til fordel for endnu mere ”Se og Hør” tomgangs-journalistik på mennesker, der ikke havde noget som helst at sige, på valgfester, der ikke var startet, på omstilling til den ene og den anden person, på et uprofessionelt misk-mask af billeder, der kom fra ét valgsted, og lyd, der kom fra et andet.
Værter, der talte ind over politikere, og politikere, der engleagtigt tålmodigt sagde de samme fraser om og om igen, gentaget endda til den samme tv-stations repræsentant flere gange, fordi stationerne ikke havde styr på, hvornår deres journalister var på. Og til slut excellerede tv-stationerne i at drive rovdrift på at vise billeder af de samme tårevædede unge kvinder, der stod og ventede ved valgfesterne og som var tydeligt ubehageligt berørt over at blive filmet i en så intim situation.