I går skrev jeg om branden i Nykøbing Falster.
Nu er historien blevet opdateret med fire billeder fra Folketidende-læser Allan Hansen. Det bedste billede må helt klart være dette, som jeg har tilladt mig at bruge her i indlægget:
Billedet ligger stadig på Folketidendes server – klik for at se billedet på folketidende.dk
Billedet er intet mindre end et pletskud, og er det klart bedste billede, jeg har set fra branden! Og måske vigtigst af alt, så viser det, at “almindelige mennesker” altså sagtens kan levere indhold af høj kvalitet.
Som Kim Elmose sagde til mig, kunne have Allan Hansen have solgt billedet til Polfoto og tjent gode penge på det, men det gør han ikke. I stedet lander det hos Folketidende, som prompte lægger det på hjemmesiden. Forhåbentlig får han dog en eller anden form for belønning/anerkendelse.
Hvis jeg var Allan, ville jeg oprette en profil på billeddelings-sitet Flickr og bruge det som fremtidig platform for mine fotografier. Her ville jeg lægge billederne ud under en licens, som betyder, at andre må bruge dem (også kommercielt) så længe de linker et bestemt sted hen – for eksempel ens Flickr-profil.
Dermed kan han skabe opmærksomhed om sine fotografier og sikre, at dem, der ser hans billeder andre steder ved, hvem der har taget dem og kan se hans andre værker.
Og så er det en skam, at vi ikke kan se billedet i højere opløsning.