Som jeg skrev tidligere i dag har firmaet Cision sendt et spørgeskema ud per mail.
Årsagen er, at man vil undersøge mulighederne for at kombinere PR-arbejdet med blogosfæren.
Pudsigt er det nu, at Cision har bragt sig i lidt af en knibe i netop blogland. Claus Dahl (fra classy.dk) betragter nemlig den måde, som Cision har inviteret folk til undersøgelsen som spam. Set på Jaiku.
Som forsvar har Kristine Tolborg fra Cision skrevet følgende kommentar til mit tidligere indlæg:
Jamen, lad mig da fluks afvise, at der skulle være tale om spam. Vi har gennemgået en lang række af de mest linkede til danske blogs og sendt undersøgelsen ud til de bloggere, der har offentliggjort deres email-adresse. Vi har altså ikke sendt ud i blinde eller på suspekt vis tilranet os email-adresserne, hvis det er det, der antydes…
Som svar skriver Claus:
Det er forkert hvad du siger, Kristine.
Bulk email til mennesker der ikke på forhånd har sagt ja til at modtage den er spam.
Det er sagen fuldstændig uvedkommende hvordan i har fået fat i f.eks. min email adresse. Det påhviler ikke mig at holde den hemmelig, men jer at undlade at bruge den i masseforsendelser.
Hvis jeg orkede at melde jer til politiet er jeg ikke et sekund i tvivl om at I ville få en bøde, sådan er præcedens så vidt jeg er orienteret.
Interessant.
Videnskabsministeriet definerer spam som »uønsket e-mail«, og vi har sågar en minister, der har erklæret spam’en krig.
På Wikipedia defineres spam således:
Spamming is the abuse of electronic messaging systems to indiscriminately send unsolicited bulk messages.
Så er det så, hvad man mener med “indiscriminately” (vilkårligt). Claus, og andre går jeg ud fra, føler sig vilkårligt udvalgt, mens Cision formentlig vil påstå, at man ikke har valgt vilkårligt, da man har valgt e-mail-adresser på de blogs, der er mest linket til.
Der er åbent for fortolkninger, indtil en fagmand kommer med en afgørelse…