Kategorier
Tips

Bo Elkjær deler ud af sine Twitter-erfaringer fra Bagger-retssagen

Bo Elkjær, som jeg har den store fornøjelse af at være kollega med på Ekstra Bladet, dækkede som den første herhjemme en retssag via mikroblogtjenesten Twitter, nemlig retssagen mod Stein Bagger.

Nu har Bo lavet et skriv omkring sine erfaringer fra retssagen, samt nogle af de muligheder han ser med journalistik via Twitter.

Jeg har fået lov af Bo til at dele dette dokument med dem, som det måtte interessere. Så hvis du er intesseret: Hent Bos skriv her (PDF).

Kategorier
Journalistik

Har journalisterne så lært noget af Stein Bagger-sagen?

En del af hele misæren Stein Bagger og IT Factory har drejet sig om, hvordan det kunne bliver ved så længe. Vi har ikke tradition for erhvervsjournalistik herhjemme, og uddannelserne er ikke gode nok til det, sagde Politikens Stig Ørskov i går på TV 2 News.

Journalisterne, undtagen én), var alt for ukritiske og købte blot historien om, at det gik fantastisk i IT Factory, og at Stein Bagger var dansk erhvervsliv store redningsmand.

Det passede som bekendt ikke. IT Factory var ikke meget mere end et luftkastel (selvom softwaren måske var god nok) og Stein Bagger blev eftersøgt i stedet for efterspurgt.

Så kan man så spørge sig selv, om journalisterne så har lært noget. Er de blevet mere kritiske overfor deres oplysninger og deres rigtighed? Ikke rigtig, hvis man skal tro Journalistens artikel “DR undskylder avis-and om Stein Bagger“. Heri er listet nogle af de medier, der hoppede med på DR Nyheders usande historie om, at Stein Bagger rent faktisk var landet.

Nu kan vi så se videoklip, hvor Stein Bagger går hen til en skranke og melder sig selv, vi kan se, hvor han har boet, på et tidspunkt bliver hans Armani-jakkesæt vel hængt op ved siden af Christian IVs blodige tøj på Rosenborg Slot.

Hvis man spørger mig, har alt dette taget overhånd, og for få stiller spørgsmål som, hvordan dette kunne ske, og at der må være andre, der har kendskab til svindlen. Det lyder mystisk, at én person skulle kunne drive sådan et svindelnummer bag bagom alle andre. Ligesom det lød mystisk, at IT Factory kunne tjene så mange penge.

Kategorier
Nyheder

Familien Bagger lægger kodeord på bloggen – et uklogt valg?

En af de få vinderne i hele sagen omkring IT Factory og Stein Bagger har været blogmediet. Dorte Toft har på sin Bizzen-blog fulgt sagen tæt, og Familien Bagger har også brugt bloggen som krisemedie, som blandt andet Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk har skrevet om.

På ekstrabladet.dk læser jeg nu imidlertid, at Familien Bagger har sat kodeordsbeskyttelse på deres blog. Og ganske rigtigt, når man forsøger at besøge familiebloggen, bliver man mødt af denne besked:

Denne blog er kun åben for inviterede læsere

Det synes jeg, er et mærkeligt valg. Bloggen som medie er jo netop kendetegnet ved sin åbenbed, og derfor må det undre, at familien pludselig vælger at lukke bloggen, så kun inviterede mennesker kan læse den.

Det sætter med garanti nogle tanker i gang om, hvorfor familien har valgt at gøre det — om det måske skyldes, at der skal skrives nogle ting på bloggen, som ikke vedrører offentligheden, og det vil så betyde, at der vil være nogle folk, formentlig også journalister, der vil forsøge at få adgang til bloggen.

Og lur mig, om det ikke nok skal lykkes på et eller andet tidspunkt, hvis en af de “inviterede” giver efter.

Dette er ikke ensbetydende med, at der nu skal til at stå hemmelige ting på familiens blog, men det er de tanker, en kodeordsbeskyttelse sætter i gang.

Beskyttelsen betyder også, at det ikke er muligt at komme ind og læse de ældre indlæg, hvilket er synd, da det er et af de få steder, hvor vi faktisk kan høre familien selv snakke om sagen.

Hvis man skal til at skrive mere eller mindre hemmelige ting på bloggen, så havde jeg nok valgt at oprette en ny blog til formålet og så beskytte den med kodeord, i stedet for at spærre hele butikken af for folk, der ikke er venner af familien. Det virker langt mindre suspekt og vil være en fin service overfor alle dem, der følger med i sagen.

Kategorier
Journalistik Tips

Her er familien Baggers blog

Mange medier har nævnt den, men få har formået at linke til den. Familien Baggers blog, skrevet af familien til den forsvundne Stein Blogger.

Hvis du vil læse familiens blog direkte fra hestens mund, kan du gøre det på familienbagger.blogspot.com.

Jeg måtte forbi hardwareonline.dk’s forum for at finde linket.