Sommeren er over os, og med den følger sommerferien. Nogle har den liggende lige rundt om hjørnet, nogle er måske allerede godt i gang. Og hvis man ikke er ulig mig, så skal der læses bøger i sommerferien.
Selvom denne blog, ligesom jeg selv, primært beskæftiger sig med ting og fænomener på nettet, så vil jeg tillade mig her at komme med mine offline læse-anbefalinger (en pseudosmart måde at sige “bog-anbefalinger”), som du kan kaste dig over i sommerdagene.
Listen indeholder ikke specifikt bøger, der omhandler de samme emner, som jeg tager op her, men er bøger jeg har læst for nyligt eller har klare i erindringen. De ti bøger er nævnt i fuldstændig tilfældig rækkefølge. Så sluk computeren og slå lyd og vibrator fra på smartphonen og gå i krig med læsningen!
PS: Derudover har jeg trimmet medieblogger.dk lidt til sommeren, blandt andet for at give mindre load-/ventetid og øge overblikket:
Wibya-værktøjslinjen, der lå i bunden er væk (sig til, hvis du vil have den tilbage) og der er blevet barberet ned i mængden af elementer i højrespalten. Med andre ord er fedtet blevet skåret væk – forhåbentlig er det blevet til det bedre 🙂
Og så er der også nyt kommentarsystem: Echo.
Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg nu opgraderet, så medieblogger.dk kører WordPress 3.0.
Fareed Zakaria er international redaktør for Newsweek og vært på “Fareed Zakaria GPS” på CNN – og dermed ingen herr hvem-som-helst, når snakken falder på internationale anliggender.
“Den Post-Amerikanske Verden” handler, ikke overraskende, om, hvordan verden efterhånden begynder at se ud, og muligvis ender med at se ud, i takt med at den amerikanske og vestlige dominans efterhånden svinder hen.
En meget interessant bog, der indeholder meget viden om, hvorfor Europa og USA har ført an – og hvorfor vi ikke bliver ved med at gøre det. Ifølge rygter blev præsident Obama set med denne bog i hånden – så den er must-read for alle, der vil vide noget om verden.
Går du rundt og synes, at de valg du foretager dig er fuldstændig rationelle og din helt egen beslutning?
Tjaeh, så må du nok tro om igen. I denne bog viser og demonstrerer Dan Ariely de skjulte “forces” der opererer under overfladen og påvirker vores valg, og for eksempel får os til at købe The Economist på både papir og web.
Og selvfølgelig tak til min kollega Eugene, der købte bogen til mig 🙂
Jeg er i skrivende stund i gang med at læse denne, ganske enkelt fantastiske, bog, som min chef fik mig overbevist om, at jeg burde læse.
Den handler, som du måske kan regne ud, ud fra titlen, om jagten på manden, der dræbte præsident Lincoln, John Wilkes Booth, og hans medsammensvorne.
Vi følger Booth fra planlægningen af mordet på Lincoln, der oprindeligt skulle have været en bortførelse, på selve dagen og igennem hele menneskejagten, som vi også følger fra jægernes side.
En fænomenal bogoplevelse, hvor man bliver grebet af handlingen og det fantastiske sprog, der driver bogen – en ægte page-turner!
Den italienske jøde Primo Levi bliver i 1943 taget af tyskerne og deporteret til koncentrationslejren Monowitz, en underlejr til Auschwitz.
Lejren går også under navnet Buna-Monowitz, da der egentlig var tale om en (buna)fabrik, hvor fangerne arbejdede for en privat virksomhed – som slaver.
“Vidnesbyrd” er Levis tre bøger om tiden i Monowitz (“Hvis Dette Er Et Menneske”, “Tøbruddet” og “De Druknede og De Frelste”) samlet i én bog. Den første handler om tiden i Monowitz, bog nummer to om tiden efter befrielsen og rejsen hjem mod Italien – og Videsbyrd slutter af med Levis ræsonnement over fangeskabet, deriblandt de mennesker, såvel fanger som fangevogtere og civile, som omgav ham.
Her er tale om en meget gribende historie, fra den forfærdelige tid i lejren til hjemturen, der foregik efter alt andet end en fugleflugtslinje. Læs den uanset om Anden Verdenskrig og/eller Holocaust er en af dine interesser.
Denne bog kræver vel ret beset ingen introduktion.
En af de helt store litterære klassikere, hvor vi følger Raskolnikov efter han har begået et mord og gradvist går mod sindets forfald. Denne beskrivelse forklarer godt, den læseoplevelse man går ind til:
Rodion Raskolnikov er en fortvivlet ung student, der ser sine fremtidshåb og sin families lykke briste på grund af fattigdom. Men han kan redde sig selv fra elendigheden ved at myrde en hæslig, gammel pantlånerske, som ingen alligevel vil savne …
I sine fantasier fortæller Raskolnikov sig selv, at det er hans ret at myrde. Han er et geni og kan sætte sig ud over moralen og dens love. Men kan han udviske forbrydelsen fra sit sind? Snart synker Raskolnikov ned i et helvede af galskab af feberhed rædsel. Romanen fører sin læser ind i de mørkeste afkroge af en forbrydersjæl. Den spejler menneskehedens dybeste, moralske bevidsthed i ét menneskes forbrydelse og vandring ud af mørket.
Bemærk: Der er her tale om en nyoversættelse – så hvis du tidligere har prøvet Dostojevski, men uden succes, er der her en rigtig god chance for, at du bliver godt og grundigt grebet. Jeg læste bogen i løbet af julen 2009, og jeg kunne ganske enkelt ikke lægge den fra mig.
I “Doppler” følger vi en mand ved navn Andreas Doppler, der en dag styrter på sin cykel i skoven og indser, at han har fået nok af de moderne liv og alle de krav, det stiller til mennesket om at være “kompetent” – oversat fra “flink” på norsk.
Vi er kompetente på jobbet, i skolen, i fritiden – ja, hele tiden.
Doppler flytter derfor ud i et telt i skoven for at finde sig selv – hvilket også lykkes for ham. Konen vil gerne have ham hjem, de har to børn, men Doppler vil ikke – han bor nu i skoven, og føler sig om en del af skoven.
Bogen er en fin kommentar til det nuværende samfund, med et glimt i øjet, og kan snildt læses uanset om man overvejer at flygte ud i en skov eller ej. Den er rimelig hurtigt læst, så tag den med en dag på stranden eller i liggestolen – så er tiden bestemt ikke spildt 🙂
Bogen kører i øjeblikket på omgang blandt de mandlige ansatte i min afdeling, som nok tilbringer alt for mange af de vågne timer foran computeren…
God anmeldelse på LitteraturNu.dk » | Køb “Doppler” på Saxo.com »
Den unge Samuel (Sam) Clay bor i New York og har et beskedent job. En dag flytter hans fætter, Josef (Joe) Kavalier, ind. Joe er flygtet fra Prag, hvor nazisterne har indtaget byerne – og hvor det derfor ikke længere er sikkert at være jøde.
Sammen beslutter de to sig for at tegne en superhelt, “Eskapisten”, der bliver en gedigen succes, skønt de to knægte må se mange af pengene går deres næser forbi, og de skaber en række andre tegneseriehelte, der alle vinder gehør blandt de amerikanske børn og unge.
I bogen følger vi de to over en årrække, og bogen er vanvittigt velresearchet, så vi får en eminemt beskrivelse af New York og USA før, under og efter Anden Verdenskrig. Fortællingen er virkelig fængende, selvom man til tider synes, der måske sker lige lovlig meget, og at det lyder lidt utroligt (historien er dog “utrolig” ifølge titlen), at de møder personer som Salvadore Dali og Orson Welles og har et hav af oplevelser.
Det er dog ikke noget, der ødelægger den sande fornøjelse, det er at tygge sig igennem denne bog, der vandt Pulitzer-prisen i 2001.
Jeg skal lige skynde mig at sige tak til Søren Mikkel Berg, der anbefalede mig bogen. Genialt tip 🙂
Køb “Den utrolige historie om Kavalier & Clay” på Saxo.com »
Her har vi virkelig at gøre med en af de tunge drenge på den internationale politiske scene. Richard N Haass var rådgiver for præsident Bush (den første) og er i dag i spidsen for den uafhængige tænketank “Council on Foreign Relations”.
Han beskriver i denne bog optakten til den første militære intervention i Irak i forhold til den, som George W Bush og hans folk stod bag – og om, hvordan der først var tale om “a war of choice” og senere “a war of necessity”.
Jeg kom på sporet af bogen via The Economists anmeldelse, så jeg vil råde dig til at læse den. Bemærk, at du skal være abonnent på The Economist (off-/online) for at læse artiklen – men hvis du ikke allerede er det, er dette jo den perfekte lejlighed til at gøre det og tilsætte læsningen et af verdens absolut bedste tidsskrifter.
Denne bog er noget for sig selv, og derfor skal den selvfølgelig med.
Den indeholder udelukkende infografikker, altså hvor man har brugt grafik og grafiske elementer til at illustrere data, tal og andre informationer. Det er en intet mindre end genial måde at fortælle en historie på.
Tag for eksempel grafen over Hollywood-film, hvor du har bedømmelse som x-akse og indtjening som y-akse. Oveni denne grafik er inkluderet en “worth watching”-linje og en linje, der adskiller de film, der har tjent penge fra dem, der har givet underskud.
Bogen er fuld af dem, og med 250 sider er der nok at kigge på. Køb den og læg den på badeværelset til når du får gæster. Det er eminent. Du kan starte med at se masser af eksempler på informationisbeautiful.net.
Til slut vil jeg også anbefale dig at læse James Harkins kritik af den verden, som blandt andet sociale medier er med til at skabe.
Nogle argumenter er mere underbyggede end andre i bogen, men i det store hele satte bogen gang i nogle tanker hos mig – og derfor kommer den med på listen her.
Tilbage i august 2009 anmeldte jeg “Cyburbia”, så du kan jo starte der.
Deres to albums (“Antidotes” fra 2008 og “Total Life Forever” fra i år) er begge fantastiske (“Antidotes” er dog bedst) og kan købes hos 7digital – og formentlig også andre steder 🙂 Foals kan i øvrigt opleves live i København 3. december.