Kategorier
Tendenser

Flytter vi et sted hen efter Facebook? Jeg tror det ikke

Abelone Glahn har et interessant indlæg om Facebook, hvor hun fortæller, at der er »langt mellem snapsene« på Facebook for hende:

Så længe facebook ikke for alvor byder på en uundværlig funktion, er det faktisk nemmere og hurtigere og mindre distraherende at maile eller tale sammen !

Flytter vi fra Facebook?
Abelone spørger også, hvor vi rykker hen efter Facebook.

Jeg hører til dem, der tror, at der ikke kommer et skift fra Facebook til noget andet, som der har været et skift fra MySpace til Facebook – især her i Europa.

Jeg tror, at der især er to faktorer, der gør, at vi bliver på Facebook.

  1. Der er mange brugere, og (for mit vedkommende) alle ens venner er der
  2. Facebook Connect (som jeg tidligere har skrevet om), hvor man kan tage sine relationer med rundt på nettet

Den første faktor er lige til. På MySpace var det ikke alle mine venner, der var der. Blandt andet muligheden for at gøre sin profil direkte grim og det lidt bøvlede design og navigation har formentlig skræmt nogle mennesker væk.

Facebook Connect er noget, som bliver enormt interessant over det næste stykke tid. Det går kort fortalt ud på, at man kan tage sine relationer med rundt, og få sine handlinger på andre sites “feedet” over i Facebook, og finde sine Facebook-venner på andre websites. Ganske smart.

En pendant til Facebook Connect er OpenID, som er mere åbent, og alle kan blive udbyder af disse OpenID’er. Faktisk har både Microsoft og Google annonceret, at de vil udbyde OpenID’s.

Det, som Facebook Connect og OpenID er, at du kun skal huske ét login til de forskellige services, som du har “hooket” op med din Facebook-profil eller OpenID.

Når Facebook Connect bliver bredt mere ud, sker der det, at folk agerer på Facebook, uden at de er direkte inde på facebook.com. Altså lever Facebook og bliver holdt aktivt ved hjælp af de ting, som brugerne foretager sig på andre sider end Facebooks egen.

Altså fuldstændig ligesom musiksitet Last.fm, der lever af, at dets brugere hører musik og “scrobbler” det til deres profiler, så andre kan se, hvad de hører, og systemet kan udregne og anbefale andre kunstnere til brugerne.

Jeg har tidligere bidt mærke i, hvad det er, der gør Last.fm så smart – for mig, i hvert fald: Jeg kan holde liv i min Last.fm-profil ved at foretage mig ting, som jeg normalt ville gøre — høre musik.

Som Claus Dahl siger:

Technology you don’t have to use.

Altså, vi er på Facebook og holder vores venner up-to-date ved at gøre ting, som vi måske ville gøre alligevel, det foregår bare ikke på Facebook, men andre steder. En tæt integration mellem Last.fm synes, for mig, oplagt.

Al dette for blot at sige, at jeg ikke tror, der kommer til at ske et skift væk fra Facebook. På grund af Facebooks overskuelighed, features, brugerbase og Facebook Connect er der kæmpe entry barrierer på markedet for sociale netværk.

Det vil blandt andet betyde, at det er nemmere at integrere sit site/community med Facebook end at bygge sit eget. Så har Facebook en uundværlig funktion. Så kan man sige, at Facebook har vundet. Men det har de kun, fordi de (i øjeblikket i hvert fald) er verdens bedste til at gøre det, de gør: Relationer.