Men det nytter ikke, jeg siger mere til journalister. Jeg er simpelthen et sludrechatol. Og da jeg har store planer med Nyhedsavisen, er det bedre, jeg ikke udtaler mig.
– Morten Lund til Journalisten om Nyhedsavisens (stadigt) manglende regnskab (#)
Hos ComON læser jeg en klumme med titlen "Læs at elske reklamer" af vores IT-direktør (i JP/Politikens Hus), Per Palmkvist Knudsen:
Der er én forretningsmodel, der dominerer internettet: Næsten alt skal finansieres vha annonce-indtægter. Årsag: Ingen vil betale for adgang til noget som helst på internettet. Uanset hvor høj kvaliteten er. Medmindre udbyderen har noget, ingen andre har, eller branchen er enige om at opkræve penge for adgang.
Korrekt, det er meget almindeligt at sige, at ingen vil betale for noget på internettet? Nej med et "hvis". Vil de så gerne betale for indhold?? Ja med et "men".
Eksempler på steder, hvor folk gerne vil betale er for eksempel online spil (som jeg tidligere har skrevet om), og det går tilsyneladende også godt for The Economist.
Men hvad er det så, der gør, at folk ikke vil betale for noget på nogle af de sider, som Per (og jeg) arbejder med? Fordi de ikke er unikke nok. Fordi folk kan få det samme indhold andre steder, gratis. Hvor? På de andre omnibusmedier på nettet.
Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: Jeg er overbevist om, at folk gerne vil betale for indhold på nettet, hvis det er unikt og tilhører sin egen niche, og selvfølgelig har den rette kvalitet. Det samme gælder aviserne. Groft sagt (jeg har ikke tallene lige ved hånden) så rasler omnibus-aviserne ned, mens nichemedierne enten har nogenlunde samme oplag eller kun et svagt fald. Derfor går det så godt for The Economist.
Og jeg kan da sagtens følge folks ræsonnement. »Hvorfor skal jeg betale for adgang til at læse de samme Ritzau-telegrammer, som de andre onlinemedier også bringer?« Det spørgsmål har vores online omnibusmedier stadig til gode at svare på.
MediaWatch: Analyserne koster
Jeg forestiller mig for eksempel, at bestemt artikler kræver betaling. Artikler, som er unikke og tilhører den niche, eller en af de nicher, som mediet opererer i. På MediaWatch kræver man betalt adgang for at læse analyser. Ifølge MediaWatch selv er det en »en positiv forretning«.
Hvad enten man kalder det niche eller »branding«, så er det det samme, der siges:
Find noget, som dit/jeres medie kan, som enten ingen andre gør, eller ingen andre gør bedre. Det kan man tage penge for – selvfølgelig forudsat at prisen står mål med produktet. Alt det andet må fortsat finansieres via annoncer – indtil en bedre forretningsplan (måske!) dukker op.
Managementkonsulentvirksomheden Mediaid spår i en artikel på MediaWatch, at sites’ne på FDIM‘s top 10-liste ikke kan score alle annonceindtægterne.
Annoncørerne vil nemlig i stigende grad gå mod nichesites for at få den præcise målgruppe, forudser Mediaid – det, ifølge eJour, kun er 5 af 11 nicher hos netaviserne kan vise stigende trafik.
Med til forudsigelsen hører, at det ikke påvirker de absolutte top-sites:
Sites som Eb.dk og tv2.dks er så store på dækning, også på deres undersites, at de flyder ovenpå. Det er laget lige under, der vil skulle aflevere penge til specialsites.
Som mere eller mindre fast læser af The Economist glæder det mig at læse, at de har succes – en succes, som aviserne skal til at lære af.
Ifølge Danske Dagblades Forening skyldes det branding:
Begrebet branding er kommet for at blive – også når det gælder aviser. Branding af et produkt eller en virksomhed skaber nemlig genkendelig, tryghed og troværdighed hos brugerne, og det øger samtidig identiteten hos medarbejder. Og det har ugemagasinet Economist forstået og taget til sig.
I løbet af de seneste ti år er The Economist blevet et af verdens få virkeligt globale mærker. Det har opnået loyalitet, indflydelse og respekt og omsætningen blev fordoblet fra 600.000 eksemplarer om ugen til mere end 1.3 millioner, alt imens economist.com har 2.6 millioner besøgende pr. måned. Driftsoverskuddet i 2007 var på 27 millioner pund (52,6 millioner dollars) på et salg på 205,5 millioner (400,7 millioner dollars).
Ingen tvivl om, at The Economist-folkene har været gode til at brande sig overfor læserne, men jeg tror i høj grad også, det har noget at gøre med, at The Economist befinder sig i en niche: Baggrundshistorier om store emner indenfor blandt andet politik, økonomi, erhvervslivet og teknologi. Og at være pokkers god til det.
Og nichemedier vil alt andet lige have lettere ved at brande sig overfor sine læsere end aviser/medier, der fungerer som mainstream/omnibus-medier, der forsøger at dække et hav af emner – et marked, der ikke mangler spillere i Danmark og ej heller på internettet.
Faktisk tror jeg fint, at der er plads til en The Economist i Danmark, der med en eller to udgivelser om ugen går bagom nyhederne og de store emner, der har været oppe at vende. Måske et marked, der kunne have interesse for Politiken?
Ingen tvivl om, at The Economist viser vejen, hvad angår succes som trykt medie. Og ja, det skal aviserne lære af.
Mit bud: Mere baggrund. Færre udgivelser. Bedre journalistik.
Men er det for tidligt for det danske marked?
Reboot10 (i år med temaet “Free”) er nu ved at være nogle dage på afstand, og nogle tanker står klarere i hukommelsen end andre, og man kan så småt begynde at danne sig et overblik.
En ting, jeg hæftede mig ved var noget, som JP Rangaswami (som er CIO for British Telecom) talte om. Nemlig, at folk gerne vil betale penge, hvis der er nok “added value” – den helt store hurdle er så selvfølgelig at finde ud af, hvad folk derude ser som værdi.
Som eksempel nævnte han onlinespil, hvor det er gratis at deltage i spillet, mens udstyr (rustning, våben etc.) koster penge. Rigtige penge.
Vi har jo allerede hørt historierne om, hvor meget økonomisk og social kapital, der flyder i det nok mest omtalte onlinespil, World of Warcraft.
Det har fået mig til at tænke, om medierne (nok især onlinemedierne) kan lære noget her.
Altså at basispakken/adgangen er gratis, men hvis man vil opgradere og nå langt (og stå bedre overfor de andre), så betaler man. Og man betaler gerne, fordi merværdien svarer til udgiften, eller er måske bedre. Læs mere om modellen hos The Economist.
Tommelfingerreglen: Varen skal være pengene værd
Jeg er ikke nået frem til noget endnu (og jeg er næppe den eneste, der går og tænker i de baner), men det er et interessant tankeeksperiment.
Og så synes jeg også, det er rart at se, at brugerne derude rent faktisk er parate til at betale. Men merværdien skal være i top, og her tror jeg måske, at nogle onlinemedier halter. For hvorfor betale for at læse de samme Ritzau-telegrammer, som mange andre onlinemedier også bringer? Ergo må tiltaget starte hos mediet selv: Mere idéudvikling, mere kreativitet, mere originalitet.
Hvad tror du? Kan medierne lære noget af onlinespillene?
Robert Scoble (blogpioner, især indenfor corporate blogging, og tidligere Microsoft-ansat) er en af mine helte, da han har gjort et utroligt stykke arbejde for at få virksomheder til at blogge.
Men nu begynder der at ske underlige ting omkring ham. Hvis du, som jeg, læser TechCrunch-bloggen, så har du formentlig set indlægget om, at Scoble nu har annoncer på sin blog, skønt han tidligere har sagt, at annoncer på blogs går ud over troværdigheden.
For nogle dage siden, kunne TechCrunch så berette, hvordan Scoble nu eksperimenterer med annoncer på Twitter som er en form for statusopdateringsservice, der har vundet stor udbredelse i især USA.
Jeg synes, at der som udgangspunkt ikke er noget galt i, at en blogger har annoncer på sin blogs, så længe det ikke har indflydelse på indholdet. Men anderledes er det, når en fyr som Scoble (der tidligere har banlyst annoncer) nu pludselig har annoncer på sin blog og grisser sin Twitter-kanal til med reklamer – noget som jeg ikke kan forestille mig, at dem der følger ham på Twitter synes er særlig fedt.
Hvad mener du? Har du mindre troværdighed til Scoble nu? Og hvordan har du det med annoncer på blogs?
Annoncering på nettet, som indtil videre er det bedste bud på en forretningsmodel der virker for medierne, vokser hastigt. Sidste år gik det 39 procent, svarende til 2,5 milliarder kroner, skriver MediaWatch:
“En samlet omsætning på 2,5 mia. kr. viser, at nettet nu er blevet fast inventar på alle virksomheders mediaplaner – og den meget kraftige vækst viser den stadig større betydning som internettet bliver tillagt.
Det, der før var en lille å, har nu udviklet sig til en kæmpe flod med voldsom strøm i netmediernes sejlretning,” siger Christian Peytz, formand for FDIM, i en pressemeddelelse.
Hos MediaWatch kan man læse, at Freeway har øget indtjeningen med 50 procent:
Hovedparten af indtægten stammer fra Dating.dk, men også Arto, Trendsales og danmarkbynight.dk.er gået frem i indtjening det seneste år. Det skriver Computerworld.
Indtjeningen før skat var på 30,6 millioner kroner, en smule mere end selskabet selv forventede. Efter skat er der tale om en stigning på 49 procent i indtjeningen efter skat.
Jeg tvivler på, at mange andre virksomheder, der er repræsenteret i mediemarkedet, kan prale med så gode tal?