Kategorier
Tendenser

Venstrefløjs-aktivister bruger wiki til håndbog

Den 11. maj skrev jeg om DR Troldspejlets Trold-O-Pedia-leksikon, der baserer sig på wiki-princippet, hvor alle kan bidrage med information.

Via et tweet fra mettechrist er jeg faldet over AktiWiki, der kalder sig selv for “en “open source” aktivisthåndbog”.

Her kan aktivister på venstrefløjen læse og bidrage med information. Forsiden er inddelt i sektionerne “Gade-aktivisme”, “Propaganda”, “Lokalgruppe arbejde”, “Kampagner”, “Seminarer, stormøder og årsmøder”, “Retorik”, “Offentlige arrangementer”, “Medier”, “Fundraising”.

Læs for eksempel artiklen “Hvorfor skriver venstrefløjen så dårligt?“, der er en opdatering af VS’ “Håndbog for barfodsjournalister” fra 1980erne. Uanset om man deler aktivisternes synspunkt og fremgangsmåder, er det da en interessant måde at gribe kommunikationen an på.

Kategorier
Distribution Tendenser

The Economist bruger (også) Facebook til billeder

Den 18. maj skrev jeg om, hvordan The New York Times bruger Facebook til billeder. I dag ser jeg på min Facebook-forside, at mit yndlingsmagasin, også eksperimenterer i den retning:


Klik for at se billedet på Flickr

The new covers of The Economist are posted here first every week. View and comment on the new cover and leading article before the edition hits the newsstand.

Interessant, interessant. Læs i mit tidligere indlæg, hvorfor det kan være en god idé at lægge billeder på Facebook, hvor der ellers er ingen penge at tjene på dem.

Kategorier
Tendenser

Google og frygten for kinesere – et eksempel på, når sociale medier kan besvare en undren

Tilbage i februar måned læste jeg hos Silicon Alley Insider om nogle mærkelige autoforslag, Google kom med, når man skrev “I am extremely”. Det første forslag var nemlig “I am extremely terrified of Chinese people”.

I dag ville jeg så tjekke, om det stadig er sådan. Og ja, det er det.

Google autoforslag...
Klik for at se billedet på Flickr

Og så undrer man sig jo. For er det en joke (Google-folkene er mere eller mindre kendte for at lægge forskellige jokes og referencer ind hist og her), eller er der en fornuftig grund? Og jo, det er der.

Google autoforslag baseres på, hvad folk googler efter. Google skriver selv:

As you type, Google Suggest communicates with Google and comes back with the suggestions we show. If you’re signed in to your Google Account and have Web History enabled, suggestions are drawn from searches you’ve done, searches done by users all over the world, sites in our search index, and ads in our advertising network. If you’re not signed in to your Google Account, no history-based suggestions are displayed

Er der for eksempel lige pludselig mange, der Googler på “Hvor er Mogens Amdi?”, ja så vil den dukke op som autoforslag, når du skriver “Hvor er”. Altså må der være mange, der har googlet “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”. Hvorfor?

Læser man i kommentarerne til indlægget på Silicon Ally Insider, falder man hurtigt over svaret; et link til denne artikel på Christwire.org, som bærer overskriften, ja rigtigt gættet, “I Am Extremely Terrified Of Chinese People”.

Så det er altså artiklen på det kristne Christwire.org, der har fået folk til at google den specifikke sætning. Det svar lå også i en af kommentarerne hos Silicon Alley insider:

To echo Bryant above, Google is displaying this suggestion because of the uproar this article http://christwire.org/2009/02/i-am-extremely-terrified-of-chinese-people/ is causing.

Blot endnu et eksempel, at vi hurtigt kan få en forklaring, hvis vi snakker sammen og bruger de muligheder, der ligger i tovejs-medierne.

Kategorier
Distribution Tendenser

Nekrolog over websitet – fremtiden er desintegreret

Via Guldborgsund-bibliotekernes blog er jeg blevet opmærksom på analysen “Websitet er dødt… Nettet leve!”, som er en nekrolog over det klassiske website og en varm hilsen til et desintegreret internet med RSS, API’er etc.

Analysen er skrevet af Jonas Heide Smith, der er webredaktør for Det Danske Filminstituet og har en PhD i spilstudier ved IT-Universitetet.

Analysen handler om, at websitet som en selvstændig enhed er på vej ud, og at vi i stedet ser indhold, der kan gøre sig på flere platforme. Meget godt opsummeret i dette:

[…] Store websucceser som Facebook, Youtube, Flickr og Twitter er ikke (alle sammen) mirakler efter den gamle målestok: antal besøg på websitet. Flere af disse tjenester har faktisk langt mere trafik fra eksterne systemer, som fremviser deres indhold, end fra brugere, der på gammeldags facon begiver sig ind på moderwebsitet.

Den for tiden meget omtalte mikroblogtjeneste Twitter blev f. eks. i 2007 brugt ti gange mere igennem eksterne systemer (websites, software, sms osv.) end ved, at nogen faktisk tastede twitter. com ind i deres browser. […]

Og her ligger en masse eksperimenteren og venter på medierne. For hvordan kan vi få vores indhold i spil på andre platforme og medier — og stadig tjene penge, så biksen løber rundt, og der er løn til de professionelle mennesker, der leverer indholdet?

Jeg har ikke svaret, men jeg har en stor lyst til at eksperimentere 🙂

Brug om ikke andet lidt tid på at læse analysen, som jeg varmt kan anbefale.

Kategorier
Tendenser

Arto gik efter færre sidevisninger, mens BT har pumpet tallet op..?

I mit forrige indlæg omkring Arto/Freeway (læs især kommentarerne, der er rigtig gode) fortalte Daniel Møller, der er projektleder hos Arto, i en kommentar, at man har forsøgt at mindske antallet af sidevisninger:

Derudover har vi også aktivt indført funktioner som begrænser antallet af sidevisninger – således popper information om vennelogins, nye beskeder og mails, nye debatindlæg i tråde man deltager i osv. automatisk op på skærmen, uden at man behøver at skulle sidde og refreshe og tjekke de forskellige sider konstant – det har også betydet et væsentlig fald, omend sværere at måle den præcise betydning af.

Det fik mig til at undre mig lidt. For hvorfor har man haft et ønske hos Arto om at nedbringe antallet af sidevisninger, når så mange andre har en interesse i at øge antallet, især BT, som jeg tidligere har skrevet om?

Derfor skrev jeg til Daniel for at høre begrundelsen og fik svaret:

Det er korrekt at der normalt er et økonomisk incitament for at øge antallet af sidevisninger i forhold til reklame-indtægter.

Vi opdagede dog at mange brugere bare sad og trykkede F5 i deres gæstebog rigtig ofte for at se om der skulle være kommet en ny besked til dem.
Mange af disse hits reducerede reelt blot vores klik-rate på annoncer og betød dermed ikke en øget indtjening.
Istedet kunne vi med push-teknologi øge brugeroplevelsen, således at brugerne automatisk kunne få besked om interessante handlinger på siden (såsom at de har modtaget en ny besked) uden at de skulle sidde og trykke F5 (refresh) hele tiden for det. Så de sidevisninger vi har arbejdet på at skære fra er så at sige det “overflødige fedt” 🙂

Angående om det handlede om færre sidevisninger eller bedre brugeroplevelse svarede Daniel:

Altså det er måske en anelse vendt på hovedet at vores primære formål var at reducere overflødige sidevisninger, det var nok mere en sidegevinst af at vi ønskede at optimere brugeroplevelsen.

Altså var det primært for at øge brugeroplevelsen, og samtidig indså man, at en stigning i antallet af sidevisninger ikke øger clickraten på annoncerne – og så tjener man ikke flere penge.

Otte former for humor på ni sider
Derfor kan det undre mig, at BT.dk har været så ivrige efter at øge antallet af sidevisninger — eksempelvis denne BT-artikel om, at der er otte former for humor, fordelt med en form for humor per side. Farvel overblik.

BT’s pludselige flirt med de mange sider per artikel skyldes formentlig et ønske fra annonce-afdelingen, der dermed kan præsentere annoncørerne for et højt antal sidevisninger. Men tallet er pumpet kunstigt op, og jeg tvivler på, at folk klikker på flere annoncer, blot fordi en historie er inddelt i ni undersider. Selvfølgelig er der forskel på, om en person sidder og refresher sin indbakke på Arto eller skifte side i en artikel, men læseren er der jo trods alt for at læse artiklen — ikke for at se, om der dukker spændende annoncer op.

Og så irriterer man brugeren ved at bruge ni sider på noget, der havde egnet sig fint til en punktopstilling i én artikel. Den første form for humor er sarkasme, og her står blot:

Sarkasme

Hvis noget er åbenlyst ironisk, kan det være sjovt.

Det må der også være læsere, der har påpeget overfor BT. Så måske går der ikke så længe, før BT afslutter flirten og gør egne tal mere reelle?

Kategorier
Tendenser

Er Arto og Freeway ikke længere en faktor i det danske mediebillede?

Da det tilbage i januar måned 2008 blev annonceret, at Freeway skød penge i Nyhedsavisen, var der nogle, der begyndte at ryste i bukserne.

Man, mig selv inklusiv, mente, at Freeway, der står bag succeser som Arto og Dating.dk, ville sætte deres enorme sociale netværks-muskel i skub og ændre den måde, vi ser på onlinemedier i Danmark.

Det skete ikke, og Arto, som var på næsten alles læber på et tidspunkt, er nu blot en skygge af sig selv. se blot denne graf fra Google Trends, der viser Arto.dk’s tal for Danmark, og som en af vores udviklere viste mig (se tallene på Google Trends):

Statistik for Arto.dk (Google Trends)

Det går altså nedad for Arto, og især i oktober måned 2008 skete der et drastisk fald. Hvad der skete netop der, skal jeg ikke kunne sige (opdatering: Arto skiftede fra .dk til .com, dog uden at bremse faldet, se opdatering nedenfor), men der er næppe den store tvivl om, at det især er giganten Facebook, der har suget næring fra danske Arto (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Facebook (Google Trends)

Bemærk forløbet august til oktober, hvor Facebook tager et stort spring opad, mens Arto svinder ind. Kigger vi også på tallene for Dating.dk, ser vi, at den har holdt niveau (se tallene på Google Trends):

Tal for Arto og Dating

Og et giver jo egentlig meget god mening. Facebook er ikke et dating-site (nogle bruger det måske til dating, det kan selvfølgelig ikke udelukkes), og konkurrerer altså ikke nært så hårdt med Dating.dk som med Arto, som tilbød de basalt set samme features som Facebook, altså online-venskaber, hvor man kan uploade billeder og skrive på hinandens profiler.

Tallene betyder formentlig, at Freeway er blevet en mindre attraktiv partner for medierne. Jo mindre et publikum, du kan tilbyde, jo mindre interessant er du som partner med et onlinemedie. Derudover har Freeway fået sig en mægtig modspiller, nemlig et af de største fænomener på nettet, vi nogensinde har set.

Det ses også tydeligt, at medierne er klar over, at Facebook nu er stedet, der skal holdes øje med. Alle har efterhånden en “Del på Facebook”-funktion, og vi samt andre arbejder med implementering af Facebook Connect.

Det helt store spørgsmål er så, om Facebook får et knæk magen til det, som Arto har oplevet. Jeg tvivler.

Opdatering 19-05-2009 @ 09:52:
Vores udvikler, som viste mig tallene til at starte med, har forklaret mig, at det drastiske fald skyldes, at Arto skiftede fra .dk til .com som top level domain.

Det har dog ikke kunnet bremse faldet, som denne graf viser (se tallene på Google Trends), men Artos fald er nu mere støt.

Arto dk/com

Kategorier
Profileret Tendenser

The New York Times bruger Facebook til billeder

En af lektierne hvad angår sociale medier, i hvert fald som jeg ser det, er at man er nødt til at være der, hvor folk er — for eksempel på sites som Facebook.

Hos The New York Times har de læst skriften på væggen, og bruger det sociale netværkssted til, blandt andet, billeder, se blot deres gallerier på Facebook. Til det seneste galleri, “U.S.: Recession Slows Migration From Mexico” har i skrivende stund 64 kommentarer, og dertil kommer 12 kommentarer til selve billederne, samt 260 “likes”, altså har 260 mennesker klikket “Like” ud for galleriet.

Jaaaaaaa, men hvor er pengene?
Og hvorfor skulle det så være en god idé at lægge sine billeder, eller nogle af dem i hvert fald, ud på et sted som Facebook, langt væk fra ens andre artikler og ikke mindst annoncekroner?

Jo, det som der sker er, at alle der er “fan” af The New York Times på Facebook bliver eksponeret for galleriet på deres Facebook-forside-feed — simpelthen fordi The New York Times-folkene “poster” galleriet på den “wall” som The New York Times-siden har. Og det ser sådan ud:

The New York Times poster billeder på Facebook
Klik for at se billedet på Flickr

Tjener man så penge på det? Nej, det gør man ikke. Men man eksponerer sit indhold overfor et publikum, for eksempel mig, som ellers ikke ville været kommet forbi nytimes.com for at kigge på billeder og andet indhold. Og det får man, hvis alt går vel, så gjort folk interesserede i.

Det vil altså sige, at man kan eksponere/”showcase” sit indhold ved at lægge noget af det ud på Facebook, hvor alle kan se det, og hvor man ikke øger tallet på bundlinjen med så meget som en rød øre. Til gengæld får man forhåbentlig flere besøgende på sit website og ikke mindst gjort folk opmærksomme på, at man har spændende indhold og derigennem få indflydelse og blive det, som folk snakker om, og får derigennem skabt noget “impact” – hvad enten det er på Facebook eller offline.

Men “impact” kan jo ikke måles, og så er det måske svært for nogle mediechefer at se gevinsten?

Kategorier
Journalistik Tendenser

The Economist skriver om avisernes/mediernes fremtid

Jeg har endnu ikke haft tid, og får det næppe i dag, derfor skriver jeg et indlæg om det, mens jeg husker at gøre det, at dybdelæse lederen og artiklen som The Economist har skrevet om nogle af de udfordringer og fremtidsmuligheder mediebranchen står overfor.

Lederen: The rebirth of news.

Artiklen: Tossed by a gale.

God fornøjelse og læselyst.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Troldspejlet starter leksikon efter wiki-princippet

Har lige siddet og set DR’s Troldspejlet, som jeg aldrig bliver for gammel til, og hørte Jakob Stegelmann præsentere Troldspejlets leksikon “Trold-O-Pedia“, der er bygget op efter det Wikipedia-konceptet, hvor alle kan bidrage med indhold.

Trold-O-Pedia er lidt anderledes i den forstand, at man arbejder med to størrelser, universer og figurer. Man kan således vælge, om man vil oprette eller redigere en figur eller et univers. Ganske simpelt indrettet.

Vælger man for eksempel at oprette en ny figur, skal man udfylde en længere formular omkring figuren og blandt andet oplyse “Alter ego”, “Profession”, “Baggrund”, “Særlige kendetegn”, “Våben”, “Styrke”, “Svaghed”, “Venner”, “Fjender” etc. Den lange formular vil sikkert få nogle til at stå af, så det kunne være interessant at høre, hvad begrundelsen for dén fremgangsmåde er.

Jeg har, endnu, ikke bidraget med noget indhold, så jeg skal ikke kunne sige, om informationen kommer direkte på, men formulartilgangen tyder på, at nye oplysninger bliver gennemlæst, inden de bliver tilføjet til Trold-O-Pedia.

Brug det eksisterende eller byg nyt?
Det bliver for mig interessant at følge med i Trold-O-Pedia, for den rammer ned i noget, jeg selv går og spekulerer på. Skal man starte sit eget leksikon, eller bruge dem, der allerede eksisterer, for eksempel Wikipedia, og bygge ovenpå der?

Tag nu for eksempel Teenage Mutant Ninja Turtles, som fyldte meget i min barndom. Trold-O-Pedia har en side om dem. Men der er kun listet én af de fire Turtles-hovedpersoner, som figurer i Trold-O-Pedia-universet.

Den danske Wikipedia har også en side om “Turtles”, som vi bare kaldte dem dengang. Her er endnu mere information at hente for fans og nysgerrige. Og i luxus-afdelingen finder vi den engelske Wikipedia-side, med endnu mere information om serien, folkene bag etc.

Selvom Trold-O-Pedia er en rigtig god idé, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det måske ikke er så oplagt at vælge at starte et nyt leksikon med tilhørende community. Hvis DR på en eller anden måde havde fået et “digitalt samarbejde” op at stå med Wikipedia, så begge fik gavn af bidragene, tror jeg alle interesserede havde fået et bedre resultat.

Men netop af denne grund bliver det interessant at se, hvordan det kommer til at gå Trold-O-Pedia i løbet af det næste halvandet år.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Skal vi nu til at betale for nyheder på nettet?

Som ansat i JP/Politikens Hus skal jeg understrege, at indlæg på denne blog er udtryk for min egen personlige holdning

Der er noget med Berlingske og betaling.

De var et af de sidste danske netmedier til at opgive login-krav for at læse artikler, og nu er de nogle af de første til at planlægge mikrobetalinger, sammen med JP/Politikens Hus, der overvejer, skriver Business.dk.

En af grundene til, at betalingssnakken nu vågner (igen) er, udover selvfølgelig den allestedsnærværende finanskrise og faldende oplag, at Rupert Murdoch åbner op for, at tage penge for brugen af News Corp-websites.

En farlig sammenligning

Som jeg ser det, og som Søren Storm Hansen og fremhæver i sit udmærkede indlæg, er der dog ét problem. Og et grundlæggende et af slagsen. Læs blot her, hvad The Guardian skriver:

Encouraged by booming online subscription revenues at the Wall Street Journal, the billionaire media mogul last night said that papers were going through an “epochal” debate over whether to charge. “That it is possible to charge for content on the web is obvious from the Wall Street Journal’s experience,” he said.

Der er altså tale om en kædereaktion:

  1. Wall Street Journal tjener penge på nettet og lykkes med det
  2. Det fortæller Rupert Murdoch og fortæller samtidig, at der er brug for ændringer i forretningsmodellen
  3. Danske medier hører Murdochs tanker og tænker “også os!”

Godt nok vil Berlingske, indtil videre, kun tage betaling for niche-nyheder. Det kan jeg egentlig godt følge, for hvis der skal tjenes penge på, at folk skal betale for at læse artikler, så skal det være niche-stoffet. Men at man drager konklusionen, at det virker, fordi det virker for The Wall Street Journal, kan jeg ganske enkelt ikke følge.

Søren Storm Hansen siger:

Murdoch har kun en succeshistorie at henvise til: WSJ, som er et udpræget nichemedie med en global læserskare. Dem er der ikke mange af – og slet ikke i Danmark.

Og som han også påpeger, så mangler der en forretningsmodel. Netmedierne har prøvet at få folk til at betale for nyheder på nettet. Det gik ikke. Forskelige har forsøgt sig med mikrobetalinger. Det gik ikke.

Nu forsøger man så at implementere forretningsmodellen fra aviser på nettet. Selvom oplagstallene jo netop viser, at folk ikke vil betale for nyheder.

Nu melder en medieøkonom sig ind i snakken og siger, at det er en god idé med betaling for nichestof, og at betaling for nyheder er næste skridt.

Det store spørgsmål: Hvordan?

Jeg kan ikke undgå at sidde med spørgsmålet om, hvordan vi, medierne, vil få folk til at betale for nyheder. Hvordan skal vi få folk til at betale for noget, som de har fået gratis i så mange år? Forestil dig, hvis gratisaviserne begyndte at koste penge. Ville det ramme oplaget? You bet it would!

Og tag et kig på det danske marked for nyheder på nettet. Der er på ingen måde nok diversitet til, at en betalingsmodel som den, der snakkes om, kan gennemføres. Dertil er de forskellige netmedier ganske enkelt for ens. Begynder det ene netmedie at forlange betaling, ja så smutter læserne over til et af de andre, som i stedet kan sælge flere annoncer og øge indtjeningen der.

Der skal tænkes nyt og fremad

Vi i mediebranchen kommer ikke uden om, at vi er nødt til at kigge anderledes på det og undgå at implementere gammeldags forretningsmodeller i de nye medier. Annoncemodellen lever heller ikke evigt, læs flere gode grunde hos TechCrunch.

Lad os i stedet kigge på nogle af de ting, der virker. Spørg dig selv og folkene omkring dig, hvad du og de betaler for på nettet. Lad os for engangs skyld prøve at være online-foregangsland og eksperimentere med, hvordan vi som medier kan tjene penge online.

Jeg tror ikke på, at maj måned vil blive husket som “The Empire Strikes Back”-måneden. For vi mangler “A New Hope”, for nu at blive i Star Wars-analogien.