Kategorier
Nyheder Tendenser

The Economist lægger yderligere indhold bag betalingsmuren

MediaWeek skrev tilbage i starten af september, at The Economist ville begynde at kræve betaling for mere af web-indholdeteconomist.com.

Det ser ud til at ske nu. Jeg har lige fået følgende mail fra The Economist-folkene (mine fremhævelser):

Dear Reader,

I’d like to inform you about important changes at Economist.com.

Beginning October 13th, we will be limiting access to certain sections of our site to subscribers only. Over the past few years, Economist.com has become a hub for intelligent discussion, with news commentary, blogs and an award-winning debate series. We will continue to encourage both subscribers and non-subscribers to participate in those conversations. We will also enhance the experience we offer our most loyal readers by expanding our subscribers-only features.

Currently, all content published within the last year is free of charge. Soon, only articles and commentary published prior to the last 90 days will be accessible without a subscription. The print edition contents page, which offers a convenient way to browse articles and features from the latest issue of The Economist, will also be limited to subscribers only.

Through these complementary aspects of Economist.com, we will continue to foster intelligent discussion and debate, while enhancing the value we bring to our community of subscribers.

I hope you’ll continue to visit the site and enjoy all it has to offer.

Sincerely,

Ben Edwards, Publisher
Economist.com

På en gang kan jeg både forstå og ikke forstå The Economist. For der skal jo tjenes penge, men jeg hører til en af dem, der tror mere på link-økonomi, som MediaWatch skrev om 23. september.

Economist.com vil formentlig få færre sidevisninger, men muligvis flere penge i kassen. Men vil du for eksempel købe et abonnement på The Economist efter dette? Eller er det nemmere bare at læse en anden lignende publikation? The Economist har noget af verdens bedste indhold indenfor deres felt, så hvis nogen kan lykkes med dette, er det medierne i denne kaliber.

Uanset om man er enig eller ej, må man gå ud fra, at et magasin med dét navn bør vide en ting eller to om økonomi. Jeg er skeptisk overfor, om dette vil give flere penge og/eller kunder i butikken. Men det vil tiden vise.

Kategorier
Tendenser

Skal artikler være på nettet for overhovedet at eksistere?

Foto: Bull3t HughesVi kender vist alle historien om træet, der vælter i skoven, men som ingen kan høre.

Spørgsmålet er måske, om vi skal til at sige noget lignende om informationer, eksempelvis artikler:

Hvis en artikel kun bliver trykt i en fysisk udgave, men færre og færre køber denne udgivelse, betyder det så også, at artiklen, og de informationer den indeholder, langsomt, men sikkert, ophører med at eksistere?

Det, der fik mig til at tænke denne tanke var noget, jeg var ude for forleden dag. Jeg sad og læste en fremragende artikel i ‘Intelligent Life’-magasinet, som bliver udgivet af The Economist.

Artiklen handler om unge mennesker, der tager modafinil (Illustreret Videnskab skrev om dette tilbage i 2003) under deres studie på Cambridge. Dette lød interessant, synes jeg, og måske noget, som en af vores journalister kunne finde en dansk vinkel på.

Jeg ville gerne sende artiklen med det samme og gik derfor ind på moreintelligentlife.com, magasinets website, i håb om at finde artiklen. Men uden held.

Ergo har folkene bag valgt kun at trykke artiklen i magasinet. Jeg kan ikke engang læse så meget som et sølle uddrag online med beskeden om, at jeg skal hoste op, hvis jeg vil have hele herligheden. Man er med andre ord nødt til at smide 55 bananer for at få lov at læse artiklen.

Problematikker for informationssamfundet
Nu er problemet jo ikke større, end at jeg tager magasinet med på arbejde i morgen og viser til min kollega, men for hele informationssamfundet rejser det nogle problematikker:

  1. Læserne kan ikke se den originalartikel, eller uddrag af den, der citeres fra, skønt artiklen nævnes.
  2. Intelligent Life får ikke flere læsere af artiklen end dem, der køber/låner bladet – jeg ville ellers gerne sende dem en masse. Når dette nummer af magasinet bliver afløst af et andet, så er der i min optik ikke flere penge at hente på artiklen, og så skal den på nettet.
  3. Folk der går på nettet og søger efter informationer om modafinil (som jeg skyder på er måden, alle ville gøre det på) finder aldrig artiklen.
  4. Det er ikke muligt for journalisten at udelade en eller flere informationer, som er detaljer men dog vigtige, da læseren ikke kan få adgang til originalartiklen.
  5. Når alle kopierne af det trykte magasin er smidt ud/væk, findes artiklen kun på forfatterens computer og, forhåbentlig, i Intelligent Life digitale lager. På nettet ville den have væsentligt bedre chancer for overlevelse.

Alt sammen kunne være løst, hvis artiklen var at finde på det ellers allestedsnærværende internet. I stedet lever den et liv trykt på fysisk papir, som kun kan videredistribueres i strid med loven: Kopiering.

Mit argument vil derfor være, at jo flere artikler, der (også) findes online jo bedre. Det giver mening for alle: Originalmediet, det citerende medie og ikke mindst læserne.

Hvordan kommer Google ind i alt dette?
Det er meget nærliggende at nævne Googles bogprojekt Google Books, i et indlæg om offline kontra online indhold. Google vil med sit bogprojekt søge blandt andet at forhindre det, som jeg taler om i dette indlæg: At informationer, der kun findes i trykte udgaver uddør og forsvinder.

Det er meget svært for mig som onlinemenneske, og vidensbegærlig, at sige andet end at det er en rigtig god idé at digitalisere informationer, der ellers ville gå tabt. Det være sig alskens bøger til gode artikler i magasiner.

Det er dog ikke det samme, som at det skal være gratis. Vi opererer stadig med det gode gamle “free as in free speech, not free beer”. Men det er en helt anden snak 🙂

Foto: Bull3t Hughes

Kategorier
Tendenser

Klausuleringer giver ikke mening på nettet – med Ban Ki Moons tale på Københavns Universitet som eksempel

Foto: World Economic Forum“FN-generalsekretær Ban Ki-moons tale på Københavns Universitet. Klausuleret til 3/10-2009 kl. 17:30.”

Sådan hedder emnet på en mail, der ligger i indbakken på min arbejdsmail. E-mailen indeholder, surprise-surprise, den tale, som FNs generalsekretær Ban Ki Moon holdt på Københavns Universitet 3. oktober, altså i dag. Mailen er sendt fra United Nations Development Programme, altså FNs Udviklingsprogram.

Som det også fremgår af emnet, er historien klauseleret til 17.30 – det betyder, som jeg læser det, at man ikke må bruge/offentliggøre talen før 17.30.

Men det er komplet håbløst, for den er allerede på nettet. Man kan læse Ban Ki Moons tale på u-landsnyt.dk.

Jeg tog blot den første sætning i talen (“Copenhagen has been in my thoughts every day for the past two years”) og googlede den og – vupti – der var talen.

For mig understreger dette, at der ikke er nogen pointe i at klausere indhold og forsøge at holde det tilbage. Og Moons tale skal godt nok være usandsynlig kedelig for at nogen gider overholde den klausulering. Hvis han sagde noget spændende – ja, så skal det ud nu.

Så hvis du ikke kan vente: Læs talen på u-landsnyt.dk.

Foto: World Economic Forum

Kategorier
Tendenser

Hvornår er det okay at rette i online-artikler – og hvornår er det 1984?

Foto: ElbridgeGerryJeg har gjort det til en del af mit arbejde at give lidt feedback på nogle artikler fra ekstrabladet.dk til en journalist og en praktikant.

Den ene dag kommer jeg ind til praktikanten, hvor hun siger, at hun netop lige er i gang med at rette nogle af de ting, som jeg har påpeget under feedback’en. Jeg synes selvfølgelig, det er rart at se en dedikation (og tiltro) af en sådan grad, men det fik mig samtidig også til at tænke:

For hvor går grænsen for, hvor meget man kan tillade sig at redigere i artikler på nettet – især hvad angår artikler, der er en del af ‘den lange hale’, altså artikler der ikke længere er en del af nyhedsflowet, men blogger ligger på hylderne på websitet.

Ministeriet for Sandhed og deres version af sandheden
Et af kerneelementerne i George Orwells klassiske 1984-bog er Ministeriet for Sandheds arbejde med konstant at omskrive historien, så den passer til partiet og dets politik. Det indebærer blandt andet at fjerne gamle aviser og få trykt nye med et indhold, der passer partiet bedre.

Et arbejde, der fører til, at hovedpersonen Winston Smith opdigter ‘Kammerat Ogilvy‘.

Med internettet er det blevet endnu nemmere at rette i artikler, som man også kan læse om i The Economist ‘Intelligent Life’-magasin.

Dette er selvfølgelig en god ting, for det gør det lettere at rette fejl. Da man således sammenlignede Encyclopedia Britannica med Wikipedia, blev de fejl der blev opdaget på Wikipedia rettet næsten med det samme – en luksus som Britannica-folkene ikke havde.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det også åbner op for en glidebane, der går i retning af Ministeriet for Sandhed, og der skal vi ikke hen.

Et eksempel: Jeg synes for eksempel det er fint, når en kollega opdaterer en historie om et rådyr i et hegn (efter det blev påpeget på dseneste.dk), så artiklen starter med følgende:

OBS: Nogle informationer i denne artikel er senere blevet tilbagevist. For den mest præcise artikel i sagen, følg dette link: Bøf-Jensen offer for bagvaskelse

Det havde dog ikke været i orden, synes jeg, at omskrive artiklen fuldstændig – eller at gøre ingenting. For eksempel faldt jeg på et tidspunkt over en historie hos et dansk medie (jeg kan ikke huske hvilket) om en gruppevoldtægt, som en pige havde anmeldt. Voldtægten viste sig senere hen at være opdigtet, men det meldte artiklen ikke noget om.

Her synes jeg, man burde have opdateret artiklen efter eksemplet med rådyret.

Men det bliver nemt en glidebane. For eksempel er det farligt at begynde at rette i lederartikler og lignende, som eksempelvis kunne være skrevet før Irak-krigen (altså pre-19. marts 2003) og indeholde nogle ting, der viste sig ikke at passe.

Hvad synes du? Er det okay at rette i artikler på nettet? Og hvordan skal rettelserne i så fald indarbejdes – skal det tydeligt kunne ses, når der er blevet rettet/tilføjet noget? Og skal der være en bagatelgrænse?

Kategorier
Tendenser

Hvor er overblikket, når vi mikroblogger på Twitter?

Der er blevet skrevet mangt og meget om det: Blogs er på vej ud, fordi vi i stedet skriver små beskeder på eksempelvis Twitter.

At blogging går ned ad — det er mit klare indtryk, at det er gør det — er formentlig en kombination af, at nogle er rykket videre til medier som Twitter og Facebook (af flere forskellige årsager) samt, at blogs har fundet et leje. Dem, der ville se, hvad det var for en størrelse, har måske indset, at det ikke var dem eller slet og ret opgivet.

Ikke desto mindre er der dog én ting, jeg savner i og med, at folk blogger mindre og tweeter og mikroblogger mere: Overblikket. Lad os tage sommerens Reboot-konference som eksempel.

Et mindre hav af dem, jeg følger på Twitter var til konferencen. Men det var umuligt for mig, og andre der ikke var på konferencen, at danne sig et overblik. Det skyldtes flere ting:

  • 140 tegn er ofte ikke nok til at opsummere pointer fra et foredrag
  • Beskederne indeholdt abrupte indslag fra oplæg, som var totalt indforståede og gav ingen mening for folk, der ikke var til foredraget. Et eksempel, jeg fandt via en Google-søgning på hashtag’et fra Reboot #reboot11:

    #reboot11 solar oven build kit available.. Who wants to build it??(#)

  • Vi druknede i “På vej til #reboot11. Glæder mig.”-tweets. En bøn: Det er fint, du skal på Reboot, men du støjer, når du skriver noget så intetsigende. Skriv i stedet, hvad du skal høre om i løbet af dagen, så vi ved, om vi skal holde øje med dine tweets.
  • Der blevet tweet’et så meget fra Reboot, at det blev et ‘trending topic’ på Twitter – det betyder kort fortalt, at “#reboot11”-tagget var et af de mest brugte ord/vendinger på Twitter i de timer. Det betød, at en mindre styrke af spam-Twitter-konti og andre irriterende mennesker opdagede dette og så det som en oplagt mulighed til at drive trafik til deres Twitter-profiler eller de reklame-sites, som de linkede til. Med andre ord: Støj på kanalen.
  • Mængden. Der var mere kvantitet end kvalitet. Det virkede næsten som om, mange tweetede mere fordi de kunne, end de følte, at de burde.

Jeg kan ikke selv sige mig helt fri for ovenstående. Jeg var på Reboot #10 i 2008, hvor jeg også skrev en masse tweets — men det er først, når man sidder udenfor konferencen og følger med i, hvad der bliver skrevet, at man opdager, hvor lidt overblik man har.

De bedste indlæg jeg læste fra Reboot, var faktisk Kim Elmoses indlæg på hans Mediehack-blog (Disclaimer: Kim er formand for DONA, hvor jeg sidder i bestyrelsen samt god ven og tidligere kollega). Her var en person, der havde taget sig tid til at skrive mere end 140 tegn og skrive noget sammenhængende og opsummerende omkring nogle af de ting, han havde hørt om på Reboot. Dét gav mening, når man ikke kunne være der.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det bedste sted at følge med i Reboot var på den danske blogsøgemaskine Overskrift.dk (Disclaimer: Jeg sidder i bestyrelse med Stefan Bøgh-Andersen fra Overskrift.dk i DONA). Jeg fik færre informationer, men de var langt bedre.

For mig beviste det, at selvom Twitter er et hurtigt og mobilt praktisk medie, så er det ikke uden problemer. Jeg vil ikke være foruden at læse blogindlæg, hvor folk skriver længere og reflekterer dybere over de ting, de oplever eller mener.

Jeg siger ikke, at Twitter ikke kan bruges som reporter-værktøj fra konferencer. Men det kræver, at dem der “tweeter” spørger sig selv: Ville jeg forstå det her, hvis jeg ikke var her, eller er det bare for internt? Så er vi allerede nået et stykke.

Twitter er fint, men det er langt fra en schweizerkniv indenfor nye medier.

Kategorier
Tendenser

Mindy McAdams tester iPod Nano (med kamera) til videointerviews

Mindy McAdams, der underviser i journalistik i USA og har ‘Teaching Online Journalism‘-bloggen, som jeg kun kan anbefale, har testet den nye iPod Nano med videokamera for at se, hvordan den klarer sig i interview-situationer.

Hun er ikke begejstret for billedet, jeg synes nu kvaliteten er fair nok, men lyden er hun til gengæld begejstret for, og det kan jeg godt forstå. At dømme ud fra det videoklip, hun har lagt på bloggen, sidder der en okay mikrofon i det lille Apple-produkt.

Hvis jeg skulle vælge, ville jeg vælge det lidt dårligere billede mod den bedre lyd, da det altid er en udfordring at fange lyden korrekt, når man optager video. I en kommentar til indlægget nævnes Flip HD, som jeg (heller ikke) har nogen erfaringer med, men som giver en bedre billedkvalitet.

Problemer med at stoppe og at holde stille
Dog har hun lidt problemer med selve det tekniske i optagelserne:

The biggest problems I had were stopping the recording (it does not want to stop!) and keeping the Nano steady. I’m pretty well practiced at keeping a little Canon PowerShot steady, but this was a lot harder. Let me know if you think it’s too shaky.

Det bliver dog spændende at se, om vi kommer til at se endnu flere videointerviews, når en af de mest sælgende gadgets nu har fået videokamera.

Kategorier
Tendenser

Mark Jensen fortæller Ulla Snetoft Ødum en ting eller to om Twitter

Som en der bruger mikrotjenesten Twitter, både personligt og professionelt i forbindelse med mit arbejde, vil jeg lige rette lidt opmærksomhed i retning af min ven og bestyrelsesmakker i DONA, Mark Jensens indlæg ‘Åbent brev til Ulla Snetoft Ødum‘ om netop Twitter.

Marks indlæg er en reaktion på en kommentar, som Ulla Snetoft Ødum har lagt på K Forum til artiklen ‘Twitter: The second Second Life?‘.

Den Twitter-kritiske og…lad os sige “knapt så researchede” kommentar har følgende ordlyd:

Tak for god og tankevækkende artikel om Twitter. Må jeg bare som kynisk, skuffet og gnaven ex-twitter bruger sige, at du har så evigt ret i dine kommentarer om, at twitter fejler totalt på det sociale plan. Det er egen erfaring her, men ikke desto mindre et meget godt indblik i, hvorfor det går galt. Ingen bruger det! Det har overhovedet ikke fanget an i DK. Det er bare en tom skal og et mediehype der oven i købet har verdens dårligste brugerflade og er fyldt med latterligheder og fejl, der kan bringe selv den mest it-glade bruger i knæ. I tried – and it failed vil jeg sige herfra.

Jeg har officielt opgivet twitter i går, farvel twitter, med meget blandede følelser og slet irritation over, at det ingen bruger det. For det er et godt koncept og der er et stort potentiale, men intet netværk, intet forum, er bedre end sine brugere. Og brugerne er der ikke. Danskerne er nogle sløve padder. Klart det ikke fanger an, hvis man går derind glad og fro og forventningsfuld og opdager, at man snakker med sig selv. Alen lange dialoger med ens underjeg. Det bliver jo trættende i længden. Nu taler jeg om den sociale del af twitter, ikke den nyhedsopdaterende del, som jeg i øvrigt er skeptisk overfor – der findes vel andre kanaler til den slags.

Somehow så kan danskeren ikke håndtere mere end 1 medie og når nu Facebook er hver danskers kæreste eje plus minus, så er det for meget at skulle opdatere flere steder. Hvilket det i princippet også er. Der må være grænser for ens egne selvreflektoriske og selviscenesættende evner. Det korte og det lange er, at det duer ikke. Twitter har tabt. Jeg giver det max max 6 mdr, så er den fugl så død som en stægt hanekylling på et spyd. Og jeg kan sige det med god samvittighed, for jeg ser tendensen. Jeg har selv ihærdigt prøvet nu i et godt stykke tid, twittet løs og lokket venner ind på uanstændige måder bare for at få gang i snakken. Intet skete. Man tilmelder sig og følger ikke op og her er vi tilbage til den anden pointe omkring brugerloyalitet, men ikke overraskende vil jeg sige. Se venedig og dø.

Hvis man så oven i det tillægger, at det er en utrolig dårlig platform, som hele tiden går ned og har haft så mange børnesygdomme, at man skulle tro intet var tilbage. Man kan ikke finde sine venner, søgefunktionen på venner via hotmail har ikke fungeret i laaang tid, og kan man ikke finde sine venner – end ikke, når man har fået deres absurde brugernavn på mail! – så er det jo håbløst. Den slags barrierer er alt alt for stor i en verden hvor alt ellers kan klares med et klik.

Så altså en platform der ikke fungerer efter hensigten kombineret med en mentalitet, der er så langsom og så lidt forandringsvillig, at en skildpadde ville gå hurtigere – i slow motion, så ser jeg bare ikke nogen fremtid for twitter. Men det er min mening. Og den er bitter. I tried. I really tried!

No more twitts. The twitt really is dead.

Det er denne kommentar Mark tager fat på og giver en kærlig behandling. Jeg vil egentlig ikke sige så meget om kommentaren, for jeg synes, Mark siger det ret godt.

Kategorier
Tendenser

Google-boss Eric Schmidt tror ikke på betaling for generelle nyheder

Foto: Gisela GiardinoI øjeblikket er der en masse snak omkring betaling af indhold på nettet, som også har sendt et ekko her til landet.

Mediemogulen Rupert Murdoch (Wikipedia), der ejer News Corporation (Wikipedia) og dermed en lang række medier, er en af de helt store fanebærere i betaling-for-indhold-lejren.

Nu bliver han modsagt af Eric Schmidt, der er CEO for intet mindre end Google:

»In general these models have not worked for general public consumption because there are enough free sources that the marginal value of paying is not justified based on the incremental value of quantity.«

[…]

»So my guess is for niche and specialist markets … it will be possible to do it but I think it is unlikely that you will be able to do it for all news.«

Jeg tror, ligesom Schmidt og mange andre, heller ikke på, at man kan tage betaling for generelle “main stream”-nyheder, og det er der da heller ikke tale om herhjemme. Men jeg forholder mig samtidig også kritisk til, om man overhovedet kan få folk til at betale for journalistisk indhold, man sælger jo stort set varen ubeset.

Men interessant at se Google melde sig ind i snakken.

Foto: Gisela Giardino

Kategorier
Mobil Tendenser

Linktip: New Scientist skriver om, hvordan mobile applikationer påvirker vores liv

Forleden dag skulle jeg med toget, og ingen togtur uden læsestof. Derfor købte jeg mig New Scientist, som jeg har læst sporadisk i før. Jeg købte primært bladet på grund af forsidehistorien “I, Phone”.

I bladet er der nemlig en glimrende artikel om mobile applikationer (med fokus på iPhone) og hvordan de påvirker vores liv.

Så hvis dette er noget, der interesserer dig, vil jeg kraftigt anbefale dig at læse artiklen.

Kategorier
Nyheder Tendenser

Betyder VisitDenmarks flop, at vi omsider kan blive fri for virale film?

Du kender formentlig til sagen om en dansk kvinde, der var enlig mor og lagde et videoklip på YouTube, hvor hun spurgte efter faderen, der var fra udlandet, men som viste sig at være en viral markedsføringsvideo fra VisitDenmark. Stefan fra Overskrift.dk har lavet en tidslinje over forløbet.

Jeg mindes engang, hvor virale film var noget man undrede sig over, grinede af og næsten så op til. Som for eksempel denne video om dynamitsurfing på søerne i København.

Siden da har de virale film taget over og blev for mange reklamefolk og -firmaer svaret på alt. Almindelige reklamer virker ikke? Vores dyre outdoor-annoncer virker ikke? Hvad gør vi? Ah ha! Virale film, det virker! For eksempel Microsoft, der bruger en vandrutsjebane til at reklamere for dem selv. Hvor er vi så henne?

Men spørgsmålet er, om de virale reklamer også virker i en post-VisitDenmark-verden. For mange danskere fulgte ‘Karen’ i hendes jagt på faderen til hendes barn og havde involveret en del følelser i dette. Da de så fik at vide, at det var intet andet end et mediestunt fra VisitDenmark blev deres undrener og medfølelse vendt til vrede mod og skuffelse over VisitDenmark.

Derfor er det i høj grad relevant at sætte spørgsmålstegn ved virale films virkning, for hvor mange gange gider folk involvere sig i noget for at finde ud af, at de er blevet taget ved næsten?

I det værste tilfælde kan sager som denne trække tæppet helt væk under den branche, som virale film efterhånden er blevet til. Så vidt tror jeg nu ikke det kommer, men der vil formentlig blive et ændret syn på virale film i befolkningen, og det vil blive afspejlet i branchen.

Jeg synes, virale film kan være ganske gode, men som alle andre markedsføringsredskaber og -budskaber skal de være gennemtænkte. Her kan jeg have min tvivl.