Kategorier
Sociale medier

Kommer platformene styrket ud af krisen?

Krisen rammer også de store tech-firmaer, men ændringer i vores vaner kan betyde, at de står stærkere, når krisen er overstået. Engang.

Kategorier
Sociale medier

Nye annoncer: LinkedIn og Twitter tester Stories-formatet

Alle store platforme har efterhånden taget det flygtige format til sig. Det handler dog om andet end at kopiere funktioner – der er nemlig penge i annoncerne i det nye format.

Kategorier
Sociale medier Tendenser

Er de sociale platforme mon ved at indse, at ikke alt skal tælles?

Instagram og Twitter går begge med overvejelser om at skjule antallet af interaktioner, eksempelvis Likes. Det er – mildest talt – interessant.

Kategorier
Sociale medier

Zuckerbergs ønske om regulering handler om konsolidering

Kategorier
Sociale medier

Facebook tager (mere) ansvar for platformen

Kategorier
Sociale medier

Facebook har pustet videotal kunstigt op, har de et troværdighedsproblem?

Det karakteristiske f.
Det karakteristiske f.

Det var ikke småting, The Wall Street Journal kunne rapportere her til morgen, dansk tid. Facebook har brugt en målemetode, der har presset den gennemsnitlige tid, en bruger bruger på at se en annonce-video, kunstigt op.

For the past two years Facebook only counted video views of more than three seconds when calculating its “Average Duration of Video Viewed” metric. Video views of under three seconds were not factored in, thereby inflating the average.

Kategorier
Sociale medier

Privacyfix vil hjælpe dig med privatlivet, men forlanger adgang til dine data

Der er i øjeblikket en del omtale af værktøjet/browser-udvidelsen Privacyfix, blandt andet Ars Technica og DR.dk herhjemme.

Kategorier
Sociale medier

Analytiker: Nye annonceformater er altafgørende for Facebook-aktien

Kategorier
Sociale medier

Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvad du deler

Information har en artikel (Vis mig din Facebook-profil, og jeg skal sige dig, hvem du er) om, at det vi deler/skriver/poster på Facebook siger ret meget om, hvem og hvordan vi er.

I artiklen siger Trine-Maria Kristensen (@trinemaria på Twitter) blandt andet:

Hvis man tager et samlet blik på, hvordan folk fremstår online, og hvordan de ser ud i virkeligheden, så vil online-personligheden, forudsat man har et vist aktivitetsniveau, vise et retvisende billede af, hvem man er. I de digitale netværk, hvor vi ikke er anonyme som for eksempel Facebook og Linkedin, er det svært at pynte på sandheden.

[…]

Det billede, der ligger af os på internettet, skaber vi, uden at vi ved af det. Vi skaber det, når vi trykker ’synes godt om’ på noget af det, vores venner har delt, eller når vi kommenterer en statusopdatering. Det er noget der bare sker, mens livet foregår.

Mjaeh. Det er vel til dels et filosofisk spørgsmål. Nogle vil måske fremføre det synspunkt, at eksempelvis Facebook udelukkende er pynt på sandheden, eller i hvert fald sandheden drejet i en retning, så det fremstår i en kontekst, som afsenderen selv er tilfreds med.

Det er en antagelse, at folk sanseløst klikker ‘Like’ og ‘Recommend’ og poster indhold og links på deres profiler – folk ved jo, at andre folk bruger disse informationer til at danne sig et billede af vedkommende.

Det er kort fortalt ‘iscenesættelse’, som samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, også påpeger i artiklen:

»Vi adskiller alle meget klart, hvad der er det private, og hvad der er det offentlige. Men vi bruger også meget energi på at udstille noget af det private i det offentlige og laver på den måde en slags mellemscener. Det er det, der for eksempel sker på Facebook,« siger han.

Ifølge Johannes Andersen foregår der det, han kalder et selektivt identitetsarbejde, hvor man ser sig selv udefra og udvælger det, man vil have andre skal lægge mærke til.

»Det er selvfølgelig ens sande personlighed, man viser, men der er også en form for iscenesættelse i det. Det er begge dele samtidig.«

I sin bog ‘The Filter Bubble’ (som jeg formentlig aldrig bliver træt af at snakke om) taler Eli Pariser, at Google og netop Facebook har forskellige måder hvormed de danner sig indtryk af os på baggrund af, hvordan vi bruger deres tjenester.

Facebook kigger på, hvad du deler (og det er det, der kan ses af andre), mens Google ved hvad du klikker på og bruger det i stedet. Facebook ved for eksempel at du har delt artiklen om, hvor episk Mozarts Requiem egentlig er, mens Google ved, at du også har søgt efter eksempelvis ‘nik og jay’ og fundet noget, du kunne bruge – du klikkede i hvert fald på det.

Nu kan jeg af gode grunde ikke vide det, jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil gætte, at der er forskel (gående fra ‘minimal’ i nogle tilfælde til ‘enorm’ i andre) på, hvad vi deler (blandt andet fordi vi gerne vil vise andre, at vi har spændende interesser og ved interessante ting) og hvad vi rent faktisk klikker os ind på.

Bevares, en persons Facebook-profil kan da sige meget om vedkommende, men det er næppe hele sandheden. Det er sandheden, som vedkommende selv kan styre efter sit eget behov for personlig branding. Der er private ting, der forbliver private, og der er ting under overfladen, som også er den, vi er, men som vi ikke deler. Og det er vel også okay. Det er bare ærgerligt, hvis vi glemmer resten af isbjerget.

Kategorier
Borgerjournalistik Sociale medier

Journalistforbundet må forstå, at alle er fotografer nu

Vi har haft en artikel på ekstrabladet.dk, Roskilde Festival: Hegnet er væltet!, der indeholder et billede taget af Jacob Packert (@jacobpackert på Twitter).

Jacob skriver selv et tweet om det:

Det reagerer Journalistforbundet på:

Det fører til en kortere udveksling af tweets mellem Packert og forbundet, der blandt andet kommer med disse tweets, som bare taler for sig selv:

Altså er ekstrabladet.dk åbenbart ikke et ‘rigtigt medie’, hvis du spørger Journalistforbundet – eller vedkommende, der i skrivende stund passer Twitter-profilen. Man må antage, at vedkommende taler på forbundets vegne.

Det får mig (der elsker fri udveksling af information og selv lægger billeder op, som andre må bruge kvit og frit – hvilke nogle gør) til at reagere:

Forbundet melder ‘ikke forstået’ og jeg skriver følgende tre begrundende tweets for at forklare mit standpunkt:

Og her står vi så nu.

Jeg har oplevet, at et billede af en tiger i zoologisk have er blevet brugt hos et russisk netmedie (en historie om, at Putin havde overmandet en tiger af samme art), et billede af en svømmende isbjørn fra selvsamme zoologiske have er blandt andet brugt af en blogger hos The Guardian – og jeg har haft et billede af et apotek fra Kraków-ghettoen med i en bog om apoteker fra hele verden.

Og det synes jeg er fantastisk. For mig handler det ikke om at tjene penge. Det handler om en hobby, som til tider bliver en passion, og selvfølgelig at jeg kan hjælpe andre.

Men, er der så slet ikke plads til dygtige (og betalte) fotografer?
Jo, selvfølgelig er der det! Men de skal ikke tage ‘run-of-the-mill’-billeder. Eksempelvis kan man jo sagtens se forskel på, om det er undertegnede eller en fantastisk fotograf, der har taget et billede.

For os allesammen handler det om at have de bedste billeder. Der er sadig masser af plads til de dygtige fotografers fantastiske fotografier – et billede af et væltet hegn, kan de vel overlade til en ‘borger’, for nu at genbruge forbundets ordvalg.

Opdatering @ 15:25:
Journalistforbundet skriver i et tweet, at det er fint at Creative Commons virker for mig – men ikke for professionelle. Jeg vil dog nødig udelukke professionelle for frit at bruge Creative Commons-licenser, selvom eksempelvis KODA ikke er meget for at lade deres medlemmer gøre det (KODA tillader kun ikke-kommerciel brug).