Via et tweet fra Jesper Laugesen er jeg blevet opmærksom på, at Amino.dk har implementeret et AidOnline-kontrascript, der nægter brugere af AidOnline adgang til websitet.
Problemet er bare, at andre også bliver berørt. Aktiverer jeg adblocker’en i min Firefox, bliver jeg mødt af denne besked:
Klik for at se billedet på Flickr
Som Jesper Laugesen skriver: “Det er en farlig leg at prøve at blokere brugere”. Jeg tror ikke, at en blokering er det rette svar på AidOnline.
AidOnline fylder meget herhjemme lige nu (se blot Twitter og Overskrift.dk), og en parodi er der nu også blevet plads til: Aid TV.
Vi regner i øvrigt med, at vi inden længe kan lancere en lang række nye produkter. Det første vil komme til at hedde Aid-Glasses, som er et lille sæt briller, der erstatter alle reklamer i det offentlige rum (på busser, politikens lysavis o.a.) med vores reklamer. Så kan du støtte nødhjælpsorganisationerne bare ved at have et andet sæt briller på!
Et andet produkt, vi meget snart kommer med, kommer til at hedde Aid-Newspaper, som bliver et lille filter (ligner meget Aid-TV), som du skal lægge hen over alle avissider du læser. Det vil så fjerne alle annoncerne, og i stedet indsætte vores annoncer på pladsen!
SOS-Børnebyerne er ikke med i projektet, da de “har meldt ud, at de ikke støtter tyveri. Det forstår vi jo slet ikke!”.
Det er god humor, synes jeg. Jeg opdagede Aid TV via Jens Møller Nielsens tweet.
Jeg har tidligere her på Medieblogger skrevet om AidOnline.
Under min surfen rundt på AidOnlines website faldt jeg over deres FAQ-sektion:
Er det lovligt?
Ja, det er helt lovligt. Du bestemmer selv hvilke reklamer du ønsker at se på, uanset om du ser fjernsyn, går på gaden eller bruger din computer. Der findes allerede mange utroligt populære værktøjer, der blokerer for reklamebannere på nettet. AidOnline fungerer efter samme princip, de erstatter blot det blokerede reklamebanner med et nyt.
Det er en argumentation, der ikke helt holder i min bog. “Du bestemmer selv, hvilke reklamer du ønsker at se på”? Betyder det så også, at jeg kan skrive til The Economist og fortælle dem, at jeg er ret træt af deres classifieds, og at jeg helst vil være fri for dem? Nej, ikke rigtig.
Aidonlines argument kører på, at ingen kan tvinge dig til at kigge på annoncer. Hvis du for eksempel kommer gående langs søerne i København, så er der ingen der med vold og magt må dreje dit hoved i retning af de store outdoor-reklamer og sige “Kig på reklamerne!”
Men der er forskel på at kigge på annoncer og så at blive præsenteret for dem. Du bestemmer ikke selv, hvilke annoncer, du bliver præsenteret for. Og det er det, der gælder i papirmedier og på nettet. I hvert fald sådan, som jeg ser det.
Faktisk er AidOnlines argumentation så letkøbt, at det får mig til at spekulere på, om vi her har at gøre med en dediceret forretning eller et mediestunt.
Med underkæben i gulvhøjde læser jeg om AidOnline-annonceprogrammet hos MediaWatch.
Det går i sin enkelthed ud på, at brugere kan installere et program, som så erstatter bannerannoncerne på de store websites, som for eksempel ekstrabladet.dk hvor jeg arbejder, og erstatter dem med annoncer for “velgørende organisationer”, som for eksempel Røde Kors, som jeg ellers altid har haft høje tanker om.
Altså sidder de og lukrerer på den trafik, som medierne genererer, uden at medierne kan notere et salg og indtjening. Det kan skabe en ond spiral, for det indhold, der trækker læserne til er skabt af mennesker, hvis løn (blandt andet) er betalt af annoncerne. Ikke af Røde Kors.
Min fornemmelse for, at Røde Kors måske har misforstået dette koncept blev manet i jorden med artiklen “Røde Kors: Netmedier må finde nye indtægter“.
Her siger fundraising-chef i Røde Kors, Kenneth Øhrberg, at bannerannoncer som koncept er på vej ned, og selvom de udgør “50 procent af mange internetmediers annonceomsætning”, er det jo ikke sikkert, at det er sådan om to år, er hans logiske slutning.
Jeg er ganske enkelt målløs.
Bannerannoncerne er også med til at betale min løn, og hvis dette tiltag vinder stort indpas, går medierne ned i indtægt og må til at kigge på spareplaner. Hvordan netmedierne skal tjene penge er jo netop nu et stort debatemne, som endnu ikke er besvaret.
Skuffet over Røde Kors
Og jeg står meget uforstående over for Røde Kors’ attitude. For mig svarer det til, at man forhindrer dem i at stemme dørklokker og sige “I må simpelthen bare finde en anden måde at tjene penge på, dørklokker er så gammeldags”.
Og samtidig gå hen og rive den nærmeste Røde Kors-plakat ned og i stedet indsætte en reklame for eksempelvis Politiken.dk – eller hyre en række mennesker på trykkerierne til at klippe alle Røde Kors-annoncer ud og erstatte dem med annoncer for webmedier — ikke at det kan lade sig gøre, men princippet er det samme. Og det tror jeg egentlig heller ikke, at Røde Kors vil synes om.
Jeg er meget skuffet over Røde Kors, og jeg er ikke den eneste, eksempler: 1, 2, 3.
Surfing kan betyde liv og død
Besøger man aidonline.com, kan man se en annonce med følgende tekst:
“Din surfing på internettet kan betyde forskellen på liv og død for mennesker i nød”
– Anders Ladekarl, Generalsekretær, Dansk Røde Kors
Jeg betragter mig selv som meget næstekærlig, men det der er rimelig far-fetched.
Nu vil jeg læne mig tilbage, folde hænderne og håbe, at Røde Kors genfinder besindelsen og indser at det koncept, som de og 11 andre har sluttet sig til, er i strid med den sunde fornuft.
Samtidig opdager jeg lige, at der er en kontra-kampagne på vej: stop-aidonline.dk. Der ønskes god vind herfra.
Følg sagen:
80 procent af Aidolines annonceindtægter ved brug af det nye computerprogrammet doneres til organisationerne, 20 procent går til drift af virksomheden. #
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Betaling for nyheder er et brandvarmt tema. Mediehuse i hele den vestlige verden fattes penge, og jagter en indtægt på kerneydelsen. Endnu har ingen fundet en succesfuld opskrift på brugerbetaling. Mange kalder det ligefrem en umulighed at tage sig betalt for nyhedsformidling, hvorfor mediehusene i stedet bør se sig om efter alternative indtægtskilder.
I USA, hvor adskillige traditionsrige mediehuse hænger på kanten af konkurs, diskuteres brugerbetaling på store konferencer, mere eller mindre hemmelige møder og i debatfora med deltagelse af topchefer fra alle hjørne af landet. Nu har API (American Press Institute) lanceret deres indspark til debatten. En hvidbog om man vil. Budskabet er klart, at der er potentiale i brugerbetaling.
Hele sagen er lagt på nettet af Nieman Journalism Lab. Og kan læses her (.pdf)
Dette er et gæsteindlæg skrevet af Michael Winther-Rasmussen.
*
Betaling for nyheder på internettet er igen blevet fundet frem som den redningskrans, der kan redde de danske mediehuse gennem den økonomiske krise.
Det kan meget vise sig at redningskransen er et møllehjul.
Ideen er hevet frem – igen – som et udtryk for manglende løsninger på de faldende indtægter. Det er i flere tilfælde også et udtryk for manglende indsigt.
Betaling for en generel nyhedsopdatering på internettet kommer ikke til at redde mediehusenes økonomi. Faktisk kommer det til at betyde det stik modsatte.
Rundt om i mediehusene er der en grundlæggende tro på, at produktet er så godt, at brugere gerne betaler for det. “Vores besøgstal stiger og stiger”, lyder argumentet.
Det stigende antal besøg kan ikke anfægtes. Det kan til gengæld troen på, at det vil fortsætte, selvom der kræves penge for produktet. I praksis vil betalingssites opleve en masseflugt. Først vil brugerne forsvinde og derefter følger annoncørerne.
Ved at bygge en betalingsmur om sit produkt, slår man ligeledes dørene op på vid gab for en eller flere konkurrenter.
Rundt omkring i landet sidder lokale og regionale medier med noget, der kunne minde om monopol på nyhedsformidlingen. Heri ligger en del af succesen. Selvsamme monopol ryger, når man indfører betaling for sin nyhedsformidling.
Godt nok vil man stadig have sin trykte avis, men den er der færre og færre, der læser. De brugere, der nu skal betale for at få deres nyheder, bliver således ikke konverteret til avislæsere. De klikker bare over til den konkurrent, der nu har udnyttet en pludselig chance for at etablere sig med gratis nyheder i udgivelsesområdet.
Det kræver en begrænset økonomisk investering at blive nyhedsformidler på internettet. Det er såmænd heller ikke så dyrt at sikre sig et indhold, der rent faktisk gør produktet interessant for annoncørerne og så begynder det for alvor at se sort ud for det eksisterende mediehus.
Opskriften er ganske simpel. Det nye onlinesite tilbyder indholdet gratis, der citeres fra de bedste historier i den gammelkendte, trykte avis og så fyldes der op med en håndfuld egenproducerede artikler, hvorefter man mere eller mindre har et bedre produkt end den trykte avis.
Løsningen er ikke at forbedre sit onlinesite og tage betaling for det. Gratiskonkurrenten køber sig således bare et onlineabonnement og citerer så bare derfra. Hermed kan brugerne stadig få de vigtigste og bedste nyheder gratis.
Løsningen er i stedet at optimere sit nyhedssite og fastholde det i en primært gratis udgave – kombineret med smarte, unikke tjenester og services, som det rent faktisk giver mening at betale for. Har man etableret sig som en stærk nyhedsformidler på internettet og har man allerede fat i brugerne, så har man også annoncørerne med sig. Det betyder, at man er flere skridt foran de eventuelle konkurrenter, der kunne overveje at melde sig ind i slaget om onlinebrugerne.
Det ændrer ikke på, at det er svært at tjene penge online. Men det er kun et spørgsmål om tid. Annoncørerne flytter fortsat penge fra print til online. Det er de nyhedssites med den stærkeste profil, der får gavn af pengene.
Det bliver ikke nyhedssites, hvor brugerne skal betale for at kigge med.
Dermed kan brugerbetaling meget vel betyde, at man i virkeligheden tisser i den redningsbåd, som på sigt skal holde mediehusene flydende.
På det seneste er jeg i min statistik (via MyBlogLog) begyndt at se et antal referrals (altså henvisninger) fra Microsofts Windows Live Search.
Det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, hvis ikke det var fordi, at jeg tidligere aldrig har fået henvisninger fra Windows Live Search. Det kunne selvfølgelig skyldes, at flere er begyndt at bruge søgemaskinen. Men henvisningerne kommer fra søgninger på generiske ord som “medier”, “december”, “boersen”, “soeren”, men også “medieblogger”, som dog synes mere reel.
Det pudsige er, at jeg ud fra min statistik kan se, at henvisningerne er kommet fra den første side i søgeresultaterne. Og det giver ingen mening, for hvis du søger efter fx “december” eller “boersen” på Windows Live Search, så dukker min blog slet ikke op.
Der fik mig til at skrive et tweet:
All of a sudden I’m getting a pretty amount of referrals from Microsoft’s Live Search. What’s up with that?
Inden længe var der svar fra Frank H Madsen:
@larskjensen Meget mærkeligt. Er det mon Live, der referal-spammer igen?
Frank gav mig også et link til denne Google-søgning, og på den første side, som søgningen returnerede, læser jeg noget, som jeg kan genkende:
I have been seeing referrers from search.live.com for some strange and very generic keywords, things like “article”, “design”, and “sites”. Visiting the referring URL returned no link back to any of my sites.
Altså præcis det samme som jeg har oplevet. Dengang i juli var det MSN Search, det drejede sig om. Den, som i dag hedder Windows Live Search.
Et andet sted står under overskriften “Yell if Microsoft’s Live.com Spammed You Too“:
These referer headers are spoofed as the keywords from these supposed searches are sometimes in no way related to the requested page. Additionally, for most of the other supposed searches, the requested pages do not rank in the top 10 (first page of results) in a way to send this traffic.
Et tredje sted står at læse, at der er tale om “officielle test” fra Microsofts side:
First, we appreciate the concerns and issues that have been raised and apologize for any inconvenience this might have caused.
Second, we want to explain what this is all about. The traffic you are seeing is part of a quality check we run on selected pages. While we work on addressing your concerns, we would request that you do not actively block the IP addresses used by this quality check; blocking these IP addresses could prevent your site from being included in the Live Search index.
Please keep the feedback and thoughts coming as we will use this to help improve this process and make sure that it impacts your sites as little as possible.
thanks
– msndude (msd)
Så er spørgsmålet så, om Microsoft kører disse test igen. Noget kan tyde på det. Men hvad er så meningen med disse “quality checks”? Hvordan kan man teste sine systemer ved at forfalske en henvisning fra side x til side y, skønt der ikke optræder et link til side y på side x? Det giver ingen mening for mig.
Irriterende er det i hvert fald, da det giver støj i min statistik — lige præcis den statistik, jeg bruger mest: Den hvor jeg kan se, hvordan folk lander her på denne blog.
| Tidspunkt | Søgestreng |
| 00:39 | pressemeddelelser |
| 02:46 | youtube |
| 04:02 | economist |
| 04:19 | blogs |
| 07:02 | medieblogger |
| 07:17 | medier |
| 09:42 | forside |
På ekstrabladet.dk har vi tidligere dækket Eurovisionens Melodi Grand Prix via Twitter og ladet læserne følge med via en særlig Twitter-boks på udvalgte ekstrabladet.dk-artikler.
Nu tager vi skridtet videre. Vi har sendt en række “almindelige” danskere til premiere på Lars von Triers nye film, “Antichrist”, og to af dem, Karin Høgh (Twitter: karinhoegh) og Søren Pedersen (Twitter: systemaddict), opdaterer via mikrotjenesten Twitter.
Du kan følge med i den højre sidebar til en hvilken som helst Nationen-historie på ekstrabladet.dk, og du kan selvfølgelig også følge de to via deres respektive Twitter-feeds. Og så kan du også følge med via Twitter Search og se, hvad andre skriver.
Udover en boks til hver af de to, har vi også en boks, der trækker feeds ind fra alle Twitter-brugere omkring Antichrist. Hvis du selv har noget at sige omkring Antichrist, skal du blot sørge for, at inkludere “#antichrist” (uden anførselstegn) i dit tweet.
Jeg er spændt på at se, om det giver noget – om ikke andet får vi da sendt to mennesker i biografen med Twitter i lommen 🙂
Go’ Morgen Danmark har forsøgt at demonstrere, hvor nemt det er at redigere i artikler på Wikipedia (som også findes i en dansk version) og hvor utroværdigt, det er — men mislykkedes.
I stedet for at skrive et indlæg om det, vil jeg anbefale dig at læse Dorte Tofts glimrende indlæg om sagen, som opsummerer og konkluderer ganske fornuftigt.
(Tak til Stefan for tippet via Twitter)